Sejrens sødme smager altid lidt mere lækkert mod Brøndby. Så lad os endelig begynde der.
I søndags skete det igen. En overlegen sejr på 1-0.
Dog havde 3-0 givet et mere dækkende kampbillede. Sagt uden at være grådig.
Halvanden forkølet afslutning blev det vel til for vestegnsspillerne. Modsat fik København brændt 4-5 pænt store chancer, inklusive Corners stolpeskud langt inde i “romerlys”-overtiden.
Kampmæssigt ejede Brøndby de første 10 minutter ved at trille bolden rundt, derefter tog FC København mere og mere over. Men som hele dette forbandede efterår er det en særlig prøvelse at komme frem til de helt åbne chancer. Vores offensive koncept virker mindst lige så forkølet som modstandernes samlet indsats.
I pausen stod jeg med fornemmelsen, det bliver 0-0, og en pisse-ringe kamp i det hele taget.
Det løsnede med scoringen. Den blev vital, som sejren i det hele taget bliver. Forhåbentlig.
Jeg skriver med vilje “forhåbentlig”, for jeg troede også at sejren i Champions League-kvalen mod ukrainske Dnipro var et vitalt boost for Ståles nye setup.
4 dage efter leverede FC København den største hjemmebaneblamage i 10 år.
Guernica v2. Fra NK Gorica i 2004 til Hobro i 2014. Det var næsten på dagen for 10 året. 0-3 i Parken mod en flok skovhuggere, rejeplukkere, skolelærere, pædagoger og lokale brugsomdelere.
So long, Mary Anne! Jeg noterede mig at jeg ikke var den eneste der skred et kvarter inde i 2. halvleg. Det var ellers en smuk og behagelig sommersøndag tidligt i august. Men det var også en smuk og solvarm sommeraften dengang i 2004.
Siden har efteråret mest været pinsel med en alenlang landsholdspause, der blev skudt i gang af en underlig superligapause. Konstrueret af Divisionsforeningens turneringsudvalg. Sikkert i bedste mening. En fri weekend, der skulle hjælpe klubberne på vejen til europæiske gruppespil. Dvs. Aalborg og os. De 3 andre danske hold var allerede daffet ud i de indledende kvalifikationsrunder.
Både vi og Aalborg præsterede efterfølgende at tabe 0-4. I henholdsvis Leverkusen og Nicosia. Oprigtig talt, den frie weekend gjorde ikke den fjerneste forskel.
Og så stod man der. I søndags. #Aggermania min bare. De fik solgt billetterne på Brøndby Stadion, men giraffen forblev usynlig. Tatoo-sønnen fra vest var blevet skadet. Igen.
Istedet fik han sin genkomst i søndags – og det gik ikke så godt. Der var dem på pladserne ved siden af mig, der ikke end ikke registrerede at han blev skiftet ud.
Men han fik lavet et straffespark som aldrig blev dømt, kunne jeg se på tv-skærmen efterfølgende. Han flåede Cornelius omkuld ved et hjørnespark i 1. halvleg med ryggen til bolden. Indrømmet – det var det vist et af dem der sjældent bliver dømt.
På den længere bane tror jeg nu nok, at de skal få glæde af Agger ude vestpå. Selvfølgelig er det et scoop at få ham hjem i en relativ ung alder. Han bliver ikke deres mr 70%, han er trods alt en tand mere dedikeret. Men han bliver nemt mr 70 minutter. Grundet hans høje skadesfrekvens – hvilket dybest set nok også er årsagen til at han overhovedet valgte Brøndby.
Og så ikke et ord mere om #fucking_Agger, lige så lidt som #fucking_Hobro. 17 forskellige tv-stationer sender formodentlig direkte live tema-dokumentar om begge. I skrivende stund.
Sjældent har jeg været så glad for mit Netflix-abonnement som i de sidste par uger.
I søndags så vi Anton for første gang levere forsvarsspil som det han præsterede for 4 år siden. Glædeligt. Enigheden var ganske slående på mine rækker i Parken. Han var suverænt banens bedste.
Vi så også en Alexander Kacaniklic levere en middelmådig indsats, men han har potentiale til meget mere. Og det kommer. Manden var glimrende i Fulham og kan sagtens blive vores bedste sommertransfer (=lejemål i dette tilfælde). Sammen med stadig sprudlende Bengtsson på venstrekanten… jeg tør næsten ikke skrive det… men de taler samme sprog og kan hjælpe os igennem efteråret.
Ej overdrive, ej overdrive. Det nye projekt Ståle tærer i den grad allerede på tålmodigheden og det skal jeg, og andre, prøve at vænne os til. Træk vejret dybt, vi tæller… 1, 2, 3, 4, 5, 6… Og 7.
Syv mål i 8 superligakampe hidtil. For helvede det er tungt at se på. Reelt kunne det være nedrykkerpotentiale. Men der er ingen grund til at blive hysterisk. Ikke endnu. Vi fører vores Europa League-gruppe. Det er faktisk bedre end hvad langt større klubber som Tottenham præsterer.
0 mål i Beograd og 0 mål mod i weekenden hjemme mod West Bromwich. Og nærmest uden at skabe en eneste ærlig målchance.
Det begyndte ellers fornuftigt for mine engelske number one. Under den nye manager, Mauricio Pochettino. Sejre over London-rivalerne i West Ham og Queens Park Rangers. Vi blev alle grebet af et øjebliks hysterisk optimisme.
Et regulært fata Morgana, mand. Det var i stedet begyndelsen på et københavnsk efterår, som dukkede frem i horisonten. Lad mig skyndsomt parkere den der igen.
Tilbage til studiet, og 7 mål, og udgangspunktet, det var et sidespring, en fejl. Og Torino og Club Brügge kan ikke sammenlignes med hverken Galatasaray, Real Madrid eller Juventus, vel.
Jo, jeg ved, Brügge viste umenneskelig højt europæisk potentiale for 2 måneder siden, et helt andet hold end dem vi slog ud i Champions League-kvalen i 2012. Klasser bedre (… de slog for eksempel Brøndby 4-0…). Men alligevel…
Jeg varer mine ord. Ironi på skrift er en vanskelig sag.
Men der er de dage hvor jeg overvejer om jeg skal finde en anden branche.
De morgener hvor man bare er træt, inden man vågner. Cornelius sparker et ubehjælpeligt straffe, hvorfor ham igen? Nikolaj Jørgensen losser et frispark ud halvt mellem målstolpen og hjørneflaget, endnu et indlæg og ingen i feltet, Claudemir tør end ikke forsøge en afslutning 3 meter fra mål, Delaney med helt frit hovedstød lige i favnen på keeperen.
De aftener hvor det bliver mørkere og mørkere, og et par hyperentusiastiske NFL-drengerøve kan blive eneste dårlige undskyldning for ikke at gå i seng. Mens Stephan Andersen fumler med et harmløst indlæg og Zanka undervurderer endnu en forsvarsaktion og taber bolden under foden. Og Høgli scorer et halvt selvmål mod skolelærer/ejendomsmægler/lystfiskerholdet…
Tøv en kende! Samme Tom Høgli var faktisk til at holde ud at se på i kampen mod Brøndby. Det slog mig, da jeg cyklede hjem fra Parken.
Det bliver heldigvis snart vinter igen. Som altid. Årstiderne de skifter, baby, og sæsonen går sin egen gang. Nogle gange bliver den næsten alt for lang. Det gælder selvfølgelig både for stjerneræset & fuldemandssangen.
Sidstnævnte afslutningsvis og kortvarigt overladt til The Libertines, der væltede Vega tirsdag aften.
Saxo's semiprivate sjatter 
