Vandring på livets vej – 1. del

Saint Jean-Pied-de-Port – Roncesvalles – Pamplona – Logrono

Frokost. Vi sad med vores medbragte lunchbox, da hestene farende ned ad skråningen. De galopperende heste havde retning direkte imod vores position på et par sten og drejede først af og krydsede vejen 5-6 meter fra vores udsigtspunkt. 15-20 heste på vej ned ad bjerget. 

Hestedriverne kom til syne lidt efter. Først kom en fyr løbende ned ad skråningen, piftende og viftende med armene, og derefter kom et par biler fra modsatte side. Flere gestikulerende franskmænd. Hesteflokken faldt til ro en græsgang længere nede. 

I mit hoved var Pyrenæerne mest forbundet med en Tour de France-karavane. Ganske urimeligt. De er alt for smukke.

Saint Jean Pied-de-Port er startbyen for den franske Camino. Den lille bjergby er helt bygget op om sin rolle i verdens gang. Du kan købe vandrestokke fra kl. 6 om morgenen, købe særlige camino-lunchboxes, og man får stempel i pilgrimspasset uanset hvor man overnatter. 

Tågen hang som en grå grød i dalen og det tog en halv time at vandre igennem. Til gengæld bød stigningen ud af Saint Jean på den klareste forårsmorgen.

Pyrenæerne udmærker sig også ved at vejret på den franske side oftest er bedre end på den spanske side. Det har noget med vindretningen at gøre. Det blæser oftest syd fra og derfor bliver nedbøren også smidt af på sydsiden. 

Det blev der i hvert fald ingen grund til at betvivle. Den fantastiske opstigning mod passet over mod Navarra og Baskerlandet, blev i den tidlige eftermiddag afløst af en gevaldig haglbygl som efterhånden slog over i regn, i takt med at vi kravlede ned efter. The Full Camino Experience. På halvanden time.

Turen fra Saint Jean til Roncesvalles er 27 km, en anelse længere hvis man følger vejen som kaldes Napoleonsruten. Antallet af højdepunkter gør den noget tungere og den er kun åben i godt vejr. Den anden rute følger den almindelige landevej igennem dalene.

Valget sker når man går ud af Saint Jean Pied-de-Port. Går man til højre, går man den almindelige. Fortsætter man lige ud, er man straks i Napoleons fodspor. 

Det gjorde jeg. Højeste punkt er 1430 meter, det er på spanske side. Turen går for at være suverænt det hårdeste på camino-ruten. Ikke desto mindre strøg jeg op det første stykke og jeg sværger, jeg havde hverken taget EPO eller haft et par blodposer i rygsækken. 

Men det var lækkert at komme afsted. Til gengæld skal også jeg være den første til at erkende, at det hjælper gevaldigt med selskabet, når den for alvor trækker søm ud efter 12-13 km opstigning.

En amerikaner med efternavnet Dane. Han syntes selv at det var vældig sjovt to ‘meet a real dane’. Michael fra Chicago, vi fulgtes til Roncesvalles, og det er måden caminoen foregår. Der vader en masse mennesker rundt, de fleste med samme mål, men med hver deres lille skema i hovedet. Vi krydser frem og tilbage og alle prøver at finde deres egne ben. 

Som et barn der træder ind i livet. Nøjagtig. Samtidig er man usikker på det hele, behøver hjælp, er det overhovedet det hele værd på den lange bane… famler, forsøger at lære og tilpasse sig.

De kloge omtaler caminoen som et spejl af livscyklussen. Barndom -> ungdom -> voksen – > alderdom.

At gå ned er langt værre end at gå op ad. Når man går op, handler det om at finde sit eget tempo og ellers lade være med at kigge for meget op efter. Det virker bare demoraliserende, særligt i bunden af stigningerne. Fokus skal holdes på stien, hvor man går. 

Når man går ned, er man hele tiden tvunget til at holde igen, bakke af. Lårmusklerne spænder, fødderne presses frem i skoen og det ender med ømme tæer og blå negle, der bare venter på at falde af. De sidste par dage har jeg haft det, som der er blevet hamret søm i tåspidserne. Jeg bruger kun vandresko, når det er nødvendigt i øjeblikket. Ellers vandresandaler.

Som et barn skaber man sine egne myter og skrækhistorier. The Snoring Man. Første nat i Roncesvalles. Første etage. Alle talte om det. Jeg lå i køjen skråt under. Michael i båsen ved siden. I Zubiri tjekkede han ind på samme albergue som mig og igen i Lizarra/Estella forleden. Historierne rullede allerede i forvejen. 

Om dagen ligner han en spansk udgave af grisehandler Larsen fra Matador, godmodig gråspængt og på et par og 60, formoder jeg. Han ejer ikke et engelsk ord i livet, men vinker ivrigt og smiler hver gang man møder ham. Det gør man jævnligt, han går oftest død på stigningerne, hvorefter han kommer susende forbi igen på de flade stræk. 

Men som sagt om natten… 

… det er en skrækindjagende urytmisk snorken. Den bygges op, højere og højere, over flere minutter i uens intervaller på alt fra 5 til 20 minutter. Inden det hele lukkes ud som fra en gammel dampmaskine i et kæmpe schwuuus. Et par minutters stilhed, så begynder det forfra…

Jeg fulgtes et par dage med Frank fra Belgien. Han kommer fra Gent, for gud skyld ikke Genk, og er sæsonkortholder til det lokale holds, KAA Gent, kampe. En storsatsende klub, der flopper pænt. Har man hørt det før. Vi mødte ham første gang om morgenen i Roncesvalles og derefter om eftermiddagen igen i Zubiri. Bagefter blev han bare hængende, mens Michael gik videre mod næste Alberque.  

Landskabet skifter markant omkring Pamplona. Fra bjerge og udløberne af Pyrenæerne i nordøst til et mere og mere frodigt landbrugsland mod sydvest.

Nu er jeg trådt ind i vinmarkerne i La Rioja. Ligner en god årgang. Ankom til provinshovedstaden Logrono i hvad der gik op for mig, er blevet til søndag. Med andre ord min syvende vandredag. De første 150 km er afviklet. 

Status: 2 vabler og et par ømme tæer.  

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s