Og det begyndte ude i verden… (rejsebrev Vietnam 1)


Nu har jeg tænkt på at begynde denne blog i umindelige tider. Lad det så begynde her. Et sted mellem jul og nytår kort før 2011. Et rejsebrev fra Vietnam, et sted nær Sa Pá, midt mellem for- og middag.

En hilsen på en rolig dag herude i fjernøsten. 3 dage på mountainbike i områderne nordøst for Lao Cai og mod den kinesiske grænse er overstået. 2 dages op- og nedstigning til Fansipan, Vietnams højeste bjerg (3143 m) er overstået.

Det begyndte i Hanoi for en uges tid plus det løse siden. Max. luftfugtighed, tyk smog, og et trafikalt nervesammenbrud. For 10 år siden vrimlede byen med cyklister, siger de kloge. Siden har et økonomisk boom for Vietnam forvandlet cykelparken til små kinesiske motorcykler for menigmænd, og de finere scootere for de lidtmeremænd, og de kører allevegne. Larmer, støjer, og forurener.

Charlie Don’t Surf, som Robert Duvall konstaterede i Apocalypse Now med reference til Vietcong. Nej Charlie surfer heller ikke nu. Han kører på motorcykel. At krydse en gade i Hanoi er en bedrift i sig selv. Luk øjnene og gå – bare gå. De holder tilbage, og jo de holder tilbage, men kun hvis du går. Tøver eller stopper du, er du prisgivet i midten af motorcykelsværmen og det kan tage mange minutter at få fast grund under fødderne igen.

Ellers er Hanoi vel Hanoi. Ho Chi Minh-mausolæet, paradepladsen, og den gamle bydel der nærmest er en stor flydende masse af smågader. Ikke en by at falde i svime over. Det skulle da lige være luftforeningen.

Reelt var det en lettelse at komme op i bjergene…

To be continued

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s