Vandring på livets vej – 4. del

Sarria – Santiago – Fisterra – Santiago – København

Jeg har gået til verdens ende. Stedet hvor man kun kan gå en vej fra igen, det er tilbage.

Finisterre eller Fisterra, vi hylder det galiciske her, er direkte oversat. Hele området går også under navnet Costa da Morte. Dødens kyst. Med henvisning til de mange forliste skibe langs klipperne.

I ældre tider gik pilgrimmene hele vejen ud til klipperne og var med til at sprede kristendommen fra Santiago og ud til kysten. Fisterra var allerede et helligt mødested for de keltiske druider.

Min nutidige og ganske postmoderne camino sluttede ude ved fyrtårnet, på klippen, i solnedgangen en mandag aften. Jeg sad der som et lykkeligt menneske. Jeg vil ikke sætte ord på. Kan ikke. De findes ikke beskrivende nok. Med andre ord…

(Du skulle have været der, du skulle have været inden i mig, så ville du forstå…)

Jeg ramte Santiago 3 dage tidligere, fredag middag. En dag før end jeg havde regnet med. Men man går hurtigere og hurtigere til sidst, gik flere dage i træk over 30 km, og strækningerne er terrænmæssigt enkle og relativt flade.

Selve ankomsten til katedralen og Praza do Obradoiro blev en lidt fesen oplevelse. De sidste 100 km ind til Santiago blev mere og mere præget af camino-turismen.

Store grupper bugseres rundt fra albergue til albergue. De går måske 10 km på hvert dagsstræk og bliver samlet op på en bar af en minibus og kørt til næste lokation. Deres bagage er allerede kørt i forvejen. Nogle gør det af fornøjelse, andre går for at markere en eller anden sag.

Jeg gider egentlig ikke have ondt i røven over det. Det betyder bare, at der er temmelig mange pilgrimme overalt og det ikke længere er det samme fællesskab som på de tidligere strækninger, hvor man krydsede hinanden hele tiden. I stedet går man nærmest i kø ind i byen.

Jeg havde fornøjelsen at overnatte på sidste albergue inden Santiago med en større gruppe spaniere, der alle gik på caminoen for en cyklamengrøn sag på de 15 ens t-shirts. De vandrede for noget, hyggede sig i fælleskab, 3-5 dage, og bagagen stod allerede og ventede på dem i sovesalen. Flere timer før de ankom. Og de mente det sikkert altsammen og alle 15 af et godt hjerte.

Jeg gad dem ikke rigtigt og de gad vist heller ikke hverken mig eller den koreaner, som var den anden overnattende på albergue’et.

Retfærdigvis skal siges, at når trafikken af pilgrimme ind mod Santiago tætner kraftig de sidste 100 km, hænger det også sammen med at en række andre caminoer støder til.

Det er i vores nordiske bevidsthed, at der kun findes en camino (Camino Francés). For det meste af det sydlige Europa, inklusive Tyskland, er der et helt netværk af caminoer. Fra Tyskland, Frankrig og igennem Spanien og Portugal. Reelt kan Hærvejen føjes til de tyske.

Logistikken omkring andre caminoer er dog langt fra på samme niveau som på Francés altid. Det gælder både overnatningsmuligheder og skilteanvisninger på ruterne.

Camino Finisterre, altså de 89 km fra Santiago ud til fyret, tæller reelt også for en egen camino, som man kan indhente diplom for at fuldføre.

Santiago ja. Jeg var endda heldig og ankom i strålende solskin og plus 30 grader. Tirsdag da jeg kom tilbage, var byen indhyldet i et seriøst regnvejr, og halvkølige temperaturer, der fortsatte både onsdag og torsdag.

Byen er den galiciske hovedstad og er man i tvivl om byen og regionens keltiske aner, bliver man hurtigt overbevist. I porten ind til Obradoiro-pladsen foran katedralen står et folkloristisk skiftehold af yngre mænd og kvinder og spiller på en særlig galicisk sækkepibe, en såkaldt gaita. Den bræger i porten fra tidlig formiddag til sen aften. Det siges i øvrigt at Irland blev befolket af keltere – fra Galicien.

En smuk by, turistmekka, og pilgrimsmetropol. Men så er den heller ikke mere interessant.

Katedralen har selvfølgelig sin helt særlige placering og værdi. Hver dag kl. 12 afholdes pilgrimsmesse for de mange ankomne fodgængere ude fra den store verden. Der er formodentlig stuvende fuldt det meste af året og det traditionelle højdepunkt som afslutning på messen, er når den særlige røgelsesklokke svinges igennem katedralen.

Botafumeiro hedder tingesten lokalt. Den hænger i et kolossalt tovværk og der er drøn på, når den accelerer op i fart. Som højest når den 21 meter op i kirkerummet og trækkes frem og tilbage i en bue på 65 meter.

I følge traditionen skulle røgelsen “rense” de ofte ganske beskidte pilgrimme, når de ankom med både det ene og andet på og i kroppen. Om ikke andet kunne røgelsesduften sikkert tage den værste odeur væk. Nu om dage er det et godt show, der selvfølgelig skal ses.

Og således står de små øjeblikke tilbage. Tiden er ved at rinde ud. Det ene øjeblik går jeg igennem et øde hedeagtigt landskab, jeg har slået følgeskab med en schweizer, det regner, en kraftigt byge der pludselig stopper. Op på en lille skråning. Solen bryder igennem og pludselig kigger vi på hinanden. Det er sgu da Atlanterhavet, vi ser som en sløret bræmme i horisonten. Mand, et sug i maven, en vidunderlig følelse.

Eller den glitrende sandstrand ind til Fisterra. Det er den sidste kilometer ind til byen og man kan daske afsted i vandkanten. Ikke i bare fødder. Behold støvlerne på. Der flyder med små skarpe og knasende muslingeskaller. Fødderne godter sig alligevel over det bløde sand og det er tilladt at få en klump i halsen, knibe en tåre, give en spontan krammer, og ellers bare dingle afsted. Tom, tømt, og glad.

Der var øjeblikket med værten på albergue’et i Sarria, der døbte mig Master Xan. X’et er en galicisk finte. Det hedder fx. ikke junta eller jacob, men xunta og xacob.

Han gav mig en lille sovesal alene. De 4 øvrige overnattende, 2 canadiske og 2 australske kvinder, blev læsset ind i den anden sal. En fin lille gestus.

Han havde ikke flere enkeltværelser tilbage og han kunne se at jeg mente alvor, da jeg bad om at slippe for mere musica la noche (baskisk udtryk for snorken). Bare en enkelt nat i fred. Kommer du nogensinde forbi Sarria, så kig ind på Internacional. Albergue’et ligger på hovedgågaden.

Eller værtinden i Ruitelán, der gav en gratis vask til alt mit kluns. Særdeles kærkomment efter et par ugers liv i en rygsæk. Bare fordi hun lige var åbnet og jeg var dagens første indlogerende.

Dagens anden gæst var knap så heldig, hun havde ellers fået min anbefaling af stedet med sig. Julietta fra Belo Horisonte, Brasilien. Hun humpede frygteligt med en hævet ankel og kunne reelt ikke gå et skridt videre.

Hendes brusekabine lækkede vand til etagen nedenunder. Skal vi kalde det sjusket håndværkerarbejde. Albergue’et havde i øvrigt 10-dags jubilæum den dag. Og man lærer af sine fejl, ikke sandt.

Julietta blev også historien der blev indhentede mig senere. Historier vandrer i egen pasgang på caminoen og mange dage senere var der pludselig en tysk kvinde der forskrækket kommenterede mine bukser. Var jeg faldet eller noget i den stil? Ikke det der lignede. Jeg havde siddet på en sten et par kilometer ude og drukket vand. Men det var midt i eftermiddagsheden og jeg fik fremstammet et irriteret københavnsk “Hvad siger du?” som svar. Hun begyndte så at snakke om sin brasilianske veninde, som hun ville møde søndag i Santiago og der havde mødt en sehr gemütliche däne tidligere. Det var mig.

Jeg afslutter med Rutger Hauers dødsscene fra Blade Runner i hukommelsen. Han improviserede – efter sigende – selv ordene frem.

Jo det er deprimerende, men det er også evigt smukt. Og det øsregnede da jeg begyndte en gang for længe siden en lørdag aften i Pamplona og det øsregnede da jeg forlod Santiago torsdag morgen. Og det øsregner på Hauer, da han gør status over sin teknologiske skæbne…

All those moments will be lost in time
Like tears in the rain
Time… to… (die)

Jeg skal undlade at fylde replikantens allersidste ord på. Fra Fisterra kan man kun gå tilbage. Vende hjem. Måske er der alligevel et par brikker, der er faldet på plads.

Status: 27 vandredage og ca. 700 km. Fra Pyrenæerne til Atlanterhavet. Det har været en helt uovertruffen rejse, det fedeste trip, og som bonus blev det alligevel til lidt Champions League-kvalifikation i Parken efter sommerferien.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s