Jeg ved ikke om man kunne kalde det en forløsning mandag aften i Farum. Det var i hvert fald en lettelse og en ubeskrivelig behagelig følelse af at et spøgelse fra sidste sæson blev jaget på porten.
Nu ved jeg udemærket godt, at intet mesterskab er vundet endnu. Men sejren var nok forårets vigtigste skridt – i betragtning af de uger der gik forud. En påske der kun bød på sølle 1 point i 2 kampe og den uafgjorte hjemmekamp mod Odense. Vi skal langt ned i historiebøgerne for at finde ringere københavnske påskeresultater.
Særligt de to jyske udekampe blev præget af – hvad man høfligt kunne kalde – uinspirerede indsatser. Det kunne sagtens give påmindelser om sidste forår, et stort pointforspring der langsomt blev formøblet af et mere og mere rådvildt hold.
Det skete så ikke. I stedet blev det FC Københavns 3. sejr af 3 mulige i denne sæson over de lokale nordsjællandere. Ironisk nok i en langt ringere kamp end den tilsvarende som vi tabte samme sted i Farum for cirka et år siden. Men heldet var vendt rundt – og denne gang kom Farum til at lave de dyreste fejl. Okores skævert af et forsøg på at sparke bolden væk, takker vi kun for. Cornelius kunne klinisk score sejrsmålet til 3-2.
Sejrens vigtighed bliver understreget af stillingen. De indbyrdes opgør mellem de 2 klubber bliver direkte afgørende for mesterskabet. Formodentlig (og forhåbentlig!). Billedet var det samme sidste sæson. Dengang vandt Nordsjælland 2 af de 3 indbyrdes opgør og det blev akkurat nok til at overhale os i den triste maj-afslutning.
Fokus på mandagens kamp fortæller også, at de var den ringeste af de 3 sæsonopgør.
Det peakede klarest – i min hukommelse – i det tidlige efterår. I september med 2-1 sejren. Sjovt nok med næsten de samme målscorere som forleden. Vetokele og Cornelius (mandag tilsat Sigurdsson). Det vi oplevede den lørdag aften i september var en kamp med internationalt snit. En kamp med intensitet, tempo, og flot spil (og på en glimrende bane!)
Mandag aften var der mest intensiteten tilbage. Mængden af fejlafleveringer, glidende spillere, og generelle misforståelser overskyggede det meste andet. Det gjaldt begge hold og der skal nok være den onde tunge der vil give skylden til netop “plastikbanen”.
Kunstgræsunderlaget virkede ikke som det begunstigede nogle af holdene. På forhånd frygtede jeg egentlig ikke, at København ville få store problemer. Alt andet lige passer spillestilen fint nok til et hurtigt underlag – det var assistenttræner Brian Riemer i øvrigt ganske enig i.
Problemer fik København heller ikke – i hvert fald ikke flere end hjemmeholdet, der ellers gerne besynger “plastikbanen” og kunne prale med en statistik der hed “ubesejret” på hjemmebanen siden græsunderlaget blev fjernet. Lige indtil mandag aften.
Allerede i vinters fik Farum-banen dumpekarakter fra de øvrige klubber. Mandag aften overbeviste den vist heller ikke mange. At den hele tiden har været et skalkeskjul for, at Farum ikke har villet smide penge i et varmeanlæg til en rigtig græsbane står vel også tilbage som en del af regnestykket.
Nu fik den nye nordsjællandske rødvinsbaron og klubejer Allan K. Pedersen i hvert fald pralet gevaldigt med at der blev spillet fodbold hele døgnet på banen i TV-programmet “Fodbold uden Filter” i søndags.
Jamen fint nok. Det gør man også på kunstgræsset på Peter Bangs Vej, jeg tror så også at de fleste større klubber ude i verden vil foretrække at have et stadion som kun er til de professionelle førsteholdskampe. Og ikke bliver brugt til hverken junior, dame eller oldboys-bold også. Det er ikke kun et spørgsmål om vedligeholdelse, men nok så meget om pleje af sit primære produkt.
I øvrigt var det i samme TV-program at rødvinstuden fik sendt en sviner til vestegnen. Ganske morsomt og han havde i hvert fald den pointe, at Superligaen principielt er ligeglade med om Brøndby rykker ud eller ej. Indtil der skal forhandles TV-penge næste gang i 2015.
Og skal jeg lige sige det klart: rykker Brøndby ud, så er det ikke værre end da AGF gjorde det. Endda 2 gange. Eller KB i 80’erne. Verden går bare videre. Det gør Superligaen også.
Det nuværende Brøndbyhold er nærmest en halv kopi af det HB Køge-hold som rykkede ud i foråret 2012. Sportsligt er de ikke blevet meget bedre med spillere som hedder Antipas og Makienok, og træneren er stadig Auraen, som han var det engang i HB Køge.
Rent personligt vil jeg heller ikke undlade at skraldgrine. Selvom vældig mange, spillere, trænere, og ledelse fra København, været ude i den politiske korrektheds navn og erklærer det synd, ja ligefrem et tab, hvis Brøndby rykker ud. For os fans har skadefryden altid været en del af gamet.
Bliver vi ved det sportslige, kan man efterhånden sige at Farum har overtaget udfordrerrollen. I første halvdel af 00’erne var de direkte kampe mod vestegnen mesterskabsafgørende opgør.
Livet går med andre ord videre og Parkens Sportmaster-tribune undgår at blive brændt ned igen foreløbig, hvis de rykker ud.
Tilbage til København. Det spillemæssige forår. Nej det kører ikke rigtigt. Målene rasler ind på samlebånd og ind imellem har det virket som holdets bedste motivationsfaktor er at komme bagud i kampene.
Vi har spillet 7 kampe i foråret og har lukket mål ind i dem alle. I 6 af kampene har vi været bagud. En enkelt gang uden at komme tilbage. 0-1 i Silkeborg.
Man kunne tro at forklaringen befandt sig i stor udskiftning i bagkæden. Ingenlunde. Vi har spillet med stort set samme matchup i alle 7 kampe. Fra Wiland (en enkelt undtagelse indtil mandagens uheld) til Stadsgaard/Sigurdsson i midterforsvaret til Lars J. og Bengtsson på backerne.
De burde med andre ord være sammenspillet og efterhånden have den nødvendige interne forståelse. Problemet kommer formodentlig også fra positioner længere fremme i banen. Maskinrummet på midten. Vi har været der før – det fungerer bare ikke optimalt.
Man kunne sagtens stirre misundeligt mod Nicolai Stokholm og Farum. På mange måder er han indbegrebet af den type vi mangler.
Indpiskeren, styrmanden, der både arbejder defensivt og offensivt. Manden er lige blevet 37 år og har nærmest aldrig været bedre. Og så er han befriende bramfri i sine kommentarer. Ikke noget pis.
Træner Jacobs udtaler sig også gerne positivt om ham, og havde ham som topkandidat ved Tipsbladets kåring af efterårets profil i vinters. En afstemning som en anden Nicolai i øvrigt vandt.
Men Stokholm skal selvfølgelig ikke til FC København. Alene fordi det vil være en meget kortsigtet investering, mandens alder taget i betragtning. Vi skal ud og finde en yngre klon af ham.
Og vi har desværre ikke tid til at fremavle ham selv – det skal gå hurtigt. Vi har kun til medio juli.
Mange ord. Tid til musik. Roskilde Festivalen præsenterer i aften torsdag sin endelige line-up. Et af de navne der allerede er sat på plakaten er denne 19 årige gut fra Nottingham.
Jake Bugg – Bob Dylan på britpop. Jeg glæder mig.
Saxo's semiprivate sjatter 