Time Time Time – Minutes to go!

Time Time Time
Minutes to go, searching crime

Jeg kan ikke huske hvornår jeg egentlig så Sort Sol, eller Sods som de stadig hed dengang, for første gang på scenen.

Måske var det Nosferatu festivalen i Saltlageret i 1982, måske Rockmaskinen ude på Christiania tidligere samme år – eller efteråret før. Hukommelsen flyder lidt i perioder omkring gymnasie og studentereksamen. Men det var der omkring tidsmæssigt.

Siden hen – op igennem 80’erne og 90’erne har jeg set en del koncerter med dem. De kunne være ganske eksklusive med deres koncerter, væltede sig ikke rundt i lange turnéer, men når de var på, vidste man bare som fan/publikum at de altid var gode. De var på! De var der!

Der hvor de skulle være. Fra hedengangne Ungdomshuset, over Pumpehuset, til Ridehuset i Århus. Sidstnævnte mindes jeg af en eller anden grund stadig som den bedste koncert. Jeg kom hjem en forstuvet fod og et stort smil! Til gengæld valgte jeg med vilje ikke at se revival-touren her i foråret. Minderne er så klart at foretrække – Sort Sol blev definitivt amputeret for 10 år siden.

Anledningen til den korte forårstour var derimod langt vigtigere. I foråret 2011 udkom også den helt store samlerboks. En slags Sort Sol fra 1978 til 2001, de i alt 8 udgivne studiealbummer er tilsat 3 yderligere opsamlinger med diverse sange under titlen Stamina.

Jeg købte selvfølgelig boksen med glubende appetit, Sort Sol er 3 årtiers største danske rocknavn for mig, det meste af mit voksne liv.

Nu er jeg nået til det punkt hvor jeg for alvor har fået taget hul. På den kolossale samling i boksen. Igen.

Den sorteste boks 1978-2001

Debuten “Minutes to go” udkom i 1978, som rendyrket punk, og den mere indadvendte og søgende “Under en sort sol” kom halvandet år senere.

Boksen bliver skudt i gang med 2 af dansk punks tidligste udgivelser, Lost Kids fra Århus udgav den første single, men den er mest til historiearkivet. Det var Sods-udgivelserne, der kom til at definere punkscenen og punkmiljøet i starten som en slags københavnsk in-crowd. I virkeligheden blev det nok mere folkene omkring end bandet selv der blev selve in-crowd’en. Sods rakte gerne ud og stillede sig til rådighed for eksperimenter.  I perioder involverede bandet sig vidt og bredt i andre kunstarter og optrådte eksempelvis sammen med eksperimenterende jazzmusikere og teatergruppen Billedstofteatret.

Men det var en tid som var svær at dokumentere. Punkens tidsånd var meget impulsiv og do-it-your-self og i 1980 havde man ikke nutidens muligheder for hurtigt at af- og indspille øjeblikket via diverse lækre mobile dingenoter. Derfor er boksen heller ikke komplet omkring bandets tidlige år.

Ikke desto mindre er der rigeligt til at dokumentere et band der over 20 år blev en lysende stjerne på rockscenen. Det allerfremmeste og mest talentfulde vi har haft, og samtidig et band der måske aldrig helt rullede sit fulde potentiale ud. Med den rette ærgerrighed kunne de måske have nået meget mere – uden for landets grænser. På den måde er boksen også beretningen om et band der altid satte kunsten i sig selv over alt andet.

Bandets medlemmer er…

• Steen Jørgensen /sang
• Peter Peter (Schneidermann) /guitar
• Knud Odde /bas
• Thomas Ortved /trommer
• Lars Top-Galia / guitar (Han trådte ind i 1985)

De fik et stort kommercielt gennembrud i de tidlige 90’ere. Først storhittede det pop-inspirerede album “Flow My Fire Tear” (1991) og 2 år efter indgik dele af “Glamourpuss” som et væsentligt soundtrack til Ole Bornedals gyserfilmhit “Nattevagten”. Sort Sol blev nærmest folkeeje med hitsangen ‘Let Your Fingers Do the Walking’ (og hvor er den fremragende, mand!) og samtidig fortsatte de som anmelderdarlings, og kunne endog stadig påberåbe sig kunstnerisk integritet. De var stadig deres helt egne.

Men den længe ventede – og yderst fortjente – succes endte måske også med at tage livet af dem. Publikumstække og skulderklap stod i klynger og blev aldrig helt deres gebet. Det ragede dem måske inderst inde lidt. Det var udtrykket, musikken, det handlede om.

Eller… i hvert fald smuldrede det langsomt frem mod årtusind-skiftet. Peter Peter, guitaristen og punkmotoren, forlod bandet efter “Glamourpuss”. Dermed forsvandt en flig af den kunstneriske vildskab også.

Bandet overlevede i første omgang. Men den kunstneriske tønde virkede temmelig tom. Lidt sigende kommer boksens udgave af “Unspoiled Monsters”, opfølgeren til “Glamourpuss”, som et mere skarpskåret Artist Cut af den oprindeligt udsendte skive, et par numre er røget helt væk. I perlerækken fremstod det også ved udgivelsen som bandets svageste album. Det gør det så stadig!

Da “Snakecharmer” blev indspillet i 2001, var bassisten Knud Odde på vej ud. Dermed var kun Thomas Ortved og Steen Jørgensen tilbage fra det oprindelige Sods/Sort Sol. Albummet står tilbage som en svingende svanesang, der dog absolut har sine små højdere. ‘Brogue’ er intet dårligt nummer, ej heller såmænd ‘Rhinestone’. Men albummet halter også forkølet mange steder og forsøger at ramme et eller andet ståsted.

Det rammer først til sidst – en cover-version af et gammelt Moody Blues-nummer.

Den sorteste sol af dem alle

Efterhånden som jeg har fået hørt alle boksens 11 skiver igennem, er jeg ikke i tvivl. Det var jeg i øvrigt heller ikke før. Sort Sol peakede i 1987.

Albummet “Everything That Rises… Must Converge” er højdepunktet i en formidabel lang og smuk karriere for bandet. Det er dansk rockhistories største album til dags dato. Det er et ualmindeligt udansk album, det er totalt internationalt, og netop derfor så fremragende.

Når jeg tænker musikalsk tilbage på året 1987, er det som mest ramler ind i mit billede umiddelbart The Pixies og “Surfer Rosa” og et stadig ungt REM med deres brilliante “Document”. Med “Everything That Rises…” er vi nærmest i samme boldgade – og vi er tæt på samme klasse.

“Everything That Rises” indeholder 10 numre. 2 af dem er coverversioner. Det første ‘Ode to Billy Joe’ og det sidste ‘Marguerita’. De 8 i mellem er egne kompositioner. Det ene ‘Abyss Revisited’ en opfølgning på den 4 år tidligere “Dagger & Guitar” som indeholdt samme nummer i en mindre viril udgave (må vel være bedste beskrivelse – der er afsindig meget mere power i Revisited-versionen!). Mere viril passer fordi bandet var blevet udvidet med en ekstra guitarist, Lars Top-Galia, til at supplere/kombinere med Peter Peter.

Det virker. Det slår som en hammer ved genhøret af dette album, for dælen da, hvor de sprudler. Det er mørke og dystre sange, men man står jo fluks og hugger med på luftguitaren igen, når ‘Searching Down the Block’ brager igennem stuen. Stopper op og lytter intenst til ‘A Knife For The Ladies’ og særligt den dejlige ‘Shapes of Summer’ (Jaja, selvfølgelig vil Nick Cave også nikke anerkendende). Det hele er så fremragende smukt i sin voldsomhed.

‘Pinocchio Loose’ bliver en slags inciterende splatterfilm-rock, som der i den grad står Knud Odde og Peter Peter på som de 2 kunstneriske drivkræfter. Inden sanger Steen får hele scenen i Marguerita-pastichen, der er et gammelt Elvis Presley-nummer.

Køber man cd-versionen af albummet, får man bonus-skiven “The Violent Bear it Away” med. Samme finder man som ene halvdel af Stamina-skive #2  i bokssættet, den anden del er mini-udgivelsen “Fog Things”.

Udholdenheden til sidst

Stamina-skiverne dækker 3 forskellige perioder. #1 er Early Recordings som indbefatter blandt andre de 3 numre som Sods bidrog med på punk-kompilationen Pærepunk (1979), der også omfatter Kliché og en række andre danske punkbands. Den countryagtige Ruby-maxisingle er også inkluderet her.

Skive #2 er allerede omtalt. Et par fremragende coverversioner ‘The Interpreter’ og ‘Love Is All Around’ skal selvfølgelig fremhæves. Eller hvad med det gamle T-Rex nummer ‘Children of the Revolution’, halvt sunget på russisk. Med oprindelse i Sort Sols deltagelse i Next Stop Sovjet-projektet i 1989. #2 indeholder også den lille vignet som bandet lavede til det gamle ungdomsprogram P4 (ja, det var Tine Bryld og Det Elektriske Barometer!). Sangen ‘Når solen stikker af’ afløste Gasolins klassiske ‘Som et strejf af en dråbe’. Det blev næsten helt symbolsk – fra Gasolin til Sort Sol.

Sidste Stamina-skive bærer titlen The Last Bunker Recordings & Esoteric Soundtracks, incl. The Hamlet Sessions. Oprigtig talt kunne jeg sagtens være den foruden. Noget teatermusik og noget skrammel.

I stedet nyder jeg hellere at hele forvirringen på “Snakecharmer” får lov til at slutte med Moody Blues-nummeret ‘Nights in White Satin’. Det er en smuk, smuk sang og helt anderledes værdig for dansk rocks allerstørste ikoner. Hvis det endelig skal være!

Og lad os så høre lidt af musikken – til en afveksling…

Totalt orange

Også på biblioteket

Hvem opfandt totalfodbolden?

Det gjorde hollænderne, ja. Pressen siger, at det var Rinus Michels, den legendariske Ajax-træner og senere hollandske nationaltræner. Michels siger, at pressen opfandt begrebet, han udviklede blot et system i samarbejde med den korrekte sammensætning af fodboldsspillere.

Den engelske journalist David Winners efterhånden 10 år gamle bog “Oranje” (oprindeligt “Brilliant Orange – the neurotic geniuos of dutch football”) er omsider blevet oversat til dansk. Med et logisk forord af Morten Olsen og et tilføjet efterord om VM-finalen 2010.

Hvad er totalfodbold? 

Totalfodbolden bygger på idéen om at en fodboldbane er elastisk og kan forandres af et hold alt efter hvordan de positionerer sig på den.

“Når Ajax – og senere hen det hollandske landshold – var i boldbesiddelse, gik de efter at gøre banen så stor som mulig ved at sprede spillet ud til deres wings og betragte ethvert rum og enhver bevægelse som en mulighed for at øge og udnytte frie rum.”

Modsat blev det når holdet gik i forsvarsposition:

“De pressede højt oppe på modstandernes banehalvdel, jagtede bolden, stod med forsvarskæden ti meter inde på egen halvdel og pressede med en aggressiv brug af offside-fælden pladsen at spille på yderligere sammen.”

Stilen er i hele sin tilgang offensiv – den handler om at angribe/forsvare, intelligent og elegant. Alle markspillere på banen skal både kunne angribe og forsvare. På den vis åbner man både banen op i angreb, og lukker banen sammen i forsvar.

Ajax anno 1971

Og ja, totalfodboldens fødsel gemmer sig et sted i Amsterdam og dybt i den hollandske kultur, på og uden for fodboldbanerne, som voksede frem i løbet af 60’erne og kulminerede med de to tabte VM-finaler i 1974 og 1978.

“De smukkeste tabere” – er det hollandske landshold fra dengang siden blevet kaldt. De var dog heller ikke mere tabere end at Ajax, klubholdet som blev hele kernen på især første landsholdsgeneration i 74, vandt Europa Cup’en for mesterhold, datidens Champions League, 3 år i streg fra 1971-73.

Hvad er det med Holland?

Landet er fladt og landet er overbefolket og i virkeligheden eksisterer 1/3-del af Holland slet ikke hvis det ikke havde været for omfattende dige- og kanalbyggerier. Det er i dette at David Winner ser koblingen mellem kulturen og fodbolden.

Alt er fladt, uhierarkisk, systematisk og velplanlagt arkitektur, afhængigt af kollektiv og samarbejde, og samtidig der er en evig higen efter at beherske rummet. Det åbne rum. Det sidder dybt i den hollandske sjæl at finde plads, fordi man altid mangler den.

Derfor må man tegne og systematisere veje til ny plads. Man inddæmmer landområder med kvadratiske afvandingssystemer, man bygger sjove smalle huse der rager i vejret (for vertikalt er der mere plads end horisontalt).

Hollænderne er små flittige arkitekter og ingeniører og det er i virkeligheden også hele sjælen i totalfodbolden. Den er systematisk, den er kollektiv, ingen er over fællesskabet og samarbejdet, det er indlært og gennemtænkt til mindste detalje. Og dog.

Selvfølgelig er fodbold ikke sådan. Der er mange elementer i spillet der er helt afhængige af den enkelte spiller, det skal være den rigtige mand med de rigtige kvaliteter, og dem begyndte Ajax’s systematiske ungdomsskole at fostre flere og flere af op igennem 60’erne.

Den allerstørste debuterede som 17-årig på førsteholdet og tog nærmest dirigentstokken fra start. Ingen over fællesskabet. Nej, men så kom Johan Cruyff.

Fænomenet Cruyff

VM-finalen 1974

Jeg var 11 år dengang. Så kampen der blev spillet om eftermiddagen hjemme hos en fodboldkammerat.

Øjeblikket står stadig lysende klart. Søndag den 7. juli 1974. Cruyff modtog bolden i midtercirklen og driblede frem mod det tyske felt. Lige på kanten væltede han, fældet af en tysk forsvarer. Straffespark. Johan Neeskens scorede sikkert. Der var kun spillet 2 minutter af finalen.

Det var usandsynligt arrogant bare at løbe bolden frem til det tyske felt på den måde. Som hele begivenheden ragede ham en fjer! Som det bare skulle overstås, fordi muligheden nu pludselig bød sig. Tyskerne var jo tydeligvis ikke helt klar. Og så pang! Snydt, min ven! Tacklingen var helt oversatset. Han havde formodentlig ikke scoret alligevel. Men den tyske forsvarer blev også provokeret af frækheden så kort inde i finalen.

Dengang hadede man bare tyskerne, og derfor holdt vi selvfølgelig med Holland, selvom jeg egentlig havde holdt mere med svenskerne og især deres målmand, Ronnie Hellström, som var min helt store favorit. Men tyskerne havde sendt Sverige hjem fra VM i en “regnvejrskamp”, som var blevet historisk en uges tid før.

Så det blev Holland og Cruyff, men tyskerne vandt selvfølgelig finalen på hjemmebane i München med 2-1. Senere blev finalen beskrevet som totalvilje mod totalfodbold. Tyskerne spillede aldrig i nærheden af kønt og elegant, de vandt blot som en uomgængelig naturlov.

I 1974 havde Cruyff allerede forladt Ajax og hollandsk fodbold. Året før rejste han til FC Barcelona, blev genforenet med sin gamle Ajax-træner Rinus Michels, og sammen slæbte de totalfodboldfilosofien med sig.

Der blev knyttet et uløseligt bånd mellem den catalanske hovedstadsklub og Cruyff, som 16 år senere udmøntede sig i første Barca Dream Team (med Laudrup, Koeman, Stoichkov etc). Med Johan Cruyff som træner.

De smukkeste tabere revisited

VM-finalen 1978

For Holland blev VM-finalen i 1974 et traume, der reelt kom til at gentage sig 4 år senere. Det skete nemlig igen. Man tabte til hjemmenationen og VM-arrangøren i finalen. Denne gang i Buenos Aires, Argentina.

1978-holdet var en mere bleg udgave. Der var ingen absolut ener på holdet. Det var i virkeligheden  ærke-hollandsk ingeniørsamarbejde der fik bugseret holdet frem til finalen. Tilsat et par guddommelige langskudsmål.

Efter finalen stod de der igen. De burde have vundet. Det overhypede hjemmehold var i virkeligheden sluppet billigt igennem de ordinære 90 minutter med 1-1. Om ikke andet havde Rob Rensenbrink, den belgiske “fremmedarbejder” hos de orangefarvede, et vinklet vip af et skud på stolpen i slutminutterne. I 1974 havde der også været et skud på stolpen, der kunne have forandret tingene.

Også det øjeblik står klart i min hukommelse. En feriekoloni på Møn. Sidste år i folkeskolen. Ennio Morricones VM-sang hver morgen i radioen, seneste nyt. Ja, den aften skulle Holland have vundet, Argentina havde fusket sig i finalen foran Brasilien. Vandt den afgørende mellemrundekamp med 6-0 over Peru. Den peruvianske målmand manglede sjovt nok helt armene i den kamp – og gæt hvor han oprindelig var født! Nej det var ikke i  Peru.

Holland tabte efter forlænget spilletid. To sene argentinske scoringer afgjorde kampen. Jeg fik i øvrigt problemer med en hysterisk begejstret DR-kommentator, Svend Gehrs, dengang i 1978. Der gik flere år før jeg kunne holde ud at høre ham igen og tilgav hans argentinske entusiasme.

10 år senere, i 1988, vandt Holland omsider sin første store internationale titel. Europamesterskabet. Der var det en helt ny generation, mange atter fra Ajax-skolen (van Basten, Rijkaard, Koeman).

Ajax vandt Champions League-finalen i 1995 efter en succesfuld opblomstring på den europæiske scene med spillere som Davids, Blind og de Boer-brødrene. Pudsigt nok fremstod de tidlige 90’ere kulturelt som et genskær fra 60’ernes “flower power” med sin spraglet sample- og techno-kultur, hvor man dansede hele nætter i rusen af både det ene og andet.

Året efter tabte Ajax samme finale.

I 2000 skulle Holland selv arrangere EM med deres belgiske naboer som medværter. Det var også det år Winners første engelske udgave af bogen udkom. Holland tabte i semifinalen efter straffespark til Italien. Endnu en kæmpeskuffelse. Det var bestemt heller ikke fortjent. Igen var det Ajax-skolen der førte holdet an. EM-helten fra 1988, Frank Rijkaard, stod i spidsen som cheftræner.

Hvor blev hollænderne af?

Har man fulgt de seneste to VM-turneringer, har man set et hollandsk landshold der nærmest er slået over i den forsmåede hævners rolle.

Engelske Daily Telegraph beskrev den nye fodboldstil således efter den tredje tabte VM-finale sidste sommer:

A quick reality check: The Netherlands, a nation that gave us the artistry of total football, last night resorted to the kind of tactics more usually reserved for cage fighting. This was not football. It was Rollerball. 

de Jong – en moderne træskokriger

Det var dagen efter det ganske velfortjente 0-1 nederlag til Spanien (det ville havde været et sygt karma, hvis de nogensinde havde vundet den finale!). Det var blevet Spanien med sin catalanske nerve fra FC Barcelona, kimen fra Cruyff-tiden og de mange senere hollændere omkring holdet, der repræsenterede den skønne fodbold.

Samme Cruyff slog prompte i et interview dagene efter helt hånden af sine egne landsmænd.

“Denne grimme, tarvelige, hårde, afskærmende, useværdige stil, man dårligt kan kalde fodbold, ja, med den lykkedes det hollænderne at ødelægge det spanske spil. Hvis de blev tilfredsstillet af at spille sådan, jamen fint nok, men de endte med at tabe.” 

Tabet blev ikke kun på fodboldbanen, mange fodboldelskeres image af Holland røg også på gulvet den søndag aften. Paul Schnabel, socialforsker, udtaler i det indsatte VM 2010-appendix i Winners bog:

“Jeg har altid haft en fornemmelse af, at udlandets billede af os var for positivt og baseret på “flower power”-tanken. Det, man ser nu, er mere det ægte Holland: hedonistisk, selvisk, egocentrisk, fornøjelsessygt. Længere er den ikke. Og måske er dette tilfældet i alle lande. Men i vores er det en anelse mere overdrevet.”

De indædte og frygtsomme træskokrigere fra VM-finalen 2010 har med andre ord været der hele tiden – vi andre har bare ladet os forblænde af elegancen og kunsten fra Amsterdam og 70’ernes totalfodbold personificeret i Johan Cruyff.

Pointen er interessant nok. Herhjemme i andedammen snakker vi også om, at landsholdet skal afspejle landets kultur. Men hvad fanden er det? Er det Pia Kjærsgaards neurotiske fremmedfrygt, der er den danske folkesjæl? Så er det vist bare at parkere spillerbussen foran målet, alle mand ned i forsvarsposition. Det er gudskelov ikke så enkelt.

Den danske forbindelse

Der er heller ingen grund til at lægge skjul på at der er masser af sammenligninger mellem Danmark og Holland. Vi ligner hinanden som nationer (flade som pandekager) – og måske kan vi især som danskere lide at spejle os sydvest over. Det er så meget der er lig – fra metropolen Amsterdam til København, fra vadehavet til digerne og de kultiverede kålmarker, fra cykler til cykelstier, fra kanalerne omkring Christiania til den liberale hash-politk etc.

Samtidig har generationer af landsholdsspillere lært deres fodbold i Holland. En af totalfodboldens nærmeste arvtagere blev da også det danske 80’er-landshold. Et kuld af spillere der voksede sig til enten i Ajax (Jesper Olsen, Frank Arnesen, Søren Lerby, Jan Mølby) eller den belgiske lillebror Anderlecht (Morten Olsen, Kenneth Brylle).

Her kunne man sagtens også påpege det ironiske i, at det feriefede landshold der forsvarede sig igennem EM 92, slog eksempelvis Holland i semifinalen på straffespark, og vendte hjem som allertiders helte til hængekøerne og ligusterhækkene, var fucking miles away fra det hold der 6 år tidligere udspillede Uruguay med 6-1 i Mexico-VM. Men det bliver en anden snak – i miniature-format afspejler den noget af det hollandske dilemma.

Også derfor vil jeg uforbeholdent anbefale David Winners bog “Oranje”!