Tor!

Ja. Læs nu bare videre, mand!

En bog om tysk fodbold

Tor! : the story of German football
af Ulrich Hesse-Lichtenberger
WSC Books, 2003

Bogen findes i en ny dansk oversættelse (2012), hvis man ikke har modet til at tygge sig igennem den engelske version.

Begge udgaver kan selvfølgelig lånes på biblioteket.
-> engelsk
-> dansk

Lad det være sagt som det første, denne bogs største problem bliver i virkeligheden at den stopper efter VM2002, og tyskernes nederlag i finalen, og dermed ikke fanger hele den tyske forvandling – fra alle andre nationers hadeobjekt til multikultiholdet – ved både 2006-euforien på hjemmebanen og 2010 i Sydafrika.

Der er sket meget på et tiår, i forhold til forståelsen og omverdenens respekt, af det tyske landshold. Det skriver jeg straks under på.

Når man oveni betragter Bundesligaens udvikling kontra den engelske Premier League, bliver respekten kun tydeligere. Tyskere har formået at beholde meget af det, som englænderne er ved at tabe i kønsløse arabiske og russiske milliard-ejerskaber af topklubberne og skyhøje entré-priser til kampene. Bundesligaen bugner med tilskuere, billetpriserne er en tredjedel eller mindre af de engelske i Premiership- på den måde er fodbolden forblevet hos folket.

En tysk klub er sværere at gøre til rendyrket milliardærlegetøj. En del af forklaringen findes i at de tyske klubber er underlagt anderledes restriktive økonomiske krav end de engelske, men historisk er der også en anden foreningskultur, der i virkeligheden blev funderet før fodbolden.

Da fodbold kom til Tyskland i den senere del af 1800-talet, via de sædvanlige engelske forretningsrejsende og søfolk, vandt den ikke stor popularitet. Den blev stemplet som gennemført utysk, et fremmedelement, der ikke harmonerede med de borgerlige idealer i de allerede veletablerede gymnastikforeninger. Primært fordi den var engelsk.

Men fodbolden blev som en cancer efter 1. verdenskrig, den spredte sig indefra – iblandt arbejderklassen særligt i det store Ruhr Gebiet.

Bundesligaen, den fælles tyske liga, blev først født i 1963. Før det blev de tyske mesterskaber afgjort via regionale oberligaer og et overbyggende slutspil med en afsluttende finale på neutral bane.

Rigtig professionel fodbold blev først indført efter en kæmpe bestikkelsesskandale i 1971. På det tidspunkt rullede der så mange penge under bordet, mellem klubber og spillere, at forbundet gav efter. Den bundne loft på spillerlønninger blev fjernet, den kontrolleret licensfodbold, som fødtes med Bundesligaen, blev gjort professionel i et åbent markedsforhold mellem klubberne.

DDR har et særligt kapitel i bogen. Tragisk nu – og engang. Hele klubber blev flyttet rundt. Det meste var sat op for at tilfredsstille STASI og Eric Mielckes fodboldinteresse, eksempelvis fik Dynamo Dresden et helt hold flyttet til Berlin i 60’erne. Succes’en forblev dog bag muren. Konkluderende kort: fodbold var ingen god propagandasport for DDR! Den var for svær at kontrollere på den lange bane. Som nazisterne et par tiår tidligere også havde konstateret.

Ergo jeg holder fokus sammen med Hesse-Lichtenberger mod efterkrigstidens vest.

Det er egentlig utrolig læsning;  men tyskerne hyldede ædle amatøridealer langt op i 50’erne og det hold som vandt VM i Schweiz i 1954, det såkaldte mirakel i Bern, med 3-2 over Ungarn var glade amatørspillere. Modsat var både England og Italien langt fremme med professionelle tilstande.

VM-sejren i 54 bliver en slags pendant til Danmarks EM-sejr i 92. Ingen havde troet det muligt at tyskerne kunne besejre de magiske magyarere i finalen. Men det skete i en blanding af held og et vanvittigt kollektivt arbejdsraseri. Noget ganske tysk og for en delt nation der stadig lå helt i ruiner efter 2. verdenskrig blev det en ny selvforståelse – og alligevel ikke.

Beckenbauer var egentlig fan af en anden München-klub…

“Germans can organise a party, but they can’t have one. In the wake of ‘The Miracle’, this saying was first proved wrong, then validated.” 

Landet gik amok i glædesrus, men løssluppen patriotisme var verboten. Skyggerne fra krigen hang stadig tungt over nationen – og underbyggede det tyske behov for (selv-)kontrol.

Et tysk dydsmønster i selvbeherskelse, Franz Beckenbauer, var kun 9 år gammel, da Tyskland vandt VM første gang i 1954.

Han var ganske bevidst om sine evner med bolden, trods familien ikke var begejstret, og han var glødende 1860 München-fan. Men han spillede for en anden og mindre München-klub, og da han mødte 1860 i et lokalopgør fik han en usportslig lussing i kampens hede. Fra en modspiller. Helt uden grund – eller…

“There are two versions about how exactly it came to pass that the 1860 centre-half hit Beckenbauer in the face. The older, and thus more trustworthy, account says that Beckenbauer fouled his marker, who jumped up and gave Franz a slap. The second version has it that the 1860 boy called Beckenbauer ‘a dolt’ and advised him to play with marbles instead of footballs.”

Det fik i hvert fald ham til permanent at vælge Bayern frem for 1860 og i øvrigt anbefale alle andre holdkammerater at gøre det samme. Franz billigede ikke den opførsel på en fodboldbane, og ville ikke have mere at gøre med en klub som fostrede den type af spillere. Som Hesse-Lichtenberger konstaterer:

“Whereupon the boy in blue saw red and ruined everything.”

Ja, i hvert fald for 1860! Således fødtes en Bayern München-æra.

I øvrigt var 1860 nazisternes foretrukne klub. Bayern havde en jødisk formand, som de hyldede efter han flygtede til Schweiz. Det sendte dem i ‘bad standing’ i 30’ernes Tyskland. Det er et sidekapitel af fodboldhistorien der også hører med og Bayerns ondskab er langt fra entydig – heller ikke hos Hesse-Lichtenberger.

Selvom han bekender sig selv som Borussia Dortmund-fan (samt Esbjerg-fan i den danske version). Det skinner måske igennem, særligt omkring vurderingen af visse spillere.

Han er meget begejstret for Matthias Sammer (ex-Dortmund) og tilsvarende meget lidt for Lothar Matthäus (ex-Bayern), men han holder sig generelt på soberhedens gyldne middelvej – og bruger gennemgående den brede pensel med fin humor. Hvem siger i øvrigt, at Matthäus fortjener et sympatisk eftermæle. Ingen, absolut ingen.

Bayerns storhedstid begyndte omkring 1970. Opbygget omkring Beckenbauer, den generte forward, Gerd Müller, en lovende målmand, Sepp Maier og en erfaren betonforsvarer, Georg Schwarzenbeck, og ankomsten af en jugoslavisk træner Zlatko Čajkovski. På trænerposten blev det efterfølgende Udo Lattek der førte holdet til de store triumfer tidligt i 70’erne.

Det har fortsat siden mere eller mindre kontinuerligt frem til skrivende stund. Bayern er blevet hadeklubben, både for andre tyske fodboldfans og internationalt. Deres stil var indbegrebet af effektivitet, og altid med et bemærkelsesværdigt “held” i afgørende situationer.

I de skiftende årtier har de haft forskellige ærkerivaler. Den mest markante rivalisering var i 70erne og modparten hed Borussia Mönchengladbach. Det blev nærmest et tiårs tvekamp – en kamp mellem “de gode” (Gladbach) og “de onde” (Bayern).

Hesse-Lichtenberger dedikerer et helt kapitel til den fejde og trækker fint linierne op. Det begyndte med den flamboyante og uberegnelige Günther Netzer i spidsen for Gladbach og den kære Beckenbauer der var mindst lige så elegant men på en anderledes korrekt og kontrollerende måde. Senere fik Gladbach profiler som Rainer Bonhof, Jupp Heynckes, Uli Stieleke og Allan Simonsen (og før ham et par andre danskere – Ulrik Lefevre og Henning Jensen). Mens Bayern vandt titlerne på den store scene – Europa Cup’en for mesterhold – 3 år i streg.

Allan Simonsen i Gladbach

Da Gladbach i 1977 tabte Europa Cup mesterholdsfinalen til Liverpool (1-3) blev det begyndelsen på enden af deres store tid. Herefter overtog Hamburger SV som første udfordrer til Bayern i en kortere periode i de tidlige 80’ere. Senere blev det Werder Bremen og især Borussia Dortmund i 90’erne.

Det er så der vi er endt igen – med Dortmunds 2 friske mesterskaber i erindring.

Et mærkeligt kapitel i tysk fodboldhistorie bliver hovedstaden og storbyen Berlin. Sammen med Paris (PSG mangler stadig at bevise andet end stor købekraft) er Berlin vel eneste europæiske hovedstad uden mindst et stærkt fodboldhold. Sådan har det ikke altid været.

Tysk fodbold fødtes i høj grad også i Berlin. Frem til de tidlige 1930’ere var Hertha Berlin en væsentlig faktor, med 6 mesterskabsfinaler i streg og sejre i de sidste 2 – henholdsvis 1930 og 1931.

Klubben, der tog sit navn efter et dampskib med en blå og hvid skorsten, har dog efter 2. verdenskrig aldrig rigtigt formået at spille en større rolle – ud over et par kortvarige opblomstringer efter Bundesligaens fødsel.

Nu ligner Hertha en del af den øvrige øst-deroute efter genforeningen af både Berlin og nationen Tyskland. The West is the Best, skreg Jim Morrison og The Doors engang. Således særligt i tysk fodbold. Det gamle øst og den genopstandne hovedstad har i den grad manglet ressourcer og kapital til at kunne hænge på de rige i vest og syd.

Denne bog er fremragende! På sin vis tager den sin ubevidste begyndelse ved den engelske ydmygelse af Tyskland på hjemmebanen i München i 2001. 1-5 blev den syngende og fortjente røvfuld. Det var oven på dundrende EM og VM-fiaskoer i årene før.

Tyskerne lærte en hel masse – det har vi set i de seneste 10 års udvikling af tyske talenter og spillestil. Modsat har sejrherren ikke lært en skid. Den engelske fodbold, som Hesse-Lichtenberger også elsker igennem hele bogen, står nærmest helt stille – udviklingen drives i hvert fald ikke af englænderne selv. Men af alle andre.

Champions League-finalen 2012: Chelsea slog Bayern München i München. Jeg kan forstå og respektere, at Chelsea-fans kan finde al mulig glæde i triumfen. For os andre, med almindelig kærlighed til fodbold, var det en ynkelig omgang. Mængder af russiske oliemilliarder investeret i et bovlamt engelsk mandskab, der intet ville, hverken i finalen eller de 2 semifinaler mod Barcelona, og alligevel vandt det hele langt ude på den anden side af overtiden. Efter straffespark.

Det er blevet den omvendte verden. Engang var det tyskerne der leverede den slags resultater.

Det gør de ikke mere. Til gengæld høster de på sympatikontoen.

One thought on “Tor!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s