Snow City (remastered)

copenhagensnow
Sne over Suffragette City

De siger, at andefuglen er løs igen! Historien hastede som en halsbrand ud over den nøgne by og skabte sekunders anspændthed og begyndende mavesår. Et par øjeblikke og fem. Mere blev det ikke til. Snart efter stod det isnende klart i januarkulden.

Anden havde allerede brændt sin sidste halefjer i Snow City i dagene inden min ankomst, og i aftes havde de spændt ham fast til tønden nede på Promenaden. Han havde pustet sig op og ville dele rygter med de store, men manglede format og evne og spillede i stedet falsk for at tildække sine løse kilder.

De tunge drenge i branchen sporede ham hurtigt og gjorde processen kort. De siger at der blev klippet vinger og prikket øjne og man tror dem gerne. Det var et grusomt syn der mødte de få fremmødte da de fiskede ham op fra den tilfrosne sø. Anden havde foretaget en sidste mavelanding og taget sin rablende paranoia med sig i opløsningen. Der var hverken hoved eller hale på ham mere.

Da jeg ankom til Snow City hen på eftermiddagen, cirkulerede historien om avisanden allerede flittigt. Der var tilfredshed og en vis skadefryd over alt i den bidende kulde. Han havde længe været et eftersøgt skadedyr, han hører ikke hjemme på disse seriøse breddegrader, mumlede folk igen og igen, og de tunge drenges ekstermination blev anset som sundhedsfremmende for hele byen.

Rygtespredningen havde længe været et problem, den kostede på alle fronter, kolde som varme, og alt for mange endte med at have noget i klemme. Det var en alvorlig situation, og den havde udviklet sig over tid. Ingen brød sig om den, heller ikke strømerne.

Men de måtte alligevel tage sig af den utaknemmelige oprydning og nu skulle stumperne fra fuglen samles og sendes videre til undersøgelse og formodentlig en slags verifikation på det sædvanlige sted ude vest for byen. Et sted hvor de gerne pustede sig op, påkrævede sig patenter med henvisning til glemte begivenheder for både 20 og 30 år siden.

Nej, jeg var langt fra tryg. Byen var endnu ikke faldet til ro oven på andefuglens endeligt. Denne by gjorde mig aldrig tryg.

En lettere korpulent politiuniform vraltede frem og tilbage på Promenaden og udstak ordrer. En ondskabsfuld lille satan som jeg kendte fra tidligere besøg i Snow City. Han fór frem mod mig, da jeg ankom.
“Hvad fanden vil du her, undermåler! Der er ikke en skid at fortælle!”
“Jeg følger blot med strømmen og lugten!”, svarede jeg og rettede på hatten, mens jeg demonstrativt gjorde min iPhone klar. Han gloede arrigt på den og stak en finger i mit bryst.
“Okay, rygtesmed! Jeg vil give dig en ting. Anden var en byld, en af den slags som denne by har for mange af. Nu er han væk. Ergo har denne by en byld mindre at bekymre sig om. Det gør mig egentlig glad. Men først en gang i aften. Når ingen kigger med og jeg er alene under dynen!”
“Intet at fortælle, hva’!”, udbrød jeg og fiskede en smøg frem og stak den skævt i munden. Strøg en tændstik på hans krave.
“Få ham væk fra afspærringerne!”, skreg han og dirigerede mod et par menige uniformer, der lignede nogle som havde nikket hinanden gensidige skaller i alt for mange år. Jeg fortrak frivilligt.

Min ankomst til Snow City havde i virkeligheden intet med ænder at gøre. Der var blot tale om kolliderende begivenheder. Et fugleperspektiv kunne man sige. Som fra en and til en Falk. To fænomener som tilfældigvis tilhørte samme uge af tilfældigheder og brud på hverdagsrutiner.

canard
Hello Spaceboy! Are you happy now!?

Men sådan var Snow City. Man vidste aldrig hvad der skete, før det var sket. Selv i en tid hvor byen burde være fyldt med den største forudsigelighed af alle, indkranset som den var i kedsommelige bortforklaringer fra kedsommelige partier med kedsommelige politikere, måtte det gå som det gik.

Jeg traskede bort fra fugleresterne, pulsede eftertænksomt på smøgen. Et sted fra et åbentstående vindue spillede nogen David Bowie, og jeg stoppede et øjeblik, lyttende, og tændte en ny smøg ved at stryge tændstikken på en forbipasserendes ærme. Time takes a cigarette, puts it in your mouth…

De siger, at ham den lille mørke er blevet solgt og erstattet af noget lysere fra den anden side af sundet, der deler Snow City. Den var måske ikke helt korrekt, selve historien, men man følte sig på sikker grund. I Snow City. Der blev værnet om kulturen – særligt i nærområdet. Det var den tryghed som flertallet af borgere drømte om.

Jeg bebrejdede dem sådan set ikke. Det havde aldrig været nemt, der havde været andre og værre begivenheder end andefuglens endeligt inden for de sidste uger. Det havde været som en hel verden af ubehagelige konsekvenser, havde forstyrret kulden og stilheden bag de obligatoriske snefald.

Vi er i krig, skreg man, de vil ødelægge os. Dem, de, de andre. En hel kultur funderet på farseret grisekød begyndte at vakle – vi går til grunde. Jeg standsede et øjeblik, foran et vindue, måske var det samme sted jeg hørte Bowie fra tidligere. Jeg havde gået rundt om mig selv. Måske. Min iPhone havde svigtet, batteriet havde fået forfrysninger i vinterkulden. Jeg stivnede og kiggede ind igennem ruden, og forsøgte at se klart.

Ohhh, Wham Bam Thank You Ma’am!

Jeg lagde hovedet på skrå og rettede på hatten, en ung kvinde standsede tæt på og studerede det samme vindue.
“Det er synd for ham!”, udbrød hun.
“Sådan er det med ensomme mænd.”, sagde jeg og skoddede smøgen, og gik ud fra at hun mente ham Bowie bag ruden. “Det er altid synd for os!” Hun vendte sig langsomt mod mig. Hendes knaldrøde læber duggede et øjeblik i frosten og hun skød demonstrativt brysterne frem, mens jeg rykkede nærmere. Skæbner mødtes i januar aftenen, skind mod skind, flæsk mod flæsk, selvfedme mod selvfedme.
“Gi’r du en smøg?”, sagde hun. Jeg rakte hende en og bevilligede en anden til mig selv. Da jeg strøg tændstikken mod hendes håndtaske, sprang hun tilbage og forduftede helt i den forfrosne og sølle luft. Sådan noget sker bare for os hvide europæiske mænd.

Det er vores skyld. Altid. Men jeg fik min ild fra hende. Der er nok dem der vil se det som et overgreb, det med ilden. Men jeg spyttede tungt i stedet. Det måtte ud.

Og sådan var det her i Snow City. Alt må ud. Til det helt forsvinder. Det løb som ugers og måneders spyt og bræk og ligegyldigt ordskvalder i en rendesten mellem dig og mig, og mig og dig. Også succes og smukke øjeblikke. Men hvad der en gang forsvandt, kommer måske tilbage en dag.

Men det ligger ikke lige bag næste hjørne. For det var sådan set et andet sted det hele skulle begynde. Jeg forsøgte at praje en taxi og efter to-tre forsøg lykkedes det. Free-Kurdistan nattaxi, de kalder ham vist bare Muhammed på disse kolde kanter. Endnu en af dem – de der fremmede der alle er ens.

Jeg sad demonstrativt på bagsædet, mens vi kørte igennem gader og atter gader, sener i metropolens store muskel, det var Snow City, mand, neon og glitter der spejler sig i frosne pytter, forbrugets helvede og materialismens mekka. Kulturen som alle hader og alle vil have sin del af.

Det var blevet tid til en smøg. Tændstikken strøg jeg over Muhammeds bare nakke. Han hostede og svovlede og var nær kørt over fortovskanten, men jeg lænede mig mageligt tilbage som i en nærorientalsk hash-rus. For radioen spillede The Thin White Duke, ja ham igen, og om lidt ville jeg stå ansigt til ansigt med det som var den egentlige grund til min ankomst her i Snow City.

Men baren var der ikke længere. Muhammed vidste det. Alle vidste det. De havde lukket den ned for næsten 10 år siden. Jeg var et øjeblik i vildrede. Nogen havde taget mig ved næsen og lokket mig ind i fælden. Det er ham igen, var min første tanke. Ham bartenderen fra dengang. Den lille fede med skægget, ja, ham igen…

Jeg nåede knapt at tænke tanken til ende, i samme øjeblik brændte min smøg ud. Alt gik i stå. Jeg så skyggen. Han kom gående imod mig.
“Så er vi tilbage igen, makker!”, skreg han, “Du forsøger at stjæle det hele!”
“Det er stadig dig der fortæller historien!”, vrissede jeg.
“Begynd ikke på det pis igen. Verden ser anderledes ud nu. Vi er begge blevet ældre. Der er krig, terror og ødelæggelse allevegne omkring os.”
“Hvad helvede skulle jeg lokkes her til Snow City efter?”, jeg dirrede indvendig og fumlede en tændstik frem. Jeg var blevet holdt for nar af dette fedladne fjols. Han havde ringet til mig igen, han havde lokket mig til denne snetunge by, og tændstikken ville ikke tænde.

david-bowie
You better not mess with Major Tom

For fanden da! Og nogle spillede Bowie igen. Fra et eller andet sted. Det lød fjernt men jeg kunne ikke undgå at høre sangen.

This way or no way
You know, I’ll be free
Just like that bluebird
Now ain’t that just like me

Den fedladne var helt upåvirket. Han rodede i sin frakkelomme, musikken kom fra en iPhone, der var identisk med min. Dette sker ikke, det sker ikke. Jeg har styr på mig selv. Vi stod ansigt til ansigt. Den forbandede tændstik, min hånd rystede, jeg trængte til den skide smøg. Intet virkede og det var ikke bare kulden.

Jeg forstod det pludselig, jeg var ved at blive hans alter ego. Han kontrollerer mig. Jeg er ingenting. Ikke mere. Smøgen ligger på fortovet, tændstikken ligger på fortorvet. Rock’nroll Homicide.

De kalder mig Ziggy S. nu – eller stjernemanden. Eller noget tredje.

Og der er heldigvis altid musikken! Den forbliver der altid.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s