30 år gammel porno

It doesn’t matter if we all die
Ambition in the back of a black car

De første linier i den første sang – ‘One Hundred Years’. Tonen bliver anrettet til den politiske dommedag og videre fremad til den totale mentale afklædning.

Det er porno, mand. Snart 30 år gammelt. Den 3. maj fylder The Cure’s album “Pornography” rundt – og den gamle skive er absolut et genhør værd.

Stroking your hair as the patriots are shot
Fighting for freedom on television
Sharing the world with slaughtered pigs

Albummet blev det fjerde i rækken fra det sydengelske band, der allerede havde et par semi-succes’er med “Boys Don’t Cry” (1980) og “Seventeen Seconds” (1980) i bagagen.

Titlen har formodentlig ligget lige for i sangskriver og guitarist Robert Smith’s eksistentialistiske univers, der på daværende tidspunkt heller ikke var helt stoffrit. Der skulle skæres helt ind til benet og meningen lå langt under den lyse horisont i det moderne postindustrielle Babylon.

Dommedagen, undergangen, hele tidsånden bliver indkapslet mellem en verden der peaker omkring den kolde krig og atomoprustning, arbejdsløsheden og nedsmeltning af gamle industrier og deres byer – og ikke mindst den dirrende venten på George Orwells snarlige 1984-fuldbyrdelse.

Fall fall fall fall
Out of the sky
Cover my face as the animals die
In the Hanging Garden

Den ægte vare

I 2005 udkom en CD deluxe-version med en række ekstranumre og studiedemoer. Men jeg foretrækker den ægte vare. Den har overlevet de snart 30 år på mine hylder og spiller stadig upåklageligt. Vinylskiven fra 1982 med 8 numre. 4 på hver side. Samlet spilletid 43 minutter og 29 sekunder.

Side 1

One Hundred Years
A Short Term Effect
The Hanging Garden
Siamese Twins

Side 2

The Figurehead
A Strange Day
Cold
Pornography

“Pornography” fik en hård medfart af datidens anmeldere, de fleste anså albummet for noget makværk, et tomt og klynkende rabalder.

Eftertiden gav dem sagte, men sikkert, drønende uret. For mange Cure-fans blev netop dette album en milepæl. Også for mig. Albummet blev indgangsdøren til et nyt univers både bagud og frem i tiden. Jeg hørte “Pornography” før jeg overhovedet kom i nærheden af tidligere perler som ‘A Forest’ og ‘Killing an Arab’.

I øvrigt solgte “Pornography” sig hurtigt ind som The Cures første britiske top 10-album.

Find en kur

Sang for sang bevæger vi os på den mentale gletcher. Det ene øjeblik som den klynkende teenager…

I scream
You’re nothing
I don’t need you anymore

Dernæst stener vi og prøver at forstå – men bliver aldrig en del af det hele. Det er blot uvirkelig mærkeligt. Mærkelige mennesker, mærkelige dage, så langt øjet og dopen rækker.

Held for one moment i remember a song
An impression of sound
Then everything is gone
Forever

A strange day

På titelnummeret som afslutter albummet er vi i et støjinferno, der bliver mere og mere massivt. Robert Smith råber nærmest fra dybet af alting, desperat op mod lytteren.

One more day like today and i’ll kill you
A desire for flesh
And real blood

Mørket bliver fuldkomment. En gotisk sort blamage med udtværet læbestift. Det er ikke til at holde ud mere, Smith ved det selv. Han må væk, har set nok, og finder sine strofer til en sidste desperat handling.

And i’ll watch you drown in the shower
Pushing my life through your open eyes

Fra liv til død og tilbage mod liv igen. Hele albummets udgangsreplik hæfter det hele sammen og spinder i virkeligheden også  tilbage første linie. Vi dør hele bundtet ja. Men vi behøver heller ikke at gøre det før tid, uanset hvad verden mener.

I must fight this sickness
Find a cure

“Pornography” står 30 år senere som en af bandets stærkeste udgivelser. Men når nok ikke helt det helstøbte mesterværk som udkom 7 år efter i 1989 – Disintegration. En historie man passende kan gå til bunds i med Danmarks Radio og P6 Beat.

Alligevel…

Den personlige affektionsværdi vil altid være stor. Det var en af de plader der kom ind i mit liv på det rigtige tidspunkt og sagde de rigtige ting. Derfor kan jeg også blive pludselig grebet 30 år senere, ved et tilfældigt genhør med ‘Hanging Garden’ en fredag aften et sted ude i byen. Skriv et par ord, mand! Den holder jo stadig – for fanden da!

Og dans, mand

På sin måde bliver albummet også et vendepunkt for The Cure. Kunstnerisk bevæger de sig markant videre mod dansegulvene og en mere klinisk popmusik.

Singleudgivelser som ’Lets Go to Bed’, ’The Lovecats’ (vidunderligt nummer!) og ’The Walk’ følger hurtigt efter, og bliver indledningen til Robert Smiths og The Cures musikalske vandring mod at blive et af 80’ernes allerstørste og mest geniale popbands. For det var de allerede dengang – selvom de langt fra altid lød sådan.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s