Alt hvad jeg ser, er vibrerende atomer

Går i mørket… på en trappe… trin for trin…
åbner en dør
skærmer for lyset med hånden
ser den sølvgrå sky
og går ud i regnen
(Fra ‘Oppenheimers formiddag’)

Alt hvad jeg ser, bliver vibrerende klichéer – de samlede klichéer.

Den opsamlende genudgivelse af de 2 album som hedengangne Kliché lavede i årene 1980 og 1982, er nu kommet på gaden i en ny remaster-version.

De oprindelige numre er tilsat lidt ekstra krydderi i form af 3 ekstra fra den første danske punkudgivelse, Pærepunk (1979). Reelt er der intet nyt fra de gamle klichéer, alt har været udgivet og er hørt før.

Ikke desto mindre er den en pragtfuld sag. Der er allerede skrevet meget. Og med god grund. Jeg læner mig bare tilbage og følger i slipstrømmen.

Det mest slående bliver faktisk hvor fremragende og unikt det hele fremstår. 30 år senere. Der har ikke lagt sig meget rust på det gamle karrosseri. Men man kunne måske alligevel ønske noget nyt og hidtil uudgivet materiale. Lidt mere krom på dyret.

Har man – som jeg – de to oprindelige album “Supertanker” og “Okay Okay Boys”, jamen så har man faktisk det hele – ja næsten – jeg mener, så himmelråbende nødvendige er de 3 pærepunk-numre sgu ikke. De er selvfølgelig med til at tegne historien om bandet Kliché. Men det virkelige spring sker mellem de to album – fra den fræsende, monotone, maskinelle “Supertanker” til den langt mere spraglet og kunstnerisk-søgende “Okay Okay Boys”.

Ja, jeg har altid syntes, at det andet album “Okay Okay Boys” var det stærkeste. Sådan er det stadig. Efter genhørene.

“Supertanker” har bestemt sine øjeblikke, i den fræsende syntetiske energi der trækker tråde til både tyske Kraftwerk og David Bowies eksperimenter på et album som “Low”. Den tydeligste inspirationskilde er dog  amerikanske Devo. Deres sci-fi-agtige dyrkelse af monotoni og mekanik, i musikken som i udseendet – den menneskelige de-evolution, som de kaldte det.

Det ændrer dog intet ved den originalitet, som Kliché bragede igennem med dengang i 1980 på en nærmest helt igennem dødssyg dansk musikscene. (Umiddelbart var der vist kun Sort Sol, som endnu hed Sods på det tidspunkt, der er værd at nævne!).

“Supertanker” var en befrielse. En ny generation. En ny tænkemåde. En ny måde at skrive tekster på, en ny musik langt ind i et nyt årti.

“Okay Okay Boys” kommer efter bomben var sprunget. Punken og det altomfavnende New Wave-begreb skyllede efterhånden ind over de danske kyster også. Den første provokation havde lagt sig. Perspektivet blev bredere. Sanger Lars HUG begynder at folde sig mere ud og forsøger at ende et sted mellem Bowie og Bryan Ferry – og musikalsk tilføres Kliché guitaristen Hilmar Hassig. Med en inspiration fra en Adrian Belew, igen hænger Bowies spøgelse i et sted baggrunden, gav Hassig en helt anderledes klang til bandet.

Jeg fandt dette gamle koncert-klip fra den gamle Idrætspark – Afrika-koncerten 1985. Det er titelnummeret og det giver mig stadig gåsehud. Lad musikken selv fortælle… og lad det især være en hyldest til Hassig. Han døde tragisk i 2008 i en trafikulykke. Manden bag danmarks fedeste guitarlyd.


Tekstmæssigt bevæger bandet sig også. Den ironiske leg med Formand Mao-citater og revolutionære paradepladser bliver skiftet ud med Buddha-citater og søgen ud i verden. Datidens frygt for den store atomkrig bliver ganske nærværende.

En sang ‘Oppenheimers formiddag’ er selvfølgelig en direkte hilsen til atombombens “fader”, J. Robert Oppenheimer, men er ikke i nærheden af en parolesang. I omkvædet konstaterer bare sangeren bare vemodigt…

Alt hvad jeg ser, er vibrerende atomer…

Ja for fanden. Man synger bare uvilkårligt med. Vi ser jo ikke andet, vel! Koldkrig eller ej.

Filosofisk og næsten religiøst bliver ‘Ansigt til Ansigt’. Teksten er samplet fra Det Gamle Testamente og den mystiske Prædikerens Bog – en deprimeret Kong Salomon skuer ud over sin verden.

Ansigt til ansigt
Jag efter vind
Det der var er det der kommer
Det der sker er det der skete
Endnu engang

Tilbage står tomheden – som efter atomkrigen anno 1982. Eller noget. Det bliver rasende smukt. Også den dag i dag.

Videoen stammer fra DR, og blev så vidt jeg husker lavet i forlængelse af selve albummet, og er vel et af de første danske forsøg ud i en egentlig musikvideo, der er andet og mere end en koncertoptagelse.

Jeg vil tone ud sammen med den – som sidste skæring på det oprindelige album. Alt var tomhed og jag efter vinden – og inden de samlede klichéer kom til verden. Nyd dem – også i morgen!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s