7, 11 og noget mere

tweet1
Tweets

Transfervindue. Man svælger i rygter, de driver ad ned ad digitale vægge som tårer ad en lastefuld fure, en sivende journalistgråd i ud natten.

Man kryber rystende ud over sengekanten, vifter tungt andefuglene væk og griber i stedet efter cola, panodil, og nattens sidste absolut tweet. Har du læst det, mand!? Har du set det?

Det er overstået nu. Det er blevet februar og over det meste af verden klappede vinduet i ved midnat fredag.

Sverige og Norge er undtagelser. De holder åbent to måneder mere, men er kun marginalt interessante og mest fordi de er en sidste salgsmulighed for overskudslageret.

Status i FC København: 3 mand ind, det faktiske regnestykker hedder dog 1 mand og 2 i mente.

Forskræppet på den grangiveligt største transferbombe herhjemme kom forleden.

Andreas Cornelius vil blive hentet tilbage til København fra walisiske Cardiff. Angivelig med et prisskilt på 27 mio. I betragtning af at salgssummen for et halvt år siden var omkring de 72 mio, må det siges at ligne en ganske god forretning.

Pipfugle
… og tweets

Er man lidt lidt i kvik i betrækket og det er vi naturligvis dagen efter handlen er endeligt bekræftet, kan man tale om et ganske givtigt lejemål.

Reelt har Cornelius ikke spillet mange minutter i Premier League – vel kun hvad der svarer til halvanden kamp på 7 måneder.

En længere skadespause gav ham en skæv start på hvad der ellers tegnede lovende.

Han er en typisk skandinav forstået på den måde, at han passer meget godt ind i engelsk fodbold. Han passer til vores spillestil, men han passer også ind uden for banen. Den måde, han taler på. Bare den dreng, han er. Han lærer stadig, men vi er sikre på, at vi virkelig har et virkelig godt talent her

Citatet er fra hans manager Malky Mackay. Det vil sige tidligere manager. Mackay blev fyret mellem jul og nytår efter længere tids kontrovers med ledelsen, og erstattet af norske Ole Gunnar Solskjær.

Samme Solskjær tabte hurtigt tålmodigheden med Cornelius. En halvleg forleden. Meget mere blev det ikke til.

Endnu kortere var lunten formodentlig hos den pengetosse der ejer Cardiff – malaysiske Vincent Tan (manden har bl.a. beordret både klubfarver og -logo ændret for at de bedre kunne afspejle den walisiske sjæl – 100 års blåt blev rødt for 2 år siden).

Sandheden om Cornelius er nok, at han aldrig skulle have været solgt. Han kunne sagtens have spillet et par sæsoner mere i Superligaen. 20 år gammel og en enkelt bragende succesrig sæson. Der var plads til mere.

Men når Cardiff, Mackay og Tan var gale nok til at smide 72 mio for knægten i sommers, kunne FC København umuligt ikke sige nej.

Han er tilbage og det er rigtig godt. Formodentlig uden det store ridser, men med lidt flere dun på brystet. I det der nu er blevet en rekordhandel. Superligaens dyreste spiller.

Jovist. Men jeg føler det egentlig bare, som han er kommet hjem. Det gør han forhåbentlig også selv.

Genistregen bag handlen giver jeg gerne til sportsdirektøren i denne sag. Godt set, Carsten V! Han fortjener lidt ros. Han har ikke haft det nemt de sidste par år, jeg har heller ikke altid været lige flink ved ham.

Det meste af januar havde været fyldt med Tippeliga, Ålesund-tur og den “norske” marokkaner Abderrazak Hamdallah. Angiveligt krævede nordmændene 25 mio for ham – om København var klar til at smide beløbet, vil stå hen i det uvisse.

En snarrådig CV fik sadlet om. I sidste uge, formoder jeg. Nordmændene blev sat på stand-by, da der pludselig åbnede sig døre i Wales, som ingen havde turdet at håbe på. Tan-tossen og Cardiff ville gerne handle med os igen.

Her kan vi så slå stregen. Cornelius bliver forårets eneste forstærkning og tager med på træningslejren i portugisiske Algarve. Truppen er yderligere suppleret med 19-årige Mads Aaquist fra akademiet. Han har været inde omkring førsteholdet tidligere – som højreback i et par træningskampe sidste vinter.

Højreback bliver en af de udfordrede positioner i fremtiden. Lars Jacobsens kontrakt udløber til sommer og spørgsmålet hvor mange flere sæsoner han har i sig. Det er formodentlig derfor at vi allerede har lavet en aftale med norske Tom Høgli. En potentiel afløser. Han kommer til sommer fra Club Brügge på en tri transfer.

En overgangsløsning. Christoffer Remmer bejler også til pladsen – som Aaquist.

Næste nummer 7 - en københavnsk "plæneklipper"
Ny 7’er – argentiner i sneen

Aftalen med nordmanden druknede nærmest i hele hypen omkring endnu en sommertransfer.

Franco Mussis. Den 21-årige argentinske midtbanemand, felt-til-felt-spiller, i følge Ståle, er vinterens suverænt mest eksponeret i københavnske kredse. Pris angiveligt omkring de 15 mio.

I ugevis har vi nærmest været med direkte online ved forhandlingsbordet i La Plata, myriader af tweets fra lokalkendte journalister, videresalgsklausul på 15% eller blev det 20%. Det virker heller ikke som hverken agent eller bestyrelse har holdt sig tilbage.

Derefter fulgte vi Mussis til lufthavnen, fik ham checket ind, fik ham boardet, fik rapporter om han var til kylling eller okse på flymenuen, sikrede at han mellemlandede efter tidsplanen i Frankfurt, og modtog ham i Kastrups bidende kulde onsdag eftermiddag.

Alt er gået efter planen. Rundvisning i Parken, besøg på Peter Bangsvej, lægetjek bestået, første autografer skrevet. Han taler selvfølgelig ikke et ord engelsk, men smiler venligt, og bruger en svulstig retorik der nok skal gøre ham populær hos store dele af den københavnske fanskare.

Han bliver god!
God ved børn og dyr!

Bemærkelsesværdigt at klubbens hjemmeside, ja naturligvis www.fck.dk,  bestemt ikke har holdt sig tilbage i løjerne.

Udmeldingerne omkring handlerne, ikke bare Mussis men også Cornelius, har været sjældent skråsikre denne gang. Selv dage før de var lukket og officielt bekræftet.

Ny stil – måske har CV fået selvtilliden tilbage og er ligefrem blevet en anelse kålhøgen (som salig Holmstrøm ville sige det!)

Jeg skal undlade at tolke videre. Så længe handlerne går hjem, er det fint nok at være lidt på forkant med bagkanten.

Overblik februar 2014: Ragnar Sigurdsson, Cesar Santin, og Marvin Pourie er væk. Sidstnævnte dog kun udlejet i foråret til belgiske Zulte Waregem. Michael Jacobsen er solgt til Esbjerg, efter endt lejemål i Farum. Samme Esbjerg vil ikke røre Pape Diouf længere – han skal nu forsøgsvis afskibes i det skandinaviske vindue i stedet. Formoder jeg.

Til sommer udløber kontrakterne for følgende spillere: TK, Bolaños, Braaten, lejesvenden Margreitter og allerede nævnte Lars Jacobsen. Læg dertil at Pierres kontrakt udløber januar 2015.

I det længere perspektiv kommer vi tilbage til de udfordrede positioner på banen. Mest akut bliver i skrivende stund venstre back og det centrale forsvar.

Desværre glippede forsøget på at hente Zanka hjem i dette vindue. Den virkede meget tæt på og skal man tro snakken, var det PSV Eindhoven der trak sig og smed handlen på køl. Indtil videre. De fik ikke den spiller, de ønskede sig som erstatning.

Fra københavnsk side lignede det ellers et fornuftigt køb og var den blevet landet igår eftermiddags, havde jeg gerne taget en runde med armene jublende i vejret. Jeg har stadig en god fidus til Zanka, og han kunne have lukket noget af hullet i forsvaret efter Ragnar.

Med andre ord lignede det et særdeles godt vindue. I stedet blev det moderat. Alene fordi det altid er irriterende, at vi skal vente et halvt år på 2 nye spillere.

Dernæst er jeg pænt usikker på centerforsvaret. Margreitter og Stadsgaard har ikke været i nærheden af Ragnars niveau. En skade til en aldrende Mellberg, vil gøre at vi ser meget tynde ud i bagkæden.

På den anden side er der rigelig tid nu. Det centrale forsvar og venstreback må stå øverst på listen. Zanka eller ej.

Erfaringerne på det sydamerikanske marked denne vinter viser i hvert fald, at den slags tager tid dernede.

… det længste forhandlingsforløb i mine godt 7 år på posten… (Citat: Carsten V.)

Der er vældig mange interesser involveret i argentinske fodboldsspillere. Men en venstreback kan passende hentes på de kanter.

Man har kontakterne dernede, har åbenbart scoutet solidt markedet i de lidt mindre klubber i Primera División. Klubber med unge talenter og klubber som vi realistisk kan handle med. Og rygterne løb jo lystigt igennem januar-vinduet, der har været andre spillere i kikkerten fra omegnen af Buenos Aires.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s