Og over til musikken…

EMA – en onsdag aften i Pumpehuset

Det begyndte egentlig med et tip fra en gammel arbejdskollega, samtidig med lanceringen af den nye musiske nettjeneste Spotify.

Jeg fik hende serveret frisk i indbakken som noget af det første. EMA, eller Erika M. Andersson, fra South Dakota, USA. Efter eget udsagn, bekræftet under koncerten i Pumpehuset, har hun en dansk bedstemor. Så der var en linie – ikke at det betyder en skid. Men nu er den der.

Hendes debutalbum hedder “Past Life Martyred Saints” og er blevet rost til skyerne siden udgivelsen i foråret. Og ja, det er fremragende, måske endda årets bedste, som den gamle arbejdskollega påstod.

Jeg er selvfølgelig ganske langskægget anlagt. Derfor købte jeg cd’en et par uger efter. Spotify er fin nok til at browse hylder, men jeg vil også have noget på mine egne.

Kort efter blev koncerten i Pumpehuset annonceret. En oplagt mulighed for at opleve den reinkarneret PJ Harvey (sammenligningen er lige for).

Publikum i Pumpehuset var ungt og Erika applererer tydeligvis til kvindelig foretagsomhed og kunstnerisk finesse. Der var en overvægt af medsøstre. Hun har stadig et beskedent repertoire, men formåede i den grad at komme langt ud over scenen. Både i det fysiske rum hvor hun tog sig en tur ned blandt os begejstrede tilhørere, og endnu stærkere mentalt. Der var udstråling. Masser af udstråling.

Mest gribende blev åbningsnummeret fra albummet ‘The Grey Ship’ (se youtube-klip) og det første nummer i ekstrasættet, hvor hun entreerede scenen alene (titlen er væk!).

I øvrigt blev det et pudsigt gensyn med Pumpehuset, som man forsøger at puste nyt koncertliv i. Koncerten foregik i underetagen og ikke oppe i selve storsalen på første etage. Scenen var opstillet i hjørnet ved siden af baren, mens trappen op var afspærret. Den fortættede koncert behøvede så heller ikke mere plads, vi var vel 100-150 tilhørere.

Ikke desto mindre – det blev sgu årets koncert.

“Unknown Pleasures” på Hovedbiblioteket

Inden EMA-koncerten kunne man tage en smut forbi Hovedbiblioteket i Krystalgade. De kære bibliotekarkolleger havde fået stablet et glimrende lille arrangement på benene, Martin Hall taler med Peter Hook.

Peter Hook var bassist i de hedengangne Manchester-punkikoner, Joy Division, og senere i den succesrige efterfølger New Order.

Kort om Joy Division: de daterer sig fra 1976-80 og udsendte 2 LP-skiver (som det hed dengang). Samt et par singler. Deres musik ændrede verden, omend ikke helt, så for en masse unge mennesker worldwide. De fandt for alvor sig selv ved en Sex Pistols-koncert i hjembyen Manchester og blev hurtigt førende på den lokale scene. Debuten “Unknown Pleasures” udkom i 1979 og mødte verden med en lyd af kølig fortvivlelse, fremmedgjorthed, desperation, og en uendelig inderlighed. Altsammen på en gang.

Hvor de første punks som Sex Pistols og Clash rasede i en udadvendt frustration mod verden, rasede Joy Division indad i et mentalt dyb. Gruppens tid blev kort. Sanger Ian Curtis begik selvmord i maj 1980 på vippen til bandets helt store gennembrud og en forestående USA-tour. Han led af alvorlige epileptiske anfald, og efterfølgende depressioner, og lå samtidig i skilsmisse.

De resterende 3 medlemmer fortsatte under navnet New Order. Hvilket bliver en anden historie.

Hookie eller Peter Hook har været med hele vejen. Hans markante bas, den fungerer nærmest som guitar, blev en særlig skole og et helt eget lydbillede endnu mere for New Order end Joy Division.

Onsdagens arrangement på hovedbiblioteket blev kædet sammen med en koncert i Amager Bio. Peter Hook turnerer og spiller hele “Unknown Pleasures”, plus lidt flere numre fra samme tid. Jeg skippede koncertdelen for EMA-koncerten. Nostalgi får man hurtigt rigeligt af i min alder.

Derfor nød jeg selvfølgelig endnu mere Hall og Hook i salonsamtalen. Peter Hook var i gevaldigt humør (det er han ikke altid) og fortalte levende sine historier om “Unknown Pleasures”-produceren Martin Hannett (“an absolute lunatic!”) og hele punkscenen fra dengang.

En del af snakken kredsede om skrønerne fra filmen “24 Hour Party People”, som er en slags fiktiv dokumentar om hele Manchester-scenen fra Joy Division til de senere syrehoveder i Happy Mondays. Fortalt af og omkring tv-journalisten Tony Wilson (i filmen spillet af Steve Coogan).

Jeg vil også kun anbefale den snart 10 år gamle film. Alt er måske ikke lige sandt. Men dog næsten, som Peter Hook bekræftede, og bragende god er den. Stadigvæk!

Bosskilde

Nu sker det forhåbentlig. Bruce Springsteen spiller på sommerens Roskilde Festival. Festivalen selv har stadig intet bekræftet, men rygtet har svirret i et par uger, og Bruce har bekræftet og gjort det i flere omgange på sin egen webside – og såmænd på sin facebook-profil.

Jeg ved ikke hvad det er for papirer, som festivalen mangler at underskrive. Åbenbart de sidste af dem, i følge Politikens weekendudgave. Men det bliver fandeme ris til egen røv, hvis det kikser.

Jeg – og flere andre – har købt billetten i forventningen om at Bruce kommer. Har endda flottet mig og købt til hele festivalen allerede. Tager gerne alle dagene med. Men jeg vil sateme også have Bruce nu.

Skuf mig ikke Roskilde. Jeg siger det bare!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s