Nummer 1

The Outsider - målmandens historie
The Outsider – målmandens historie

The Goalkeeper is an odd, sickly outsider; the goalkeeper is an intellectual who prefers to write than to play; and the goalkeeper is a position any random passer-by might be able to play, as though goalkeeping were some kind of natural gift (or affliction) rather than a skill to be learned and practised.

Citatet stammer fra Jonathan Wilsons bog “The Outsider” (2012) og danner rammen om det han selv kalder en historie om målmanden.

I tidernes morgen da fodboldsspillet blev født, fandtes målmanden ikke. Hvert hold bestod af en sværm af markspillere der alle ville putte en bold i mål på en måde der kan minde om Rugby.

Nogle begyndte så at forsvare, dels fordi det var hensigtsmæssigt at tænke defensivt også, og dels måske fordi de ikke var så skarpe med selve bolden, og ud af de selvbestaltede forsvarsspillere udkrystalliserede sig efterhånden en decideret vogter af hvad der nu var et mål.

En målmand der fik den ene klare opgave at forhindre modstanderholdet i at score. Det moderne fodboldspil tog efterhånden sin form.

Målmandens historiske outsider-rolle gemmer sig i historien. Han er i virkeligheden på banen for at ødelægge det som spillet handler om, at score mål. Han må i ovenikøbet bruge hænderne.

Han er ikke som de 10 andre på banen. Han bærer en særlig trøje, der adskiller ham fra sine holdkammerater. I den tidlige udgave havde han heller ikke noget nummer, det blev senere til det almindelige 1-tal på ryggen. Endnu et symbol på eneren.

Vi husker vel alle situationen fra skolegården, når der skulle sættes hold. Ham der var dårligst med bolden, ham sendte vi i målet. Var han lidt tyk og stor var det kun en fordel, det gjorde ham bedre i stand til at stå i vejen for skud. Piger røg som regel også i målet, hvis de var med. De kunne alligevel ikke spille fodbold – og i målet kunne de gøre lidt gavn.

Bill Foulke - Sheffield United og Chelsea, ca. 1905.
Bill “Fatty” Foulke – Sheffield United og Chelsea, ca. 1905. En meget stor mand i målet.

Det er den helt klassiske fordom, som både har masser af hold i virkeligheden, dengang som nu.

Nogle af disse outsidere udviklede sig så ind i rollen – og fik en egen selvbevidsthed, som snart også vakte beundring.

I Sovjet-tidens kollektivisme og kommunisme blev eneren og individualisten helten. Det var målmanden, der skilte sig ud. Enhver russisk knægt med respekt for sig selv ville hellere være målmand end forward.

Det var ud af den tradition at Lev Yashin fødtes. De færreste har vel set ham spille, han havde sin storhedstid omkring 1960, men prædikatet “verdens bedste målmand” klæber stadig på hans meget mørkeblå trøje – for Dinamo Moskva og Sovjetunionen.

Der var en stoisk ro over måden han beherskede sit målfelt – og han dirigerede sit forsvar.

Uden for banen var Yashin en lidt anonym træningsnarkoman, der egentlig passede fint i Sovjetmodellen. Men i målet på fodboldbanen blev han et anderledes symbol.

England - Ungarn 3-6
England – Ungarn 3-6

Samtidig med Yashin dukkede en mere banebrydende målmand frem. Ungarnske Gyula Grosics.

Han var nummer 1 hos de magiske magyarer med Ferenc Puskas i spidsen, der havde fremkaldt mareridt over Wembley og London.

De havde pillet den engelske selvforståelse helt fra hinanden ved at teknisk og taktisk udstille et land og et landshold som levede i den vildfarelse at fordi man havde opfundet et spil – engang – så måtte man også – til alle tider  – være de bedste til spillet.

November 1953 vandt Ungarn 6-3 på det allerhelligste fodboldgræs.

Det var ikke bare i spillet med bolden at englænderne tabte kæbe og mund. De fik også set en ny målmandsstil.

En flagrende Grosics der halvt spillede sweeper langt ude på banen. Hvilket var i fuldstændig modsætning til den engelske opfattelse, en målmand blev på målstregen og parerede skudene.

Grosics’ stil blev forløberen for Jan Jongbloed, målmanden der i 1970’erne vogtede det hollandske mål i Cruyffs og Michels totalfodbold.

Jongbloed spillede langt ude i banen, brugte ivrigt fødderne og havde ikke det klassiske nummer 1. Han bar nummer 8 på trøjen – som han var en af de 11 på holdet, ikke eneren. Oprindelig fik han 8-talet ved VM 1974, fordi hollænderne valgte at nummergive alfabetisk efter spillernes efternavn. Cruyff dog selvfølgelig undtaget.

Den lidt ældre læser vil måske også huske, at den argentinske VM-målmand i 1978, Ubaldo Fillol, bar nummer 5 på trøjen. Igen et resultat af alfabetisk nummergivning, der gjorde målmanden til en som de øvrige spillere.

Det blev dog aldrig trenden på den lange bane. Målmanden forblev eneren, den spiller som oftere ville blive husket for sine fejl end for sine redninger.

I det fodboldsyge Brasilien sagde et gammelt mundheld “To be a goalkeeper, you must be either mad or queer”. Det trak sine spor igennem generationer af mislykkede brasilianske målmænd.

Man elskede angriberen, man elskede midtbanedirigenten og sågar den elegante forsvarer. Men respekterede ikke målmanden.

Moacyr Barbosa stod i det brasilianske mål, da de spillede VM-finale på hjemmebane i 1950 mod Uruguay. Han var talentfuld, spillede altid uden handsker, og nød en pæn respekt allevegne trods sin mørke hudfarve.

Det var inden finalen, hvor han lavede en fatal fejl.

Stillingen var 1-1 langt inde i 2. halvleg, da uruguyanske Ghiggia snød en forsvarer og skød på mål.

Barbosa fejlbedømte situationen, forventede et indlæg og blev fanget ude af position. Bolden strøg i mål og Uruguay vandt 2-1 på selveste Maracanã, i Rio, hvor Brasilien selvfølgelig altid vandt.

Hjemmeholdet havde taget titlen for givet på forhånd. Brasilien blev kastet ud i fortvivlelse og kastede sig samtidig over Barbosa. Han blev syndebuk for nationen og ydermere indlemmet i den almindelige “folkesandhed”, en sort mand ikke kunne stå på mål. For Brasilien.

Barbosa tog skammen med sig til sin dødsdag i 2000. Samme år debuterede Dida i det brasilianske mål, som første mørke mand mellem stængerne i 50 år.

Det bør også tilføjes at Brasilien i de seneste 20-25 år har eksporteret mængder af dygtige målmænd til Europa. Forestillingen om det brasilianske målmandskompleks er for længe siden aflivet.

Modsat stakkels Barbosa er især en målmand altid blevet husket for en særlig redning – stadig omtalt som “verdens bedste redning”.

Gordon Banks stod i målet da England mødte Brasilien i en gruppekamp ved Mexico-VM i 1970. Efter et perfekt indlæg sendte Pelé et hårdt hovedstød ned nær den højre engelske målstolpe. Efter sigende skreg Pelé selv “Golo!” stensikker på sin scoring. Men Banks fløj ned og fik bolden vippet op over overliggeren. Bagefter erklærede han som Pelé, at han var sikker på at bolden var gået ind.

Trods redningen vandt Brasilien kampen 1-0 og blev senere verdensmestre med et sprudlende offensivt hold foran en lidt svag målmand.

For Banks blev redningen en slags ultimativ primetime. Han havde stået i målet, da England blev verdensmestre 4 år tidligere på hjemmebane, og forblev Number One frem til 1972.

En tragisk bilulykke gjorde ham blind på det ene øje og selvom han vendte tilbage til topfodbold, nåede han aldrig sin tidligere form igen.

En vis Peter Shilton trådte istedet ind i det engelske mål og blev der de næste 20 år. Cirka.

Actually, most major football nations seem to think they have a unique tradition of goalkeeping and it would perhaps be truer to say that England consistently produced good goalkeepers of the sort it admired. Which is to say, goalkeepers who were safe and reliable and, as though by right of birth, escaped that terrible foreign habit of flabbing at crosses.

Jonathan Wilson har en fortid som Guardian-journalist og skaber af fodboldmagasinet The Blizzard.

Han har efterhånden skrevet en pæn flok af meget roste fodboldbøger, “Inverting the Pyramid” fra 2008 (på dansk: fra “Fra pyramiden til 4-4-2”) om fodboldtaktik og selve spillets historiske udvikling, og “Behind the Curtain” fra 2006 som er en rundtur i østeuropæisk fodbold.

Det er en fornem ballast, der skinner igennem, og i “The Outsider” kommer Wilson vidt omkring. Fra Sydamerika til Afrika – videre mod øst – og centraleuropa. Manden har et enormt udsyn på sine skriverier (erklæret Sunderland-fan! *Gisp*).

I øvrigt er denne bog funklende ny. Udkommet december 2012. Så den fås duftende af tryksværte via ex. amazon.com.

Wilsons udsyn indfanger selvfølgelig også Peter Schmeichel. Det ville være mærkeligt andet. Schmeichel var en giant blandt målmænd fra 1990’erne. Sikkert også den bedste i verden omkring EM 92.

Wilson trækker et par senere målmænd som tyske Oliver Kahn og stadigt aktive Gianluigi Buffon fra Italien ind i samme kategori. De fysiske kæmper, der var trimmet til mindste mavemuskel. Store og stærke – og med en enorm karisma. De kunne dominere meget mere end deres felter mentalt.

Gianluigi Buffon fandt sin store inspiration til at blive målmand hos Thomas Nkono, Camerouns førstevalg mellem stængerne ved VM 1990. Lidt pudsigt i betragtning af Italien har en historisk stolt målmandstradition. Hans eftermæle vil formodentlig også tale om en enorm loyalitet. Buffon tog Calciopoli-skandalen og hele degraderingen i 2006 med Juventus. Han kunne nemt have fundet en anden arbejdsgiver, ex. i Milano.

Oliver Kahn vil for altid stå som træansigtet, der pludselig bedrog sin højgravide kone til fordel for en meget yngre blondine. VM-finalen 2002 klæber også til ham. Det blev hans dårligste kamp i turneringen – og der skal nok være en eller anden tysker der altid vil bebrejde ham den brasilianske 2-0 sejr. Om ikke andet vil han selv gøre det.

Peter Schmeichel vandt ikke bare EM 92. Han blev løsningen på Manchester Uniteds årelange målmandsproblemer og dermed nøglen til et gyldent årti, kulminerende med Champions League-sejren i 1999.

Han indtog helt straffesparksfeltet på Old Trafford og ud over en enorm udstråling, blev hans lange udkast en integreret del af spillestilen. Et meget direkte kontravåben med hurtige fløje som Ryan Giggs og Andrei Kanchelskis.

Men som Wilson også konstaterer, Schmeichel kom fra et land helt uden målmandstradition. De færreste ude i verden vil falde svime over navne som Ole Qvist eller Henry From.

… most non-Danes asked to name a Danish keeper before Schmeichel, if they could come up with anybody, would name Niels Bohr..

Den berømte fysiker var målmand på det danske sølvhold i 1908 – OL i London.

Wilsons pointe er helt korrekt, og skal ikke modargumenteres.

Men i et lemfældigt – og vemodigt – øjeblik kan jeg ikke lade være med at tænke på Birger Jensen.

Birger Jensen, B1903
Birger Jensen, B1903

Ældre københavnske fans med rødder i B1903 – og/eller Liverpool-fans – vil sikkert huske ham. Vi taler 1970’erne.

Han blev et stort navn i Club Brügge hvor han begyndte sin udlandskarriere i 1974.

Hans største kamp var Mesterholdsfinalen på Wembley i 1978, hvor han stod som et bolværk for underlegne Brügge, mod et fremstormende Liverpool der i sidste ende sikrede sig en 1-0 sejr og sin anden europæiske titel i streg.

Jensen fik aldrig en stor landsholdskarriere, kun 19 kampe i alt – trods åbenlyse kvaliteter.

I 1979 kom han på kant med den nye landstræner Sepp Piontek. Af “disciplinære årsager”, som det hed.

Han var en af de spillere der førte an på drukturene som også var en del af 70’ernes landsholdssamlinger. Og dem ville Sepp Piontek som noget af det første til livs.

Jensen røg ud og ind kom et par hjemlige målmænd med noget mindre prangende karrierer, tømreren Ole Kjær fra Esbjerg og senere politibetjenten Ole Qvist fra KB.

Et sidespring – en afrunding på bogen “The Outsider”. Den er formidabel læsning, du begår en målmandsfejl for livet hvis du ikke læser den – og som allerede nævnt – den er nærmest frisk fra trykken.

Derfor når Wilson at pejle målmandstrenden 2012 nogenlunde ind. Fra de mindre fysisk volumniøse typer som Iker Casillas til de mere ranglede som Joe Hart og Hugo Lloris.

Bemærk i øvrigt hvor få af de engelske topklubber som har engelske målmænd mellem stængerne. Det er kun Manchester City i skrivende stund. Ellers har vi en tjekke, en franskmand, en polak, en spanier, en amerikaner etc.

Målmænd har ikke så meget med engelsk fodbold at gøre. I Sunderland har de i øvrigt en belgier.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s