Da jeg sad i flyet på vej hjem fra Spanien og caminoen for knap en måned siden, hørte jeg seneste podcast fra den genopstandne fanradio, der ikke længere hedder Løvetimen. En hel time dedikeret til FC Københavns nyeste storindkøb, Federico Santander, der knap nok var blevet bekræftet på det tidspunkt. Værterne nørdede herligt i en snak om sydamerikansk fodbold og lange analyser af mandens formodede kvaliteter.
Det blev – på en eller anden måde – min indgang tilbage til virkeligheden og København. Reality check-in.
Jeg har været langt borte fra Parken og FC København. Så kun en eneste kamp på tribunen i hele foråret. Brøndby-kampen i marts. Resten af foråret var jeg væk i en blanding af mental og fysisk fravær.
Så langt væk at jeg faktisk overvejede om det var ulejligheden og pengene værd at gentegne sæsonkortet.
Det har jeg dog gjort. En gylden nedgradering fra platin. Lokket af en spirende optimisme på den nye sæsons vegne – man falder sgu i den gryde hver gang.
Og dog. Denne gang synes der alligevel at kunne være korn af substans. Mens jeg vandrede rundt i det nordspanske og forsøgte at finde noget og nogen og ikke mindst mig selv, tikkede nyheder og sms’er ind hjemmefra.
FC København handlede usædvanlig fornuftigt ind. Et særdeles velforberedt transfervindue, spillere blev signet langt inden sommerens forberedende trænngslejr, spillere af den rigtige kaliber. Vi har ikke været vant til den slags.
Fornuftige indkøb. Kasper Kusk, Peter Ankersen, slovenske Benjamin Verbic og paraguayanske Federico Santander. Alle spillere til offensiven. Også Ankersen selvom han som udgangspunkt vel skal ses som højreback. Der er talent og perspektiv. Både Kusk og Ankersen er velkendte fra superligaen – begge med landsholdspotentiale.
Verbic fik en fornuftig debut forleden i euro-præmieren, en 21-årig gut fra det slovenske landshold, der virker som han lynhurtigt har taget København til sig. Offensiv allround og med et godt drev.
Jeg så kampen mod walisiske Newtown med et halvt øje på TV. Indtrykket var overvejende positivt mod en svag modstander. Selvom de brændte chancer hurtigt blev et dræbende deja-vu.
Men skal man tro den nye træner, Petter Wettergren, bliver der arbejdet anderledes med offensiven på træningsbanen (igen en utrolig fornuftig forstærkning af trænerstaben Man kan næsten ikke få luft!) Og indkøbene er i den grad til det.
Den store satsning er Santander. Angivelig pris 23 millioner. Frisk fra Sydamerika til København. Det eksperiment gik helt galt for et år siden. Men Santander virker godt udtænkt, åh jo det er sandelig hørt før. Forhåbentlig har han hovedet bedre med sig end Franco Mussis. Positivt i hvert fald at Mussis-floppet ikke har afskrækket manager Ståle og hans team fra at handle direkte på det sydamerikanske marked.
I det samlede transferbillede hører også sommerens afgange. Gislason skulle videre, de Ridder havde fået sine chancer, umiddelbart anså jeg kun Christian Poulsen som et ærgerligt tab. Med sin erfaring og sine spoiler-kvaliteter på midtbanen.
Men det var kun indtil fredag aften.
WILLIAM! Det drønede straks med tweets fra fanarrangementet i Imperial-biografen, da han blev præsenteret. Ståle havde i dagene inden luftet, at der nok ville komme en spiller mere. Men det kom alligevel som en bombe – i hvert fald for mig.
Han er tilbage, i sin gamle trøje. Næsten! Nummer 6 var Claudemir. Men forhåbentlig med endnu et par lykkelige københavnske fodboldår i sig.
Han var indbegrebet af 2010-holdets ånd. Ikke som stjernen, men som et bundsolidt omdrejningspunkt. Og måske i virkeligheden det største tab i sommeren 2011, da holdet mere eller mindre smuldrede og forsvandt ned i Europa.
William Kvist. Jeg blev hamrende lykkelig – og så er vi tilbage ved den spirende optimisme der i en fredag aftens brandert nærmest kogte over.
Man skal passe på med den slags, det siger mere end 20 års erfaring fra livet på tribunerne mig. Men for fanden… det ser jo fornuftigt ud. Det gør det. Bestemt.
Det var også fredag aften, at trøjen kom. Endelig!
De blå-sorte striber. Den nogle af os har haft hede drømme om i mange år. Rigtig mange år. For hvad fanden er mere oplagt end at tage de klassiske striber fra moderklubberne og smelte dem sammen. Så oplagt at den selvfølgelig har haft sin egen facebook-side.
Hvorfor skulle vi vente så længe på den andentrøje? Der har været nogle spæde forsøg. Tværgående blå-sort vel nærmest lidt sympatisk. Men for rugby-agtigt. Rigtige fodboldstriber er på langs. Man kunne bare skele til serie A og Inter for at se hvor smukt kombinationen af blå og sorte striber kunne tage sig ud.
Jeg aner det ikke, hvorfor det har været så svært at designe den trøje. Og vi kommer desværre til at vente lidt i endnu på den anden halvdel.
Jeg har ikke set trøjen endnu, men så vidt jeg har kunnet tuske mig til, er ryggen helt blå. Man har ikke ført striberne igennem.
Forfanden mand! Vi skal åbenbart holdes på pinebænken. Nøjagtig som sæsonpræmieren der skulle udsættes – på grund af et svensk orienteringsløb.
Men vi tror på det. Det gør vi. Den henholdende optimisme. Der bliver forhåbentlig spillet fodbold på søndag i Esbjerg og en dag ser vi måske også den helt rigtige blå-sort stribede trøje.
Nøjagtig som mesterskabet da bestemt virker som en fornuftig målsætning. I øvrigt i den sidste sæson inden Superligaen udvides til 14 hold og skal belemres med et slutspil.
Uden at ville røre den snak yderligere, det bliver en anden gang, kan jeg bare konstatere at DBU til slut valgte den mindst ringe model.
Og for at bevare optimismen. Der er ikke langt fra 14 til 16 hold – når det nu skal være. Og så kan man sløjfe slutspillet igen og spille 30 runder. En gang hjemme, en gang ude. Helt klassisk som et par gamle fodboldstriber.
Eller løber det af med mig…
Saxo's semiprivate sjatter 