Calcio Italiano

Gigi Meroni blev kørt ihjel af en af sine egne fans.

Søndag den 15. oktober 1967 var Torino-spilleren Luigi “Gigi” Meroni ude for at fejre sin klubs 4-2 sejr over Sampdoria.

Meroni var en dribler og ener. En provokatør og en playboy. James Dean i Serie A.

Lige så elsket han var iblandt sin egen generation, og ikke mindst hos det modsatte køn, lige så hadet var han af det konservative italienske establishment. For sit alt for lange hår og sine hippie-agtige attituder.

På aftenen var han sammen med holdkammeraten Fabrizio Poletti. Sammen forlod de en restaurant på Torinos hovedstrøg. Meroni ville finde en telefonboks for at ringe til sin kæreste. I det han krydsede gaden, blev han og holdkammeraten ramt af to biler.

Holdkammeraten overlevede. Meroni døde af sine kvæstelser.

Føreren af den første bil der ramte Meroni, var en 19-årig Torino-fan ved navn Attilio Romero. Han havde et fotografi af Meroni i bilen, han var en stor beundrer af dribleren.

33 år efter tragedien og Meronis død, i 2000, blev selvsamme Attilio Romero præsident i sin elskede klub. Det forblev han frem til 2005.

På sin måde udgør den tragiske ulykke sin egen fortælling om italiensk fodbold. Reelt findes der måske ikke noget land hvor en sport lige så meget er beskrivelsen på en nationalkarakter.

Fodbold fylder alt – alle vegne i støvlelandet. Med sin skønhed, sine triumfer og tragedier, sine bestikkelsessager, og sine særlige “vennetjenester”.

Bogen om
 italiensk fodbold

Meroni-historien bliver en af mange fantastiske, og ind imellem tragiske, anekdoter som fylder John Foots mesterlige bog “Calcio”. Det er italiensk fodbold, historisk og tematisk, beskrevet af en englænder som har levet mange år i Milano.

Husk i øvrigt at du altid kan låne bogen på biblioteket!

I 1893 blev Genoa Cricket and Football Club blev grundlagt som Italiens første fodboldklub. Som navnet angiver blev klubben selvfølgelig skabt af et par englændere, der brugte havnebyen Genovas engelske navn, nøjagtig som Milano blev til Milan et par år senere, da fodbolden spredte sig mod de store industribyer i nord – Torino og Milano.

Da Mussolini kom til magten i 20’erne begyndte han en “italiaficering” af landet. Den allerede ganske populære fodboldsport tog navn efter et gammel florentinsk renæssance-spil Calcio (idag kaldet Calcio Florentino) som reelt ikke har meget med moderne fodbold at gøre ud over at man slog og sparkede en bold rundt i en lukket manege.

Fascisterne boostede i den grad fodbolden i 1920’erne. Mange af nutidens stadioner stammer stadig fra den tid, hvilket Serie A så lider under i dag. Publikumsforholdene er simpelthen ikke tidssvarende længere på de store arena-byggerier, ex. i Firenze og Stadio Artemio Franchi.

En hurtig professionalisering efter engelsk mønster gjorde også fodbolden attraktiv og Italien dominerede VM i 30’erne med 2 titler. Den første vundet på hjemmebane i 1934. Englænderne brød sig dog på daværende tidspunkt ikke om perifære turneringer som et verdensmesterskab, så vejen til titlen var relativ enkel.

John Foot bekender sig til Inter, den anden af de store Milano-klubber (AC Milan er allerede nævnt). Sammen med den FIAT-ejede Torino-klub Juventus bliver de den dominerende treenighed.

Scudettoen som de forsvarende mestre altid bærer på trøjen.

Den nationale Serie A indførtes i 1929-30 sæsonen. Scudettoen, symbolet på de forsvarende mestre, blev allerede lanceret 5 år tidligere, da Genoa vandt sit sidste af en serie historiske mesterskaber.

Istedet for en længere kronologisk gennemgang af historien har John Foot valgt at opdele bogen i temaer. 15 kapitler på 547 sider. Hvert kapitel sit tema. Det er en moppedreng – ja. Men den er læsningen værd. Fra første fløjt – så at sige.

Angriberne får deres kapitel, som forsvarerne, midtbanen, og trænerne. Egentlig savner man bare målmændene.

Akkurat Italien har i nyere tid fostret adskillige legender, Dino Zoff, Enrico Albertosi, Walter Zenga, Francesco Toldo, og stadigt aktive Gianluigi Buffon. Af en eller grund er de ikke fanget på Foots radar. Men det meste andet er med.

Dommerne får også deres særlige kapitel. Selvfølgelig. Italien er formodentlig et af de mest utaknemmelige steder i fodboldverdenen at være dommer.

De 22 spillere på banen gør alt hvad de kan for at snyde ham, de smider sig skrigende rundt, filmer og diskuterer, nøjagtig som begge fanskarer vil hade ham, og begge klubpræsidenter er sikre på at han er købt af modstanderen. Alligevel husker de fleste Pierluigi Collina – stadig med prædikatet “verdens bedste dommer” (han trak sig tilbage fra Serie A i 2005).

Han formåede akkurat at holde sig fri af alle konspirationsteorier, der altid cirkulerer om dommerne – nogle uvirkelige, andre eksploderede som skinbarlig virkelighed som hele calciopoli-affæren midt i 00’erne. Juventus-præsidenten, Luciano Moggi, havde opbygget et kollegialt netværk med andre klubpræsidenter, samt dele af dommerstanden, og kunne behørigt aftale på forhånd hvem der vandt og hvornår. Sådan cirka.

Favoriseringen af storklubberne, vi taler primært Milan og Juventus, er altid et evigt tema i Italien. Begrundet eller ubegrundet. Begge klubber har været involveret i diverse skandaler.

Milan betalte en høj pris i 1980. De var indblandet i den såkaldte Totonera-skandale, som handlede om matchfixing. Klubben kom først sportsligt på fode igen, da en vis pengestærk entreprenør, Silvio Berlusconi, kastede sin kærlighed på dem (onde tunger hævder stadig at han egentlig var Inter-fan).

Berlusconi fik føjet endnu et aspekt til den italienske historie. Fodbold og politik kom til at hænge meget tæt sammen. På samme vis som fascisterne i 20’erne brugte fodbolden i propaganda-øjemed, gjorde klubpræsident Berlusconi det samme med sit Milan.

Omkring 1990 fremstod Milan som et af verdens bedste og mest elegante fodboldhold, med en hollandsk akse omkring Frank Rijkaard, Ruud Gulitt og Marco van Basten (og forsvarsspilleren over dem alle – Franco Baresi), men med en af de mest usympatiske klubpræsidenter.

Sagt med andre ord: De var sgu svære at holde med.

Politik og fodbold har altid været en særlig italiensk cocktail. Blandt fangrupperinger – især blandt Ultras – bekender man sig åbenlyst til højre eller venstre på den politiske skala. Fascisthilsner eller Che Guevara-bannere luftes heftigt på kampdagene.

Rom-klubben Lazio er kendt for sine fascistiske fans og skilter som en af de mest markante med det. Konkurrenten AC Roma blev i en lang årrække, som modsvar, kendt som de kulturradikale romeres klub. Selvom AC Roma oprindelig var Mussolinis opfindelse af en samlet hovedstadsklub.

Det er stadig Italien. Intet skal tages helt for givet. Det sublime følges altid med det skandaløse – eller bare endnu en tragedie.

Som den 4. maj 1949. Hvor Torino mistede hele sit superhold, da deres fly styrtede ned ved indflyvningen til byens lufthavn.

Il Grande Torino som de kaldtes, havde vundet alle scudettoer siden 1942. De blev nærmest betragtet som uovervindelige. De var på vej hjem efter en opvisningskamp i Lissabon.

Superga-højen med kirken.

The weather was terrible that afternoon. Heavy rain lashed down onto the city and dark clouds hung over the hills and mountains that surround Turin, down on the Po river plain. Visibility was poor. It was as if night had fallen early.

Superga-højen ligger lige uden for byen og er flankeret med en kirke og en basilisk på toppen. Flyet med Torino-spillerne styrtede direkte ind i kirkens bagende. Alle 31 ombord blev dræbt.

Katastrofen kom til at trække sine lange spor i italiensk fodbold i de næste årtier. Torino-mandskabet udgjorde også stammen på Gli Azzurri (landsholdet). Vi skal skrive 1960’erne og tilsynekomsten af et nyt “il Grande” – denne gang fra Inter Milano – før sårene blev helet.

Det blev også fødslen på et særligt italiensk spillesystem, der stadig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange fodboldelskere – Catenaccio’en.

Catenaccio betyder egentlig dørspærre (engelsk: door bolt). Systemet blev udviklet af argentineren Helenio Herrera, og var lagt an på en stærk defensiv – hvor man trak en ekstra forsvarsspiller ned bag de 4 normale markeringsspillere, liggende i en fri rolle. Oprindelig blev rollen betegnet som libero, senere sweeper. Liberoen fik en mere offensiv rolle i fx. tysk fodbold senere (Franz Beckenbauer var det helt klassiske eksempel).

Systemet blev egentlig opfundet i schweizisk fodbold, men blev forfinet og udviklet i Inter – for siden at sprede sig til de fleste italienske klubber. Efterhånden blev 0-0 eller 1-0 et meget sandsynligt udfald på mange kampe.

Nøgternt betragtet, som John Foot gør, er systemets rygte nok værre end det egentlig var i samtiden. Et system bliver selvfølgelig også defineret at de spillere, man har til systemet.

1960’ernes Inter havde sine højdepunkter både nationalt og på den europæiske scene. I 1964 og 1965 vandt man mesterholdsturneringen, foreløberen for Champions League. Man opbyggede sit system omkring den offensive kreatør Sandro Mazzola (i øvrigt søn af Valentino Mazzola, der døde på Superga i 1949).

Sandro was fast, tricky and sharp in front of goal. Much debate centred on his best position on the field – centre-forward, central midfield, on the wing? – but Herrera understood him better than anyone else, and pushed him up front.

Min tidligste erindring om italiensk fodbold er VM-finalen i 1970, hvor de tabte 1-4 til en flok legende brasilianere ført an af en vis Pelé. Jeg kan dog ikke påstå at mindes meget mere end at de netop tabte – jeg var 7 år. Op igennem 70’erne blev italiensk fodbold blot hamrende kedeligt – de var heller ikke synderligt gode.

Det forandrede sig i 1982. De vandt VM igen 44 år efter seneste titel. Stadig med et meget defensivt aftryk og det man altid kaldte “typisk italiensk” – at fedtspille sig igennem de indledende gruppekampe (3 gange uafgjort og videre på målscore – dengang foran Cameroun).

Billedet er blevet noget mere nuanceret de sidste par årtier. Det italienske hold vi så i EM-finalen i sommers spillede en til tider ganske sprudlende offensiv. Lige så verdensmesterholdet fra 2006.

Under alle omstændigheder er konklusionen lige for; denne fantastiske bog beskriver på mange måder, hvorfor jeg egentlig altid har hadet italiensk fodbold, og forklarer samtidig hvorfor jeg nærmest er kommet til at elske den.

The dramatic events of the 2003-4, 2004-5, 2005-6 and 2006-7 seasons formed the backdrop of the writing of this book, and were marked by violence, scandals and catch-all conspiracy theories. Writing about football sometimes felt like descending into hell…, skriver John Foot vemodigt i sine afsluttende bemærkninger. Oven på calciopoli og volden blandt ultras (med dødelige udfald). Men tilføjer straks:

Yet, despite everything, millions of fans kept their faith. There were still moments of beauty, of loyalty, of drama and passion.

Han ender med at hylde VM-triumfen 2006 og Milans Champions League-sejr året efter. Jeg nøjes med at hylde ham!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s