Old hippies never die, they just trip away

Psilocybe_semilanceata_250px
En svamp på Lolland-Falster?

Blæst ud af Istanbul. På røv og albuer. Yderligere ord er egentlig overflødige.

Jeg gør en undtagelse denne gang og dropper fodbolden og FC København. Intet interessant fra Bosporus og strædet omkring. Kampen nåede aldrig i nærheden af at blive fair.

Istedet tager vi en stille tur til pladehøkeren. En magelig søndag eftermiddag eller en travlere mandag. Der lugter nemlig lidt af ny vinyl.

En grammofonplade og sort retro, der skal dyrkes. I mere end en forstand.

Jeg så en spids nøgenhat i græsset
den vokser hvor dyrene er frie
(Fra ‘Spids Nøgenhat i græsset’)

Jeg faldt over dem lidt tilfældigt for et års tid siden. Bandet Spids Nøgenhat. Formodentlig vældig sent, for de fritidsdebuterede allerede for 12 år siden med kultskiven”En mærkelig kop te”.

Jeg har allerede glemt forbindelsen, men måske var det fortolkningen af det gamle Røde Mor-nummer ‘Lil’ Johnnys mund’ eller Gasolin-traveren ‘Langebro’. Begge er numre som jeg er kommet til at elske som noget af det fineste danske rockhistorie fra barneværelsets top 30 og hitlister i transistorradioen.

Dansk rock med danske tekster. Og reelt med reference til ham der Eik Skaløe, der egentlig begyndte det hele da pigtrådsmusikken for alvor fik hippiehår og euforiseret poesi.

Jeg indrømmer at jeg blev født ind i punken og den sorte sol, de tidlige 70’ers musik var egentlig no-go territorium (bortset fra enkelte undtagelser som David Bowie) indtil jeg nåede den modne side af de 25 år. Det var enten forældet hippiemusik, kvalmende symfoniske rockfusioner eller trættende politiske paroler.

Men hellere sent end aldrig! Old hippies never die, they just trip away.

Spids Nøgenhat. Selve bandet er et sammenrend af fritid og fornøjelse. Baby Woodrose og On Trial. Gamle venner. Lorenzo, Märkbar og Vesterbro. Syregrønne fornøjelser og en ædel kærlighed til årgang cirka 1970.

Der blev dog også talt om en helt legendarisk Roskilde-koncert. En lørdag aften som alle ved deres fulde fem husker. Sommeren 2011.

København druknede i tropiske oversvømmelser og ude på festivalen lynede og tordnede det, mens Arctic Monkeys gjorde sig færdig på Orange.

Derefter gik det for alvor galt. Regnmængdernes omfang så man først inde i byen mange timer senere, fortovene var bogstaveligt skyllet væk.

Ude på festivalen havde Spids Nøgenhat spillet sin koncert oven på skybruddet, og nej jeg var der (desværre) ikke. Men dem der var, glemte det ikke.

Koncerten blev foreviget på bandets anden udgivelse – “De sidste her på jorden” fra 2012.

Efter sigende blev publikum hængende ved Pavillion-teltet og sang omkvædet igen og igen i 45 minutter efter selve koncerten var slut, alt imens bandet måtte pakke sammen tvunget af festivalvagter. Er vi de sidste her på jorden, et passende og relevant spørgsmål oven på naturens rasen.

photo
Sort som kaffe og vinyl

Ja, Spids Nøgenhat, min ven. De kommer med fred – denne gang uomtvisteligt. Og så rammer vi udgangspunktet igen. Et lækkert stykke sort vinyl.

Der er 8 numre på deres dugfriske album “Kommer med fred”. 7 egne kompositioner og et styk genbrug fra den musikalske hovedkilde. Den danske rockscene omkring 1970. Lidt før og lidt efter.

Mand! Kan du ikke se?
At jeg kan se lige igennem dig!
Mand! Kan du ikke se?
At du er lisså gennemsigtig som mig…

Eposet ‘Den gennemsigtige mand’ er forfattet af den gamle Christiania-hippie, Hans Vinding. Han døde i 1999. Ganske underkendt for sine dansksprogede, ofte fortællende, tekster, Nummeret har sin oprindelse i bandet Hyldemor og deres 1978-album “Glem det hele”. Læs i øvrigt Kim Skottes glimrende anmeldelse i Politiken fra i vinters.

Genfortolkningen af Vinding er dog langt fra signatursangen på albummet. Den falder naturligt ind i en helhed der åbnes med sangen ‘Mere lys’. Tag øjnene af og læg dig ned inde i dit eget sind. Mere lys, mere kærlighed, mere frihed.

Allerede for et par måneder siden udkom singlen ‘Lolland Falster’ som en slags teaser for herlighederne. I bandets ånd er det en hyldest til et stykke udkantsdanmark, hvor hampen kan få lov til at gro i fred.

Mens husene står tomme og marker ligger brak
lægger jeg kun sedler og siger mange tak
så flet dit polske hampesejl
og se hvor flot det står

Mens vestjyderne jamrer og klager og lobbyer og vil have flere tomme motorveje at køre ræs på, så er Lolland og Falster vel det ægte udkant. En hensygnende egn med tomme huse, manglende arbejdspladser og sociale problemer. Men også med en masse lækre grønne planter, hvis vi skal følge Woodrose og venner. Og det skal vi selvfølgelig.

Hyldesten til sydhavsøerne følges af nummeret ‘Lever vi nu?’. Et mere ekstistentialistisk tema bliver rullet ud i Lorenzo Woodrose’s stemme.

Ud over Valbys tage
I ekkomaskinens loop
I vores venners drømme
Lever vi nu?

Sangen blev min første personlige favorit, da jeg fik albummet lyttet igennem. En melankoli, tvivl, længsel, i det mørke der altid kalder på os. Den er nem at gribe. Der reflekteres over døden og tab, bandets lydmand Ralph døde sidste år. Samme Ralph optræder direkte i teksten på ‘Vand, brød og te’, med et indledende “Ja” som en slags svar på det hele.

Hele albummet har fedt guitararbejde fra Henrik ‘Hobitten’ Klitstrøm og Morten ‘Aron’ Larsen. Lead og ekko. Samtidig er der på en eller anden måde noget dæmonisk ved Lorenzo og hans stemme.

Det bliver stærkt på den messende ‘Jorden kalder’, der står som den perfekte psykedeliske hymne.

Fosforgule tårer
løber ned ad Gaia’s kind
Lys og lærkespore
Kun et spind af erindring
Jorden kalder, himlen falder

Den rammer langt mere plet end afslutningsnummeret ‘Fred’, der umiddelbart forsøger at slå samme psykedeliske toner an. Et kort mantra der gentages igen og igen og lidt østerlandsk mystik i melodien med fløjter i baggrunden. Nummeret falder genremæssigt ind i helheden, men står alligevel tilbage som det svageste af de 8.

“Kommer med fred” er et skønt album og drejer flittigt både på pladespilleren i stuen og via iPad’ens Spotify.

Og lad mig være din bedste ven
På vand, brød og te
Kærlighed og LSD 

Det er en ærlig hyldest til en særlig musikalsk tid, som de færreste af os efterhånden har oplevet på nærmeste hold. Men langt fra anakronistisk. På sin egen måde rammer det noget i 2013 også. Det er ikke ren retro, der er en ånd af åbenhed, reflektion og nysgerrighed.

Det er nok ikke helt forkert at historien opererer i cyklusser – og noget af den bedste rockmusik fra 1970 er ved at være brugbar inspiration igen.

Det handler om nysgerrighed og åbenhed. Mere lys, mere kærlighed, mere frihed, lyder det i omkvædet på åbningssangen.

Og ja, jeg elsker Spids Nøgenhat. Jeg køber helt deres fred, den går i hjertet. Du kan i øvrigt få “Kommer med fred” på kasettebånd også. Selvfølgelig, havde jeg nær sagt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s