Svenskeren fra Vesterbro

Han græder aldrig når han selv er til begravelse, men vræler som et barn når han ser en på tv.

Han har forlængst glemt sit første kys, men husker tydeligt da han fik Rolle Stoltz’ autograf (ishockey-stjerne fra 60’erne).

I følge ham selv er han typisk svensk. Men han boede i København i mange år, og har skrevet en af de smukkeste hyldestsange til Vesterbro, der nogensinde er lavet. Han gestikulerer gerne respektfuldt mod Dan Turell, hænger i ensomheden på Café Guldregn, som et genfærd af endnu en Ole Jastrau midt i et personligt hærværk. Fortolker CV Jørgensen eller lapper et par gamle Michael Strunge-digte i sig.

Köpenhamn är bra om man inte vill vara med
Det kan gå dar här utan att jag pratar med en själ
Jag gillar barerna i mitt kvarter
Och månen här är den vackraste som jag vet
Man kan leva ett liv här i hemlighet
(Brev till 10:e Våningen, 2005)

Torsdag aften indtog han scenen i Vega, på sit elskede Vesterbro, og leverede en forrygende koncert.

Han er Sveriges store punkikon, rasende populær i sit hjemland og halvt ukendt i Danmark, en slags skandinavisk krydsning af Nick Cave og Joe Strummer. Med en stemme der skærer som en kniv, for at citere ham selv. Fra de blideste snit til de vildeste hug. Men han mener hvert et ord, man er aldrig i tvivl, når han skiftevis trasker neurotisk rundt på scenen, under numrene, mellem numrene, for nærmest at eksplodere i tranceagtig klammeri med mikrofonen.

Joakim Thåström voksede op på Skebokvarnsvägen 209, i Rågsved, en forstad til Stockholm. Som 20-årig var han med til at danne et af Sveriges største og første punkbands. Det var i 1977 og bandet hed Ebba Grön og tog navn efter en politiaktion, der forhindrede kidnapningen af en daværende svensk minister.

Vi träffade en trummis med en
Sex Pistols-platta under armen
Han ville vara med i pakten, å sen så var det klart
Det var vi tre mot resten av hela världen
Basisten räkna in och vi drog ut i krig
(The Haters, 2005)

Ebba Grön opnåede en enorm popularitet inden de gik i opløsning i 1983. På sin vis kunne de kaldes det svenske svar på Gasolin. Blot med et afsæt 10 år senere i punkscenen. Ebba Grön nåede også at gæste Roskilde festivalen. I 1982. Til en lørdag formiddagskoncert. Det var min første festival og jeg husker koncerten som lidt halvsløv på grund af tidspunktet og med et par hundrede svenskere pogoende rundt foran den daværende Canopy-scene. Men jeg var der skam.

Siden gik Ebba Grön lidt i glemmebogen. Thåström fortsatte op igennem firserne med bandet Imperiet som nåede omend endnu større popularitet i Sverige end Ebba Grön. En meget hårdpumpet elektrorock med swingende venstrefløjsparoler, og med tydelig inspiration fra 1920’ernes DreiGroschen-Oper og Bertolt Brecht, og i virkeligheden med masser af langtidsholdbare sange, som stadig kan flankere et stærkt tourprogram. Det nød vi også i Vega torsdag aften.

Thåström selv ville knapt kendes ved populariteten. Da han blev tildelt den svenske tabloidavis Aftonbladets musikpris, sendte han engang et par gamle venner. En af dem slog avisens chefredaktør ned. Det var i Ebba-tiden. Senere nægtede han blot at modtage priserne.

Det endte med at Thåström rejste fra Sverige. Til København og Amsterdam.

Halvandet årti senere dukkede han frem igen fra et musikalsk mudder med en meget personlig håndfuld af sange. Bingo, jeg taler om min egen lystavle!

Den selvbiografiske “Skebokvarnsvägen 209” udkom i 2005. Albummet fremstår næsten som Nick Cave’s “The Boatman’s Call” på svensk.

En stille og meget dybfølt rejse gennem det meste af Thåströms eget liv. Fra endags-punkbandet The Haters, forløberen for Ebba Grön, til den verdensfjerne far der havde pakket sig selv ind i utilnærmelighed og måske i virkeligheden bare ville langt langt væk fra det hele.

Han hade en pistol i sin garderob
Han skulle alltid visa upp den för oss ungar
När han var full.

Jag undrar vad han längtade efter
Jag undrar vad han drömde om
Jag undrar om han hade några vänner någonstans
Jag såg aldrig någon
(Främling Överallt, 2005)

“Skebokvarnsvägen 209” storhittede hos mig. En af tiårets absolut smukkeste skiver. Det var som at komme indenfor i et liv som kunne være ens eget, en rejse som også var min. Det er vel præcis her kunsten skaber sit guddommelige touch. Den sætter ord og lyd på mig og dig også.

Nøjagtig som han gør på Vesterbro.

En svart sol sjöng för alla som va som oss
Och mäster Dan Turéll var kung varenda kväll
Men allt det där vet du som har nån gång har vart
Nån gång har vart
På Sönder Boulevard
(Sönder Boulevard, 2005)

Albummets flagskib og første hitsingle blev den sørgmodige kærlighedserklæring ‘Fan Fan Fan’. Om at få den skide ekstra chance, der aldrig kommer, om at være blevet bare lidt klogere næste gang… ja lyt selv. Han siger jo det hele fra kanten af en strindbergsk afgrund.

I næsten samme tungsindige åndfuldhed følger titlen på næste album “Kärlek är för dom” (2009). Kærlighed er for alle andre og der bliver for alvor sat elektricitet til musikken igen. Guitaren vækker den gamle punker, selvom han er trådt ind i en mere tilbagelænet rolle.

Men nu för tiden lever jag ett stilla liv
Jag ser dagarna komma och sen springer dom förbi
Och jag tror det är sant som dom säger i Sahara
varje sandkorn har ett nummer
(Kort biografi med litet testament, 2009)

For under en måned siden kom Thåströms seneste album på gaden. “Beväpna dig med vingar” (2012) er en direkte reference til Michael Strunge:

Væbnet med disse ordenes vinger, står jeg parat til at svæve, skrev han i 1984.

Mens Strunge sad i sit krystaltårn, svæver Thåström over sit eget livs afdankede arbejderkvarterer, og spejder ud mod sine kunstneriske krystaller, en dunkende monoton rytme og en evig udlængsel. Han kredser et eller andet sted omkring St Ana-katedralen i Granada, omkring Joe Cales violin, omkring Gun Clubs Moder Jord, og videre til en nat i Lissabon. Det er satans smukt – og det bliver tredje perlealbum på stribe.

Det var med dette afsæt, at han skød koncerten i gang torsdag aften. Vi stod klar med vingerne. Med et i øvrigt særdeles velspillende band omkring guitaristen Pelle Ossler. Foran et fyldt Vega hvor majoriteten af publikum lød som svenskere, vurderet på deres evne til at skråle med på sangene undervejs.

Vi andre parkerede gerne hjertet på den anden side af sundet for en stund. Det blev en fantastisk aften.

Der finns ett ställe nere i hamnen här
Det är just där långtrådarna kör förbi
Därnere säger dom att vinden
är som bäst å om man önskar
då blåser den dit man vill
(Beväpna dig med vingar, 2012)

Tack, svenske sjælebror!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s