I had a Dream Joe!, brølede sangeren Nick Cave engang for længe siden.
Vi var også en del københavnerne der havde en drøm sidste tirsdag aften. En sejr over tyrkiske Galatasaray. Set på den korte forhistorie, det hostende efterår, og første kamp i Istanbul var der ikke meget vi kunne klynge den op på.
Men drømme er til for at blive virkelige og Parken bliver totalt elektrisk af forventninger op til disse store europæiske kampe.
Det er med til at gøre det hele til en grum cocktail, selv for ganske stærke modstandere, og det kom tyrkerne også til at smage. Selvom de var ganske talstærke på tribunerne også.
Jeg skal ikke gøre mig vanvittig klog på, hvor godt styr der var på billetsituationen, men en del tyrkere fik adgang til Nedre C. Selvom det ikke helt var hensigten.
Et par stykker havde også klemt sig ind på ledige sæsonkortpladser omkring vores rækker. Men der er så også forskel på at være af dansk-tyrkisk – og være Gala-fan. Vores “gæster” godtede sig mere over Galatasarays nederlag end de virkede direkte beklemte.
Selve kampen fik en eksplosiv begyndelse med Daniel Braatens hurtige scoring.
En dobbelthælaflevering. Først spillede han Claude, som i sin tur vippede bolden videre til Gislason i frit løb ind i feltet og en flad aflevering tilbage til Braatens hæl.
Det var vel de bedste spillemæssige 20 minutter i årevis der fulgte, inden kræfterne sivede fra holdet. Det kunne sagtens være blevet 2-0 inden. Tyrkernes italienske træner, Roberto Mancini, så en masse Galatasaray-chancer og mente, at hans hold havde været uheldig.
Så mange åbne muligheder så jeg heller ikke i den 2. halvleg, der blev en af de længste jeg nogensinde har oplevet. Ikke at det overhovedet var kedeligt, det var bare frygtelig intenst.
Tiden stod i stampe. Hvert sekund blev til et minut af højspændt nervøsitet og man stod notorisk og talte dem. Først sekunder, så minutterne…
Det blev en taktisk forsvarskamp, der faktisk lykkedes fra københavnsk side. Lidt held skal man altid have, men Nikolaj Jørgensen ramte også stolpen, ligesom Braatens friløber helt overmatchede alle de muligheder som tyrkerne kreerede. Som det enkleste i verden kunne han havde spillet Jørgensen fri til åben scoring og de der 2-0 et par minutter inden pausen.
Det gik alligevel. Det hele gik. Og efter 1-0 sejren i tirsdags over Galatasaray kan vi næsten tale om en bastion. Det er 8 Champions League-gruppekampe uden nederlag nu. Benfica, Manchester United, Celtic, Rubin Kazan, FC Barcelona, Panathinaikos, Juventus, Galatasaray.
Vi glemmer lige at Chelsea vandt første 1/8-delsopgør i Parken i vinteren 2011. Statistik er som altid en taknemmelig størrelse og skabt til at blive manipuleret med. Du sætter rammen og tallene passer – og vi kan holde liv i drømmen lidt endnu.
I Esbjerg søndag eftermiddag blev det hurtig virkelighed igen. Efterhånden forbløffes man bare over de mange koncentrationssvigt Johan Wiland demonstrerer. De bliver mere og mere absurde og – de har allerede længe kostet adskillige points.
Er det ikke ved at være tid til at køre Jakob Busk i stilling? Han er godt nok kun lige fyldt de 20 år, men hvis alternativet på målmandsposten er en aldrende svensker der har svært ved at vurdere indlæg, taber langskudene, sparker bolden skævt i benene på stakkels Mellberg 2 meter væk eller bare losser håbløst skævt ud over sidelinien, kan jeg næsten bedre bære at Busk får optjent sine lærepenge nu i Superligaen.
Det gør det ikke nemmere at vi ingen rigtige angribere har. Ståle har i hvert fald ikke den store tiltro til dem.
Vetokele dur i Superligaen, men har i Champions League kun fået 2. halvleg nede i Istanbul. Ellers har han ikke spillet et eneste minut. Gamle Cesar Santin figurerer efterhånden kun som en evig joker på bænken.
De 2 nye fra sommertransferen er bogstaveligt helt væk. Pourie virker dog til at slås ihærdigt for sin chance og får sine minutter hist og pist, mens Fanendo Adi uden et ord er forsvundet helt ud af truppen den sidste måned. Rygterne siger, at han simpelthen er for doven.
Der skal vist handles seriøst i vintermånederne og måske finder klubben ligefrem en ny sportsdirektør midt i juleudsalget og begynder at opjustere igen. Der kommer trods alt en del i slanter i kassen efter Champions League-gruppespillet.
Det bliver måske en drøm for meget. Trods alt. Men jeg har alligevel en mere. At København forbliver ubesejret også efter sidste kamp i gruppen. Hjemme den 10. december mod Real Madrid.
Og lad så bare helvedet komme an. Endnu en landskampspause. 14 dages indædt tørke af stort set ligegyldige træningskampe mellem lande der enten har kvalificeret sig eller har mislykket.
Med et par enkelte undtagelser. Island skal til VM, jeg siger det bare. Ragnar og Rurik og hele banden.
Samme 350.000 indbyggeres miniputnation, Island, rummer måske også løsningen på vores angriberproblem – navnet er Kristján Flóki Finnbogason.
Sender selvfølgelig lige iskoldt Atlanterhav i blodet. Foreløbig har han spillet fast på vores ganske succesrige U19-hold, der har skrabet 6 points sammen i sine 4 kampe og holder 2. pladsen i samme Gruppe B mod de samme modstandere som de voksne møder.
Finnbogason scorede i øvrigt mod Galatasaray senest. En lille drøm at befri.
Og så var der ham Nick Cave. Han spillede i weekenden i Falkoner og det er der allerede skrevet og sagt mange kloge ord om. P6 Beats 6 timers lørdagsoptakt var helt vidunderlig (nap den som podcast, mand, du fortjener det).
2 koncerter over fredag og lørdag. I had a Dream Nick! Han skuffede såmænd ikke, men jeg ville bare gerne have hørt ‘The Weeping Song’.
Og således drømmer man jo gerne fra København… til Reykjavik og Torino og hjemmekampen mod Madrid i islandsk-kolde december… og så videre.
Saxo's semiprivate sjatter 