#fucksambabold – Jeg elsker VM

Colombianske kaffebønder
Et par colombianske kaffebønder

Da Spurs-spilleren, Jan Verthongen, bankede belgierne foran i aftes 12 minutter før tid mod Sydkorea, markerede målet en slags afslutning på det indledende gruppespil ved dette års VM.

Et af de mest fantastiske, som jeg kan mindes. Og ja, jeg husker efterhånden en del. Fra cirka 1974 og frem. Selv de mest kedsommelige, rent spillemæssigt, som Italia 90 havde altid sit eget liv og sine egne karakterer. Roger Milla og Cameroun. Eller England der blæste sig selv ud af straffesparksafgørelsen mod det genforenede Tyskland i semifinalen. Ja det var dengang man faktisk holdt med England. Det er jeg blevet for gammel til nu.

I de foreløbige 48 kampe i Brasilien er der blevet scoret 135 mål. Det giver et ganske pænt gennemsnit på 2,81 pr. kamp. Den endelige dom over VM, falder selvfølgelig først efter det play-off, der begynder nu, er afsluttet med finalen den 13. juli.

Men allerede… det har sgu været forrygende.

Og jeg er faktisk ovenud taknemmelig. Det har taget sin tid at lande igen fra caminoen, mentalt har jeg en følelse af at have været igennem en total nulstilling. Det er både godt og ondt.

Friske øjne, ny energi, absolut. Mentalt renset. Men ind imellem skal der også graves dybt nede i kadaveret for at gentilpasse sig til det vakuum, som de fleste også kalder “almindelig hverdag”. Skal jeg hilse at sige.

Fra et sanse- og oplevelsesbombardement af en anden verden, 5 uger i streg, til at stirre ind i en hvid væg igen. På en ganske øde hverdagsaften. Med regnen øsende ned udenfor.

Heldigvis har den hvide væg de sidste par uger haft et fladskærms-TV fyldt med fodbold. Og heldigvis bliver VM-kampene spillet på det bedste tidspunkt på hverdagen. For os europæere. Sen eftermiddag og aften/nat. Og heldigvis foregår VM i et land som Brasilien. Et land med en rodfæstet fodboldkultur hvor der ikke er nødvendigt med brægende vuvuzelaer, TV2’s særligt udsendte Ulla Terkelsen, og andre eksotiske indslag.

VM er kommet på hjemmebane igen. Som det var i Tyskland i 2006.

På godt 14 dage har vi væltet os gennem gruppespillet. Med dommerfejl fra første fløjt, vanvittige resultater, skuffelserne og alt det andet. Samt den obligatoriske engelske nedtur.

Det tog kun 2 kampe denne gang og de havde endda skruet gevaldigt ned fra retorikken på forhånd. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at de faktisk var lidt uheldige. Mindre mod Italien og mere mod Uruguay. Men man behøver selvfølgelig heller ikke at forære modstanderne målene.

Jeg havde troet lidt på Italien denne gang. De viste strålende takter ved EM for 2 år siden. Inden finaleydmygelsen mod Spanien. Men endte som englænderne og fusede ud.

Stakkels Cesare Prandelli. Han havde virkelig de bedste offensive intensioner med sit hold. Men de efterlod ikke meget andet end en omgang Chiellini uden pasta.

Spansk defensiv anno 2014
Spansk defensiv anno 2014

Spanien blev VMs trætte gamle mænd som alle pludselig ville hade.

Jeg fatter ikke helt skadefryden, der rejste sig fra alle sider. Var deres forbrydelse ikke bare, at de i 5-6 år havde været forbandet gode? Og under to landstrænere, først Luis Aragones og siden Vincente Del Bosque, havde gjort det utænkelige. At få en samlet national enhed ud af spillere fra Real Madrid og FC Barcelona.

Tiki-taka er ikke en skid død. Den er bare lidt udbrændt og trænger som alt andet efter årelang succes til et frisk og fornyende input.

Jeg kan sagtens følge en del af kritikken. At ville eje bolden bare for eje den, fører ind i en blindgyde. De endeløse små trekanter af kombinationer midt på banen, det er i virkeligheden hverken underholdende eller kreativt, hvis man alligevel ender med at være helt afhængig af en enkelt spillers helt individuelle kvaliteter (læs: ex. Messi).

Spanierne endte i sin blindgyde og løb direkte ind i den hollandske kontrakæp på VMs andendag. Det gik pludselig alt for hurtigt for især målmand og forsvar. 1-5.

Compañeros
Compañeros

Jeg mindes en twitterkommentar under kampen fra den engelske fodboldskribent Jonathan Wilson. Han sammenlignede med Danmark-Spanien fra VM 1986. Spanien havde overtaget Jesper Olsen & co.’s rolle fra dengang. Foran på et straffespark og pludselig et defensivt sammenbrud som ingen havde set komme.

Lad mig i øvrigt tilføje, at jeg ikke bryder mig en skid om hollænderne. Hverken Arjen Robben eller Robin van Persie – deres voldsorgie i Sydafrika for 4 år siden i finalen mod samme Spanien har jeg ikke tilgivet.

Dengang for 4 år siden talte alle af de såkaldte fodboldeksperter om at Latinamerika nu havde overtaget den store scene.

Samme sang kører allerede igen. Latinamerikanerne styrer. Europa er i knæ. Vi står foran et paradigmeskifte (er det anden eller tredje slutrunde i træk at Chile bliver udnævnt til de store fornyere af spillet?).

Reminder: I Sydafrika var der kun 3 europæiske hold tilbage i kvartfinalerne. De 2 endte i selve VM-finalen.

Afrika er i hvert fald tæt på at være helt væk allerede og Asien endnu mere. Men det er bare som det altid har været.

I ottendelsfinalerne er der 6 europæiske hold tilbage. Det er stadig tæt på halvdelen. Mon ikke der stadig er masser af potentiale at samle op. Vi har vel ikke set belgierne ramme sit reelle niveau endnu (håber jeg sgu). Nok heller ikke tyskerne.  Mens Frankrig har spillet noget af det lækreste fodbold hidtil og har cruiset sig igennem gruppen.

Og er det egentlig ikke ligegyldigt? Europa versus Latinamerika. Bare der kommer nok lækkert fodbold på fladskærmen, der dækker for den tomme hvide væg.

Chiellini uden pasta
Chiellini uden pasta

For fanden da. Selvfølgelig kommer vi ikke uden om stjernepsykopaten Luis Suarez. Jeg har – ved gud! – hørt nok undskyldninger og forklaringer om den særlige uruguyanske macho-mentalitet. Vind for enhver pris.

Men at bide. Er det ikke sådan noget “tøser” gjorde i skolegården? Og sgu ikke for at vinde, men i et yderst desperat selvforsvar.

4 måneders total udelukkelse er den foreløbige straf. Den er formodentlig til appel i skrivende stund.

Suarez er en fremragende fodboldsspiller og et decideret dårligt menneske. En ganske tvivlsom kombo med andre ord.

En type man ikke gider. En type man tvinges til at forsvare hvis han spiller i favoritklubben, men prompte vil hade hvis han spiller for hvilken som helst modstanderklub.

Helt ærlig, jeg synes de 4 måneder er en hård straf af manden. Den luns han nappede af Chiellinis skulder er trods alt til at overse. Han har ikke brækket ben eller ydet korporlig vold i form af knytnæver eller spark. På den anden side gider jeg heller ikke rode mig ud i et længere forsvar af idioten.

Bye, bye, Suarez. Jeg blev næsten overbevist om andet efter de 2 scoringer mod England. Men du bliver aldrig en verdensstjerne. Format kommer også i den grad indefra.

Fokus ottendedel i stedet! En for en.

Brasilien – Chile:
Brasserne vinder desværre stensikkert. Chile er fisen i hornlygten. Ekspert-darlings ved hver slutrunde og særlig hos Morten Olsen fordi hans landshold tabte 0-3 til dem på Brøndby Stadion for et par år siden. Men de forlader turneringen igen med et 3-5 måls nederlag til Neymar.

Colombia – Uruguay:
Hvis der er en fodboldgud, bliver det Colombia der vinder og går videre. Jeg kan intet sympatisk finde ved Uruguay rent fodboldmæssigt. Jeg knuselsker bare Colombia anno 2014 og de har kvaliteten til at nå meget langt.

Holland – Mexico:
Hvis der er en fodboldgud, bliver det Mexico der vinder og går videre. De har været på vej i så mange år, og vandt OL-finalen i London over Brasilien for 2 år siden. De fortjener det. Samtidig slipper vi af med hollænderne.

Costa Rica – Grækenland:
Christian Bolaños kører den hjem. Ene mand.

Argentina – Schweiz:
Her kommer chokket der lammer fodboldverdenen. Schweiz vinder. Alpernes svar på Justin Bieber, Xherdan Shaqiri, scorer i overtiden og sender de sydamerikanske favoritter ud af turneringen. Et kontinent er rystet, ingen, jeg gentager, INGEN, havde set dette komme.

Frankrig – Nigeria:
Franskmændene har været det bedst spillende hold hidtil. Mand hvor de kører hurtige førstegangsafleveringer. Samtidig er der et eller andet bundsympatisk ved coach Didier Deschamps. Jeg tror, han er et godt menneske. Man kan se det i hans øjne og smil.

Belgien – USA:
Jeg er temmelig indifferent her. Har holdt lidt med belgierne fra start, men de har spillet pænt kedeligt trods 3 sejre i 3 kampe. Modsat har USA Jürgen Klinsmann som træner. Og Klinsy elsker vi bare, for hans begejstring og hans mod til at gøre ting anderledes.

Tyskland – Algeriet:
Tyskland vinder. Det siger jeg også med hjertet. Jeg er blevet alt for gammel til at hade dem og de har forlængst ramt en stil hvor ligusterhæk og nationalisme ikke nødvendigvis er plusord og giver masser af stemmer ved alle parlamentsvalg. Undskyld, Nabil Bentaleb!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s