Vandring på livets vej – 2. del

Logroño – Najera – Villafranca Montes de Oca – Burgos – Leon

Det er svært at sætte ord på stilhed. Af gode grunde. Vi lader den bare stå et øjeblik.

… (ikke et ord for meget, vel)

Stilheden kan være enorm ved daggry, når man går ud af småbyer og ind mellem marker. Så enorm at du helt forsvinder. Ikke en lyd, ud over skridt der knaser i gruset. I bedste fald tilsat lidt fuglekvidder.

Jeg havde helt glemt, at morgener kan være så smukke. Og fredfyldte. 

Det er umuligt at beskrive, man skal være der i det øjeblik for at forstå og fange. Et øjebliks zen. Man er der og man er der ikke. Hver eneste celle i kroppen slapper fuldstændig af og er helt fokuseret på bare at gøre dette ene – slappe af.

Der er langt til cykelstien på Jagtvej. Mandag morgen. På mange planer. 

Barndom -> ungdom -> voksen -> alderdom

I ungdommen søger man egne ben og selvstændigheden. Man søger ekstremer og overdriver eget ego. Jeg nåede op på at gå over 30 km om dagen 3 dage i træk. Det har trukket ømheden i fødderne ud resten af ugen. Til gengæld gik det hurtigere end planlagt hjemmefra med at komme fra Logroño til Burgos.

Lad mig understrege, hvis jeg ikke allerede har gjort det, at en spansk kilometer ikke er lig en dansk. Der er højdemeter til forskel. Går du 5 km på Amager Fælled, går du 0 højdemeter. Det er 5 km i en lige linie. Går du 5 km i Navarra, kan du reelt ende med at gå både 6 og 7 km. Op og ned, op og ned.

Den voksne begynder at forstå sine begrænsninger og indretter sig efter det. Man falder til ro og erkender, at det langt fra handler om at bruge flest mulige kræfter, men om at bruge færrest ved at bruge dem rigtigt.

Efter en 7-8 vandredage begynder der at komme en stilfærdig orden på sagerne. En pilgrims dagligdag forløber nogenlunde således. Angivne tidspunkter er cirka: 

Kl. 5.30-6.30 – Vågner fordi alle andre vågner. Albergue’ernes sovesale kan være et rent gedemarked i timen før daggry.

Kl. 6.30-7 – Toiletbesøg, sovepose og rygsæk fikses

Kl. 7 – Man begynder dagens vandring. I spansk tid er det stadig akkurat daggry omkring 7. Er man inde i en af de større byer, kan man godt gå ud lidt tidligere.

Kl. 8-8.30 – Morgenmad. Typisk cafe con leche og en croissant/lignende, samt et glas friskpresset appelsin

Kl. 12 – Frokost et eller andet sted. Nogle gange købt på en bar, andre gange indkøbt på vejen i form af brød og chorizo/iberico skinke. Tilsat lidt frugt og gerne en cola.

Kl. 14-15 – Dagens vandring slutter. Man kan variere lidt på dagen alt efter humør, form, steder etc. Omkring denne tid kan man være rimelig sikker på, at der er ledige senge på albergue’erne. Det seneste jeg har nået dagens mål, har været 15.30. Det var førstedagen i Roncesvalles.

Kl. 15-17 – Bad + fodpleje + en cola. Generel afslapning, løse hængepartier som tøjvask ordnes. Man tjekker sine mobile enheder behørigt, læser lidt i sin guidebog og hænger bare lidt dovent rundt omkring. Sludrer hist og pist, er der gamle ‘camino-venner’ (dem man har krydset rundt med fra første dag) på albergue’et, og det er der oftest, bliver man lige opdateret på verdenssituationen, der primært tager udgangspunkt i fødder og ben. Her kan man typisk også lave aftaler for aftensmaden og spisning ude i byen.

Kl. 17 – Butikkerne i byerne åbner efter siestaen. Måske drysser man lige omkring den lokale tienda, for at købe lidt rationer til morgendagen.

Kl. 19 – I byerne åbner restauranterne for køkkenet, dvs. man kan købe sig til et solidt måltid. Mange steder en såkaldt ‘pilgrimsmenu’, særligt designet for peregrinos. Menuen koster som regel €10-12 og består af 3 retter. En forret, ex noget salat eller pasta med tomat/ost. Suppe og paella kan også forekomme. En hovedret med gris/kalv/kylling/fisk (efter eget hoved) og en flok fritter. En desert i form at et bæger med is eller noget kage.

Alternativt kan man lave sig en hurtig ret på albuergue’et. Det gider jeg dog ikke. Fra 17 kan man som regel også købe snacks eller bocadillos på barerne. Sidstnævnte kan sagtens tjene som et aftenmåltid. De kan fås med kartoffelmos, dvs et baguette-agtigt brød fyldt med en massiv ‘patata-omelet’. Du kan mærke den hele natten, skal jeg hilse at sige. Alternativt kan man lave sin egen sandwich, jf frokost.

Kl. 21-22 – Sovetid. En enkelt aften med Champions League på en bar blev det lidt senere. Men albergue’erne lukker normalt dørene 22.30 og lyset bliver slukket på sovesalen. 

Albergue’er er de særlige vandrehjem for pilgrimme, der flankerer hele caminoen. Det første er i Frankrig, 7,5 km oppe ad stigningen fra Saint Jean Pied-de-Port. Bare for en sikkerheds skyld. Der er så over 18 km til næste i Roncesvalles på den spanske side. Men er det usædvanlig lang afstand. Oftest ligger de med et par kilometers afstand. Som højest 10 km. 

Man får adgang med sit pilgrimspas, får et stempel og betaler typisk €5-10 for en overnatning. Reelt betaler man for en seng. Albergue’erne er regulære sovesale, fyldt med køjesenge. Dertil hører bade- og toiletfaciliteter, som faktisk har været i hæderlig stand overalt. Et par steder har det været for sparsomt med brusekabiner eller toiletter.

De billigste er de offentligt drevne, municipals. Standarden er basis. Der er det som skal være, heller ikke mere. Men tingene fungerer med nærmest fabriksagtig præcision. Selv skoene har særlige skabe. Roncesvalles har 300 sovepladser og i Burgos var der 6 etager med sale og faciliteter og vel nogenlunde samme antal pladser. Hvis ikke flere.

Logroño har været eneste undtagelse. Pladsforholdene var rasende ringe og en brandmyndighed med nogenlunde respekt for sig selv, havde lukket stedet med det samme. 

Der er en række private albuergue’er også. De er oftest dyrere, €10-15, og har lidt udvidede faciliteter, fx. 2 eller 3-sengs rum. De kan reserveres på forhånd, modsat andre, og er derfor ganske populære hos større camino-rejseselskaber. Det giver lidt af oplevelsen uden risici (at måtte vandre videre).

Yderligere er der nogle helt gratis, dvs nogle der udelukkende eksisterer alene på donativos fra gæsterne. Oftest er de religiøse eller kan være af meget alternativ kvalitet. Jeg havnede ved et tilfælde på et i Grañon. Casa de las Sonrisas. Der var to muligheder. At sove på gulvet i et særligt donativo-rum bag kirken eller en mindre hippie-joint, drevet af en landflygtig tysker. 

Jeg valgte sidstnævnte. Dårlig seng og generelt møgbeskidt. Men værten gav gratis aftensmad og rødvin til alle 29 gæster. Den smagte pragtfuldt. Det har også ham der sørgede for storskærm og Champions League-underholdningen på en bar ved siden af. Det skal måske tilføjes, at han hyggede sig gevaldigt med 4-0 røvfulden til Bayern München. Det var der et par ældre tyrolere der ikke gjorde. 

Der er wifi alle vegne, det fungerer bare ikke altid uden for meget afgrænset områder. Nogle byer har et såkaldt gratis wifi i alle offentlige arealer. Det kræver dog registrering med et spansk telefonnummer (hmmfff….)

Oven på dette skal dog også tilføjes, man bliver efterhånden godt og grundigt træt af albergue-livet. Rakkerlivet tilhører ungdommens interrailere (ja, det var i 80’erne. Jeg følte mig også ung i den periode), den voksne vil gerne trække sig tilbage til privaten. Et ordentligt hotel og hvad dertil hører.

Engang imellem. Albergue’erne kan være både sjove og hyggelige og det er oftest den nemmeste måde at møde andre pilgrimme på. Efter 12 dage on the way har jeg fået mere end rigeligt og har her i Leon tjekket ind på et hæderligt tre-stjernet med egen seng og bad. Tæt på centrum. To overnatninger i fred og ro.

Umiddelbart er den største pilgrimsgruppe italienere, men statistisk skulle tyskerne være flest efter spanierne. Sandsynligvis er italienerne generelt bare mere højlydte og derfor mere synlige. Og ganske hyggeligt selskab. Holder man sig gode venner med Alessandro og Francesca og hvad de ellers hedder, falder der nemt lidt pasta og rødvin af til aftensmaden.

De første dage var der godt med ledsagere ude på turen, men efterhånden foretrækker jeg at gå alene, i eget tempo, og sludre efter behov. Man er sjældent mutters alene på strækningerne alligevel. Der er altid en eller flere andre pilgrimme inden for rækkevidde. Foran eller bagved.

Fredag gik jeg ind i Burgos. Den tredje af de større byer på caminoen (Pamplona og Logroño var de første). Det er en af general Francos gamle højborge. Han brugte mere eller mindre byen som residens på nordfronten under borgerkrigen i 1930’erne. Ud over den enorme katedral, kan byens nyere kvarterer give mindelser om Chamartin-området i Madrid. Der er også visse historiske links den vej.

Burgos er nu en smuk by, og langt mere spændende end triste Logroño. Den blev også det store opbrudssted. Folk, som har været med siden Roncesvalles, tager hjem. Af tidsmæssige årsager. Som for eksempel Alexander og Pauline. To franskmænd med forbløffende gode engelsk kundskaber, som jeg spiste middag med første aften for snart længe siden. Pilgrimsmenuen selvfølgelig. 

Siden har vi krydset omkring hinanden. På caminoen og et par albergue’er. Drukket et væld af kopper kaffe, et par øl, eller delt frokost under et halvtag i styrtende regnvejr en formiddag efter Puente la Reina. I begyndelsen var de ikke et par, så blev de det alligevel. Efter sigende skulle Pauline holde op med at ryge. Da vi tog afsked igår middags i Burgos, stod hun med en smøg i munden. 

Sådan er der så meget. Jeg vil savne de to parisere ude på caminoen i de næste dage.

Min virkelighed fra Burgos blev bussen til Leon. Hen over mesetaen, som ingen endnu har overbevist mig om, skulle være vandreturen værd. 

Mesetaen er den iberiske højslette som reelt strækker sig nede fra Madrid i syd og fra Portugal i vest. Den kan være bidende kold eller drønende varm alt efter årstiden. Landskabet er meget åben og der er langt mellem byerne. Ydermere følger en pæn del af caminoen over mesetaen hovedvej N-120. Den mellem Burgos og Leon. Man går bogstaveligt ved siden af biltrafikken.

De dage var bedre givet ud i Pyrenæerne, og måske med en sviptur til Finisterre senere.

I morgen søndag vil jeg forsvinde i mængden som en anden turist. Luske omkring og tage halvdårlige postkortbilleder. Mandag morgen begynder anden del – de sidste 317 km til Santiago. 

Status efter 12 vandredage og snart 2 hviledage: jeg har det som jeg har slugt et glas lykkepiller.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s