XI – 11 – elleve

Igen plastic i Parken

Jeg har hørt at der ikke blev jublet nok, da FC København for et par uger siden sikrede sig det 11. mesterskab. Med 2-0 sejren i Parken over Farum. 3 spillerunder før sommerferien. Der findes åbenbart en skala for den slags. Også  i sportsjournalistiske kredse.

Jublen blev aldrig ekstatisk. Nej nok ikke.

Nu oplevede vi vel heller ikke ligefrem en vild Hjalte-scoring i 3 minutters overtid. Vi oplevede mere frugten af mange måneders fornuftigt og målrettet arbejde. Tal om lettelse og almindelig stolthed i stedet. Med pokalfinalesejren som regulær bonus.

Det var et mesterskab der skulle hentes tilbage til København efter 3 år. Et mesterskab som reelt allerede lå til højrebenet, da vi vandt den udsatte stormvejrskamp i Herning fra efteråret. Det skete engang i marts.

Det dinglede lidt i et par udekampe. Randers, Viborg, måske endda Århus. Farum var helt uden for kategori. Men bufferen forblev intakt og truslen primært fra de sønderjyske regioner blev mest kortvarige angstneurotiske anfald. Af den slags alle fans lægger under for. Spøgelser og genfærd i vores begrænsede horisonter. Det er ikke bare nerver, det er dårlige nerver. Vi glemmer altid at den større virkelighed er vores bedste ven i den slags situationer.

Det 11. mesterskab i rækken – og Federico Santander scorede sine ligamål nummer 10 og  11 akkurat mod Farum. I øvrigt begge fremragende. Og helt symbolsk lukkede han også sæsonen ned, da han skovlede sejrsmålet mod AGF ind i den afsluttende guldfest. Det var pludselig gået stærkt, den afgørende scoring i guldkampen blev hans mål nummer 14.

I vinters ønskede jeg, at han ville score 8 kasser i foråret. Jeg er mere end tilfreds. Ja, nærmest ekstatisk. Fe-De-Ricoooo!!

Journalistiske døgnfluer som “flop” og “fejlkøb” truede flere gange i efteråret.  24 millioner og ingen mål. Men der var udbredt tolerance og almindelig anerkendelse på tribunerne i Parken tidligt i efteråret. Folk kunne lide hvad de så, og det handlede ikke bare om at man ikke ønskede endnu en Mussis-historie. Den mest hypede transfer i Københavnsk fodboldhistorie, der endte med at spille 1 kamp, og i øvrigt faldt helt igennem på alle tænkelige parametre. Fra Sydamerika til Nordeuropa og tilbage igen. San Lorenzo me bad!

Santander havde noget andet – noget anderledes modent bag sit venlige smil. Og det lovede godt. Allerede fra begyndelsen i august. Her i foråret blev det forløst. Delvist, gradvist, og mere og mere positivt. Men han har meget mere og større potentiale. En ny Dame. Det er det vi drømmer om, 10/11-sæsonen er ikke længere siden end at alt selvfølgelig rimeligvis måles i det perspektiv.

“Den glade indianer”

Det var i øvrigt mesterskab nummer 9 dengang i 2011 – det mest suveræne nogensinde og efter den bedste sæson nogensinde. Ikke mindst europæisk.  Det 10ende hænger i et underligt vadested. Det kom nemt og forsvandt nemt. Engang i 2013.

Det skulle have været året før, men 2012 forsvandt mellem nordsjællandske sommerhusdrømme og fingrene på diverse sportsdirektører og trænere, der gerne ville afløse hinanden, og en masse spillere der forsvandt på en eller anden måde. Mange desværre fysisk, skader og salg, og et par mentalt.

To mere!

Med andre ord hopper vi hurtigt fra 9 til 11 og glemmer 10.

Historien om et bebudet mesterskab. Jeg har for længst overgivet mig til Ståle Solbakken. Ser ikke nogen anden træner for FC København i øjeblikket. Han har et klart projekt, han tror på tingene, ind imellem ganske skingert, og det virker som han har alle folk i klubben med på vognen, og den kører ikke af sporet lige med det samme. Heller ikke med et par udskiftninger i staben.

Allerede i august talte han om den kultur og det drive der var i klubben. Det skulle bringe mesterskabet hjem. Manden fik ret og man handlede rigtigt og målbevidst og usædvanlig tidligt. Truppen var på plads inden ferien og august, og man gjorde rigtigt ved at beholde Amartey et halvt år og først sælge ham i vinterpausen. Personligt indbragte det ham oveni både et engelsk og et dansk mesterskab.

Sæsonens eneste store minus var den alt for tidlige europæiske exit. Jeg har nævnt det før og den niver stadig. Vi var blevet vænnet til, at et efterår skulle være lig med europæiske kampe. Og jeg tilhører den slags, der godt kan finde Europa League-gruppekampe interessante. Meget mere interessante end 2 ekstra opgør mod Brøndby og Aalborg.

Det skulle gerne ændres efter ferien. Lodtrækningsheld eller ej – vi vil tilbage på Europa-kortet. Der er 3 runder ind til grupperne, enten den eksklusive Champions League eller discountudgaven Europa League. De der gør efteråret langt sjovere. Også for os på tribunerne.

Spillermæssigt har vi 4 brikker på plads. Rasmus Falk kommer til fra Odense. De 2 lejesvende Ankersen og Robin Olsen er kommet i stalden på faste kontrakter og den ene af de svenske geriatrikere i forsvaret, Antonsson, har forlænget med 2 år. Sidstnævnte med den klare forvisning om, at han nok kommer til at have en reserverolle og måske i en eller anden forstand være en forsvarsmentor for yngre folk. Det betyder formentlig også at Pelle Nilsson ikke bliver forlænget.

Erik Johansson og Zanka ligner de sikre førstevalg, og det vil ikke være helt skævt at tænke en yngre forsvarer ind allerede nu. Som Delaney har Zanka også kontraktudløb til næste sommer. Remmer måske? Nja… eller Marcus Mathisen? Kender intet til ham, og spørgmålet er om vi ikke skal et niveau højere under alle omstændigheder. Det tror jeg på.

I hvert fald står og falder meget af sommeren med kaptajn Delaney. Ståle & co kan forhåbentlig overbevise ham om, at det er en god idé at udskyde udlandet til vinter. Amartey-style. Det gør sommerens transfermarked meget enklere – og vil reelt kun handle om en ting mere ud over midterforsvareren. At finde en angrebserstatning for Nicolai Jørgensen.

Det bliver så også sin sag. Han har formodentlig spillet sit livs bedste og i hvert fald mest sammenhængende sæson. 15 mål, nærmest ingen skader, landsholdsgennembrud. Enorm fysisk power og enorm spændstighed og kreativitet. Rasmus Falk er ikke i nærheden af at kunne erstatte det. Jo måske kreativiteten, men ikke målene og ikke fysikken. Der skal købes – det har Ståle selv for længst bebudet – og de første rygter er begyndt at svirre i medierne fra de sædvanlige svenskere og nordmænd til mere interessante og eksotiske emner.

Sommerens EM i Frankrig gør formodentlig ikke markedet nemmere – og betyder måske også at salget af Nicolai Jørgensen ikke sker før august. EM-slutrunden bliver et større udstillingsvindue og det faktum at det danske landshold bummede helt i kvalen, gavner næppe hverken Nico eller Delaney. Det øger i hvert fald ikke deres markedsværdi. Men i tilfældet Delaney kan det måske være til gavn for FC København, hvis de større klubber har øjne og fokus andre steder.

Det kan blive en speget og tålmodighedskrævende affære over sommeren. Det gør den nye superliga, der starter op igen i juli, også. Og denne gang er det med garanti. Jeg har aldrig været euforisk med den model, der bliver skrottet nu. 12 hold der møder hinanden 3 gange. Alle mod alle. Men den har dog fungeret i over 20 år og udsigten bliver værre.

14 hold, slutspil for de øverste 6 og en underlig kombination af gruppespil og playoff for de 8 nederste. Et slutspil om mesterskabet betyder også en masse ekstra kampe mod de samme hold. Igen og igen. Intensiteten bliver forøget, siger de kloge, klubberne bliver bedre rustet til de europæiske kampe. Jeg tvivler.

Farum-træneren Kasper Hjulmand er heller ikke begejstret.

Jeg tror ikke en skid på den model. Jeg tror, at det bliver noget rod… Der er mange mærkelige ting i det. Nummer syv kan komme i Europa, og der kommer til at være mange fans, der ikke forstår det. Vi kommer til at lave det om ret hurtigt, det er jeg sikker på – citatet er hentet fra en BT-artikel.

Der er sikkert et konsulentfirma i Nederlandene der kan fortælle dig lige nøjagtig hvordan og hvorfor…

Hjulmand tænker formodentlig ikke Farum som et fast top 6-hold, og ser sig allerede spundet ind i et morads af playoff-kampe. FC København skal være i top 6.

Men jeg tror heller ikke en skid på modellen og ja, den bliver lavet om igen om et par år (desværre går der altid et par år). Som da man lavede den gamle slutspilsmodel om efter Superligaens fødsel i 1991. Dengang gik der 4 år og så fik vi 12-holdsturneringen med den ekstra bastarddel, den 3. kamp. Den der faktisk har fungeret – som mindst ringe alternativ – frem til forleden.

Og nu – som dengang – det mest enkle er en turnering med 16 hold, der mødes 2 gange. Hjemme og ude. 30 kampe. Den type turnering kan man også få europæisk succes med. Malmø er gået i Champions League-grupperne 2 gange med basis i en 16-holds Allsvenskan.

Arrogancens fornøjelige lethed

Himmelfart på fck.dk

Så skete det igen. Jeg fik nosset mig sammen til at skrive en sjat – og endnu vigtigere – FC København vandt en pokalfinale. I øvrigt for syvende gang.

Det kan refereres kort: fantastisk forårsvejr, fælledparken og øl, forfærdelig kamp, fuldt fortjent sejr.

2-1 lyder cifrene. Og de lyver.

Der var klasseforskel og århusianernes selvforståelse lå som sædvanlig langt fra deres evner på banen. København begyndte kampen elendigt, men overtog helt efter pausen.

AGF var kummerlige som deres placering i ligaen – og jeg behøvede bare at spole tilbage til søndagens ligakamp mod FC Herning-Ikast for at finde en kamp og en modstander med helt anderledes kvaliteter.

Lad os istedet dvæle lidt ved arrogante københavnere. For det er vi helt sikkert. Dig og mig og Ståle. Men den værste er utvivlsomt Mathias Zanka Jørgensen.

Den værste af os

Han har mange haters, ham Zanka, især ude i de vestlige forstæder. Han har for længe siden erklæret sig københavner med stort K. Han tager gerne sine albue-dueller med den lokale tattovør, Daniel Agger, og han udtaler sig bare generelt bramfrit. Han var fx. ikke bleg for at erkende, at det røde kort han trak i Århus for et par måneder siden, var helt i orden. Han dummede sig.

Efter torsdagens finale erkendte han også, at det nok var hans fejl der gav AGF udligningen.

Inde i Parken så jeg det uomtvisteligt som Kaminskys, han var længe om at komme ud af sit mål, men jeg må trække min vrede mod belgieren tilbage. TV-kig kan gøre klogere. Det var Zanka, der tog sig en blunder, og det efter en elendig halvleg af ham selv, som han sagde.

Men også blandt egne københavnske fans har han sine modstandere. Hans spil på banen, som midterforsvarer, er indimellem for slasket og nonchalent og bærer præg af lidt for høje tanker om egne evner.

Han har lavet sine fejl. Bestemt. Men han har fået alt for lidt credit – for efterårssæsonen og foråret hidtil. Han har været en glimrende midtstopper sammen med Erik Johansson.

Ergo nu ved du, hvor du har mig. Jeg er Zanka-fan.

Han var decideret fremragende i pokalsemifinalen ude mod Brøndby, måske ansporet af det had som pludselig skyllede mod ham fra alle sider. Shitstorm og buheri – og efter torsdagens finale flejnede den århusianske journalist Jan Schouby helt ud i tweets.

Pip, pip, pipfugl…

Nu er Schouby vist mere kendt som århusianer end som sportsjournalist, selvom han formodentlig ynder at se sig selv som det sidste.

Han har det bestemt ikke nemt med arrogante københavnere. De overgår hele tiden hinanden.

Men man kan også fristes at mene, at han blot følger i tidens ånd blandt danske sportsjournalister. Skab dig som en fan, flyd over med skrigende begejstring ved scoringer eller uhørt indignation ved dommerkendelser. Almindelige journalistiske principper som perspektiv, research og kritisk vinkling er forlængst skreget ud bag fadølsanlægget.

Det var samme Schouby, der for et par sæsoner siden kogte over i indigneret raseri over en anden arrogant københavner,  vores gamle sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm. Holmstrøm tillod sig betvivle de århusianske fortræffeligheder, efter en ellers fin sæsonstart for AGF.

Du må godt kalde mig Gårdmand Bjørn, hvis AGF får medaljer i den her sæson.

Sådan faldt et par af ordene dengang. Det var august 2009. 9 måneder senere, samme sæson, rykkede AGF ud med et brag.

Situationen fra pokalfinalen: København er i kontra-angreb, en århusianer er tilsyneladende blev ramt i hovedet af Cornelius’ hånd kort forinden og ligger omtumlet i græsset. Han er dog ikke mere omtumlet end han kort kigger op og når at orientere sig om, at det københavnske kontrastød kan blive ganske farligt. Med en truende fare lurende, helt modsat er Augustinsson i frit løb mod baglinien, får århusianeren pludselig ekstremt ondt. Dommeren bliver nødt til at stoppe kampen og dermed angrebet.

Zanka sætter efterfølgende sig på hug og griner ad århusianeren. Hele episoden blev for øvrigt glimrende afdækket af TV3. Det må man give dem. Det ligner unægtelig et lille professionelt trick  for at få dommeren til at stoppe spillet. Og Zanka ville sikkert gøre det samme, indrømmede han efterfølgende i TV3’s interview.

Og nej, jeg giver ikke så meget for århusianerens forklaringer fredag. Som nævnt jeg er Zanka-fan og tv-billederne var ganske fortællende i sig selv. Det var ikke ligefrem et knusende albuestød, han fik i ansigtet, og han virker ganske bevidst om Augustinssons løb med bolden i modsatte side.

Illustreret vestegnslogik – nu også adopteret af århusianere.

Skal vi fortsætte lidt omkring de journalistiske boldbaner, er der et fast dogme der huserer. Modstanderen bliver altid snydt for et straffespark, når de spiller mod FC København i Parken. Altid. Sådan er det bare.

Efter torsdagens finale var det angiveligt tilfældet igen. Fra min stående position inde i Parken, opfangede jeg intet der lignede et straffespark. Men jeg har efterfølgende set TV-dækningen af kampen og der kører agendaen igen. Antonsson skulle have tacklet en århusianer ureglementeret (næsten!) i feltet i 1. halvleg.

Jeg skriver “næsten”, fordi kommentatorernes første forargelse halvt fes ud og aldrig rigtig blevet fanget i nedtaktsstudiet. Der var vist ikke noget alligevel. Selv AGF-direktøren tog det med et skuldertræk.

Den kan dømmes, der er kontakt, men den er tynd… sådan hed det vist, da Toutouh blev fældet i feltet mod midtjyderne. Det er standardformuleringen når kommentatoren nødtvungent må erkende, at der bliver dømt rigtigt imod hans favorithold.

Jeg kunne godt tænke mig at se samme minutiøse granskning lagt på situationer som foregår i vores modstanderes felter som dem der foregår i vores. Var der ikke et straffe i Randers, der ikke blev dømt? Jo, det var der vist. Var der ikke et i Viborg, der helt forkert blev dømt? Jo, der var der vist også. Men der har ikke været direktører, trænere, og 11½ kommentatorer og eksperter, der har kævlet til mikrofoner til højre og venstre. Nøjagtig som ingen fra FC København, mig bekendt (har jeg misset noget?), har beklaget sig over at AGF fik 2 ekstra hviledage foræret op til pokalfinalen på grund af skør tv-planlægning af liga-runden i weekenden.

Cool CPH Kit

I øvrigt har vi fået 3 straffespark tilkendt hele sæsonen og fået 2 dømt imod. I betragtning af at vi dominerer store dele af kampene, og dermed befinder os langt mere i modstanderens felt end de gør modsat, så burde vi vel få tilkendt flere straffespark. Statistik set. Viborg har til sammenligning fået 6 straffespark i sæsonen.

Jo, jeg er bombesikker. Vi bør få flere. Især hvis man gennemtærsker hver eneste trøjehiv, benberøring, ulovlige obstruktioner, mistænkelige hands etc. fra hver eneste af vores kampe på samme måde som kendelser i vores felt.

Pointen er blot, jeg gider ikke høre mere vrøvl om tvivlsomme kendelser i Parken. De går begge veje. Og lad mig bare gøre det til et generelt synspunkt.

I fodboldkampe er der mængder af situationer, der er tvivlsomme. Det er en dommer, der skønner og dømmer på et splitsekund. Når han har dømt, er der ingen grund til at gennemanalysere det, der ikke blev dømt fra 25 forskellige kamera-vinkler med 6 forskellige “ekspert-bud” med diverse personlige præferencer. Det bliver bare trættende.

Med mindre vi taler om åbenlyse fejl! Og dem behøver man ikke 25 vinkler og tilhørende eksperter for at se. Indfør målteknologi som i England og overlad resten til dommerstandens dagsform.

Så smukt, så smukt, slutteligt – William Kvist til 2-1. Vi har talt 2009 og dengang scorede Kvist et lignende mål mod Aalborg i pokalfinalen. Fladt hårdt skud lige på kanten af feltet.

Nøjagtig som torsdag var vi dengang udehold i egen Parken. Men modsat dengang var det os med striberne. Blå-sorte.  Jeg er helt vild med det udebane-kit som København havde på i finalen. Vi har set den trøje alt for lidt i sæsonen – bevares den grå udebanetrøje er da okay.

Men de blå-sorte striber er et gammelt hjertebarn – og nu endda med hvide strømper. Gør det nu til fast udebanedragt, mand! Gør det bare, og drop alt det andet fashion-gøgl.