Vandring på livets vej – 3. del

Leon – Astorga – Cruz de Ferro – Sarria

Slår man ordet ‘Pilgrim’ op i en moderne dansk ordbog, får man følgende forklaring.

En person der rejser til et helligt sted af religiøse grunde, fx. af fromhed, som bod eller for at opnå noget.

Mit tilfælde må falde i den sidste kategori. Jeg er helt sikkert ude på noget, selvom jeg på intet tidspunkt har haft religiøse tanker med at gå denne tur i det nordlige Spanien. 

Som udgangspunkt har jeg søgt eventyret, et udgangspunkt der også var spædet op med en pæn portion selvlede. 

Den fysiske prøvelse har jeg i høj grad betragtet som kuren. Caminoen har været i min bevidsthed længe. Et par år. Som noget der skulle gøres. Den var på checklisten. 

Praktisk og mentalt skulle det hele bare falde i hak. Det skete lige pludselig og på det bedst tænkelige tidspunkt.

Som de fleste andre i vores del af verden lever jeg et liv, hvor man bogstaveligt sidder på sin flade røv og glor på en skærm i det meste af døgnets 24 timer. Alt i vores hverdag er gjort så nemt som muligt, og jeg begræder det bestemt ikke. Tager gerne for mig af løjerne af nyeste teknologiske landvindinger, uanset om det er den iPad Air som denne tekst bliver skrevet på, eller det wifi som efterhånden rækker ud over det meste af verden.

Jeg har det fint med at være online. Flere gange om dagen. Også hernede. På forhånd havde jeg ingen ambitioner om at afsværge hverken den ene eller anden teknologi. Tværtimod. Jeg elsker at lege med dem.

Men man behøver ikke at afsværge det ene, for at gøre noget andet. Logisk. Frank, min belgiske følgesvend fra de første dage, havde efterladt smartphonen hjemme. Ambitionen var at være helt offline. Dog havde han medbragt en gammel mobiltelefon som han kunne smide et taletidskort i. Det gjorde han allerede efter 2 dage. Ingen grund til at fornægte verden, slet ikke for en medarbejder ved Belgacom, det belgiske svar på TDC.

Alle kender følelsen. Der er himmelsk forskel på at være træt i hovedet og træt i kroppen. Sidstnævnte kan sagtens opnås i det lokale fitness-center også. Det bliver bare røvkedeligt i længden og på den længere bane nok mere horisontnedfrysende end udvidende.

Jeg har følt mig som en omvandrende zombie. I et halvt år eller mere. En mørk og forbandet vinter, en storesøster fattigere, og generelt bare en følelse af at man har set sit eget spejlbillede alt for mange gange, hørt og set de samme ting alt for mange gange. Generelt set bare at føle sig udbrændt. 

Der var brug for en ‘game changer’ og man ville være en ufølsom satan, hvis man ikke hurtigt blev påvirket af at vandre igennem landskaberne hernede. Det er et artelleriangreb på alle sanser. 

Men der er heller ingen grund til at være blind for, at det religiøse aspekt er en del af caminoen. Historikken bag Jacobsvejen kan læses andre steder og selv i den mindste flække runder de gule pile (stiens kendemærker) den lokale kirke.

For mig var det også ganske logisk at begynde rejsen med aftenmessen i Roncesvalles. Alle nationaliter der havde tjekket ind på albuergue’et fik selvfølgelig velsignelsen med fra præsten. Lige så logisk vil det naturligvis være at afslutte rejsen med middagsmessen i katedralen i Santiago. Ikke kun for skuespillets skyld. Det er mere naturlig respekt for historikken og udfordringen end egentlige religiøse tilkendegivelser.

For rigtig mange af dem der går, betyder det religiøse noget særligt. Uanset om det Franscesco fra Rio eller Ramon fra Bilbao. Ikke fordi det er et hovedemne under frokost- eller aftensamtaler. Oftest er det bare underforstået og reelt er mindst halvdelen af pilgrimmene på stien da formodentlig også ‘verdslige’ typer som mig. I en eller anden forstand.  

Fællespunktet er måske nærmere at være søgende. Mange går for at finde svar på et eller andet. Blive afklaret. At få nogle brikker til at falde på plads i hovedet, som Afghanistan-veteran fra Viborg-egnen formulerede det. Han er en af 4 danskere som jeg hidtil har mødt. 

Nogle søger et nyt liv. Som østrigske Regine. 50 år, fraskilt, datter flyttet hjemmefra… midaldrende kvinde i krise, det sker sikkert for de bedste. 

Jeg mødte hende i Puente la Reina første gang. Vi fulgtes et stykke, men hun måtte holde pause. Rygsækken var gået i stykker. Hun stoppede en dag i Logroño for at købe en ny. 

Jeg mødte hende igen næsten en uge senere. På busstationen i Burgos. Hun var helt sønderknust. Ny rygsæk men knæene ville ikke mere. Hun havde taget bussen ind til Burgos dagen før.

Hendes sidste desperate forsøg var at tage videre med bus til Leon og prøve igen efter endnu en hviledag. Hun havde planlagt sin camino længe, som troende katolik var det ikke kun eventyret, og havde nærmest al den tid hun behøvede. Hun græd bogstaveligt, udsigten til ikke at nå Santiago var ikke til at bære. Det var et personligt nederlag.

På vejen til Astorga mødte jeg hende igen. Stadig vandrende. Hun havde gjort strækningerne kortere, højest 10-15 km om dagen. Det virkede. Hun strålede igen og var sikker på at hun ville nå sit mål. Det er jeg også.

Og sådan går og går det videre. Caminoens højeste punkt er ikke i Pyrenæerne, hvilket man nemt kunne forledes til at tro. 

Cruz de Ferro i de cantabriske bjerge vest for Leon rager 55 meter højere i vejret. Der kan sagtens være snestorme her, langt ind i april måned. Men vejret har været sommerligt hele denne uge, selv de lokale taler om usædvanligt høje temperaturer tidligt i maj. Støt stigende fra de 22-23 grader til 30 ud på eftermiddagen. Med andre ord har det været forbandet varmt. Også på toppen.

Cruz de Ferro er et af de magiske punkter på caminoen. Det er stedet, hvor du kan lægge et stykke fortid bag dig. Rent symbolsk i form af en medbragt sten (fundet med kærlighed – det er vigtigt for at magien skal virke), som man har båret med sig undervejs. Man placerer stenen ved det markante (jern-)kors på dyngen af alle de andre sten. Trækker sig meditativt tilbage og vupti… det sker helt af sig selv. Man er klar til at begynde på en frisk igen. En byrde lettere.

Det er et smukt lille ritual og man kan sagtens blive lidt rørstrømsk efterfølgende, når man begynder nedstigningen. Jeg gjorde i hvert fald. 

Barndom -> ungdom -> voksen -> alderdom

De modne overvejelsers tid. Jeg er allerede forlængst rykket ind i de faste rutiners vold. Tingene passer sig selv, bare man gør dem i den rigtige rækkefølge. Begrænsningerne kender jeg også. Jeg behøver ikke skubbe et par kilometer yderligere på i den værste eftermiddagshede. Hellere gå lidt kortere. 

Og dog…

Forleden dinglede jeg bogstaveligt ind på albergue’et i Villafranca del Bierzo på vippen af et godt gammeldags solstik. Jeg var seriøst svimmel, da jeg ankom, og måtte hurtigt have en halv flaske vand indenbords og ellers lige ligge 5 minutter i skyggen.

Den gamle er blevet gammel nu. 

Og nu skifter klimaet. Fra Castilla y Leon er jeg trådt ind i Galicien. Det nordvestlige og sidste provins som caminoen krydser igennem. 

I Galicien blæser det altid fra vest, ude fra Atlanterhavet, og det regner og er køligt og minder mere om Irland eller Bretagne end det øvrige Spanien. Sådan cirka. 

O Cebreiro er første lille punkt på caminoens vej ind i Galicien. Der er en hysterisk stejl opstigning fra dalen op til byen, som er en meget lille turistflække der mest udmærker sig fantastiske udsigter. Både mod øst ned i Valcarce-dalen (hvor jeg kom fra) og mod vest ned i selve Galicien. 

Det første som mødte mig, da jeg kom op i flækken søndag morgen, var selvfølgelig to vognlæs med tyske turister.

Landskabsmæssigt er det nemt at se sammenligningen til Irland. Stendiger der adskiller marker, de grå stenhuse og det meget lidt prangende grå stenkirker i landsbyer, der stinker langt væk af den kolort der er smattet ud over stierne. Der er kvæg allevegne og det er særdeles landligt. Nærmest hjemligt jysk. Tidligere var det korn- og vinmarker der dominerede.

Sprogligt er galicisk tæt på portugisisk – det klinger unægteligt på samme syngende vis. De lokale virker til gengæld lidt mere reserveret end tidligere på caminovejen. Måske har de set nok af vandrende mennesker. 

Jeg er ved at komme til den del hvor stierne for alvor fyldes med gåtrafik. Det bliver kun værre på de sidste 115 km. 

Sarria er den første rigtige by i Galicien, når man ankommer på camino-vis. Omkring 15.000 indbyggere. Byen er – ud over at være ganske hyggelig – et skæringspunkt. De 115 km fra Sarria til Santiago er det minimum, som pilgrimmen skal vandre for at hans/hendes camino bliver officielt anerkendt som gennemført på Oficina del Peregrino i Santiago. 

Det har selvfølgelig sat en kreativ turistindustri i gang og rejseselskaberne bliver større og større. Især tyskere og australiere. Omkring de sidste 4-6 vandredage, som turen normalt vil tage.

Personligt har jeg har føjet yderligere 8 dage til fødderne. Totalen er nu på 20. 

Status: mærket ja og min højre fod er svulmet en del op. Uden jeg kan forklare hvorfor. Det generer nu ikke, når jeg går. Nærmere kan jeg mærke en snigende mental træthed og er begyndt at tælle dage.

Og med mindre noget går grueligt galt, vil jeg ramme Santiago om 1-2-3-4-5 dage. På lørdag.

 

2 thoughts on “Vandring på livets vej – 3. del

  1. Jan, du skriver forrygende godt! Dine personlige refleksioner fænger og får denne Caminoberetning til at stikke ud. Jeg må gribe til et amerikaniseret udtryk som jeg ellers ikke bryder mig om, men hér er det relevant: “Tak fordi du deler”!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s