One Hotspur international membership – et plastikkort. Når du køber billet til Premier League-kampe, uploades den direkte på kortet.
Det er også moderne fodbold og ganske praktisk, især når man husker plastikkortet. Og ikke sletter den bekræftende mail, som også ankommer. Der står detaljerne om indgang, række og sæde nemlig.
Tre kvarter før kick-off, 12.00 lokal tid, kunne jeg indtage pladsen på første række i Øvre H-blok på White Hart Lane i det nordlige London.
Kampen var blevet lidt en gave. Der var selvfølgelig tale om en storkamp mellem to klassiske engelske hold. Men det var ikke bare tid til at se Tottenham Hotspur, et håbløst London-foretagende som jeg engang i barnligt blåsyn forelskede mig i, det var også tid til at se nærmere på Liverpools særlige nyfundne “Klopptimism”. Et slags hysterisk selvsving som havde ramt alle med forkærlighed for den nordengelske klub.
Den tyske rock’nroll-træner Jürgen Klopp var ankommet, efter sin stille deroute i Dortmund, og havde afløst fyrede Brendan Rodgers. Jeg kender en del Liverpool-fans og de har rendt rundt med bristede hjerter og en ustoppelig serie af tweets om denne nye frelser. Wirtschaftswunder i en nordvest-engelsk havneby.
En klub der de senere år oftest har haft samme skæbne som Spurs. Noget med lige ved og næsten… og så alligevel langt væk. Fra de russiske og arabiske oliemilliarder, der på skift køber de engelske mesterskaber.
I forrige lørdags tidlige Premier League-opgør blev det mest Spurs, der var lige ved og næsten. Efter en shaky begyndelse, med opspilsfejl i Zanka-klassen, fra især højresiden, fik hjemmeholdet bedre og bedre styr på spillet.
Banens bedste, Mousa Dembélé, kontrollerede midtbanen med en overlegen energi og boldbehandling. Han gled rundt om Liverpool-spillerne som en hidsig cobraslange det ene øjeblik og leverede syngende tacklinger i rummet foran midterforsvaret i det næste.
Men Harry Kane kan ikke score mere (dette skrevet før Bournemouth-kampen!), og den nyindkøbte franske yngling, Clinton N’Jie, blev behændigt pareret ud af Liverpool-keeperen.
Skuffelsen blev mumlende og langtrukken på traveturen ned mod Seven Sisters efter kampen. Ikke rasende ærgerlig, blot et lavmælt “oh shit”.
Uden at jeg vil gå til i overdreven optimisme, er det svært ikke at se at Spurs faktisk har et spændende hold. Det yngste i Premier League. Og de kan sagtens spille fodbold. Hurtigt og lækkert og with a flourish, som Tottenham gerne ønsker for sin egen selvforståelses skyld – og de værste defensive udfald er efterhånden ved at være minimeret omkring den belgiske akse med Jan Vertonghen og Toby Alderweireld. Sidstnævnte er nok det bedste forsvarsindkøb som Spurs har gjort i en menneskealder – han er mindst lige så god, som efternavnet er svært at udtale.
Modsat på banen er det sjovt at se Christian Eriksen nærmest være bærende i offensiven. Spilleren som han sender hjem til landskampe må være en usædvanlig dårlig kopi. På Tottenhams hold glider han rundt i en fri rolle bag Kane og foran midtbanen. Liverpool-kampen var langt fra hans bedste, men han trives på holdet og var en klasse bedre end hvad jeg har set i den sidste dobbelte håndfuld af landskampe.
Slutresultat 0-0. Reelt en forbedring fra både 0-3 og 0-5, som er resultater fra Liverpools to sidste besøg i Nordlondon. Dette skrevet med erfaren Tottenham-realisme.
Men ja, for den neutrale og den naive og ham der bare ønsker sig mål, blev det reelt en halvsløj omgang til Match of the Day senere på aftenen på BBC. Fodboldshowet der nu styres af den gamle Leicester- og Spurs-angriber, Gary Lineker, og det er altid en fornøjelse at se ham.
The Libertines blev så af en eller anden grund brugt som underlægningsmusik til reklamer for kommende kampe i samme show. ‘Heart of the Matter’ fra det nye album.
Lets get straight to the heart of the matter
So glum, it’s all on a platter
Det er ikke svært at forstå at Bayern München-fans boykottede de første 5 minutter af tirsdagens Champions League-kamp ude mod Arsenal i protest. De engelske billetpriser er skyhøje og en hån mod tyskere og andre, der gerne vil følge deres favoritter på den engelske side af Nordsøen.
Min billet til White Hart Lane kostede £59, det er mere end det dobbelte af hvad en tilsvarende Bundesliga-kamp ville koste. I mit tilfælde var det endda members price. Skulle jeg have købt det via en eller anden billethandler på nettet, havde den snildt kostet 2-300 kroner yderligere.
Englænderne selv forsøger gerne at sælge Premier League som verdens bedste liga. Den er uden tvivl verdens rigeste/dyreste. Men skal vi måle på de reelle internationale resultater, både i Champions og Europa League, bør Spanien vist rettelig tage æren. La Liga vinder suverænt. Topduellen mellem Real Madrid og Barcelona rummer endda langt større og skarpere historik end det kunstigt udblæste oil battle mellem Manchester City og Chelsea. Og udfordrere som Atletico Madrid, Valencia, Bilbao og Sevilla leverer konstant på højere niveau end de engelsk subtop-klubber formår.
Både Spurs og Liverpool skuffede – ganske eksemplarisk – internationalt et par dage efter kampen på White Hart Lane, og et par andre engelske klubber var pænt heldige med at hive resultater hjem.
Men det evindelige sportslige luftkastel ændrer ikke ved den særlige oplevelse en engelsk fodboldkamp er. Eller stadig er. På et stadion som White Hart Lane. Den er fortættet, bogstaveligste forstand. Man sidder meget tæt og langt fra komfortabelt.
Men tæt, ja. Man kommer tæt på sidemanden, som i mit tilfælde var en yngre kraftig kvinde. Hun var ikke synderlig snakkesalig. Måske fordi det der lignede faderen, sad på den anden side.
Da jeg sidste år var på en lignende tur og fik plads på nærmest første parket til en Europa League-kamp, snakkede min sidemand uafbrudt i 2 timer. Han havde en mening om alt fra de horrible billetpriser og Spurs’ endeløse historie af flopindkøb, og der er mange, til EU’s forbandelser. Der er også mange, hvis man er englænder. Selv B1903 kendte han til min store overraskelse. From Copenhagen, aye?
Ja ja, mand. FC Copenhagen. I øvrigt insisterede han på at modstanderne dengang var albanere. De var fra Grækenland og hed Asteras Tripolis. Det var i samme kamp at Erik Lamela scorede med et rabona strike, og en uprøvet Harry Kane for alvor trådte ind på Spurs-mandskabet med et hattrick.
Den særlige engelske fodboldkultur. Du har hørt det før. Den er der stadig. Det er stemningen før kampen, på pubberne og ved boderne langs stadion, sangene der pludselig kan blæse en hel tribune omkuld, uden at være fuldstændig orkestreret. Det sidder bare i rygraden på folk.
Om 2 sæsoner rykker Tottenham ind på et ny-etableret White Hart Lane. Langt mere mageligt og med plads til 61.000. Planmæssigt skal det være færdig til 2018/19.
Reelt kunne dette være mit sidste besøg på det gamle stadion. 2017/18-sæsonen skal i hvert fald spilles på et endnu ukendt sted, måske West Ham, måske Wembley, måske noget helt tredje uden for lands lov og ret, ombygningen gør i hvert fald klubben hjemløs.
Det nye stadion bliver designet af de samme folk som står bag Emirates Stadium, et par kilometer længere sydpå. Det er flot og imponerede at se på, men et røvkedeligt sted at være fodboldfan. Tro mig, jeg har været der og det er ikke noget jeg bare skal sige. Fordi jeg skal hade Arsenal.
I sig selv er et toptunet og moderne stadion ikke en stemningsdræber. Det er kun hvis magelighed og lounge-mentalitet helt sætter dagsordenen. Det gør de i den grad på Emirates.
Ståtribuner og anstændige billetpriser kan modsat være ganske kulturbevarende. Bare spørg tyskerne. Det gør de desværre nok heller ikke i Tottenham…
Sagt før, hørt før. Jeg ved det.
And you’ll get by you’ll get by
With your wicked little smile
The Libertines slukker for my beloved London denne gang. Efter 10 år med uvenskaber, pissen på hinanden, solokarriere, pissen på alle andre, og misbrug af det ene og andet, og efterfølgende rehabs, blev der atter tid til et album. Det er slet ikke blevet dårligt! Slet ikke, mand.
Og jeg griber gerne halmstrået og vender tilbage.
Saxo's semiprivate sjatter 