Jeg er, hvor jeg skal være

Det var nærmest et mantra i ugen op til sæsonstarten sidst i februar:

Vi er, hvor vi skal være!

Javel, Ståle. Nu ved vi udenforstående jo i sagens natur ikke, hvor de skulle være. FC Københavns spillere. Men de var ikke synderligt meget i Århus til sæsonpremieren. Slet ikke i slutminutterne.

Og de var absolut ikke i Parken ugen efter.

Granatchok og 1-5 på hjemmebanen i topopgøret mod midtjyderne. Sound of Silence.

Tilnærmelsesvis fysisk og åndelig tilstedeværelse kunne dog spores i Odense forleden, selvom kampen egentlig mest mindede om den i Århus. Særligt mod afslutningen.

Forårets første sejr. Det holdt hårdt. Men straks blev marts måned lidt lunere, solen begyndte at virke mindre problematisk, vintergækken vinkede, og man fik fornemmelsen af at cykle fløjtende på arbejde igen. Mandag morgen.

buskremmer
Rise and Fall of the Copenhagen Empire

Granatchok! Ja og det blev godt hjulpet på vej af den ringeste målmandspræstation, som jeg umiddelbart kan mindes at have set i Parken.

Og det er dog blevet til en del i årenes løb. Bare af vores egne københavnske slags.

Algimantas Briaunys, husker du? Han fik debut i Superligaen mod AGF i 1995. 1-3 hjemme og han så ikke heldig ud. Det blev kun til 1 yderligere kamp. Et par dage senere i det famøse 0-5 nederlag mod tjekkiske Hradec Kralove, som fik flere rasende sportsjournalister til at kræve forbud mod europæisk deltagelse for FC København.

Eller hvad med Karim Zazas yngre dage? Han havde ofte madpakke med ud til sidelinien, for han nåede langt fra altid tilbage mellem stængerne i tide.

Kihlstedt og Rabotzky tilhører de nyere af slagsen. Dem vidste man heller aldrig helt, hvor man havde.

20-årige Jacob Busk faldt sådan set ind i en solid københavnsk tradition med sine fatale indgreb mod Midtjylland.

Tilbage står dog stadig spørgsmålet, hvordan helvede han kunne falde sådan igennem. Et stort talent, ungdomslandshold, hypet og rost af folk der kender noget til talenter i perifærien af førsteholdstruppen.

Og åbenbart bedre end garvede Kim Christensen, der har prøvet lidt af hvert og ellers præsterede et hæderligt efterår 2012 under Wilands lange skadespause.

En ekstremt dårlig dag på kontoret, formoder jeg. Wilands pludselige hekseskud efter opvarmningen. Måske er Busk et nervøst gemyt, der behøver en krammer inden han bliver sendt på banen. Og det hele gik alt for hurtigt den søndag aften, hvor Herning-Ikast kom forbi.

Jeg kender ikke svaret.

Men Jakob Busk står tilbage og ligner Dead Man Walking. Der er kortere til Brønshøj eller Fremad Amager end til næste kamp for FC Københavns førstehold. Håber man næsten – også for ham selv.

I samme ungdommelige boldgade, 20 år, er Christoffer Remmer. Noterbart har han helt overtaget højrebacken og har slået landsholdsback Lars Jacobsen af holdet.

At Lars oveni har været anfører og reelt stadig er det, har kun gjort Ståles seneste startopstillinger endnu mere spektakulære.

Remmer lignede bambi på is i hans forårsdebut mod Midtjylland, i Busk-light udgave, men fik alligevel genvalg i søndags. Det må have været skriften på væggen for Lars Jacobsen. Der bliver ingen kontraktforlængelse. Det ligner så en tanke, at Remmer allerede har overtaget pladsen.

Økonomiske uoverensstemmelser, lyder forklaringen på brudet med Jacobsen. FC København ønskede at anføreren skulle gå ned i løn. Det ville han ikke. Kort og godt. Det har formodentlig gjort klubbens forhandlingsposition noget nemmere, at man har haft en talentfuld Remmer i baghånden. Og Jacobsen bliver jo ikke yngre, på vej mod de 35 og der lægges stadig på… og alt det der.

Jeg forstår sådan set beslutningen. Fra begge sider. Håber blot at Lars Jacobsen får den afsked, som han fortjener. Og den bør bestemt være flot. Han har altid været en sympatisk fyr, et godt aktiv for klubben i flere perioder, uagtet at vi aldrig helt har fået pillet den syngende albani-dialekt ud af ham.

Ironisk vil det være hvis han ender i sin ungdoms Odense. Hjem til de samme fans der konsekvent buhede og kaldte ham Judas, da han i 2004 skiftede til København. Efter svipturen over Hamburg.

Det er nu langt fra sandsynligt at han fortsætter i OB og forhåbentlig har han fornuft nok til aldrig at spille i Brøndby. Selvom formanden derude, Aldo Petersen, sikkert sender snøren ud. Om ikke andet for at drille Hørsholt og venner inde på Øster Allé.

Aldo har altid sin egen dagsorden. Sin helt egen. Uanset om han tager på sponsortogt i Europa med arvefjenderne fra København eller om han fantaserer om sin helt egne TV-aftaler.

bifs_vidner
Eksklusivt TV-stream: Brøndbys vidner

Det ligner et anfald af storhedsvanvid. Han forestiller sig at kunne sælge 16-17 hjemmekampe separat, men kampene kan ikke spilles på tidspunkter som er aftalt i den store fælles TV-aftale. Det dikterer DBU.

Nøjagtig som alt omkring selve kampen vil blive boykottet af modstanderklubben.

Hvordan pokker kan de tro, at det nogensinde skulle blive et interessant produkt for andre end en lille eksklusiv fanskare? Det svarer lidt til en programflade udelukkende for Jehovas vidner. Det sælger Viasat næppe mange 15 minutters reklameblokke på.

Alene er de digitale rettigheder heller ikke interessante. De indgår i en pakke, der hedder Superligaen. Skulle Viasat betale for at sende en af deres hjemmekampe, mens et andet medie betaler for at livestreame samme kamp på nettet? Der er sikkert god grund til at diskutere fordelingsnøglen af tv-penge, klubberne imellem. Men jeg har svært ved at fatte billedet.

Produktet Brøndby IF A/S er ikke en skid interessant, hvis det ikke indgår et i mediemæssigt samspil med andre klubber.

Det er Aldo sikkert også smart nok til at regne ud. Soloridtet er sandsynligvis mest spil for galleriet, men returbilletten til en fælles aftale med de 11 andre klubber kan blive dyrkøbt. DBU virker i hvert fald ikke til at spøge med.

Jeg skal undlade at tage stilling til det rimelige. Blot gnække lidt. Har aldrig brudt mig om yuppie-størrelser som Aldo Petersen. Arrogant spade. Også da han huserede rundt i FC København. Bare smid ham på grillen! Et par uger mere!

I mellemtiden tager vi lidt musik. Northern Soul! John Newman bliver måske et one-hit-wonder, men det swinger i den grad. Sæt mig fri, mand, Dancehall-style!

Hvis jeg skal være ærlig, har jeg allerede sat dette fodboldforår på mentalt offside. 1-5 blamagen til midtjyderne blev sømmet i væggen.

I England sluttede Tottenhams sæson reelt allerede i december, i hvert fald forventningen om at det skulle blive bedre end den sædvanlige 5-6. plads.

Et trænerskifte midt i en sæson. Det holder ikke. Med mindre man har bundløse arabiske eller russiske oliemilliarder i ryggen.

Tottenhams chairman er en halvnærig jøde, der hellere vender og krejler med sine 20-pence mønter en ekstra gang end at risikere alt på gynger og karuseller. Og en helt heldig hånd har han aldrig haft.

Uanset hvor sympatisk den tidligere ungdomstræner Tim Sherwood end er, så er han i en rolle som ren caretaker frem til sommerpausen.

camino
Den berusedes vej…

Når alt dette er sagt, rejser jeg til Spanien i påsken. Tiden er inde. Jeg vil gå min camino og forsøge at forlige mig med alderdommens zen.

5 uger er afsat til projektet. Velvidende at jeg misser hele sæsonafslutningen og eventuelle pokalfinaler i maj måned. De gode undskyldninger er i hvert fald på plads.

… jeg var der ikke. Det var ikke min skyld. Jeg prøvede at nå frem i tide. Jeg havde virkelig forberedt mig godt, men… det hele er trænerens skyld!

Vi må se hvor langt fødderne rækker. Mentalt er jeg afgjort, hvor jeg skal være.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s