Time Time Time – Minutes to go!

Time Time Time
Minutes to go, searching crime

Jeg kan ikke huske hvornår jeg egentlig så Sort Sol, eller Sods som de stadig hed dengang, for første gang på scenen.

Måske var det Nosferatu festivalen i Saltlageret i 1982, måske Rockmaskinen ude på Christiania tidligere samme år – eller efteråret før. Hukommelsen flyder lidt i perioder omkring gymnasie og studentereksamen. Men det var der omkring tidsmæssigt.

Siden hen – op igennem 80’erne og 90’erne har jeg set en del koncerter med dem. De kunne være ganske eksklusive med deres koncerter, væltede sig ikke rundt i lange turnéer, men når de var på, vidste man bare som fan/publikum at de altid var gode. De var på! De var der!

Der hvor de skulle være. Fra hedengangne Ungdomshuset, over Pumpehuset, til Ridehuset i Århus. Sidstnævnte mindes jeg af en eller anden grund stadig som den bedste koncert. Jeg kom hjem en forstuvet fod og et stort smil! Til gengæld valgte jeg med vilje ikke at se revival-touren her i foråret. Minderne er så klart at foretrække – Sort Sol blev definitivt amputeret for 10 år siden.

Anledningen til den korte forårstour var derimod langt vigtigere. I foråret 2011 udkom også den helt store samlerboks. En slags Sort Sol fra 1978 til 2001, de i alt 8 udgivne studiealbummer er tilsat 3 yderligere opsamlinger med diverse sange under titlen Stamina.

Jeg købte selvfølgelig boksen med glubende appetit, Sort Sol er 3 årtiers største danske rocknavn for mig, det meste af mit voksne liv.

Nu er jeg nået til det punkt hvor jeg for alvor har fået taget hul. På den kolossale samling i boksen. Igen.

Den sorteste boks 1978-2001

Debuten “Minutes to go” udkom i 1978, som rendyrket punk, og den mere indadvendte og søgende “Under en sort sol” kom halvandet år senere.

Boksen bliver skudt i gang med 2 af dansk punks tidligste udgivelser, Lost Kids fra Århus udgav den første single, men den er mest til historiearkivet. Det var Sods-udgivelserne, der kom til at definere punkscenen og punkmiljøet i starten som en slags københavnsk in-crowd. I virkeligheden blev det nok mere folkene omkring end bandet selv der blev selve in-crowd’en. Sods rakte gerne ud og stillede sig til rådighed for eksperimenter.  I perioder involverede bandet sig vidt og bredt i andre kunstarter og optrådte eksempelvis sammen med eksperimenterende jazzmusikere og teatergruppen Billedstofteatret.

Men det var en tid som var svær at dokumentere. Punkens tidsånd var meget impulsiv og do-it-your-self og i 1980 havde man ikke nutidens muligheder for hurtigt at af- og indspille øjeblikket via diverse lækre mobile dingenoter. Derfor er boksen heller ikke komplet omkring bandets tidlige år.

Ikke desto mindre er der rigeligt til at dokumentere et band der over 20 år blev en lysende stjerne på rockscenen. Det allerfremmeste og mest talentfulde vi har haft, og samtidig et band der måske aldrig helt rullede sit fulde potentiale ud. Med den rette ærgerrighed kunne de måske have nået meget mere – uden for landets grænser. På den måde er boksen også beretningen om et band der altid satte kunsten i sig selv over alt andet.

Bandets medlemmer er…

  • Steen Jørgensen /sang
  • Peter Peter (Schneidermann) /guitar
  • Knud Odde /bas
  • Thomas Ortved /trommer
  • Lars Top-Galia / guitar (Han trådte ind i 1985)

De fik et stort kommercielt gennembrud i de tidlige 90’ere. Først storhittede det pop-inspirerede album “Flow My Fire Tear” (1991) og 2 år efter indgik dele af “Glamourpuss” som et væsentligt soundtrack til Ole Bornedals gyserfilmhit “Nattevagten”. Sort Sol blev nærmest folkeeje med hitsangen ‘Let Your Fingers Do the Walking’ (og hvor er den fremragende, mand!) og samtidig fortsatte de som anmelderdarlings, og kunne endog stadig påberåbe sig kunstnerisk integritet. De var stadig deres helt egne.

Men den længe ventede – og yderst fortjente – succes endte måske også med at tage livet af dem. Publikumstække og skulderklap stod i klynger og blev aldrig helt deres gebet. Det ragede dem måske inderst inde lidt. Det var udtrykket, musikken, det handlede om.

Eller… i hvert fald smuldrede det langsomt frem mod årtusind-skiftet. Peter Peter, guitaristen og punkmotoren, forlod bandet efter “Glamourpuss”. Dermed forsvandt en flig af den kunstneriske vildskab også.

Bandet overlevede i første omgang. Men den kunstneriske tønde virkede temmelig tom. Lidt sigende kommer boksens udgave af “Unspoiled Monsters”, opfølgeren til “Glamourpuss”, som et mere skarpskåret Artist Cut af den oprindeligt udsendte skive, et par numre er røget helt væk. I perlerækken fremstod det også ved udgivelsen som bandets svageste album. Det gør det så stadig!

Da “Snakecharmer” blev indspillet i 2001, var bassisten Knud Odde på vej ud. Dermed var kun Thomas Ortved og Steen Jørgensen tilbage fra det oprindelige Sods/Sort Sol. Albummet står tilbage som en svingende svanesang, der dog absolut har sine små højdere. ‘Brogue’ er intet dårligt nummer, ej heller såmænd ‘Rhinestone’. Men albummet halter også forkølet mange steder og forsøger at ramme et eller andet ståsted.

Det rammer først til sidst – en cover-version af et gammelt Moody Blues-nummer.

Den sorteste sol af dem alle

Efterhånden som jeg har fået hørt alle boksens 11 skiver igennem, er jeg ikke i tvivl. Det var jeg i øvrigt heller ikke før. Sort Sol peakede i 1987.

Albummet “Everything That Rises… Must Converge” er højdepunktet i en formidabel lang og smuk karriere for bandet. Det er dansk rockhistories største album til dags dato. Det er et ualmindeligt udansk album, det er totalt internationalt, og netop derfor så fremragende.

Når jeg tænker musikalsk tilbage på året 1987, er det som mest ramler ind i mit billede umiddelbart The Pixies og “Surfer Rosa” og et stadig ungt REM med deres brilliante “Document”. Med “Everything That Rises…” er vi nærmest i samme boldgade – og vi er tæt på samme klasse.

“Everything That Rises” indeholder 10 numre. 2 af dem er coverversioner. Det første ‘Ode to Billy Joe’ og det sidste ‘Marguerita’. De 8 i mellem er egne kompositioner. Det ene ‘Abyss Revisited’ en opfølgning på den 4 år tidligere “Dagger & Guitar” som indeholdt samme nummer i en mindre viril udgave (må vel være bedste beskrivelse – der er afsindig meget mere power i Revisited-versionen!). Mere viril passer fordi bandet var blevet udvidet med en ekstra guitarist, Lars Top-Galia, til at supplere/kombinere med Peter Peter.

Det virker. Det slår som en hammer ved genhøret af dette album, for dælen da, hvor de sprudler. Det er mørke og dystre sange, men man står jo fluks og hugger med på luftguitaren igen, når ‘Searching Down the Block’ brager igennem stuen. Stopper op og lytter intenst til ‘A Knife For The Ladies’ og særligt den dejlige ‘Shapes of Summer’ (Jaja, selvfølgelig vil Nick Cave også nikke anerkendende). Det hele er så fremragende smukt i sin voldsomhed.

‘Pinocchio Loose’ bliver en slags inciterende splatterfilm-rock, som der i den grad står Knud Odde og Peter Peter på som de 2 kunstneriske drivkræfter. Inden sanger Steen får hele scenen i Marguerita-pastichen, der er et gammelt Elvis Presley-nummer.

Køber man cd-versionen af albummet, får man bonus-skiven “The Violent Bear it Away” med. Samme finder man som ene halvdel af Stamina-skive #2  i bokssættet, den anden del er mini-udgivelsen “Fog Things”.

Udholdenheden til sidst

Stamina-skiverne dækker 3 forskellige perioder. #1 er Early Recordings som indbefatter blandt andre de 3 numre som Sods bidrog med på punk-kompilationen Pærepunk (1979), der også omfatter Kliché og en række andre danske punkbands. Den countryagtige Ruby-maxisingle er også inkluderet her.

Skive #2 er allerede omtalt. Et par fremragende coverversioner ‘The Interpreter’ og ‘Love Is All Around’ skal selvfølgelig fremhæves. Eller hvad med det gamle T-Rex nummer ‘Children of the Revolution’, halvt sunget på russisk. Med oprindelse i Sort Sols deltagelse i Next Stop Sovjet-projektet i 1989. #2 indeholder også den lille vignet som bandet lavede til det gamle ungdomsprogram P4 (ja, det var Tine Bryld og Det Elektriske Barometer!). Sangen ‘Når solen stikker af’ afløste Gasolins klassiske ‘Som et strejf af en dråbe’. Det blev næsten helt symbolsk – fra Gasolin til Sort Sol.

Sidste Stamina-skive bærer titlen The Last Bunker Recordings & Esoteric Soundtracks, incl. The Hamlet Sessions. Oprigtig talt kunne jeg sagtens være den foruden. Noget teatermusik og noget skrammel.

I stedet nyder jeg hellere at hele forvirringen på “Snakecharmer” får lov til at slutte med Moody Blues-nummeret ‘Nights in White Satin’. Det er en smuk, smuk sang og helt anderledes værdig for dansk rocks allerstørste ikoner. Hvis det endelig skal være!

Og lad os så høre lidt af musikken – til en afveksling…

One thought on “Time Time Time – Minutes to go!

  1. Tak for anmeldelsen mester! Everyting That Rises… er uden tvivl den største danske rockudgivelse. Det er så hårdt. Bandet udgav en række sigler med coverversioner i årene efter. Bl.a med numrene Children of the Revolution, Black Sabat og Indian Summer. Kan huske jeg havde sidstnævnte, nummereret og med cover af Lars Ravn. Mistede den desværre i en brandert. Sikkert samlerobjekt nu…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s