Jeg elsker sgu Roskilde

roskilde13
Skribenten forfølger sit spor foran Odeon (Lila foto)

The Roskilde Experience – på sin vis er det klassisk, man synes egentlig ikke at festivalprogrammet er noget at skrive hjem om.

Decideret slattent var vel en god karakteristik. På forhånd.

Alligevel er jeg kommet hjem med en håndfuld fede koncerter i bagagen.

Roskilde lykkedes med et eller andet – igen – som stadig rammer os ældre festivalgængere, der som udgangspunkt i den grad vælger af kærlighed til musikken. Mener vi selv.

Når man først er der, og stille og roligt rulles ind i stemningen, driver rundt mellem scenerne, får sig en øl i solen, hilser på gamle venner, skal jeg være den første til at erkende at der egentlig ikke er noget sted man hellere vil være.

Jeg havde mine tanker først på fredagen, kunne altid pendle til København og komme tilbage lørdag eftermiddag. Hvis og såfremt. Særligt fredag var programmet ganske sløjt. Gu fanden nej!

Den virkelige positive overraskelse fik jeg fredag nat. Efter Rihanna-koncerten som egentlig var bedre end jeg forventede.

På en skala fra absolut imødeset møg til et hæderligt ‘Um-brrrel-la’, var den nærmere det sidste. Frem for alt virkede det som hun selv nød det hele mellem præ-indspillede stemmesløjfer og minutiøs scenekoreografi.

På sin vis tror jeg Roskilde-arrangørerne har ramt rigtigt med at forsøge at trække et stort POP-navn til Orange. Scenen har haft sine kvaler, særligt de sidste år, og at se Black Rebel Motorcycle Club forsøge at opfylde den søndag eftermiddag i bagende sol, gjorde nærmest bare ondt i hjertet. De hører hjemme i en mørk kælder i New York, ja! Ikke på Orange.

Men den virkelig positive – for at vende tilbage – hedder Crystal Castles på Arena. For satan en koncert den canadiske duo (trio til lejligheden med en fabelagtig trommeslager) præsterede. Total elektronicamanisk. En spirrevip af en sangerinde, Alice Glass, drønede rundt på scenen og fik vist røget noget der lignede en hjemmerullet joint eller to. Mellem dunder og dans.

BBC har beskrevet en koncert med bandet således; “to be cast adrift in a vortex of deafening pain without a safety net. You get the feeling you could do anything in the world, but that ‘anything’ would ultimately mean nothing. Crystal Castles marks a nuanced emotional territory that dance music never covered before.”

Lidt af herligheden præsenteres her i sangsamarbejde med Robert Smith fra The Cure.

Lad mig resummere et par andre koncerter i vilkårlig rækkefølge fra de personlige huskeskuffer.

Calexico skuffer sjældent. Heller ikke på en doven søndag aften, hvor meget af festivalen er på vej hjem. De spillede det mexicanske kort og fik skabt en lille mariachi-fest i og omkring Odeon. Man går aldrig helt forgæves.

roskilde13-2
60.000 i 3D foran Orange (Lila foto)

Det var lige inden Kraftwerk lukkede og slukkede på Orange Scene. Dem skulle jeg bare se, for gammel venskab og glæders skyld. De leverer mere et koncept end en koncert, men søndag aften var det bare nærmest himmelsk perfekt. Med 3D-effekten på storskærmen bag de aldrende herrer. Bedstefædre i spandex, for at citere en veninde. Tysk perfektion til mindste detalje. Den sad lige i øjet!

Jake Bugg var torsdag aftens eneste højder for mig. Birminghams Bob Dylan virkede oprigtigt overrasket over jublen. Igen Odeon. Det telt er på en eller anden måde blevet festivalens nye sjæl. Dels får arrangørerne placeret mange gode navne i det telt, John Grant kan tilføjes blandt allerede nævnte, og dels er der bare noget oprindelig Roskilde-stemning i en scene, der heller ikke er helt lille, og fungerer uden sikkerhedspiten foran Arena. Du kan møve dig helt frem eller lade være.

På forhånd kunne man spekulere i om The National kunne rumme Orange Scene. Det var lørdag aften, nærmest i bedste sendetid lige før Metallica.

Det kunne de. De leverede et brag af en koncert, der fik sangeren Matt Berninger til både at smide en flaske hvidvin og selve mikrofonforbindelsen i sin iver efter at kravle rundt ude blandt publikum. Det sidste indikerede vel, at de ikke helt passede til scenen på samme vis som efterfølgerne Metallica, men det fede var, at de, bandet og han Matt Berninger gav fanden i det. Og hvor spiller han dog en hamrende fed spade, Aaron Dessner!

Af øvrige koncerter kan nævnes, nå ja, Metallica. Jeg kommer aldrig videre end det sorte album, men deres evner på en stadionscene er uovertrufne.

En time senere fangede jeg mig selv stå og vugge hofterne til et colombiansk salsa-orkester foran Cosmopol-scenen. I skrivende stund kan jeg ikke huske navnet, men det overlever vi begge nok. Det var blot The Roskilde Experience! Inden Chase & Status væltede Orange ud i natten.

Danske When Saints Go Machine spillede en fremragende pendant til Crystal Castles og gjorde søndag morgen meget lysere end den allerede var.

Jeg takker for underholdningen, Roskilde – og vender hjertensgerne tilbage.

Nøjagtig som jeg vil vende tilbage og vente på dig, Carsten V.! For tiden er snart knap til Superliga-starten. Den er ikke helt glemt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s