Københavnsk vinterblues

Ja det var så det FC København. Sådan tænkte jeg allerede efter 17. minutters spil i aftes. Anelka havde netop bragt Chelsea foran. En håbløs fejlaflevering tilbage i banen af Jesper Grønkjær blev begyndelsen til enden. Afleveringen kom aldrig i nærheden af Claudemir.

I stedet nappede Anelka den og spurtede mod straffesparksfeltet og skød fladt. Med lidt held havde Anton blokeret, med lidt held havde Wiland gjort det. Men heldet var der ikke, det frøs fast i december engang før vinterpausen. Tilbage stod kun fejlafleveringen, der mere eller mindre afgjorde kampen før den var begyndt.

Det måtte bare ikke ske. Ikke så tidligt i kampen, ikke i netop den kamp. I forvejen havde vi været på hælene i det første kvarter. Spillerne bar i den grad vinterrusten med sig fra start og Chelsea forstod at udnytte det kløgtigt med et højt pres, der helt smadrede ethvert københavnsk forsøg på opspil. Det samme pres der fik fremprovokeret Grønkjærs fejl.

En helt anden fejl stod tydeligt i selve startopstillingen. Den hænger på Ståles regning. Santin skulle ikke have spillet. En mindre satset opstilling med Grønkjær på top sammen med N’Doye, og Vingaard på Grønkjærs venstrekant, havde været mere logisk. Alle omstændigheder taget i betragtning.

Grønkjærs efterhånden alderstegne hurtighed kom alligevel til kort overfor Chelseas højreback Bosingwa. Samtidig fyldte Santin absolut intet og mangler generelt international snit til at være en trussel mod et forsvar på Chelsea’s niveau. Grønkjær havde fyldt mere med langt mere med sin rutine (noterbar hvor mange hovedstødsdueller han faktisk vandt). Tilsæt også Vingaards større defensivt arbejde på venstrekanten.

Jeg er sikker på at den opstilling havde holdt skansen lidt længere end 17. minutter og det var præcis den opstilling begyndte 2. halvleg og vi spillede vel vores bedste 10 minutter i den periode, frem til Anelka-mål nummer 2.

Pludselig var der lidt af efterårets flow tilbage og lidt mindre vinterrust. Ståle sagde det selv i sin match-evaluering.

»Måske var det for optimistisk fra min side at give Jesper Grønkjær den rolle på en firemands midtbane, hvor han skulle arbejde så meget bagud. Vi kom til at tabe bolden meget, og han havde ikke de nødvendige eksplosioner fremad«. (Fra Politiken)

Men så fik Chelsea igen frit spil, 2-0 blev resultatet af løst forsvarsspil, igen fik Anelka frit løb, og så var kampen stendød. Chelsea behøvede ikke at gøre meget mere og det gjorde de heller ikke. De gad dårligt løbe tilbage for at forsvare, når København forsøgte sig. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg så kontramuligheder som 4 mod 4 eller 3 mod 3, fordi 4-5 Chelsea-spillere valgte at spadsere tilbage. Uden at vi derfor blev vanvittig farlige foran mål.

Reelt var 2-0 sejren ikke et mål for lille. Den var stensikker og det blev den allerede efter 17. minutters spil. Returen midt i marts i London bliver nu en luksus-træningskamp for os, glem alt ævl, Chelsea er alt for gode og rutineret til at bomme noget som helst, de vinder med et par mål igen.  København kan så bruge kampen til at skue fremad – ja helt frem mod efteråret. Superligaforåret handler kun om en ting, at forsøge at nappe mesterskabet som ubesejret. For mesterskabet smider vi ikke.

Tilbage står spørgsmålet om hvordan vi havde set ud, hvis vi havde mødt Chelsea i efteråret, lad os sige omkring ultimo oktober hvor vi i lange momenter matchede Barcelona. Tja, det kan blive et langt gæt. Jeg så Chelsea spille mod Everton i lørdags i den udsatte FA Cup-kamp på Stamford Bridge. En kamp, som de fleste har opdaget, Chelsea tabte efter omkamp og straffespark.

Stamford Bridge

Jeg var slet ikke imponeret af Chelsea – de virkede ineffektive og til tider fantasiløse mod et godt spillende Everton (som København ikke behøver at ligge så langt under). Jovist. Chelsea burde have vundet, og de burde have vundet i ordinær spilletid, alene på et par kæmpechancer i 2. halvleg. Men et effektivt frispark i en slags last-action gav Everton 1-1 – og som sådan var det ikke helt ufortjent.

Forskellen mellem Everton og København var mange centimeter tyk vinteris, de var kampfitte, og nok også en taktisk lidt mere begavet approach, som det vist hedder. Sagt med andre ord. De lavede ikke de gigantiske fejl som vi så i aftes i Parken.

Katte på pubben. Læs også skiltet til højre.
Skilt på pub.

Dermed fik jeg også lige flettet ind, at den faste London-tur med det gamle spruthus-slæng og diverse hangarounds er vel overstået og atter blev ganske succesfuld.

For længe siden fik vi idéen at planlægge turen over en pokalweekend. Det giver oftest to kampe at se – og FA Cup-kampene er væsentlig billigere i billetpris end Premiership. Således igen.

Allerede omtalte Chelsea-Everton om lørdagen og Fulham-Bolton om søndagen. Derudover var der så de kampe vi kunne skrabe til os på pubberne. Og London er selvfølgelig altid et gensyn værd. Fra White Hart Lane til Stratford og Leyton og til Putney Bridge. Eller hvad med en Hold Steady-koncert i Sherpard’s Bush Empire. Ja vi var der.

Det mest hørte musiknummer på pubberne var i øvrigt ’Rolling in Deep’ fra den let buttede og vældig hypede sangerske Adele. Det er sgu et ret lækkert nummer, en fantastisk stemme – se selv!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s