Vandring på livets vej – prolog

København – Madrid – Pamplona – St Jean Pied de Port.

Morsomt på den ironiske måde at flyve ned over et nærmest skyfrit Europa påskelørdag, for at ramle ind et enormt skydække og rasende fly-turbulens omkring Biscayen og Pyrenæerne.

Det klarede op over Madrid. Alle skyerne lå selvfølgelig, hvor jeg skulle hen, og det styrtregnede i Pamplona natten over.

Det afholdt nu ikke byen i at holde en gevaldig fest natten igennem. Man fejrer påsken lidt mere hernede end man gør derhjemme.

Og vejrudsigten for de næste dage. Regn, regn og regnbyger. Men vejret i Pyrenæerne skifter nærmest fra dal til dal. Fra nærmest skyfrit til tæt tåge et par kilometer længere fremme.

Busturen fra Pamplona til den franske side i St. Jean Pied de Port bød på stort set alt. Bortset fra sne. Det er heldigvis langt væk og en ting er sikkert, det skide vejr kommer som den slags nu gør. Tid går og vejr kommer, og i morgen går det løs.

6,6 kg fik jeg målt rygsækken, alt inklusiv, til på badevægten. Måske er der en anelse mere. I hvert fald er det til at bære.

Op ad i rent Tour de France-terræn. Inden det går ned mod den spanske (baskiske) målby, Roncesvalles. Ja, byen har selvfølgelig et baskisk navn som alle byer på disse kanter. Orreaga. I øvrigt hedder Pamplona Iruna på baskisk.

Baskisk var også påskesøndagstemaet i Pamplona. En stor demonstration for uafhængighed af Spanien og centralmagten i Madrid fyldte det meste af den indre by i de tidlige eftermiddagstimer.

Alt forløb ganske fredeligt, og selvom der var både sortklædte og hætter fik de få udkommanderet betjente fra centralmagtens betalte policia næppe sved på panden.

Jeg gætter på, at det er en tilbagevendende markering. Disse uafhængighedsoptog. Og ganske sikkert en stor familiebegivenhed.

Efterhånden blev barerne omkring Paseo de Sarasate fyldt til randen med tørstige og sultne deltagere. Vokseninvasionen trak det dobbelte antal små baskiske unger med sig og fik efterhånden drevet væk fra mig væk fra en halvsløj irsk pub, som jeg havde fået plantet mit lunch-hungrende korpus på. Samtidig var det eneste sted der umiddelbart gad vise Norwich-Liverpool på barskærmen. Engelsk fodbold fænger ikke helt i La Liga-territorium.

Kort inde i 2. halvleg blev støjniveauet en tand for atonalt. Et øjeblik blev der nærmest sat lyd på Luis Suarez. Jaja, men noget skulle jeg bruge ventetiden på, inden bussen kørte til Saint Jean Pied de Port.

Men Pamplonas helt store søn er ikke basker. Tro ikke det. Han er amerikaner og hedder Ernest Hemingway.

Han går igen i hvert andet barnavn, på hver anden husfacade, i hver anden butiks forsøg på at sælge Hemingway et-eller-andet.

And Also Rises the Sun… han havde en ubønhørlig kærlighed til Spanien, og til dels baskerne, og han beskrev vel som en af de første San Fermin-festen fra almindelig øjenhøjde. Den hvor de slipper tyrene ud i gaderne i Pamplona.

Så jo. Måske. Den unge Hemingway, ham der rejste rundt mellem Paris, San Sebastian og Pamplona og tjekkede ind hos 1920ernes globale kunstner- og bohememiljø. Den ældre version hang mest på barer i Havanna på Cuba. La Floridita og La Bodeguita, inden han forsøgte at sluge sit gevær.

Jeg hænger lidt til tørre her til aften. Mentalt. Prolog, mand. Et køligt hotelværelse uden varme og det kan sagtens mærkes at dagstemperaturen ikke er kommet meget over de 18 grader. Udenfor. I dag.

WiFi’en er mere end almindelig ustabil, og ja, altså i morgen går det løs…

Det er alvor. Første etape. Kig lidt billeder imens. Der er et med et dyr og sågar et par andre med børn, hvis du kigger godt efter.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s