And if you have 5 seconds to spare…

These feet were made for walking
Those feet were made for walking

Der er grusstien under fødderne, vinmarkerne der bliver til kornmarker, og en masse pilgrimme. To af dem går og udveksler citater fra gamle Smiths-sange og musiksmag i det hele taget. Vi er forbløffende meget i sync. Fra Joy Division, The Cure, 80erne, til britpop, og The National.

Jeg mødte argentinske Laura allerede en af de første dage. På den anden side af Pamplona. Det sædvanlige sker på caminoen, man bliver ved med at krydse hinanden og overnatte på de samme albergue’er, i de samme små landsbyer, og så begynder man at snakke. Lidt hist og her og så følges man. En dags tid, måske mere eller mindre, og begynder at fortælle brudstykker af sit liv.

Og pludselig møder man et menneske fra den anden side af kloden, som man har en masse til fælles med. En forsvarsadvokat fra Buenos Aires, der som teenager blev fan af Pulp og Jarvis Cocker og nærmest har lært sig engelsk via musikken.

… this charming man…

Laura – aficionada del Britpop. Med Stone Roses som vækketone.

Jeg er stadig forundret. Argentina var ligesom noget med latino-pop og tango i mit fjerne hoved. I bedste fald noget med fodbold.

Laura hader tango og fodbold. Til gengæld er der masser af plads til Robert de Niro og Malbec-vin. Ud over britpoppen.

Forundret!! Måske også bare sådan generelt.

Ligesom da en koreaner pludselig sagde “Tomassen” til mig, da han hørte jeg var fra Danmark. Vi sad og røg en smøg og han var tydeligt forlegen. Blandt koreanere er det meget lidt velset at være ryger, så han sneg sig altid på behørig afstand af den øvrige familie med et undskyldende blik, når smøgtrangen sneg sig ind.

I første omgang anede jeg ikke hvad han talte om. Han forsøgte med flere varianter af “Tomassen” og pludselig blev ordet goal scorer også nævnt. Manden var kæmpefan af fodboldspilleren Jon Dahl Tomasson. Han havde et billede af ham derhjemme, tror jeg nok han forsøgte at sige. I øvrigt elskede han også Carlsberg-øl (gætter på guldeksporten). Fordi de var stærkere end den almindelige koreanske af samme slags.

Et par færøske brødre. Begge var ganske fodboldgale og det har givet masser af snak på glædesturen ad Memory Lane – ganske særligt omkring Todi Jónsson.

Nøjagtig som meldinger hjemmefra om forårets 19-årige hotshot i FC København, Brandur Olsen, har styrket rigsfællesskabet en pæn sjat. Med sejrsmål i pokalfinalen og frisparksscoringen der sikrede andenpladsen. Ikke at det ændrer helhedsbilledet af sæsonen til andet end en gedigen skuffelse. Men det kunne være værre.

Derfor priser jeg mig også lykkelig for at have været på behørig afstand af både Glen Riddersholm og valgkampen. Det blev så i øvrigt første valg siden min 18 års fødselsdag, hvor jeg ikke stemte.

Men på caminoen i det nordlige Spanien er verdensfjernhed en del af dagsordenen. Man går her for at gå her. Lige præcis her, lige præcis i dette øjeblik, og reelt ikke skulle forholde sig til meget andet.

… these things take time…

Så det prøver jeg igen. Vi nulstiller. Som hollænderen Henk, der sagde sit job op til famliens fortrydelse. En chefstilling ved postvæsenet, som han aldrig følte sig tilpas med. For at vandre fra Holland til Santiago. Nu er han i gang med sidste etape af sin midlifecrisis, som han kaldte det. Til sommer starter han en fodboldskole op i sin hjemby og begynder forfra i sit liv.

Alle går for et eller andet. Nogle skærer den helt simpelt og prøver at finde ud hvorfor de bliver nødt til at gå her igen. Det er sådan jeg har det. Jeg var her sidste år og havde sådan set ikke behøvet at gøre det igen. Jeg har mit diplom og alt det fis. Men jeg havde allerede følelsen, da jeg vendte hjem til København sidste år. Jeg skulle gøre det igen, skulle have alle 900 kilometer med, jeg skulle igennem det hele igen.

It's like a jungle sometimes It makes me wonder how I keep from goin' under
En smuk tanke med på vejen

Det øsregnede i Saint Jean-Pied-de-Port i de franske Pyrenæere den 16. maj om morgenen, da jeg begyndte. En regn der solidt satte sig på hele dagen og blev trofast bakket op af både tåge og kulde. Der var knap 10 grader nede i dalen og væsentlig mindre højere oppe.

Jeg så det ikke selv, men hørte at man på den spanske side havde hentet pige ned fra ruten med hypotermi. Med ambulance. Hun var gået i kuldechok, havde haft for lidt tøj på og for lidt beskyttelse mod regnen. Det var dog ikke værre end at hun gik videre dagen efter.

Halvdårligt vejr i de første uger, blev efterhånden afløst af varme og sommertemperaturer på vejen ind i juni måned.

I virkeligheden har det slet ikke været så dårligt. Det har været behageligt vandrevejr. I begyndelsen endda ganske hjemligt ja.

… he knows so much about these things…

Og så var der ham koreaneren igen, han har sin helt egen tilgang til caminoen. Har åbenbart en favoritfodboldspiller i alle lande. Fra Argentina var det en vis Javier Saviola. Den var henvendt til Laura. Hun anede selvfølgelig intet.

Ikke Lionel Messi. Saviola – engang i et kæmpetalent i FC Barcelona. Ham der skulle være blevet Messi, men aldrig kom i nærheden af det. Respekt til Korea. Altid med en ny vinkel på tingene.

Min nye vinkel var egentlig at jeg ikke ville skrive andet end kommentarer til mit (næsten) daglige instagram-billede. Ikke skrive, bare opleve. Jeg bøvlede gevaldigt med at finde et brugbart instagram-script, der automatisk kunne overføre billederne til bloggen her. Således at det hele bare passede sig selv. Men det lykkedes aldrig – at finde det skide script.

Fra Cisur Menor til Fisterra. Den gamle gruppe samlet.
Fra Cisur Menor til Fisterra. Den gamle gruppe samlet. Gerard og Sylvie fra Cherbourg, Kyle og Kay fra et eller andet sted mellem Birmingham og den walisiske grænse. Samt yours truly.

En engelsk camino-fælle, Kay, førte sin egen dagbog – Call This A Holiday? – over turen. Jeg mødte hende og manden (The Cyclist) i Cisur Menor første gang og siden blev vi ved at holde kontakten undervejs.

Jeg optræder et par gange i skriverierne, når jeg fysisk har krydset deres vej. Det endte endda med at de tilbød mig husly i deres ferielejlighed i Fisterra.

Det skal dog tilføjes, at de faldt noget af på den til sidst. Nøjagtig som dagbogen vist gør. De fleste af de sidste 100 km til Santiago blev tilbagelagt i en bus, afsluttet med 4-dages daseferie i Fisterra.

Men hver sin vej. Et ældre hollandsk ægtepar som jeg nærmest fulgtes med fra dag 1, havde deres helt særlige rutine.

De gik hver dag til omkring kl. 13-13.30. Tjekkede ind på det offentlige albergue, og fandt derefter den nærmeste bar. Og drak sig systematisk i hegnet til hen under aften.

Den slog aldrig fejl. Så man dem ikke lige, kunne man oftest høre dem. Omkring kl. 20 var det sengetid. Getting ready for the next day, en god brandert kræver en god nats søvn. Og 25 km mere næste dag.

… oh the alcoholic afternoons…

Med til historien hører at de havde været på farten siden marts måned. Var begyndt et sted omkring Amsterdam. så man kunne dårligt bebrejde dem.

Big Lebowski
Way of The Big Lebowski

The Dude var der også. Fast på barerne. Alain fra Korsika. Laura havde hurtigt døbt ham Jeff Bridges, fordi ligheden var slående til filmen Big Lebowski. En morgenbajer og en smøg. Gerne før 10.

Han endte med at blive lidt træt af Sjeff Bridjes. Pludselig forsvandt han. Kort efter Leon. Han blev hængende i en landsby for at se nogle rideopvisninger. Noget middelalderfiesta.

Han var blevet til Vino Tinto, skulle han have proklameret (har det fra andenhåndskilder). Ikke desto mindre dukkede han op i Santiago. Jeg mødte ham foran pilgrimskontoret kort efter, at jeg var kommet retur med bussen fra Fisterra/Muxia. Han var glad og veltilfreds. Et sidste farvel. Oven på en masse andre.

Det er også historien om caminoen. Den begynder med et farvel til alt det man kender alt for godt, nogle svinger sig op til at kalde det virkeligheden. Det er det sted hvor man scorer masser af stemmer på 2 grænsebomme og en skildvagt iklædt dannebrog og en gammel karabin. Bare et tænkt eksempel fra en anden virkelighed. Tillykke med folketingsvalget, Denmark.

Og caminoen slutter med et farvel. Til alt det simple og enkle der har fyldt alt i 4-5 uger – sammen med de mennesker der var akkurat der, på akkurat det tidspunkt i ens liv.

Det vil være løgn at påstå, at det har været ren fornøjelse. Skinnebensbetændelse, manglende søvn, vabler, gnavende sår, solskoldning, forkølelse, pisregn i Pyrenæerne, morgentåge så tæt at man knap kan se sine egne fødder.

Men jeg vil aldrig være foruden. De bliver altsammen blot elementer i helhedspakken – the full camino-experience. Den er i rygsækken nu. Pakket til noget andet.

Det tog mig 30 dage at gå hele turen fra Saint Jean til Santiago (inklusiv en hviledag i Burgos). Og yderligere 4 dage at gå Fisterra-runden.

… I know it is over…

Det har været det vildeste trip, alt det jeg egentlig søgte at få fuldført fra sidste gang – og jeg ved med mig selv nu, at jeg kommer ikke til at gøre det igen. Alle gode oplevelser bør også slutte godt!

Så – over & out.

Mit instagram-album med billeder fra turen.

Insert new coin...
Insert new coin…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s