Frisk luft i bjergene (rejsebrev Vietnam 2)


Vi fik nogle ganske fornuftige mountainbikes til rådighed og det blev dem, der bragte os rundt i de næste 3 dage.

12 i gruppe på cykler og med en fast servicevogn bagved til punkteringer og diverse små reparationer undervejs. Der gik hurtigt lidt Tour de France i den. For det meste kørte vi på almindelige landeveje, der er af habil kvalitet, men tog også et par afstikkere ud i mere hidsigt terræn aka Bumpy roads der mest bestod af jord, sten og solidt pløre.

Det gik op og ned mellem landsbyerne. Vi kørte mellem 40-60 kilometer om dagen. Ude i landsbyerne blev vi modtaget som rockstjerner af de lokale unger, hver gang vi cruisede igennem.

“Hello!”, hylede de og stillede sig ellers an, brændende af nysgerrighed. Nogle steder måtte vi ind forbi den lokale skole og et enkelt sted skulle vi hilse på den lokale borgmester. Altsammen ganske improviseret.

I det hele taget er det vist et meget godt billede på det Vietnam, som jeg har oplevet. De er flinke mennesker med en pæn gæstfrihed og samtidig en stolthed der kommer efter et halvt århundredes frihedskamp mod først franskmaend, så amerikanerne.

Vi afleverede vores bikes på landevejen 10 km fra Lao Cai. Blev samlet op af busser og kørt op til Sa Pá. Byen er samlingspunktet i bjergene for trekkere, hikere, klatrere og hvad ved jeg. En rigtig backpackerby med mængder af restauranter og outdoor-gear. Og som det første går man selvfølgelig på italiensk restaurant i Vietnam. Vi var i hvert fald nogle stykker der valgte den model. For pokker hvor bliver man hurtigt træt af ris;-)

For vores del – og sikkert mange andres – blev Sa Pá udgangspunktet til bestigningen af Fansipan. Vores trek var på 2 dage. Første dag fra selve porten, hvor man “officielt” begynder opstigningen, ‘Heaven’s Gate”, og videre til en overnatningslejr i 2800 meters højde. Andendagen var summit day og fuld nedstigning til porten igen.

Det var et trip med efterfølgende stive stænger. En rasende opstigning hvor man ofte mere kravlede end gik pga. stejlheden. Til gengæld havde man aldrig helt fornemmelsen af højden, fordi vi gik og gik inde i skoven næsten hele vejen op. Først ved selve toppen kom vi ud i noget der lignede åbent bjerglandskab.

Vi var usandsynlig heldig med vejret. Det holdt tørt og på selve toppen, vi var der kl. 9 om morgenen, var der det smukkeste solskin og en enorm udsigt. Vi havde en flok lokale bærere med op, der sørgede for telte i campen og lavede aften- og morgenmad.

Ydermere havde vi vores egen kioskdame. Hun fulgte os hele vejen op med en køletaske med cola og øl. Jeg tror, hun var i familie med nogle af bærerne. I hvert fald en smart lille geschæft. Ved første pitstop af opstigningen kostede en cola 25.000 dong (6-7 dkk), i campen 500 meter højere var prisen steget til 30.000 dong og på selve toppen 35.000 dong. På sin vis var det jo fair nok, hun måtte selv slæbe varerne op og ned…

To be continued

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s