I hjulemandens skygge

Der er gået lidt tid siden sidste indlæg, men jeg skulle lige have tid til at blive gammel.

Hver ting tager sin tid, som man siger, og det at blive gammel kræver bestemt sin mand.

Alt imens har en snestorm camperet flittigt over København, skabt det sædvanlige trafikale kaos, og ikke mindst gjort cykelstierne til et smattende helvede. Ain’t No Country for Old Men – for at spinde på en film der altid er værd at se.

Hvor blev bolden af, Jesper?

Både Superliga og Europa League kom også igennem den sidste uges snevejr. Inden den definitive julepause. Søndag aften havde Hjulemanden sågar gaver med, da Jesper Hansen, Nordsjællands bedste i Champions League, fumlede bolden i henholdsvis fødderne på Delaney og hovedet på Santin.

Det blev en sikker 4-1 sejr i efterårets sidste spillerunde. Og det lignede grangiveligt Champions League. På den vis at Nordsjælland fik sine læsterlige klø igen. Som mod Donetsk, Chelski og Juventus.

Hvornår har Farum-konceptet i det hele taget vundet en kamp på den europæiske scene? Jamen, deres seneste sejr var over skotske Queen of the South i 2008’s UEFA kvalifikation. Siden har de spillet 10 kampe, med 2 uafgjorte og 8 nederlag til følge. Men de har et koncept og journalisterne elsker det – eller “elskede”, hedder det nok i disse dage.

Det er nok det med hver ting til sin tid igen.

FC København har parkeret sig på førstepladsen med 12 points forspring. Det ser fornuftigt ud. I jubelefteråret 2010 havde vi 51 points for 19 kampe, så det er langt fra episk i år. Men godkendt. Absolut.

Hvad der står tilbage som knap så godkendt er den europæiske kampagne. Den bliver historien om lige ved og næsten – eller pindsvinet der aldrig kom helt over vejen.

Først CL-kvalen mod Lille som måtte ud i fransk overtid og så en stribe halvsløje gruppekampe i Europa League mod Stuttgart og Steaua Bukarest. 2 ud 12 mulige points hentede vi mod de 2 mandskaber. Begge klubber vi sagtens bør kunne måle os med. Sportsligt. I hvert fald forvente mere end sølle 2 points i alt over 4 kampe. Norske Molde slog vi både hjemme og ude – det var vel forventet selvom det heller ikke gik helt glatbarberet.

Vi var et uheldigt freakmål i Bukarest fra at gå videre, men spillemæssigt står et utvetydigt indtryk tilbage. Vi har reelt kun forsøgt at matche rumænerne og tyskerne meget defensivt. Uden succes overhovedet. Vi fortjente det reelt ikke – at komme videre fra gruppen.

Det var pindsvinebold over hele linien – en stil der har været milevidt fra den stil som Ståle efterhånden fik udviklet med holdet i sine sidste sæsoner som træner. Tænk på Prag i december 2009. Vi tog derned og spillede Sparta ud af banen. 3-0. Sparta kan godt sammenlignes med Steaua, vil jeg mene.

Forklaringen ligger lige for. Fundamentet på 2012-holdet har simpelthen ikke samme styrke. Et hold der er usikker på sine kompetencer, søger ofte i en pindsvineposition. Man vil reagere, mere end agere – jep, citat plukket lige fra trænerskolens ABC.

Den centrale akse omkring TK og Claude kan ikke hænge med, når tempo og fysik skrues over Superliga-niveau. Vi kan sætte Delaney i samme potte, men han er endnu så ung og lovende, at det ville være åndssvagt at afskrive ham. Men faktum fortæller også, at der var nat og dag mellem hans niveau mod Steaua i torsdags, han var pivringe, til søndagens kamp under låget i Parken, hvor han reelt var Man of the Match.

Det er Kvist anno 2010, der mangler. Ham købte Stuttgart. En balancespiller med internationalt snit. Den helt store – og langt fra nemme – opgave over vinterpausen, er at genfinde ham. En Kvist-klon til maskinrummet. For det knager og brænder for nemt sammen.

Forsvaret har i efteråret fundet sine ben omkring Sigurdsson og Stadsgaard – de virker som en sikker midtstopperduo hvor begge har offensive kvaliteter også. Lars Jacobsen er landets suverænt bedste højreback – og efteråret har været det bedste halvår i den københavnske trøje for ham nogensinde.

Modsat på venstrebacken sidder Bengtsson solidt – med masser af offensive kvaliteter.

Som Jacobsen har TK spillet sin bedste halvsæson i København. Men han mangler det ekstra gear der skal til nede i fx. Bukarest – Ståle brugte ham konsekvent heller aldrig europæisk.

Ariel Jacobs har ikke haft andet valg. Han har ikke andre. Grindheim har forlængst forpasset sin chance – og kan tage Oslobåden. Delaney er for grøn endnu, og – som nævnt – for svingende i sine præstationer.

Det føg med rygter i sommers om Christian Poulsen. Angiveligt var han tæt på et københavnsk comeback, men valgte til slut Ajax. Men det er på det niveau, klubben skal fiske. Og det er svært – meget svært. For vi er langt fra alene på den indkøbshylde – og som med Ajax-tilfældet er konkurrenterne ofte økonomisk stærkere.

Den københavnske offensiv – med kantspillere og forwards – er den mest talentfulde i Superligaen. Nicolai Jørgensen er sin helt egen historie, vi har fået en ny Grønkjær tilsat ungdommens kilde, Cornelius har shinet og shinet igen, og har overvundet sin første “måltørke”. Igor Vetokele afventer en seriøs opstart under den fysiske træner Anders Storskov. Forhåbentlig får det stoppet hans serie af små fiberskader.

Jeg tillader mig i hvert fald, at have skyhøje forventninger til Igor. Og selvfølgelig Storskov. Vi har i efterhånden mange sæsoner haft en nogenlunde skadesfri trup – og det falder i høj grad tilbage på den dygtige fysiske trænerstab.

Til gengæld ligner det endnu en billet til Oslo-båden – også for Mos. Han har kæmpet med skader, men Cornelius har med sit gennembrud sat ham langt fra holdet.

Santin er Santin og han tager også sin tid til tingene, især når han ærgrer sig over en mistet bold eller en dribling der kikser – men han er erfaren og er, som Igor, en langt mere alsidig angriber end en klejn norsk boksspiller som Mos.

Opsummering: ambitionen i vintertransferen må være at hente en central midtbanespiller, hmm… har vi ikke sagt og skrevet og skreget det før. Og en angriber. Måske.

For på den anden side… jeg glemte helt Danny Amankvaa. Et nyt talent i Cornelius-skyggen.

I øvrigt er det noget som Jacobs kan. Det med de unge spillere. Hans fortid som træner for det belgiske U-landshold fornægter sig ikke.

Har Belgien ikke en stærk central midtbanemand? En lightudgave af Vincent Kompany og Moussa Dembele.

Tja! I FC København ved man aldrig hvad der sker – heller ikke over en lang vinter. Tænk et år tilbage. Men jeg sælger alligevel skindet, selvom bjørnen skraber rasende på døren – vi er meget tæt på mesterskabet. Om ikke andet er vi stensikre på andenpladsen. Selv hvis sportsdirektør CV atter må rykke ind som caretaker…

Ergo bør vi i den grad bruge vinteren og foråret til at ruste os til næste europæiske kampagne. Overliggeren skal hele tiden hæves, for at citere samme CV.

Efterårets top5 i vilkårlig rækkefølge:

• Nicolai Jørgensen & Andreas Cornelius – de er sgu for lækre
• Ariël Jacobs – Mr. Cool. Manden der er rasende efter storsejre og beskyttende efter nederlag.
• FCK TV – jeg elsker de små videoer, de strøer ud uge efter uge. PR-afdelingen i klubben har fået et gevaldigt løft det sidste halve år. Good work!!!
• En helt ny og positiv dialog mellem klub og fans.
• Superligastillingen ved vinterpausen

Side 220 på DR text-TV. En klassiker.

PS: hvis du savner inspiration til et par gode julegaver, vil jeg med fornøjelse re-anbefale disse 2 herlige bøger som enhver mand med respekt for sig selv bør læse:

Calcio af John Foot

Tor! af Ulrich Hesse-Lichtenberger

God jul, mand!

Calcio Italiano

Gigi Meroni blev kørt ihjel af en af sine egne fans.

Søndag den 15. oktober 1967 var Torino-spilleren Luigi “Gigi” Meroni ude for at fejre sin klubs 4-2 sejr over Sampdoria.

Meroni var en dribler og ener. En provokatør og en playboy. James Dean i Serie A.

Lige så elsket han var iblandt sin egen generation, og ikke mindst hos det modsatte køn, lige så hadet var han af det konservative italienske establishment. For sit alt for lange hår og sine hippie-agtige attituder.

På aftenen var han sammen med holdkammeraten Fabrizio Poletti. Sammen forlod de en restaurant på Torinos hovedstrøg. Meroni ville finde en telefonboks for at ringe til sin kæreste. I det han krydsede gaden, blev han og holdkammeraten ramt af to biler.

Holdkammeraten overlevede. Meroni døde af sine kvæstelser.

Føreren af den første bil der ramte Meroni, var en 19-årig Torino-fan ved navn Attilio Romero. Han havde et fotografi af Meroni i bilen, han var en stor beundrer af dribleren.

33 år efter tragedien og Meronis død, i 2000, blev selvsamme Attilio Romero præsident i sin elskede klub. Det forblev han frem til 2005.

På sin måde udgør den tragiske ulykke sin egen fortælling om italiensk fodbold. Reelt findes der måske ikke noget land hvor en sport lige så meget er beskrivelsen på en nationalkarakter.

Fodbold fylder alt – alle vegne i støvlelandet. Med sin skønhed, sine triumfer og tragedier, sine bestikkelsessager, og sine særlige “vennetjenester”.

Bogen om
 italiensk fodbold

Meroni-historien bliver en af mange fantastiske, og ind imellem tragiske, anekdoter som fylder John Foots mesterlige bog “Calcio”. Det er italiensk fodbold, historisk og tematisk, beskrevet af en englænder som har levet mange år i Milano.

Husk i øvrigt at du altid kan låne bogen på biblioteket!

I 1893 blev Genoa Cricket and Football Club blev grundlagt som Italiens første fodboldklub. Som navnet angiver blev klubben selvfølgelig skabt af et par englændere, der brugte havnebyen Genovas engelske navn, nøjagtig som Milano blev til Milan et par år senere, da fodbolden spredte sig mod de store industribyer i nord – Torino og Milano.

Da Mussolini kom til magten i 20’erne begyndte han en “italiaficering” af landet. Den allerede ganske populære fodboldsport tog navn efter et gammel florentinsk renæssance-spil Calcio (idag kaldet Calcio Florentino) som reelt ikke har meget med moderne fodbold at gøre ud over at man slog og sparkede en bold rundt i en lukket manege.

Fascisterne boostede i den grad fodbolden i 1920’erne. Mange af nutidens stadioner stammer stadig fra den tid, hvilket Serie A så lider under i dag. Publikumsforholdene er simpelthen ikke tidssvarende længere på de store arena-byggerier, ex. i Firenze og Stadio Artemio Franchi.

En hurtig professionalisering efter engelsk mønster gjorde også fodbolden attraktiv og Italien dominerede VM i 30’erne med 2 titler. Den første vundet på hjemmebane i 1934. Englænderne brød sig dog på daværende tidspunkt ikke om perifære turneringer som et verdensmesterskab, så vejen til titlen var relativ enkel.

John Foot bekender sig til Inter, den anden af de store Milano-klubber (AC Milan er allerede nævnt). Sammen med den FIAT-ejede Torino-klub Juventus bliver de den dominerende treenighed.

Scudettoen som de forsvarende mestre altid bærer på trøjen.

Den nationale Serie A indførtes i 1929-30 sæsonen. Scudettoen, symbolet på de forsvarende mestre, blev allerede lanceret 5 år tidligere, da Genoa vandt sit sidste af en serie historiske mesterskaber.

Istedet for en længere kronologisk gennemgang af historien har John Foot valgt at opdele bogen i temaer. 15 kapitler på 547 sider. Hvert kapitel sit tema. Det er en moppedreng – ja. Men den er læsningen værd. Fra første fløjt – så at sige.

Angriberne får deres kapitel, som forsvarerne, midtbanen, og trænerne. Egentlig savner man bare målmændene.

Akkurat Italien har i nyere tid fostret adskillige legender, Dino Zoff, Enrico Albertosi, Walter Zenga, Francesco Toldo, og stadigt aktive Gianluigi Buffon. Af en eller grund er de ikke fanget på Foots radar. Men det meste andet er med.

Dommerne får også deres særlige kapitel. Selvfølgelig. Italien er formodentlig et af de mest utaknemmelige steder i fodboldverdenen at være dommer.

De 22 spillere på banen gør alt hvad de kan for at snyde ham, de smider sig skrigende rundt, filmer og diskuterer, nøjagtig som begge fanskarer vil hade ham, og begge klubpræsidenter er sikre på at han er købt af modstanderen. Alligevel husker de fleste Pierluigi Collina – stadig med prædikatet “verdens bedste dommer” (han trak sig tilbage fra Serie A i 2005).

Han formåede akkurat at holde sig fri af alle konspirationsteorier, der altid cirkulerer om dommerne – nogle uvirkelige, andre eksploderede som skinbarlig virkelighed som hele calciopoli-affæren midt i 00’erne. Juventus-præsidenten, Luciano Moggi, havde opbygget et kollegialt netværk med andre klubpræsidenter, samt dele af dommerstanden, og kunne behørigt aftale på forhånd hvem der vandt og hvornår. Sådan cirka.

Favoriseringen af storklubberne, vi taler primært Milan og Juventus, er altid et evigt tema i Italien. Begrundet eller ubegrundet. Begge klubber har været involveret i diverse skandaler.

Milan betalte en høj pris i 1980. De var indblandet i den såkaldte Totonera-skandale, som handlede om matchfixing. Klubben kom først sportsligt på fode igen, da en vis pengestærk entreprenør, Silvio Berlusconi, kastede sin kærlighed på dem (onde tunger hævder stadig at han egentlig var Inter-fan).

Berlusconi fik føjet endnu et aspekt til den italienske historie. Fodbold og politik kom til at hænge meget tæt sammen. På samme vis som fascisterne i 20’erne brugte fodbolden i propaganda-øjemed, gjorde klubpræsident Berlusconi det samme med sit Milan.

Omkring 1990 fremstod Milan som et af verdens bedste og mest elegante fodboldhold, med en hollandsk akse omkring Frank Rijkaard, Ruud Gulitt og Marco van Basten (og forsvarsspilleren over dem alle – Franco Baresi), men med en af de mest usympatiske klubpræsidenter.

Sagt med andre ord: De var sgu svære at holde med.

Politik og fodbold har altid været en særlig italiensk cocktail. Blandt fangrupperinger – især blandt Ultras – bekender man sig åbenlyst til højre eller venstre på den politiske skala. Fascisthilsner eller Che Guevara-bannere luftes heftigt på kampdagene.

Rom-klubben Lazio er kendt for sine fascistiske fans og skilter som en af de mest markante med det. Konkurrenten AC Roma blev i en lang årrække, som modsvar, kendt som de kulturradikale romeres klub. Selvom AC Roma oprindelig var Mussolinis opfindelse af en samlet hovedstadsklub.

Det er stadig Italien. Intet skal tages helt for givet. Det sublime følges altid med det skandaløse – eller bare endnu en tragedie.

Som den 4. maj 1949. Hvor Torino mistede hele sit superhold, da deres fly styrtede ned ved indflyvningen til byens lufthavn.

Il Grande Torino som de kaldtes, havde vundet alle scudettoer siden 1942. De blev nærmest betragtet som uovervindelige. De var på vej hjem efter en opvisningskamp i Lissabon.

Superga-højen med kirken.

The weather was terrible that afternoon. Heavy rain lashed down onto the city and dark clouds hung over the hills and mountains that surround Turin, down on the Po river plain. Visibility was poor. It was as if night had fallen early.

Superga-højen ligger lige uden for byen og er flankeret med en kirke og en basilisk på toppen. Flyet med Torino-spillerne styrtede direkte ind i kirkens bagende. Alle 31 ombord blev dræbt.

Katastrofen kom til at trække sine lange spor i italiensk fodbold i de næste årtier. Torino-mandskabet udgjorde også stammen på Gli Azzurri (landsholdet). Vi skal skrive 1960’erne og tilsynekomsten af et nyt “il Grande” – denne gang fra Inter Milano – før sårene blev helet.

Det blev også fødslen på et særligt italiensk spillesystem, der stadig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange fodboldelskere – Catenaccio’en.

Catenaccio betyder egentlig dørspærre (engelsk: door bolt). Systemet blev udviklet af argentineren Helenio Herrera, og var lagt an på en stærk defensiv – hvor man trak en ekstra forsvarsspiller ned bag de 4 normale markeringsspillere, liggende i en fri rolle. Oprindelig blev rollen betegnet som libero, senere sweeper. Liberoen fik en mere offensiv rolle i fx. tysk fodbold senere (Franz Beckenbauer var det helt klassiske eksempel).

Systemet blev egentlig opfundet i schweizisk fodbold, men blev forfinet og udviklet i Inter – for siden at sprede sig til de fleste italienske klubber. Efterhånden blev 0-0 eller 1-0 et meget sandsynligt udfald på mange kampe.

Nøgternt betragtet, som John Foot gør, er systemets rygte nok værre end det egentlig var i samtiden. Et system bliver selvfølgelig også defineret at de spillere, man har til systemet.

1960’ernes Inter havde sine højdepunkter både nationalt og på den europæiske scene. I 1964 og 1965 vandt man mesterholdsturneringen, foreløberen for Champions League. Man opbyggede sit system omkring den offensive kreatør Sandro Mazzola (i øvrigt søn af Valentino Mazzola, der døde på Superga i 1949).

Sandro was fast, tricky and sharp in front of goal. Much debate centred on his best position on the field – centre-forward, central midfield, on the wing? – but Herrera understood him better than anyone else, and pushed him up front.

Min tidligste erindring om italiensk fodbold er VM-finalen i 1970, hvor de tabte 1-4 til en flok legende brasilianere ført an af en vis Pelé. Jeg kan dog ikke påstå at mindes meget mere end at de netop tabte – jeg var 7 år. Op igennem 70’erne blev italiensk fodbold blot hamrende kedeligt – de var heller ikke synderligt gode.

Det forandrede sig i 1982. De vandt VM igen 44 år efter seneste titel. Stadig med et meget defensivt aftryk og det man altid kaldte “typisk italiensk” – at fedtspille sig igennem de indledende gruppekampe (3 gange uafgjort og videre på målscore – dengang foran Cameroun).

Billedet er blevet noget mere nuanceret de sidste par årtier. Det italienske hold vi så i EM-finalen i sommers spillede en til tider ganske sprudlende offensiv. Lige så verdensmesterholdet fra 2006.

Under alle omstændigheder er konklusionen lige for; denne fantastiske bog beskriver på mange måder, hvorfor jeg egentlig altid har hadet italiensk fodbold, og forklarer samtidig hvorfor jeg nærmest er kommet til at elske den.

The dramatic events of the 2003-4, 2004-5, 2005-6 and 2006-7 seasons formed the backdrop of the writing of this book, and were marked by violence, scandals and catch-all conspiracy theories. Writing about football sometimes felt like descending into hell…, skriver John Foot vemodigt i sine afsluttende bemærkninger. Oven på calciopoli og volden blandt ultras (med dødelige udfald). Men tilføjer straks:

Yet, despite everything, millions of fans kept their faith. There were still moments of beauty, of loyalty, of drama and passion.

Han ender med at hylde VM-triumfen 2006 og Milans Champions League-sejr året efter. Jeg nøjes med at hylde ham!

Tor!

Ja. Læs nu bare videre, mand!

En bog om tysk fodbold

Tor! : the story of German football
af Ulrich Hesse-Lichtenberger
WSC Books, 2003

Bogen findes i en ny dansk oversættelse (2012), hvis man ikke har modet til at tygge sig igennem den engelske version.

Begge udgaver kan selvfølgelig lånes på biblioteket.
-> engelsk
-> dansk

Lad det være sagt som det første, denne bogs største problem bliver i virkeligheden at den stopper efter VM2002, og tyskernes nederlag i finalen, og dermed ikke fanger hele den tyske forvandling – fra alle andre nationers hadeobjekt til multikultiholdet – ved både 2006-euforien på hjemmebanen og 2010 i Sydafrika.

Der er sket meget på et tiår, i forhold til forståelsen og omverdenens respekt, af det tyske landshold. Det skriver jeg straks under på.

Når man oveni betragter Bundesligaens udvikling kontra den engelske Premier League, bliver respekten kun tydeligere. Tyskere har formået at beholde meget af det, som englænderne er ved at tabe i kønsløse arabiske og russiske milliard-ejerskaber af topklubberne og skyhøje entré-priser til kampene. Bundesligaen bugner med tilskuere, billetpriserne er en tredjedel eller mindre af de engelske i Premiership- på den måde er fodbolden forblevet hos folket.

En tysk klub er sværere at gøre til rendyrket milliardærlegetøj. En del af forklaringen findes i at de tyske klubber er underlagt anderledes restriktive økonomiske krav end de engelske, men historisk er der også en anden foreningskultur, der i virkeligheden blev funderet før fodbolden.

Da fodbold kom til Tyskland i den senere del af 1800-talet, via de sædvanlige engelske forretningsrejsende og søfolk, vandt den ikke stor popularitet. Den blev stemplet som gennemført utysk, et fremmedelement, der ikke harmonerede med de borgerlige idealer i de allerede veletablerede gymnastikforeninger. Primært fordi den var engelsk.

Men fodbolden blev som en cancer efter 1. verdenskrig, den spredte sig indefra – iblandt arbejderklassen særligt i det store Ruhr Gebiet.

Bundesligaen, den fælles tyske liga, blev først født i 1963. Før det blev de tyske mesterskaber afgjort via regionale oberligaer og et overbyggende slutspil med en afsluttende finale på neutral bane.

Rigtig professionel fodbold blev først indført efter en kæmpe bestikkelsesskandale i 1971. På det tidspunkt rullede der så mange penge under bordet, mellem klubber og spillere, at forbundet gav efter. Den bundne loft på spillerlønninger blev fjernet, den kontrolleret licensfodbold, som fødtes med Bundesligaen, blev gjort professionel i et åbent markedsforhold mellem klubberne.

DDR har et særligt kapitel i bogen. Tragisk nu – og engang. Hele klubber blev flyttet rundt. Det meste var sat op for at tilfredsstille STASI og Eric Mielckes fodboldinteresse, eksempelvis fik Dynamo Dresden et helt hold flyttet til Berlin i 60’erne. Succes’en forblev dog bag muren. Konkluderende kort: fodbold var ingen god propagandasport for DDR! Den var for svær at kontrollere på den lange bane. Som nazisterne et par tiår tidligere også havde konstateret.

Ergo jeg holder fokus sammen med Hesse-Lichtenberger mod efterkrigstidens vest.

Det er egentlig utrolig læsning;  men tyskerne hyldede ædle amatøridealer langt op i 50’erne og det hold som vandt VM i Schweiz i 1954, det såkaldte mirakel i Bern, med 3-2 over Ungarn var glade amatørspillere. Modsat var både England og Italien langt fremme med professionelle tilstande.

VM-sejren i 54 bliver en slags pendant til Danmarks EM-sejr i 92. Ingen havde troet det muligt at tyskerne kunne besejre de magiske magyarere i finalen. Men det skete i en blanding af held og et vanvittigt kollektivt arbejdsraseri. Noget ganske tysk og for en delt nation der stadig lå helt i ruiner efter 2. verdenskrig blev det en ny selvforståelse – og alligevel ikke.

Beckenbauer var egentlig fan af en anden München-klub…

“Germans can organise a party, but they can’t have one. In the wake of ‘The Miracle’, this saying was first proved wrong, then validated.” 

Landet gik amok i glædesrus, men løssluppen patriotisme var verboten. Skyggerne fra krigen hang stadig tungt over nationen – og underbyggede det tyske behov for (selv-)kontrol.

Et tysk dydsmønster i selvbeherskelse, Franz Beckenbauer, var kun 9 år gammel, da Tyskland vandt VM første gang i 1954.

Han var ganske bevidst om sine evner med bolden, trods familien ikke var begejstret, og han var glødende 1860 München-fan. Men han spillede for en anden og mindre München-klub, og da han mødte 1860 i et lokalopgør fik han en usportslig lussing i kampens hede. Fra en modspiller. Helt uden grund – eller…

“There are two versions about how exactly it came to pass that the 1860 centre-half hit Beckenbauer in the face. The older, and thus more trustworthy, account says that Beckenbauer fouled his marker, who jumped up and gave Franz a slap. The second version has it that the 1860 boy called Beckenbauer ‘a dolt’ and advised him to play with marbles instead of footballs.”

Det fik i hvert fald ham til permanent at vælge Bayern frem for 1860 og i øvrigt anbefale alle andre holdkammerater at gøre det samme. Franz billigede ikke den opførsel på en fodboldbane, og ville ikke have mere at gøre med en klub som fostrede den type af spillere. Som Hesse-Lichtenberger konstaterer:

“Whereupon the boy in blue saw red and ruined everything.”

Ja, i hvert fald for 1860! Således fødtes en Bayern München-æra.

I øvrigt var 1860 nazisternes foretrukne klub. Bayern havde en jødisk formand, som de hyldede efter han flygtede til Schweiz. Det sendte dem i ‘bad standing’ i 30’ernes Tyskland. Det er et sidekapitel af fodboldhistorien der også hører med og Bayerns ondskab er langt fra entydig – heller ikke hos Hesse-Lichtenberger.

Selvom han bekender sig selv som Borussia Dortmund-fan (samt Esbjerg-fan i den danske version). Det skinner måske igennem, særligt omkring vurderingen af visse spillere.

Han er meget begejstret for Matthias Sammer (ex-Dortmund) og tilsvarende meget lidt for Lothar Matthäus (ex-Bayern), men han holder sig generelt på soberhedens gyldne middelvej – og bruger gennemgående den brede pensel med fin humor. Hvem siger i øvrigt, at Matthäus fortjener et sympatisk eftermæle. Ingen, absolut ingen.

Bayerns storhedstid begyndte omkring 1970. Opbygget omkring Beckenbauer, den generte forward, Gerd Müller, en lovende målmand, Sepp Maier og en erfaren betonforsvarer, Georg Schwarzenbeck, og ankomsten af en jugoslavisk træner Zlatko Čajkovski. På trænerposten blev det efterfølgende Udo Lattek der førte holdet til de store triumfer tidligt i 70’erne.

Det har fortsat siden mere eller mindre kontinuerligt frem til skrivende stund. Bayern er blevet hadeklubben, både for andre tyske fodboldfans og internationalt. Deres stil var indbegrebet af effektivitet, og altid med et bemærkelsesværdigt “held” i afgørende situationer.

I de skiftende årtier har de haft forskellige ærkerivaler. Den mest markante rivalisering var i 70erne og modparten hed Borussia Mönchengladbach. Det blev nærmest et tiårs tvekamp – en kamp mellem “de gode” (Gladbach) og “de onde” (Bayern).

Hesse-Lichtenberger dedikerer et helt kapitel til den fejde og trækker fint linierne op. Det begyndte med den flamboyante og uberegnelige Günther Netzer i spidsen for Gladbach og den kære Beckenbauer der var mindst lige så elegant men på en anderledes korrekt og kontrollerende måde. Senere fik Gladbach profiler som Rainer Bonhof, Jupp Heynckes, Uli Stieleke og Allan Simonsen (og før ham et par andre danskere – Ulrik Lefevre og Henning Jensen). Mens Bayern vandt titlerne på den store scene – Europa Cup’en for mesterhold – 3 år i streg.

Allan Simonsen i Gladbach

Da Gladbach i 1977 tabte Europa Cup mesterholdsfinalen til Liverpool (1-3) blev det begyndelsen på enden af deres store tid. Herefter overtog Hamburger SV som første udfordrer til Bayern i en kortere periode i de tidlige 80’ere. Senere blev det Werder Bremen og især Borussia Dortmund i 90’erne.

Det er så der vi er endt igen – med Dortmunds 2 friske mesterskaber i erindring.

Et mærkeligt kapitel i tysk fodboldhistorie bliver hovedstaden og storbyen Berlin. Sammen med Paris (PSG mangler stadig at bevise andet end stor købekraft) er Berlin vel eneste europæiske hovedstad uden mindst et stærkt fodboldhold. Sådan har det ikke altid været.

Tysk fodbold fødtes i høj grad også i Berlin. Frem til de tidlige 1930’ere var Hertha Berlin en væsentlig faktor, med 6 mesterskabsfinaler i streg og sejre i de sidste 2 – henholdsvis 1930 og 1931.

Klubben, der tog sit navn efter et dampskib med en blå og hvid skorsten, har dog efter 2. verdenskrig aldrig rigtigt formået at spille en større rolle – ud over et par kortvarige opblomstringer efter Bundesligaens fødsel.

Nu ligner Hertha en del af den øvrige øst-deroute efter genforeningen af både Berlin og nationen Tyskland. The West is the Best, skreg Jim Morrison og The Doors engang. Således særligt i tysk fodbold. Det gamle øst og den genopstandne hovedstad har i den grad manglet ressourcer og kapital til at kunne hænge på de rige i vest og syd.

Denne bog er fremragende! På sin vis tager den sin ubevidste begyndelse ved den engelske ydmygelse af Tyskland på hjemmebanen i München i 2001. 1-5 blev den syngende og fortjente røvfuld. Det var oven på dundrende EM og VM-fiaskoer i årene før.

Tyskerne lærte en hel masse – det har vi set i de seneste 10 års udvikling af tyske talenter og spillestil. Modsat har sejrherren ikke lært en skid. Den engelske fodbold, som Hesse-Lichtenberger også elsker igennem hele bogen, står nærmest helt stille – udviklingen drives i hvert fald ikke af englænderne selv. Men af alle andre.

Champions League-finalen 2012: Chelsea slog Bayern München i München. Jeg kan forstå og respektere, at Chelsea-fans kan finde al mulig glæde i triumfen. For os andre, med almindelig kærlighed til fodbold, var det en ynkelig omgang. Mængder af russiske oliemilliarder investeret i et bovlamt engelsk mandskab, der intet ville, hverken i finalen eller de 2 semifinaler mod Barcelona, og alligevel vandt det hele langt ude på den anden side af overtiden. Efter straffespark.

Det er blevet den omvendte verden. Engang var det tyskerne der leverede den slags resultater.

Det gør de ikke mere. Til gengæld høster de på sympatikontoen.

Den lille skuffelse

Lille ærgrelse

Ja så står man her igen og selvom tiden truer med at læge det værste sår, så niver den stadig indvendig. Når står der alene, en stille hverdagsaften, 2 uger senere, et sted på Frederiksberg. Intet andet at tage sig til end at spadsere en tur og nu venter man pligtskyldigt ved en fodgængerovergang.

Står der igen. Pludselig rammer tomheden bare massivt, sivende dybt inde mave-/hjerteregionen. For det var fandeme tæt på, dernede i Lille, overtid eller ej, Santin kunne have vendt alt på hovedet fra starten ved at score på den friløber.

Den er ikke kommet helt ud af kroppen. Vi kan stadig gøre regnskabet op. Selv 14 dage efter. Selvfølgelig var Lille det bedste hold. Top 3 fra den franske liga. Mester i 2011. Havde de scoret på det tidlige straffespark i Parken, havde det måske allerede været afgjort efter den første kamp. Ikke langt inde i den forlængede spilletid i returkampen i Nordfrankrig.

Den sandsynlighed skal selvfølgelig også medregnes. Men det ændrer ikke ved at det hele blev fandens snert, og vi nok var mange der endte følelsen af at den kunne vi sagtens have grejet. Hvis og såfremt… friløberen efter 5 minutter, Nicolai Jørgensen der er centimeter fra at prikke den forbi målmanden i 2. omgang af forlængningen etc.

I Tipsbladet forsvarede træner Jacobs hvorfor han ikke smed Sölvi Ottesen ind i slutminutterne. Der skulle være folk på banen til at slå indlæggene. Med tanke på Sölvis evne til at score på desperate hovedstød i “last action”-kald, så virkede den forklaring noget bovlam. Han skulle være prøvet.

Om det var en art kompensation at han istedet var i startopstillingen i Odense i sidste søndag, skal jeg nok lade være med at gisne om. Det virkede i hvert fald ligeså forkert. Han sejlede rundt i forsvaret og kunne reelt bebrejdes begge fynske scoringer i 2-2 braget. Først som en del af det almindelige forsvarskaos, der førte til 1-1, og dernæst direkte ved 2-2.

Tilbage til Lille en sidste gang: de 2 kampe fik i hvert fald mig overbevist om en ting midt i skuffelsen. At vi ikke er så langt væk fra det europæiske 2010-niveau, som vi var for et år siden. Ovenpå Plzen-blamagen. Årets europæiske kampagne fik vi selv gjort unødig svær, nærmest umulig. At nå frem til forlænget spilletid i Lille er i den grad godkendt og mere end vi med rimelighed havde kunnet forvente.

Lad os da i øvrigt ikke glemme Europa League-gruppespillet. Jeg tilhører dem, der sagtens kan leve med det som et plaster på skuffelsen. Alene det at FC København bare er blevet en selvfølge i de europæiske gruppespil, det er 7. år i streg, er en rigtig god tanke at få ført ud i livet.

Ansættelsen af Jacobs har sparet os for 12 måneders genopbygning, udtalte Peter Brückmann fra BT i et eller andet TV-interview. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, uagtet hvad manden ellers står for. Igen det der måske står allertydeligst tilbage er at vi er på rette kurs igen. Europæisk – og såmænd spillemæssigt herhjemme også.

Samlet oversigt over sommerens transfers:

Ud (og væk)
Zanka
Nordstrand
N’Doye
Oviedo
Larsson
Absalonsen
Bergvold

Ud (leje)
Diouf
Gamboa
Toutouh

Ind (købt)
Michael Jakobsen
Igor Vetokele
Rurik Gislason
Nicolai Jørgensen (købt efter leje! YES!!)

Oveni Søren Frederiksen er kommet retur fra en lejeaftale, men har ikke været i nærheden af bare en bænkplads (og kommer det næppe heller!). Modsat er udviklingen for de 3 akademi-spillere der blev tilknyttet i løbet af foråret – Busk, Cornelius og Remmer. Kun Jakob Busk har endnu et stykke vej til en startopstilling af den gode grund at han er keeper.

Førsteholdstruppen er kraftigt barberet, 10 mand er forsvundet under sommertransferen.

Reelt er det kun Damen, Oviedo og Zanka der har lignet permanent start 11-materiale. Deres umiddelbare afløsere hedder Cornelius, Bengtsson, og en endnu ufærdig forsvarskonstellation. I Lille var det Sigurdsson og Stadsgaard. I weekenden før var det Sölvi og Michael Jakobsen, og weekenden efter Sigurdsson og Sölvi. Stadsgaard blev hentet allerede i vinters og var vel tænkt som den umiddelbare Zanka-afløser. Hvor den lander endeligt, må efteråret vise.

Ganske markant har vi også fået en yngre trup. Klubben har ramt et par foreløbige jackpots med indslusningen af 19-årige Andreas Cornelius og 21-årige Nicolai Jørgensen. Ja, man bliver sgu helt stolt. Selv over et par landsholdsudtagelser.

Og det er den slags en dygtig coach formår, at ramme rigtigt med sine spillere – og den slags der gør holdet spændende for os andre at følge, at der sker noget nyt og noget der peger mod fremefter (IGEN! Ovenpå tomgangen i foråret!)

Hvad vi også har fået, og som 2011-udgaven ikke havde, er et tydeligere spilkoncept og en klar attitude. Det er her at Jacobs og de “Brückmann’ske 12 måneder” kommer ind.  Holdet er ved at blive genopbygget og er foran planen for så vidt der overhovedet er eller har været nogen.

Belgiske Igor fra næstøverste hylde?

I øvrigt scorede nyankomne Igor Vetokele 2 mål for Belgiens U21 i aftes. De vandt 5-0 over Island. Den 20-årige knægt fik 35-40 minutter (inklusive forlængelsen) mod Lille, ellers har vi ham stadig til gode i den københavnske trøje. Men et interessant indkøb – og i det hele taget vanvittig interessant at vi nu kan spejde den vej i transferøjemed, ikke mere mod de norske fjelde.

Apropos Belgien: Kompany, Vertonghen, Hazard, Vermehlen, Dembele, Fellaini – alle Premiership-spillere og alle i den belgiske startopstilling mod Wales i weekendens VM-kval. Det er spillere fra øverste europæiske hylde, som vi næppe kommer i nærheden af. Men det er en rasende succesfuld talentudvikling som der sker i belgisk fodbold i disse år, og FC København kan sagtens nappe 1 eller 2 spillere fra de næste hylder. Især med et solidt europæisk renommé – og øjnene vendt i den rigtige retning.

PS: i disse skrivende stunder tabte Brøndby feriepenge-sagen… av av av, siger jeg bare og vil selvfølgelig ikke være for fin. Den nyhed skulle da med.

In Bruges

Nikolai Jørgensen er glad. Rød-hvide farver…

Ja, selvfølgelig er armene stadig i vejret!

Og i øvrigt er jeg helt sikker på, at den græske linievogter er et godt menneske!

Så er det heller ikke værre eller bedre – for var det egentlig så ufortjent at FC København gik videre? Nej bestemt ikke. 3-2 samlet over Club Brügge var heldigt – set med begivenhederne i de sidste 5 minutter i frisk erindring. Men over de 2 kampe som helhed fremstod København egentlig som det lidt bedre hold – eller det mindre ringe. Alt efter vinklen.

På forhånd var der da heller ingen grund til at være skræmt fra vid og sans efter nullerten i Parken. Det var et belgisk mandskab der var lige så famlende som os selv. De ville bare have 0-0 med sig hjem til Brügge, åbenbart med en sikker forvisning om at hjemmebanen nok skulle klare resten.

Fra københavnsk synspunkt var 0-0 i første kamp heller ikke så slemt. Om ikke andet beviste holdet for 3½ år siden, at de sagtens kunne vinde i “heksekedlen” i Brügge. 1-0 lød Europa League-sejren på i december 2008. Målet sat ind af samme Santin som scorede til 3-2 i det tomme mål i aftes langt inde i overtiden.

For træner Jacobs må det være en lidt bizar oplevelse, at stå i sit hjemland og sende sine landsmænd ud. Måske godtede han sig i virkeligheden, Brügge-fans’ene buhede i hvert fald konsekvent af ham i Parken, formodentlig på grund af hans fortid hos hovedfjenden Anderlecht.

En landflygtig belgier krydser sit spor. Ariël Jacobs imponerer mig sgu mere og mere. Han er sikker og konsekvent, når han taler med medierne. Og han gør det gerne lystigt. Nogle gange formodentlig så meget at den genetablerede sportsdirektør, CV Jensen, må bide hårdt i bordkanten, eksempelvis da Jacobs forklarede at han havde ønsket den gamle belgiske landsholdsklippe Wesley Sonck med sig til København.

Måske var det bare en røverhistorie – og jeg forstår sådan set godt, at CV har vurderet Sonck til at være for gammel til FC København. Men det var en god journalisthistorie og, tro mig, den var blevet hevet frem, hvis København havde tabt til Brügge i aftes.

Nu griller CV frem til på mandag, den 13. august. Der udløber UEFAs deadline for registrering af spillere til 4. kvalifikationsrunde – eller playoff-runden til Champions League som den officielt hedder.

Jacobs vil gerne have tilført et par spillere, direkte udtrykt som en angriber, men mon ikke han sagtens kunne se en til hver kæde på den lidt længere bane. Det kan jeg i hvert fald godt se, at han kan se.

Han må være belgier!

Han har været i København lidt over en måned og sætter allerede sit tydelige aftryk igennem spillertruppen.

Johan Absalonsen, Søren Frederiksen, Peter Larsson, og Martin Bergvold kan godt finde sig en ny arbejdsgiver. Diouf er allerede udlejet til Emiraterne, og mon ikke Christian Gamboa også lejes ud. Han formodes vel stadig at have potentiale – som en Bryan Oviedo for et par sæsoner siden.

Youssef Toutouh er måske for ung endnu til en endelig dom, men han har ikke været i nærheden af en startopstilling eller indskiftning. Trods at Jacobs ikke har været det mindste bleg for at smide et par helt unge spillere ind.

Andreas Cornelius er allerede blevet et lille fund, en ny Nicklas Bendtner (som kom fra KB), og Christoffer Remmer efterlod ikke ligefrem et dårligt indtryk lørdag aften i udekampen ovre i Esbjerg. Begge er et par gutter på 19 år som Toutouh.

Tilbage til Jacobs: manden har jo udstråling. Er rolig og kan samtidig råbe igennem. Jeg har sneget mig forbi Peter Bangs Vej og træningen et par gange over sommerferien.

Første gang lige da han var ankommet og tavst betragtede det meste – og senest for 14 dage siden hvor han fløjtede og råbte – og dirigerede for fulde lunger.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at hans 11 udvalgte går ind og spiller for ham.

Som helt almindelig fan bliver jeg også tryg, når træneren for mit hold sætter ord på det jeg ser. På tribunen eller på tv-skærmen. Det har Jacobs gjort.

Vi spiller for langsomt, mangler tempo, vi mangler aggressivitet. Den mest vidunderlige kom i et interview på FCK-TV, vi skal spille som et hold fra det smukke København når vi på besøg ude i landet (fri oversættelse og cirka 2:55 inde i interviewet). Ja ja, gu fanden, mand! Sådan finder du vej til mit hjerte.

Jeg har heller ikke længere fornemmelsen af at det hele kan ramle sammen, hvad øjeblik det skal være, når jeg ser holdet spille. Som under Roland Nilsson.

Vi har langt fra endnu spillet en optimal kamp i denne sæson, men jeg fornemmer fremskridt. Stille og roligt. Lidt som da Roy Hodgson kom til klubben, uden sammenligninger i øvrigt. Man følte sig bare i trygge hænder – dengang også.

Det virker alligevel ikke helt skidt og Jacobs har nogle idéer med de ting han gør, og noget fungerer åbenbart, både i superligaen og i Europa.

Vi er kommet igennem hele denne pisseirriterende hektiske danske opstart, altid midt i juli og midt i sommerferien, med mere end skindet på næsen.

Nu er vejen så banet ind i det egentlige Champions League, til playoff-runden, hvor den officielle hymne får lov til at gjalde over stadion inden kickoff.

Stadiet akkurat før det forjættende gruppespil med de mange millioner.

Vores kommende modstander er stadig ukendt. Lodtrækningen foregår imorgen – fredag middag.

Jeg tager gerne Mönchengladbach eller Malaga, hvis sidstnævnte overhovedet får lov til at spille. Ellers siger jeg bare, kom med dem! Det går nok – om ikke andet er jeg taknemmelig for gruppespil i Europa League. Det pynter altid på klubkoefficienten hos UEFA.

Og selvom jeg stadig kan blive indebrændt over forårets spildte mesterskab – og den gratisbillet til Champions League som vi fik smidt i fødderne på Farum-kunststoffet – så finder jeg sgu trøst i en ting. Havde vi vundet mesterskabet, havde CV formodentlig fortsat på trænerposten.

Historien om at han under alle omstændigheder ville træde af efter forårssæsonen, har jeg aldrig købt. Han havde fortsat hvis vi havde vundet titlen. Det havde været den nemmeste løsning i verden – og den havde været ganske belejlig og billig for direktør Hørsholt og de andre krejlere der styrer vores kære klub.

Det gik ikke sådan. Uheld i held – held i uheld. Vi fik istedet en ny mand på posten, og han virker som en rigtig dygtig træner oveni.

Og CV fungerer unægtelig langt bedre i kulissen, som sportslig ansvarlig, end i frontlinien foran kameraerne. Tjep-tjep, 1-2 nye spillere inden mandag, tak!

I hvidt og rødt… København mod Cercle Brügge

Onsdag aften. Oven på en af de bedste Roskilde festivaler i mands minde.

Midt i sommerferien. Midt i mellem regnbygerne og alt det andet.

Der var træningskamp i Parken, FC København mod Cercle Brügge fra vores nye træners hjemland – Belgien. Den danske sæsonpræmiere er allerede i den kommende weekend, så der var tale om den sidste prøve inden alvoren atter bryder ud.

Startopstilling:

Kim C
Lars J. – Sigurdsson – Sölvi – Oviedo
Bolaños – Claude – TK – Vingaard
Santin – Mos

Lad det være sagt, jeg ved ikke hvor meget man skal tolke i den formation. Wiland sad åbenbart på bænken hele kampen og af samme grund havde Vin overtaget anførerbindet. Diouf var også bænket, mens Damen var skrottet fra truppen på forhånd – for ufokuseret, for meget bøvl med et kommende salg. Jeg forstod udemærket træner Ariël Jacobs’ disposition. Find nu en løsning på sagen og lad os komme videre. 40 mio. er en ganske god pris for en spiller af hans kaliber i disse tider.

Nytilkomne Nicolai Jørgensen var ikke nået at blive udtaget.

En lille belgisk målmand mod en stor islandsk forsvarer. Det var kun et spørgsmål om tid før det gik galt.
(fra http://www.fck.dk)

Kampen begyndte med bolden meget på belgiske fødder, men København skabte chancerne. Den første allerede efter 2 minutter da målmanden kiksede en clearing og fik spillet lige til Bolaños, der forsøgte at lobbe fra halvdistancen. Bolden gik snert forbi stolpen.

Bemærkelsesværdigt virkede Claudemir ganske alert og spillede vel sin bedste halvleg længe. Vingaard spillede også med stor energi og samarbejdet mellem ham og Oviedo er i hastig fremgang.

I det hele taget så det københavnske pasningsspil fornuftigt ud. Belgierne pressede os meget højt i banen, ofte stødende med 3-4 mand, og vi formåede med pæn succes at spille os ud af presset, ja jeg mener “spille”, ikke sparke. En hurtig boldomgang kan gøre underværker, og den københavnske var ganske hæderlig. For det meste. Selv Claudemir indgik her med kvikt førstegangsspil.

Hans brasilianske landsmand i angrebet, Cesar Santin, havde desværre ikke forstået budskabet. Han fumlede rundt på vanlig vis, driblede og ramlede ind i modstandere, hvis han ikke faldt over sig selv, og brugte selvfølgelig efterfølgende et par minutter på at bebrejde sig selv ynkelighederne. Ergo alt ved det gamle, fristes jeg til at stønne.

Vores angreb kom over fløjene og den første scoring var intet mindre end fremragende. Vingaard blev sendt dybt og slog et fladt indlæg midt i feltet.

Pang – Mustafa Abdellaoue knaldede bolden i maskerne med et slangehug af en firsttimer.

Der gik kun et par minutter mere, så kom næste scoring. En dødbold ind i feltet fra Oviedo. Ragnar Sigurdsson kom fri og headede ind bag det belgiske målmand. Han lignede i øvrigt banens mindste spiller, Cercle-målmanden, og havde en del kvaler ved høje indlæg i feltet.

Inden pausen nåede Cercle Brügge at reducere på noget, der for mig lignede en misforståelse mellem Sigurdsson og Kim Christensen i målet. De tøvede foran bolden og pludselig spurtede en hurtig belgier imellem og vippede den over i det lange hjørne.

Vin i S/H. Sådan kan verden desværre blive så unuanceret.
(fra http://www.fck.dk)

2. halvleg blev en lettere kedelig affære, der desværre blev yderligere skæmmet af den nye rædsel af vores europæiske adidas-outfit. Den var rød.

Vi lignede et plagiat af danske EM-landshold, vi er røde, vi er hvide, herre jemini, mand!

Formodentlig grundet et eller andet sponsorstunt/fremvisning skulle spillerne iklædes og pines med den efter pausen.

I min københavnske optik er hvid, blå og sort omdrejningspunktet i vores selvforståelse. Rød har aldrig haft en plads der! En københavnsk målmand kan spille i rødt, men sgu ikke vores 10 markspillere.

Med det åbenlyse irritationsmoment tog det tid at rette fokus mod selve spillet igen. Det var med både tænders gnislen og knugede håndflader at kampen fortsatte nede på den friskanlagte plæne.

Vi havde egentlig en fin periode i begyndelsen af halvlegen. Kørte bolden rundt i pæne og hurtige kombinationer og søgte åbninger via begge kanter. Derefter begyndte den sædvanlige udskiftningsmølle.

Først kom Grindheim ind for en anonym TK, Grindheim fik noget der lignede et stød i mellemgulvet eller brystet, han våndede sig højlydt på grønsværen, og måtte hastigt ud igen. Efter kun et par minutter på banen. Bergvold var næste i rækken.

Santin røg ud, unge Cornelius kom ind. Og gjorde det hæderligt. Stadsgaard byttede med Sölvi. En anden lille overraskelse for mig, var at Jacobs valgte de 2 islændinge fra start og dermed vragede Kris i første omgang.

Mos fik en friløber midt i halvlegen, som han lossede lige i benene på målmanden. Claudemir tabte flere og flere af sine gode takter fra første halvleg og lavede et par kolossale fejlafleveringer midt i banen. Den ene kostede næsten en belgisk udligning – men træværket tog fra.

Sidst i kampen fik Mos endnu en friløber og blev igen pareret ud af målmanden. Man så ham egentlig ikke meget i selve kampen, Mos, men pludselig var han der bare. Helt fri. Inde foran mål. 3 store chancer. Et flot mål. Jeg giver ham godkendt.

Et kraftigt regnskyld væltede ned over i Parken i de døende minutter og fik det hele til at skøjte ud i fred og fordragelig. De rø’e holdt hjem… grrr! Bengtsson kom også ind, Claudemir fik fred for sine opspilsfejl.

Konkluderende er helhedsindtrykket godkendt. Belgierne spillede fornuftigt fodbold og frem for alt gav de en god match på deres høje presspil.

Og hvis jeg skal vurdere, hvad Jacobs har nået at tilføre holdet… tjah, boldomgangen virker hurtigere… måske! Jeg håber det. Det så sådan ud. Det gav kvikkere opspil.

1542 tilskuere forlod Parken efter stående ovationer og ivrigt syngende Rød-hvide farver, vi skal ned og slås.

Vi ses på søndag.

Hallo hr. Jacobs!

Først skete der ikke en skid, så skete der slet ikke en skid, og så sent som for 3 dage siden var eneste trænerkandidat på rygtebørsen i FC København, Peter Sørensen fra AGF. Samme bedyrede i øvrigt selv for over en måned at han slet ikke var interesseret i jobbet.

Bevares, mand! Personlig var jeg da også helst fri. Han er muligvis Ståles lærling, men så imponerende var hans resultater sgu ikke.

Jovist, 0-0, 0-0, 1-1, var sæsonfacit mod os. I alle 3 kampe spillede århusianerne med 11 mand i eget felt i 88 minutter af kampen. Hjemme som ude. Det gjorde ingen forskel. Så nej tak til hr. Sørensen, bliv bare i Jylland.

Ariël Jacobs – hvidvasket i København

I går fik en and vinger, og i dag blev den pludselig skinbarligt flyvende. Ariël Jacobs, indtil fornylig træner i den belgiske storklub Anderlecht, har skrevet en 2-årig kontrakt med FC København.

Den var vi fandeme ikke mange der havde set komme – og halleluja, hvilken glædelig overraskelse!

Selvfølgelig skrevet med den klare ironiske bevidsthed om at Hr. Jacobs fra Belgien velsagtens bliver en art københavnsk møllesten (Meulensteen). En træner der med vestegnens inspiration indleder en 10 år lang sportslig deroute og et organisatorisk kaos af den anden verden for klubben.

Jeg fryder mig alligevel!

Han er ikke dødssyge Sørensen, han er gudskelov heller ikke svensker, og ej heller nordmand. Jacobs kommer nede fra kontinentet, fra et land med en anderledes og ældre fodboldkultur som dog heller ikke er mere fremmedartet end at stort set halve det danske 80’er-landshold (Morten Olsen, Per Frimann, Henrik Andersen, Frank Arnesen, Kenneth Brylle)  foldede sig ud på VM-scenen igennem netop en klub som Anderlecht.

Det er lidt svært at beskrive, men for fanden en lettelse. Et frisk pust, noget helt nyt. Som da Libor Sionko pludselig blev signet i sommeren 2007 og åbnede dørene til en anderledes fodboldkultur. Dengang til den tjekkiske. Det gav senere en Zdenek Pospech i medgift.

Misforstå mig ret, der er masser at hente for en klub som FC København i både Sverige og Norge, men ind imellem bliver det til skandinavisk forstoppelse. Roland Nilsson blev min.

Vi behøver noget andet og mere, især for at holde troen på at vi hele tiden går efter at løfte overliggeren et par centimeter mere, som den revitaliseret sportsdirektør CV Jensen har udtrykt det.

Ariël Jacobs er at løfte overliggeren. Uanset hvordan det går. Hans ansættelse vidner om fortsatte sportslige ambitioner.

Ansættelsen perspektiverer i forhold det ungdomsarbejde som CV selv har fået sparket bedre i gang de senere år. Manden kommer med en fin ballast fra diverse belgiske ungdomslandshold. Han kommer fra en fodboldkultur, som uagtet nuværende placeringer på UEFA-ranglisterne, er større og mere traditionsrig end den danske. Han kender pressen og presset fra Belgiens største klub og samtidig åbner alene hans tilstedeværelse i klubben måske for et marked af Benelux-spillere som alt andet lige nok havde været sværere at lokke til. På en ren skandinavisk profil.

Per Frimann – før TV3 klippede ham.

Jeg kan sagtens leve med at han blev buh’et og moppet ud af Anderlecht, efter 4½ år og 2 mesterskaber, på grund sin defensive spillestil. Værre var den vist heller ikke.

En af den belgiske klubs gamle spillere, Per Frimann, har givet ham dette skudsmål i Ekstra Bladet:

“Han spillede både sprudlende og kedeligt med Anderlecht, men han fik resultaterne. Han er hverken en Drillo eller en Laudrup type. Forstået på den måde, at hans stil ikke er destruktiv og kedelig, men den er heller ikke Laudrupdsk.”

Det lyder egentlig som det, Ståle efterhånden arbejdede holdet hen imod.

I almindelighed er belgisk fodbold vel kendt som mere kalkulerende og defensivt end deres nederlandske ovenboer. Det tager jeg gerne med. Der er trods alt noget slægtskab i fodboldforståelsen, den er kontinental, man spiller på græsset, ikke over det – og jeg er ganske sikker på at det kan tilføre FC København en dimension også. Lidt længere væk fra skandinaviske – som Sionko og Pospech har gjort.

For nogle af os københavnske fans (jeg må lære at tale bedre for mig selv) er Ariël Jacobs som et helt glas lykkepiller oven på et trist og traumatiserende forår, som mest har lignet et meget langt efterår.

Tid til en Leffe, mand. Tid til en rigtig belgisk Leffe!

Pludselig glæder jeg mig til næste sæson – atter en gang.

Berlin – på vej til Bosskilde

Olympia Stadion, Berlin, den 30. maj 2012.

Koncerten var sat til at begynde 19.30 og efterhånden kender jeg Bruce Springsteen godt nok til at vide, at han går på sharp. Velvidende at han alligevel kommer til at bruge hele aftenen til omkring de 3 timers koncert, som hans normale standard. I dagene inden Berlin havde han endda været oppe på de 3 timer og 20 minutter.

19.50 nåede klokken at blive, inden Bruce trådte ind på scenen i øredøvende jubel. Med en intro som helt var dedikeret byen Berlin.

‘When I leave Berlin’ er et ældre nummer (1973) af den britiske folksanger Wizz Jones.

Lad det være sagt, jeg havde aldrig i mit liv hørt sangen før. Men det har jeg nu og ovenikøbet serveret som en forrygende intro.

Derfra var der indbudt til fest. 55.ooo tilskuere og alt meldt udsolgt på forhånd. Det var min 7 Bruce-koncert på 10 år. Efterhånden har jeg oplevet ham i de fleste udgaver, solo på scenen i Forum, med band i Forum, Seeger Sessions, Parken et par gange med den sædvanlige blævrende lyd, og en forblæst og dårligt arrangeret pløjemark uden for Herning, hvor intet logistisk omkring var på plads.

Af erfaring ved jeg også, at Bruce skuffer aldrig. Du ved aldrig helt hvad du får, men du får altid noget med fra koncerten. Derfor var jeg heller ikke bekymret. Hans seneste pladeudgivelse “Wrecking Ball” er ganske vist en skuffelse i sin misk-mask produktion mellem gospelskor og irish traditional.

Men vinyl og scene er 2 forskellige verdener i det Springsteen’ske univers. Når han først træder ind foran publikum, er han så meget på, at han forvandler selv de sløjeste sange fra sit enorme bagkatalog til elektriske udladninger.

Samme skete på Olympia Stadion. ‘We Take Care…’ fra den nye skive flød naturligt ind hele åbningsshowet med en sværvægter som ‘Badlands’ og senere fremstod et andet nyt nummer som ‘We are Alive’ som nærmest episk fremragende med sin lange akustiske indledning og messende fortælling. Mand, man bliver altid overrasket.

‘Save My Love’ blev dog aftenens største overraskelse. Som et af de publikumsønsker der efterhånden er blevet en fast del af repertoiret.

Nummeret blev først udgivet i forbindelse med den store Darkness/The Promise-jubilæumsboks for 2 år siden. Et nummer han aldrig helt blev færdig med en gang omkring 1978-79 og “Darkness on the Edge of Town”-touren.

Det blev et af aftenens musikalske højdepunkter, sammen med den hamrende ‘Youngstown’, hvor Nils Lofgrens guitarsolo altid giver mig gåsehud, nøjagtig som ‘The River’ gør blot Bruce sætter i gang med mundharmonikaen. En åndeløs ‘Thunder Road’ med sin klassiske sing-a-long introduktion, og mit første koncertgehør på ‘Born in the USA’ med fuld E-Street Band. Vel nok hans mest misforstået nummer stadig til dags dato. Jeg har hørt den i flere skæve versioner, blandt andet den skramlende og vrisne udgave, som han lirede af i Parken 2003, for ikke at nævne den helt rene soveværelsesversion, men her kom den fuldstændig som 1984-smashhittet blæst ud over Olympia Stadion.

Born down in a dead man town 
The first kick I took was when I hit the ground 
You end up like a dog that’s been beat too much 
Till you spend half your life just covering up 

Yeah, mand!

Og allersmukkest blev det til sidst.

Det er godt et år siden at legendariske  Clarence “The Big Man” Clemons tog sin saxofon med sig i graven. Hans unge nevø, Jake, har nu overtaget pladsen i E Street på fineste vis – på mange måder nærmest bedre fordi onkel Clarence simpelthen har virket så udmattet af sygdom og alder på de seneste turnéer.

Tenth Avenue Freeze-Out er et af de klassiske Springsteen-numre som i den grad blev båret af The Big Man både musikalsk og ikke mindst i teksten. Nu følger det fast med på touren som den endelige encore…

When the change was made uptown
And the big man joined the band

… som en hyldest og et minuts stilhed, mens minderne om Big Man kører over scenen som billeder.

Inden livet og musikken spiller videre. Også fra tredje vers…

From the coastline to the city
All the little pretties raise their hands
Im gonna sit back right easy and laugh
When scooter and the big man bust this city in half
With a tenth avenue freeze-out, tenth avenue freeze-out
Tenth avenue freeze-out…

En fantastisk afslutning på en fantastisk aften i en fantastisk by. Tschüss, Berlin, for denne gang! Eminent godt selskab hele vejen rundt.

Bruce er i storform, når han ankommer til Roskilde om en måned, selvom han efter de 3 timer fysisk segnede af udmattelse på Olympia Stadion. Det var både symbolsk og reelt. Manden havde krænget alle sine 62 år ud over os. Endnu engang.

Det bliver spændende at se, hvordan han kommer til at gebærde sig i Roskilde Festivalens noget strammere opsætning på Orange. Han spiller næppe 3 timer og gimmicken med at hive folk på scenen, bogstaveligt spille bukserne af en roadie, eller forsøge at byde en kvindelig scenevagt op til dans går næppe heller.

Eller måske… Noget finder han nok på – og jeg glæder mig sgu helt vildt!

Sætlisten fra Berlin:

1. WHEN I LEAVE BERLIN (Wizz Jones cover)
2. We Take Care Of Our Own
3. Wrecking Ball
4. Badlands
5. Death To My Hometown
6. My City Of Ruins
7. Spirit In The Night
8. Hungry Heart
9. Trapped (sign request)
10. Jack of All Trades
11. Youngstown
12. Johnny 99
13. Working On The Highway
14. Shackled And Drawn
15. Waitin’ On A Sunny Day
16. SAVE MY LOVE (sign request)
17. The River
18. The Rising
19. Lonesome Day
20. We Are Alive
21. Thunder Road

22. Rocky Ground
23. Born In The USA
24. Born To Run
25. Glory Days
26. Seven Nights To Rock
27. Dancing In The Dark
28. Tenth Avenue Freeze Out

Mareridt i maj eller historien om hvordan man smed et mesterskab

Sidst i april da jeg skrev sidste indlæg på bloggen her, var det egentlig lidt utænkeligt.

At FC København skulle smide mesterskabet. Det var akkurat før udekampen i Farum som var en lille finale, men umiddelbart heller ikke mere. Et københavnsk nederlag kunne sagtens være til at overleve. Der var rigelig forspring at give af.

På en eller anden måde fik kampen oppe i Farum skæbnesvangre konsekvenser. Et er at FC København aldrig burde have tabt den kamp, set på dominans og chancer. Noget andet blev at 0-1 nederlaget åbenbart blev en mental offside for holdet.

Spillerne gik totalt i baglås i de efterfølgende 4 kampe. 2 uafgjorte og 2 nederlag blev maj-regnskabet inden den mærkelige affære i aftes. Onsdag. 2-1 hjemmesejr over Silkeborg til den helt store sølvmedalje.

Hvad fanden skete der lige? Ja det må jeg nok spørge om. Det er mange sæsoner siden at København har leveret en så pauver afslutning når det gjaldt. Silkeborg burde jo have scoret mindst 1 gang, inden Mos overhovedet gled fri (fint mål i øvrigt) og gav os føringsmålet 18. minutter inde i 1. halvleg.

Vi var fuldstændig væk – som vi har været væk hele maj måned 2012. Spillerne lignede hovedløse høns, misforståelser, svagt forsvar, ingen vilje, ingen ærgerrighed, dårligt angreb, ingen kombinationer frem i banen, spark, panik, Wiland må redde, lang bold, måske finder Damen på noget. Hvad skulle han for fanden finde på?

Intet hang sammen! Det må være trænerens skyld!

Man kunne bare ryste på hovedet. At vi rent faktisk nåede at “genvinde” guldet i 25 minutters tid, inden Farum afgjorde deres kamp mod Horsens, blev blot skæbnens egen drillende ironi. Spillerne virkede hverken inspireret eller irriteret. Mere lidt apatiske.

Sådan havde jeg det egentlig også på Nedre C. Det her spil bliver vi aldrig mestre på, så urimeligt er fodbold heller ikke. Nordsjællænderne må blive den lille succeshistorie, som medierne kan vælte sig i og som man aldrig helt bliver rigtig sur på.

Det er jo ikke deres skyld, det er helt og aldeles vores egen.

“Nogle få tosser skal ikke koste os 15o millioner” – banneret på Sektionens endetribune står som onsdagens bedste kommentar. Galgenhumoren skar som en kniv.

Tosserne var forvandlet fra et par pyro-galninge blandt fansene på Aalborg Stadion i det tidligste marts til en klubledelse, der har ført sig arrogant frem hele foråret. Trusler, udelukkelser, jamen, intet er så nemt som at være træner i FC København, og vi vinder de næste mange mesterskaber. I øvrigt budgettede vi allerede i februar med 150 millioners Champion League-deltagelse.

Man beder næsten om en syngende lussing! Fænomenet Carsten V. Jensen bliver en helt egen historie.

Roland Nilsson bevægede holdet i en forkert retning, lød meldingen lige efter nytår. Nilsson blev fyret efter kun et halvt år som træner. Samme Nilsson havde klubben (og CV) haft over et år at finde frem til. Som ham der skulle overtage efter Ståles exit og føre arbejdet videre.

Mand for en fejlansættelse! Hvis han allerede 6 måneder efter havde bragt holdet så meget ud af kurs, som – indrømmet – resultater og spil tydede på, var det selvfølgelig alvorligt. Han havde tabt omklædningsrummet, gik rygterne, spillerne grinede bag Nilssons ryg.

Sportsdirektøren selv, CV, måtte derfor overtage biksen. Uden nogen som helst trænerkvalifikationer andet end lidt 2. holdstræning for cirka 10 år og lidt mere siden, og assistenttjanser under Roy Hodgson og Hans Backe.

Men han havde måske lidt trænerambitioner i maven tilbage, der lige skulle udleves?

Et fejlskøn af dimension. Jeg kender ikke sandheden om Nilsson-fyringen, men syn for sagn kan overhovedet ikke overbevise mig om at CV var en bedre løsning. Spillemæssigt er der intet sket i foråret, vi har hostet og hakket os igennem som i efteråret, og i sidste ende bare med et dårligere point-gennemsnit.

Danmarks letteste job, den bider sørme lige i røven! CV overtog Danmarks sværeste job. At tilfredsstille en masse københavnske fans og samtidig skulle sikre det mesterskab som bar hele frugten af 5-6 års arbejde. Nemlig en direkte kvalifikation til gruppespillet i Champions League.

Du er dumpet med et brag, CV… sammen med dine spillerkøb i sommers som reelt skulle reetablere – eller i hvert fald perspektivere – holdet fra 2011-udgaven.

Grindheim, Mos, Gamboa, Diouf! Forstærkninger, nix – supplementer i bedste fald.

Ud af biksen. Tosse tjekker ind ved kasse 1. 150 millioner tabt på gulvet. Du kan tage din kønsløse direktør Hørsholt, der selvfølgelig bakker dig op, med samme vej. Endnu en tosse tjekker ud.

Nogle få tosser… der skal i virkeligheden ikke så mange til. Desværre. For at ødelægge festen for os andre!

April på københavnsk

Holmstrøm som var det igår

Vanen tro er april måned forårets mest hektiske på den hjemlige fodboldfront. Det er her tabellen som regel sætter sig for alvor – og påskeprogrammet sammenlignes oftest med det engelske juleprogram.

Man vinder ikke det danske mesterskab i påsken, men man kan tabe det – lyder en Holmstrøm Classic. Og manden har for det meste ret.

Nu er april 2012 overstået. 6 superligakampe og 2 pokalkampe har FC København spillet. Ligastats er 5 sejre og 1 uafgjort, med en solide målscore på 16-3.

Oveni er den dobbelte pokalsemifinale mod Haderslev. 1 heldig sejr hjemme og 1 heldigt nederlag ude. 4-4 samlet og vi daffede i finalen på reglen om flest udebanemål. Overordentlig heldigt samlet set – og selvfølgelig glædeligt. Det eneste interessante ved DBUs pokalturnering er selve finalen på Kristi Himmelfart. Det resterende bliver alligevel aldrig noget der ligner FA Cup eller DFB pokal, men blot nogle ekstra midtugekampe for nærmest tomme tribuner.

Det store regnestykke ved udgangen af april ser ganske glimrende ud. Mesterskabet kan reelt blive afgjort på onsdag, vinder vi ude i Farum er det kun matematikken der skal falde i hak. 9 points foran med 4 kampe tilbage – det taber vi ikke.

Skal vi grave i den spillemæssige del af april, har det mestendels også været godkendt. Bedst står stadig Brøndby-kampen i påsken, den var overbevisende, Herfølge-kampen efterlod heller ikke meget tvivl. Ellers har der været en halvleg her og der, mens semifinalerne mod sønderjyderne står som lavpunkter.

Uanset skader, sparede spillere, og generelle eksperimenter i startopstillingen bør vi ikke dykke til så ringe forsvarsspil som det København diskede op med i Haderslev. Aldrig nogensinde igen…

Flashback: jeg kan huske en træningskamp i vinteren 1999 mod Herfølge (dette gamle nipserreferat er skrevet med en usædvanlig overbærende pen). Ja, 0-6 sluttede den og det var en helt anden tid dengang. De var i de få måneder, hvor Christian Andersen var træner.

Uanset hvor uprøvet opstillingen var, kunne man med rimelighed forvente at både Zanka og Kris Stadsgaard havde så meget erfaring, at de hurtigt havde fået sig indstillet på et par dybe stikninger og en lille hurtig angriber som sønderjyske Antipas. Men nej. Ydermere bidrog både begge backer og reservekeeper Kim Christensen til det jammerlige helhedsbillede – og de 4 baglænsscoringer.

Midtbanen er røget ind i et state-of-emergency. Der er ikke meget at vælge imellem mere. Delaney gik i stykker på aprils første dag og kommer ikke til at spille mere i foråret. TK fik en fibersprængning i pokalsemifinalen hjemme og har måttet stå over et par kampe. Desværre netop som han virkelig var ved at spille sig ind som sikker starter efter en række gode præstationer – og sågar en scoring i Herfølge. Han fik dog comeback i 2. halvleg i gårsdagens kamp mod Aalborg.

I stedet endte vi med en uinspireret Claudemir og en forvirret Grindheim som eneste tilbageværende (naturlige) muligheder i maskinrummet. Deres samarbejde hoster og hakker i sløvt boldflytteri, og overlever mest på at holdkammerater som Bolaños og Oviedo holder højt niveau offensivt.

Den københavnske livsnerve igennem foråret har været og er angriberne. Damen og Santin er superligaens to træfsikreste spillere. 16 mål af N’Doye og 13 af Santin.

5-0 i Herfølge

Deres 29 mål udgør over halvdelen af sæsonens hidtidige 50 københavnske superliga-scoringer. Santin tillod sig ovenikøbet at brænde et straffespark igår, da han trillede bolden forbi målet. Med et usædvanligt sjasket spark.

Tager vi april alene igen, så er 8 af de 16 scoringer af to (5 af Damen og 3 af Santin), læg dertil af 3 af de 4 mål i pokalsemifinalerne.

Vi er ganske afhængige – og nok især af Damen. Det bliver også ham der skal trække læsset for os i den lille mesterskabsfinale i Farum onsdag aften.

Næste stop maj – og forhåbentlig mesterskabet snart.

Og slet ikke et ord om hverken Ståle eller Christian Poulsen endnu.