The Streets… næsten… of London!

Hiphop fylder ikke meget i min cd/vinyl-samling. Der er nærmest intet, bortset fra en kunstner. Mike Skinner aka The Streets. Her er til gengæld fuld potte med 5 skiver. Forklaring følger… selvom det så slutter nu. For der kommer angiveligt ikke mere. Sidste udspil “Computers and Blues” udkom forleden.

Første gang jeg hørte The Streets var – ja sjovt nok – på en pub i London. Sad der mellem pints og cola, og ventede på noget og nogle, og faldt ellers ind i den almindelige summen fra andre shoppere, andre turister og driverter omkring Oxford Street/Soho.

Pludselig var jeg indfanget af baggrundsmusikken. Den sædvanlige underlægningsmusik fra højttaleranlægget var ikke helt så sædvanlig.

This AIN’T yer archetypal street sound
Scan for ultrasound North, South, East, West
And all round and then to the underground
You say that every thing sounds the same
Then you go buy them! There’s no excuses my friend
Let’s push things forward

Der var denne meget britiske brægen, der hele tiden trængte igennem og ville fortælle noget og samtidig gav mig følelsen af, at her var sgu alligevel noget, som jeg ikke havde hørt før. Ikke på den måde, ikke helt så originalt.

Det var hiphop – og jeg overgav mig pludselig. De sædvanligt svingende guldkæder og den pimpede blærerøvsstil manglede helt. Det her var fyren ovre i hjørnet med bumser og skævt hår, der rablede hverdagshistorier af over sin pint – en overset højhusdigter med sit poetry slam tilsat samplede teknobeats og reggaerytmer.

Det var “Original Pirate Material”. Debutskiven fra 2002. Der var stoffer, druk, og playstation. Der var vrede, frustration, kærlighed, og almindelig sund ungdomsmelankoli. UK Garage, blev stilen vist døbt.

Efterfølgende blev der masser at leve op til for The Streets. Det lykkedes til fulde på den 2 år senere opfølger “A Grand Don’t Come for Free”. Endnu et skridt fremad. Og det var fremragende igen. Som forgængeren var den optaget i Skinners soveværelse, og nærmest endnu mere rå og kantet.

På det tredje album begyndte berømmelsen at indfinde sig. The Streets fik succes, mega, de steg op fra undergrunden. Allerede på coveret af “The Hardest Way to Make an Easy Living” ses forandringen. Forgængerens billede af et busstoppested med en hængende Mike Skinner i parkacoat er byttet med et ditto af en Rolls Royce og en stadig hængende Skinner men nu mere stilig klædt. Det er i den grad gået fremad og op ad mod stjernerne.

The Celebrity Pages in papers don’t tell tales that are always to the line of the truth.
It’s ‘til a line (of coke) at which most likely you’ll have the time, or enough finance to sue.
Which is why it’s so frightening buying papers in the morning fearing the next Mike Skinner scoop. 

Alt i alt blev tiden moden til lidt selvransagelse for det unge stjerneskud som oprindeligt kommer fra Birmingham. Ikke London. Et par vandreture i bjergene, selvreflektering, og et solidt åndeligt mashup. Næste skridt fremad – alt er til låns. Fra berømmelse til moder jord. “Everything is Borrowed” udkom i 2008 og den tidligere pint-svingende fortæller var nu henfalden til et roligere gemyt, der gerne lod sig akkompagnere af jazz og tilbagelænet pop. Til tider en anelse kedeligt, og kunstnerisk den svageste skive. Men alligevel med sine øjeblikke:

Memories are times we borrow
for spending tomorrow

Således nåede jeg frem til det som det egentlig skulle handle om. “Computers and Blues”. Den endelige begravelse af The Streets.

Allerede fra første skæring ‘Outside Inside’ er tråden trukket tilbage til de tidlige udgivelser. Det er hektisk og kaotisk, men samtidig er det også tydeligt at det er den nu 32-årige Skinner der roder i Streets-bagkataloget. Den er ikke den 23-årige der udforsker verden med glubende appetit, forvirring og frustration. “Computers and Blues” er en ganske voksen skive, ikke piratmateriale fra et sovekammer eller en garage, og i virkeligheden derfor også en ganske vellykket afunding på det hele.

‘Blip on a Screen’ med sentimentale strygere bliver en hyldest til den nyfødte søn, ja vi taler voksen, i ‘OMG’ (en af mine favoritter) ironiserer fortælleren over kærestens facebook-status In a Relationship og ender med at ændre sin egen status til samme status naturligvis In Plain Helvetica.

Musikalsk hænger vi mest i energifyldt og groovy funkmusik. Når det fungerer og det gør det for det meste, bliver det ganske svedigt. I ‘Trying to Kill M.E’ bliver pianoet nærmest Springsteen’sk. Jeg hører i hvert fald Roy Bittans rullende akkompagnement overalt i det nummer.

Dansehittet ‘Trust Me’ brillierer med disse vittige strofer

I See Alice in Wonderland
I See Malice in Sunderland

Poetry slambam/spoken word/ja fedt. Det hele flimrer ud med ‘Lock the Lockers’, hvor Skinner pakker sig selv sammen og smutter fra kontoret, og på sin egen måde bliver sidste del af det sidste album også den stærkeste og smukkeste del.

Sådan bør det næsten også være!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s