Tilbage til fortiden… i Lyngby for at hente mesterskabet

De første 20 minutter virkede uendeligt sløje. Men det betød egentlig ikke så meget. Mesterskabet var blevet en matematisk realitet allerede inden kickoff. Odense havde præsteret at tabe hjemme til Nordsjælland og dermed var de 23 points forspring nok – med 7 runder tilbage.

I virkeligheden en helt vanvittig situation. Man kan i virkeligheden ikke bebrejde spillerne, hvis de falder lidt af på den. Ind imellem. Som skærtorsdag i påskevarmen. Hvor hele situationen lige skulle falde på plads. Lyngby kom endda foran – den sløje start blot understreget.

Efter Lyngby-målet greb FC København helt dirigentstokken. Resten af kampen lignede nærmest spil til et mål, i perioder i 2. halvleg tangerede det powerplay rundt om Lyngby-feltet. Effektiviteten var dog ikke imponerende. Der blev overspillet alt for meget. For mange afleveringer.

Bolaños fik hurtigt udlignet, fladt og pænt, og Damen burde havde scoret mindst en gang mere inden pausen.

Det københavnske spil blev ført an af en forbavsende veloplagt Jesper Grønkjær, der helt dominerede venstre side.

Især efter pausen blev der spillet ganske pænt fodbold, hurtige kombinationer, sideskift, og ja nærgående forsøg. Banen lignede ellers noget der kunne have været en asfaltbelægning med lidt sandstrøg. Den virkede meget hård og med pænt store huller i græsmåtten. Beskæmmende på den sædvanlige måde når det gælder Lyngby Stadion. De sædvanlige uvenlige græsvolde uden egentlige pladser, det er sikkert hyggeligt til en 1. divisionskamp. Men stadig lige uegnet til superligakamp med mere end 6.000 tilskuere.

At København først scorede sejrsmålet et par minutter før tid blev nærmest surrealistisk. Lyngby-træner Niels Frederiksen talte lige ud af posen efter kampen, og kaldte det et tyveri. Ja, hvis kampen altså var endt uafgjort. Men det skete ikke.

Bolaños førte bolden frem, stak den videre til Pospech i dybden. Den lille tjekke fik den drejet ind mod den lille felt akkurat inden baglinjen. Damen modtog, vendte rundt og prikkede bolden ind. 2-1. Færdigt arbejde. Hans 19. mål i ligaen.

Han er nu suveræn topscorer i ligaen og suveræn i FC København. Nordstrands 16 mål for 2 sæsoner siden, svarer til hvad Santin har som næstbedst på ligalisten. Igen en understregning af den københavnske overlegenhed.

Damen, Grønkjær, Kvist, Antonsson, Wiland, Pospech er om nogle symbolerne på den overlegenhed. Superligaens bedste angriber, bedste venstrekant, bedste allround-midtbane, bedste midterforsvarer, bedste målmand, bedste højreback… så har du en stor del af forklaringen på at der nu er 26 point mellem nummer 1 og 2.

Lad os nyde dem lidt endnu. Der er 7 runder tilbage – derefter vil i hvert fald 2 af de nævnte fortsætte andre steder ude i Europa. Pospech til Mainz i Bundesligaen og Antonsson til en eller anden klub (endnu uvist). På den anden side hvis vi beholder resten, ser det vel egentlig ikke så skidt ud heller… og Grønkjær kunne måske være et bud på en kommende assistenttræner, hvis han ikke fortsætter. Som han spillede i Lyngby, lignede han i hvert fald en mand med et år mere indenbords – “Lysten er der!”, for at bruge hans egne ord.

Liv og glade dage, de store københavnske smil over græsvolden i Lyngby. Der skal løftes meget, hvis det skal blive endnu bedre end denne sæson. Når man som mig har været med seriøst på sidelinien i snart 20 år, så ved man også, at der kommer nedture. Kriser af den ene eller anden art. Den københavnske kurve har dog, set i perspektivet, bevæget sig op og op. Især de seneste 10 år. I virkeligheden er der vel intet i vejen for at den fortsætter. Med alle bumpene på vejen.

I alle mine snart 20 år er dog en ting der har stået næsten stille. Det er Lyngby Stadion. I virkeligheden kunne det sagtens have været B1903 der spillede DM-kamp derude. I 1991, året før FC København så dagens lys.

Sidst jeg var der – var i april 2002. Faciliteterne er helt de samme. Den legendariske grillpølse er nu oppe i 40 kroner, men det er vist også det eneste som har fuldt med tiden. Jeg tog mig selv i det gentagne gange,  havde helt glemt hvor ringe forholdene faktisk er. Helt og aldeles, mand!

Nja, måske er højttaleranlægget blevet en anelse bedre end dengang en arrig fusionsnipser skrev denne klumme. Det var så i 1997. Den teknologiske udvikling har sørme kastet et par af sine smuler over Lyngby.

Helt personligt vil det ikke gøre mig det fjerneste, hvis Lyngby ender som en af de to nedrykkere. Det er sgu ikke Superliga, det de tilbyder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s