En hilsen fra Onkel ‘Arry i London

I fredags lå der et underligt brev i min postkasse. Airmail fra England.

Det var et postkort, eller rettere et fødselsdagskort, fra Tottenham Hotspur FC til mig. Med underskrifter fra anfører Ledley King og manager Harry Redknapp.

Kortet er ankommet i god tid. Der er ca. 1 uge endnu inden det faktisk er min fødselsdag, men i England har man formodentlig villet gardere sig mod de forventelige forsinkelser i juleposten og hellere være ude i god tid end at komme tampende med et kort 8 dage for sent. Det var betænksomt og ganske rørende.

Ja, jeg er udemærket klar over at alle andre medlemmer af Tottenhams officielle fanklub, OneHotspur, får samme kort på deres fødselsdage og måske endda mere præcist på datoen. Men alligevel. Det var da en smuk tanke – og så med hilsenen fra ‘Arry, som Harry Redknapp gerne kaldes blandt fans – både klubbens egne og andre – pga. sit almindelige gemytlige væsen og ofte ganske ligefremme tilgang til presse og medier.

For ‘Arry er fodbold et simpelt spil, der handler om at score flere mål end modstanderen. For at gøre det må man angribe og helst hurtigt. Det betyder at Tottenham spiller en åben offensiv fodbold, som er helt i klubbens egen historiske ånd om at vinde “with a flourish”. Det skal se godt ud – og det gør det bestemt i det nordlige London i øjeblikket. En mareridtsagtig sæsonstart er afløst en glædelig lang stime af sejre, der har bragt klubben frem til 3.-pladsen i Premier League (skrivende stund).

Det begyndte ellers forfærdeligt på mange fronter. Et af de områder som blev hårdest ramt af sommerens raceoptøjer og plyndringer i de engelske storbyer var Tottenham.

Når man går turen fra tube-stationen Seven Sisters eller fra trinbrættet White Hart Lane på regionalbanen nordpå, er man ikke i tvivl om at det er et af Londons mest socialt belastede områder. I ældre tid var Tottenham et jødisk område, Spurs-fans refererer stadig til sig selv som Yids. Nu om dage er området præget af indvandrere fra Pakistan og Caribien og ikke mindst sociale problemer med høj arbejdsløshed og almindelig misligeholdelse/mismod – og det var politiets nedskydning af en ung sort fyr i netop Tottenham, der fik balladen til at eksplodere i sommers.

Optøjerne rasede lige uden for hjemmebanen på White Hart Lane og videre ned ad High Road, og klubben så sig nødsaget til at udsende en applerende meddelelse.  Balladen i gaderne fortsatte helt frem til sæsonstart. Derfor kom aflysningen af åbningskampen mod Everton ikke som den store overraskelse.

Oveni rasede uroen også internt i spillertruppen, hvor den kroatiske midtbanepoet Luka Modric erklærede at han ville sælges til Chelsea og følte sig svigtet af klubben, da den ikke ville lade ham gå. ‘Arry havde fat i ham, ville også beholde ham, og Modric blev bænket. Mest for hans egen skyld, som det lød. Chelsea hentede den spanske midtbanespiller Juan Mata i Valencia istedet.

De første 2 kampe i sæsonen blev mod Manchester-klubberne, United og City. 0-3 ude på Old Trafford. Det var det sædvanlige. Spurs vinder aldrig der – hvis de en sjælden gang kommer i nærheden, skal en dommer eller linievogter nok få det forpurret.

Meget værre var 1-5 lussingen hjemme mod City. Godt nok havde det blegblå Manchester-hold oprustet gevaldigt med deres arabiske milliarder (easy come, easy go, i betragtning af deres historisk astronomiske underskud) og ligner en mesterskabsfavorit efterhånden, men City plejer Spurs alligevel at have et godt tag på. Slet ikke den søndag eftermiddag sidst i august.

Det vendte heldigvis ugen efter. 2-0 ude mod Wolverhampton og siden har de vundet 9 ud af 10 kampe. Senest lørdag eftermiddag ude mod West Bromwich.

For manager ‘Arry har det også været lidt omtumlet. Han blev hasteindkaldt til operationsbordet for et par uger siden med hjerteproblemer. Alt gik fint og trods beordret hvile vendte han hurtigt tilbage til trænerbænken og konstaterede fornøjet efter Aston Villa-kampen for nylig:

“I enjoy watching us play football. That’s the best medicine for me.”

Fornøjelsen er ikke kun på hans side. Der er næppe mange Tottenham-fans der ikke deler den.

For 1 år siden debuterede klubben i Champions League, og spillede åbent og underholdende i bedste ‘Arry-style. Det endte i foråret i kvartfinalen mod Real Madrid, hvor de blev helt overmatchet. Eventyret kostede også i den hjemlige turnering. De formåede ikke at komme i den forjættende top 4 og få en ny mulighed for at spille sig ind i Europa’s finest.

Denne sæsons udgave af Spurs er et stærkere mandskab end sidste. Angrebsmæssigt er lejesvenden (fra Manchester City) togolesiske Emmanuel Adebayor en opgradering i forhold til Peter Crouch, og på målmandsposten som var sidste sæsons svageste led har den amerikanske veteranmålmand Brad Friedel fået lukket gevaldigt i. Oveni er motoren Scott Parker hentet til midtbanen.

Luka Modric har ovenikøbet genfundet glæden, ellers behøver han bare at kigge på stillingen.

Det ser med andre ord rigtig godt ud igen for Spurs. Det glæder selvfølgelig også mig, så herfra vil jeg bare sige:

Tak for fødselsdagskortet, Harry (og Ledley)!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s