Selvfølgelig, mand!

Dobbelt Dame

Det er altid på sin plads at hovere! Selvfølgelig. Efter skærtorsdag er det endda kun rimeligt. Et medieopblæst Brøndby-hold kom forbi Parken og tabte stort. 3-1 sejren til FC København var ikke et mål for lille.

Den fik ellers på alle tangenter fra et par formiddagsblade, familieforetagendet fra vestegnen havde vundet nogle kampe på et par heldige straffespark, de havde kæmpet sig fri af nedrykning, krisen var afblæst, Auraen havde taget over, og guldet lå lige om hjørnet. Næsten.

Hvilken tisgul maveplasker. De havde jo intet at komme med. Jovist, de manglede Krohn-Dehli men han spiller kun godt på landsholdet alligevel.

Selv et stadig middelmådigt københavnsk hold, der periodevis famler efter sit spil, var pænt overlegne og havde det ikke været for egne fejl, var resultatet blevet klarere. Lad det også være sagt, at det faktisk var et par glimrende scoringer som København diskede op med. Både til 1-0 og 2-1. Spillemæssige nydelser med Lars Jacobsen som oplægger begge gange.

1-0. Bolaños stikker bolden dybt til Santin, der spiller skråt bagud i feltet til Damen, der gentager og finder Lars J, på tværs med hurtig førstegangsaflevering og en elegant skruet inderside af Diouf. Spillemæssigt overbeviser han stadig ikke, senegaleseren, selvom indsatsen igår egentlig var til godkendt, men han laver nogle smukke mål.

2-1. Bolaños stikker bolden dybt til Lars J, der piler ned sidelinien på Pospech-vis, inden han smider bolden fladt ind i fødderne på Damen inde i feltet. Førstegangsafslutning – pang – mål. Et af de smukkeste mål set længe i Parken.

Ved begge scoringer lignede københavnerne sig selv fra sidste sæson. Kontraspillet, de hurtige kombinationer, det direkte spil, det var Ståles koncept, og måske er formen stille og roligt ved at indfinde sig.

Og måske har “manager” Carsten V. Jensen alligevel fået skruet på et eller andet?

For en uge siden så facit anderledes ud. 1 sejr og 3 uafgjorte og den samlede målscore hed 3:1. Det var mudder i marts og den ringeste forårsstart i de seneste 5 sæsoner.

Antal forårspoints efter de første 4 kampe:

2007: 8 p
2008: 9 p
2009: 9 p
2010: 9 p
2011: 7 p

Med 6 points sutter 2012 bunden, men værre var det heller ikke. På den anden side havde vi nemlig heller ikke tabt en af de første 4 kampe for første gang i 5 år. For det har vi gjort de andre forår. Marts 2011 tabte vi endda selve premieren i Midtjylland.

Statistik er som skørter, udtalte en kløgtig fætter engang, den siger meget – men den skjuler det væsentlige.

En uge senere – marts er blevet til april – og 2 gange 3-1 sejre over Lyngby og det fodboldspillende familieforetagende fra Vestegnen. Vi har stadig ikke tabt og pludselig er hele foråret blevet meget lysere.

Måske har jeg ikke været skarp nok til at gennemskue, hvad CV egentlig havde fået styr på, efter de første forårskampe. Der blev trillet bolde og spadseret i samme idéforladte mønstre som under skåningen i efteråret. Der har ikke været fart, ingen opfindsomhed, men der var da et lucky-punch i ny og næ – hvis vi overhovedet scorede. Jo, måske der noget lignede et mere stabilt forsvar.

Men overbevisende. Nej slet ikke.

Det alt overskyggende problem, som også blev skåningens, har været midtbanen. En midtbane efter Kvist. Et centralt maskinrum uden maskinmesteren.

Alle havde en idé om at Claudemir måtte være nøglespilleren, det var ham der skulle støbe offensiven, det var hans overblik og teknik, der skulle iscenesætte både fløje og angrebet. Og ikke mindst hjælpe med tempo i opspillet. I stedet blev han skadet og har ikke spillet de sidste 2 kampe.

Det har TK til gengæld og han har spillet glimrende. Måske er det TK som bliver CV’s kanin her i foråret. Delaney er desværre nu helt væk de næste måneder efter knæskaden i Lyngby. Claudemir er fortsat ude. Tilbage til midtbanerummet er reelt kun Grindheim og TK. Som en skæbnens ironi har det slet ikke været skidt.

Thomas Kristensen - københavnsk altmuligmand

Nød lærer nøgen kvinde at spinde! – eller noget i den retning. Tænk et år tilbage.

Sidste forår blomstrede TK også op og spillede en serie glimrende kampe. Dengang var det på et hold der fungerede. Nu har han faktisk været med til at få spillet til at fungere. Både oppe i Lyngby og igår var han vores bedste spiller og agerede som den offensive støbeform.

Med andre ord – manden har det jo i sig selv. Han har desværre også et forfærdeligt bundniveau, som jeg virkelig håber er smeltet væk under forårssolen.

Fungerer det også i Århus påskemandag, er jeg i hvert fald tilbøjelig til at skrive under på at Claudemir mere har været problemet end løsningen på den københavnske midtbane.

One thought on “Selvfølgelig, mand!

  1. Meget enig mht TK, klart bedste mand på midten igår, og også mod Lyngby var han den eneste med fremadrettede tiltag der kunne bruges. Lad os håbe han bare er en late bloomer:)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s