Et par strofer for Europa

Frygt en mand uden tusser
Frygt en mand uden tusser

Jeg kan bare ikke forestille mig den mand med en kæmpemæssig dragetatovering på ryggen.

Frit ihukommet, men sådan nogenlunde fik DRs gæstekommentator Morten Bruun sagt en aften. Under kampen mellem Spanien og Tyrkiet. Spilleren, han talte om, var den catalanske spilarkitekt Andrés Iniesta. På en eller anden måde indrammer det glimrende den første uges tid af EURO 2016.

Iniesta har været kontrasten ved dette EM. Han har været lyspunktet, en frygtelig venlig og stilfærdig spiller, nærmest lidt undseelig af udseende, der har gjort at der stadig er en mening med det hele. At sidde og glo på kamp efter kamp med uopfindsomt og defensivt spil.

Iniesta har trukket sine stille streger i græsset, som en bygningskonstruktør. Spillet smørbolde, korte eller lange afleveringer, og har på sin egen måde dirigeret en vågnende spansk offensiv i noget der hidtil har ligner EM i kedsomhed.

Selv de mest hadske Madrid-fans er formodentlig tæt på at overgive sig. Han er den flinke fyr ovre i hjørnet, håndværkeren der forfiner sit værk til kunst. Egentlig er han lidt kedelig, men aldrig farveløs, for det er ham der gerne hugger samme kedsomhed i stykker. Fordi han er skidegod til det han gør. At spille fodbold – with a flourish.

Og skal vi ikke bare være ærlige. EURO 2016 har været en skuffelse. Ingen tør noget, ingen tror på noget, alle spiller blot på det sikre. Og det er defensiven. Alle kan forsvare sig fra Cypern til Færøerne. Det er det nemmeste i Europa, slå bommen op og gem dig bag egne begrænsninger, og afvent hvad de andre gør.

De andre gør ikke vanvittigt meget denne sommer. De formår det ikke. Bortset fra Iniesta, der bare slår overraskende afleveringer og målgivende assists med næsten kedsommelig præcision.

Udvidelsen fra de 16 til de 24 hold har på ingen måde gavnet kvaliteten i EM-turneringen. Tværtimod. De mange ekstra pladser til 3’erne i gruppespillet har blot gavnet fedtspil og filosofien “uafgjort er fint nok, indtil andet er bevist”.

Det har givet spillerum for en række landshold, der aldrig burde have været med til denne slutrunde. Jeg kunne nævne Island, Albanien og Nordirland, men det ville være urimeligt. Alle 3 nationer havde faktisk kvalificeret sig, selv hvis EM havde kørt videre i sit velfungerende 16 holds-koncept fra for 4 år siden (og 4 år før og 4 år før etc).

Og dog. Fordi kvalifikationen havde været anderledes tættere med kun 8 adgangsgivende grupper. Men det regnestykke bliver for filosofisk.

Men mon ikke vi var sluppet for Irland, Sverige, Ukraine, Ungarn og Tyrkiet. Og selvom jeg med god samvittighed vil give lidt kredit til Ungarn, og aldrig kunne drømme om at skrive noget ondt om irerne, så havde det gjort turneringen langt tættere og langt mere konkurrencedygtig hvis de ikke havde været med.

Mit dørbeslag har leveret bedre underholdning end svenskerne og tyrkerne buher nærmest symbolsk ad deres egen anfører på banen – Arda Turan.

Emre Mor?
Emre Who?

Hmm… havde nær glemt det. Netop tyrkerne har selvfølgelig en helt særlig dansk vinkel med en ung gut, der angiveligt skulle være et talent i Messi-klassen. Foreløbig har Emre Mor spillet en halv sæson i Superligaen for Farum, heraf cirka halvanden god kamp, er blevet udvist for dårlig opførsel i en anden kamp, og derefter solgt til Borussia Dortmund for noget der angiveligt skulle være et helt astronomisk beløb.

På banen i Frankrig har han foreløbig spillet cirka et kvarters tid. Men han er reelt dansker (og dog nok ikke mere). I følge diverse mediers dækning nærmest hysterisk meget.

Og Ukraine, tja, jeg griber efter hvedekorn fra Dinamo Kiev og Shaktar Donetsk uden det mindste held. Hvad var det egentlig de ville, jeg stiller mig selv det spørgsmål efter hver slutrunde, hvor ukrainerne har været kvalificeret. Svaret blæser et eller andet sted fra Kiev ned mod Odessa.

På tv himler kommentatorer op om en fremragende slutrunde. Som skrevet og sagt, hidtil har spillet på banen været det mest kedsommelige set i mange slutrunde-år.

Men der er 10.000 entusiastiske fans, der bræger og synger som modsætninger. Hvis de ikke slås indbyrdes som kroaterne og smider om sig med kanonslag.

Kroaterne skader nemlig deres landshold og de gør det helt bevidst. Ikke fordi de hader spillerne, men de hader deres hjemlige fodboldforbund. Det har foreløbig kostet dem nogle hjemmekampe og prisen vokser… fantastisk logik. Særlig tragisk i betragtning af at det kroatiske hold har været et af turneringens få lyspunkter.

We take care of our own. Ja, det betyder, at jeg passer det der er mit, og i mit helt eget snæversyn, og skider i øvrigt på alt andet.

Toptrimmede russiske hooligan-militser er rejst til Frankrig med Putins velsignelse. Kold krig eller noget. Der kan de blandt andet møde tusinder af engelske bonderøve, der i opblæst flokmentalitet, indtager by efter by. Blottet for enhver anstændig opførsel. Majoriteten drømmer sikkert om #brexit og mon ikke de får deres vilje. Britain First (det indbefatter naturligvis ikke walisere og skotter, der hælder mere til Europe First).

EURO 2016 er nærmest blevet et spejl, et sindbillede dybt ned i tidens europæiske mørke. 0-2 til tosserne ved pausen. Men vi står godt på banen og vi kan se os selv på storskærmene. Godt smurt ind i hele en europæiske farvepalet af manglende handlekraft og uduelighed.

Jeg skraber stadig i overfladen for at finde noget kvalitet. Skal vi i stedet være optimistiske og sige 0-0 ved pausen. Ingen overraskelse. Blot et nå-ja, den slags sker også i morgen. Jeg havde egentlig ikke de store forventninger på forhånd. Tænkte bare lidt vemodigt på hvilket fint EM, det var for 4 år siden.

Jeg forventer ikke noget af England. Jeg holder bare øje med dem af nostalgiske grunde. Da jeg var yngre og mere uerfaren sværgede jeg altid til dem.

Og de er da interessante.  Med 5 Spurs-spillere i startopstillingen. Ja, de var endog hæderlige, inden de faldt på traditionel Tottenham-vis i åbningskampen mod Rusland. Et par minutter inde i overtiden. Helt unødvendigt og uheldigt. Men Spurs har altid været specialister i den slags.

Russerne er helt overflødige at nævne i den sammenhæng. Er de overhovedet europæere mere? Jeg gider faktisk ikke tanken.

England kan stadig gå videre og mon ikke det sker. Efter sejren over Wales. Et par minutter inde i overtiden. Det var så mere Liverpool end Spurs forleden eftermiddag. Og der er i hvert fald masser af talent i det engelske hold, men næppe til øverste europæiske hylde, og næppe heller med en træner der virkelig kan forløse potentialet. Ol’ Man Woy kommer til kort mod de helt store.

Tyskere har leveret stabilt. Også i den mere kuriøse underholdning. Cheftræner Joachim Löw har en mærkelig evne til at blive fanget i usædvanligt intime situationer. Duftende, inspicerende, og fortærende både det ene og andet. Manden synes notorisk at glemme alt om de 710 kameraer, der skyder løs ved alle slutrundekampe. Men han går viralt, det gør han.

Det duftede også af krop mere end parfume, da Italien spillede, og endte i endnu mere hjerte. Belgierne har en stjerneparade af spillere, og de burde være skidegode.

Jeg ønsker dem næsten også derhen. Som skidegode. Men Italien demonstrerede, hvad en kombination af intelligens og hjerte egentlig kan præstere. 2-0 og den var særdeles fortjent, den sejr. Brilliante Italia. EMs hidtil bedste kamp. Det brilliante nåede dog lidt af en begrænsning, da de mødte de svenske dørbeslag. Men de vandt og det var dejligt, rigtig dejligt – og det bærer dem langt. Det gør Antonio Conte også.

Jeg hader allerede at skulle se ham som manager i Chelsea efter sommerferien!

Eksklusivt for det irske marked. Uden skud i.

Men kom nu, Belgien. For helvede! Træd i karakter! Vi behøver belgiere. De kan samle lortet, på tværs af sprog, barrierer, mentale grænsebomme og diverse divergenser. De ved hvad det handler om og første mission må være at sende svenskerne ud med et brag i sidste gruppe-runde. Zlatan kan efterfølgende indkalde til pressemøde om sin fremtid. Igen. Og fortælle at han nu vil sælge underbukser. Nå nej, det har han gjort. Altså holdt pressemøde. Om sin fremtid og sine underbukser. Vist et par gange.

Og franskmændene. Ja de vinder altid i sidste ende, når de er på hjemmebane. Det gjorde de i 1984 og 1998 og det gør de igen. De spiller ikke nødvendigvis godt igennem hele turneringen, men de vinder. Og de har en national x-faktor, oven på terrorangrebene i Paris. Der vil være en skjult kilde til de sidste 5%, hvis de overhovedet skulle mangle. En ekstra national stolthed.

Og finalemodstander. Mit bud i skrivende stund, før vi overhovedet kender sammensætningen af 1/8-finalerne, er at Iniesta tegner og dirigerer Spanien ind på Stade de France den 10. juli. Han er allerede godt i gang. Med eller uden tatoo.

Så nu ved i det. Frankrig – Spanien i finalen. Frankrig vinder 1-0. I ordinær kamp. Og således trygt forvisset om fremtiden, vil jeg drage til Portugal på torsdag. Der skulle være rig mulighed for at indtage resten af Euro-turneringen dernede. På caminoen mellem Lisboa og Porto og videre til Spanien – en fin bonus i øvrigt at se finalen i Spanien. Den tager jeg gerne. Selv i Galicien føler de en vis tilknytning, hvis bare landsholdet vinder og der er jo en Celta Vigo-spiller med blandt de foretrukne 11. Venstrekantsangriberen Nolito. Han er så langt fra galegos, men oprindeligt fra et sted langt sydpå.

Og jeg har faktisk lidt ondt på portugisernes vegne. De har været meget bedre end 2 sølle uafgjorte mod Island og Østrig. Meget bedre. Men Cristiano kan ikke score mere.

#DeterIslandsskyld
#DeterIslandsskyld #CR7

Nej, den går heller ikke på straffespark!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s