Han er kommet hjem

Il Salvatore
Il Salvatore

Lettelse, en ubeskrivelig lettelse. Det er vel de bedste ord at sætte på følelserne, da første sms dukkede op lidt i 17 onsdag eftermiddag.

Ariël raus, Ståle ind, pr nu. 

Han kommer hjem igen, den skaldede, han kommer sgu hjem.

Jeg kneb næsten en lille tåre og hørte allerede hans fistelstemme gjalde over Parken.

Endnu vigtigere, det var som væggen af al den modløshed og apati, der havde sneget ind fra sæsonstarten, bare væltede i et hug. Fældet af et solidt norsk hammerslag.

Forfanden hvor har det været trist at overvære. Fra de første runder ovre i Jylland til første hjemmekamp mod Randers.

Allerede efter den kamp havde jeg det sådan, at Ariël Jacobs bare måtte væk. Jeg var eddikesur og træt af det hele. Den gik ikke længere. Det var ikke FC København mere.

Istedet så vi et hold der faldt fuldstændig sammen, et hold der slet ikke formåede at trykke sin modstander i bund, som ikke havde en nødplan når spillet ikke kørte. Et hold uden forsvar og fart i opspillet.

Heltnormal hos Politiken morede sig og legede Jesper Grønkjær for en stund:
Og har I set det tempo, FCK spiller i nu? Man kunne jo lave en treretters menu på den tid de er om at starte et kontraangreb.

Vi hørte det fra modstandernes spillere som Thomas Augustinussen i Aalborg: FC København manglede helt en plan og spillede alt for langsomt.

Og han havde irriterende ret. Vi kunne sagtens se det.

Andre fulgte op. Randers-spilleren Jonas Borring udtalte at der manglede noget i spillet hos de forsvarende mestre – ja en plan, kunne man næsten supplere igen.

Samme plan som havde været fraværende i hele foråret. For der var heller ingen.

Den lange vinterpause, som burde have givet arbejdsro og muligheder for Jacobs til at indarbejde sine idéer, havde nærmest sendt holdet ned i et dybt hul i stedet. Der var intet spilkoncept, der var intet alternativ til Cornelius’ fysik eller Nikolai Jørgensens individuelle indfald. Intet fælles fundament.

Snak om manglende motivation og mesterskabet der var sikret, intet andet end dårligt spin, de nøgne tal bagved blev ikke barberet væk.

Heller ikke efter det blev en ny sæson og man “naturligvis” ikke kunne drage paralleller fra foråret til den jammerlige sæsonstart efter sommerpausen.

Tallene står der stadig for 2013. 4 sejre, 8 uafgjorte, og 6 nederlag.  Vi har i skrivende stund spillet 18 kampe i kalenderåret 2013. Vi har vundet 4 – alene de 3 helt tilbage i marts måned. Og som sikkert ganske bekendt, den seneste sidst i april på plastikbanen i Farum.

Det er uhørt ringe. Et københavnsk flashback til 90’erne.

Mesterskabet blev reelt først sikret i 4. sidste spillerunde i foråret. Efter 0-0 ude i Brøndby. På det tidspunkt var stimen af manglende sejre allerede ved at bygge sig op – 3 på stribe der og i øvrigt anden 0-0 i træk.

Derefter gik det helt galt. Selv ikke “festkampen” mod en flok sønderjyder der intet havde at spille for i sidste runde, formåede holdet at vinde.

Nej det var ikke de 5 kampe alene i den nye sæson. Det er sgu helheden, det er alle 18 kampe og læg dertil gerne en pauver europæisk indsats i efteråret, for så forvænte kan vi sagtens tillade os at være.

Det var alt dette der gjorde at Ariël Jacobs ikke skulle overleve som træner i FC København. I mit hoved og ganske mange andres.

Der har så været arbejdet hurtigere i kulissen end vi andre udenforstående fik indtrykket af.

Hvis man skal tro på hvad man læser i diverse medier (det skal man ikke nødvendigvis), begyndte forhandlingerne om Ståles genkomst i FC København allerede for en uge siden. Med andre ord før kampen mod AGF. Oprindeligt med planen at han skulle overtage i sommeren 2014.

Om det var AGF-kampens spillemæssige apati der ændrede billedet, kan man kun gætte på. Han trådte i hvert fald pludselig ind ad døren i Parken igen. Den skaldede nordmand. Onsdag eftermiddag. Som omkvædet fra en gammel Kliché-sang:

findes der en mand der kunne tænkes at tænde
findes der en mand der kunne tænke sig at tænde

stjernerne i vores øjne

Han tændte dem igen onsdag aften. Over alt i gamle København.

Jeg ved sgu godt, at problemerne ikke bare forsvinder som dug for solen med et åbent ormehul tilbage til 2011.

Spillerne er de samme – og der mangler stadig 1 eller 2 nøgler, af den slags som Jacobs aldrig fik råbt højt nok efter. Måske fordi han overvurderede evnerne hos sportsdirektøren.

Jacob er givet en flink og venlig mand. Han var også firmaets mand, den karakteristik gav de belgiske journalister ham allerede med i kufferten for et år siden.

I virkeligheden begyndte hans problemer måske der. Han råbte ikke højt nok – i forhold til indkøb og ændringer i spillertruppen.

Han tog det der var ved hånden og det gik jo fint hele efteråret. Sådan da. Men værktøjskassen blev tømt, han havde ikke flere “cornelius’er” at hive frem. Og tilsyneladende heller ikke rigtig opbakning.

Sportsdirektøren på pressemødet forleden:
Vi evaluerede foråret og lavede en plan for sommeren og efteråret med Ariel. Vi er ikke en svækket klub. Men der er nok en pointe om, at Ariel ikke fik den optimale opbakning. Jeg vil sige, at det handler om – når man er i en dårlig periode – at den er så kort som mulig. 

Verdens ensomste mand - nu måske ikke helt så ensom længere.
Verdens ensomste mand – nu måske ikke helt så ensom længere.

Han forklarer sig ikke nærmere, sportsdirektør Carsten V. Jensen. Det gør han sjældent.

Jeg kender folk, der fyldes til randen med serbokroatisk raseri, blot CV nævnes. Selv er jeg en anelse mere pragmatisk, og konstaterer blot at han på forbløffende vis igen redder sin røv.

En forfejlet træneransættelse, et par kolossale transfer-kiksere i størrelsesordenen 40-50 mio i et forsøg på at erstatte et par bærende spillere for 2 år siden, ingen af dem slog til, samt et mislykket forsøg på at blive træner, jovist, men han sidder der stadig.

Reelt reddet af Jacobs sidste sommer. Denne gang gør Ståle det så.

Ingen kan rigtig lide Carsten V. Jensen, han virker altid lidt forknudret foran kameraerne og udtaler sig ofte på et bogholdersprog som efterlader folk med et indtryk af at manden aldrig siger noget som helst af betydning.

Men han er en survivor af rang og så må man give ham, at han ene mand over et par sæsoner har forsøgt at holde en sportslig fane højt overfor en bestyrelse, der næppe har haft andet for øje end at tælle sine aktieposter.

Alene Ståles personlighed er en enorm styrkelse af den sportslige sektion i klubben. Det ved CV selvfølgelig også. Derfor er han formodentlig også en ganske lettet mand nu.

Med Ståle har han fået en træner, der kan råbe og skrige. Særdeles højt og ganske skingert.

Og Ståle kan motivere sine omgivelser – her og nu. Det er der behov for hele vejen fra inderkredsen omkring bestyrelsesbordet til øverste sæde på A-tribunen i Parken.

Han siger det selv, FC København betyder noget særligt for ham. Hans “hjerteklub” i bogstaveligste forstand. Der vil altid være et tæt bånd, grundet nogle begivenheder en formiddag i marts for snart længe siden.

Ståle er vores Mourinho, har jeg hørt nogle kvække i det fjerne! Senest Jesper Grønkjær. Whatever…

Nu er han kommet hjem igen. Har fået sine ar ude i den store verden, fortjent eller ej, men er hjemme nu. Fra Köln til Wolverhampton. Vi kan så prise os lykkelig for, at han har en familie der også er forelsket i byen København. Det gør det hele nemmere. For alle parter.

Vi har fået en træner, der kan gøre en forskel i Champions League, sagde sportsdirektøren kækt på pressemødet forleden.

Ståle gør i hvert fald at vi kan tro på, at der må være en grund til at vi er der.

Og først og fremmest bliver udsigten til endnu en søndag til at holde ud igen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s