På sådan en aften

JAAA! “An absolute belter” – Gary Lineker

Man er sprængfyldt med glæde og forventninger… og ord. Efter sådan en aften som i aftes.

Den 2. halvleg. Det var som al den fart og det tempo i spillet, som vi stod og skreg efter i 1. halvleg, pludselig indfandt sig med dobbelt styrke. Turbotænding.

Og scoringerne faldt bare som perler. Et bizart selvmål der kom ud af aftenhimlen. Et resultat af det uptempo, som FC København begyndte 2. halvleg med. Et fladt indlæg fra Ankersen, som faktisk var ganske godt. Der var bare ingen københavnske spillere inde omkring det lille felt, hvor tværbolden havnede. Men belgiske Denswil var der og var formodentlig hjemsøgt af Cornelius’ skygge efter 1. halvleg.

Det mystiske straffespark som blev kaldt af måldommeren. I sig selv usædvanligt, at en måldommer faktisk dømmer noget. Og mystisk fordi ingen andre vel så det.

Det burde heller aldrig være dømt. Efter genkig på tv, er jeg helt overbevist. Santander dykker i bolden og selvmåls-solisten Denswil sparker ud efter bolden. Højt, ja, men ikke for højt eller farligt i situationen. At Santander bliver ramt i hovedet, skyldes hans eget kamikaze-dyk. Han lavede i øvrigt et lignende i 1. halvleg efter et hjørnespark og fik sendt et forrygende hovedstød mod mål, som Brügge-målmanden akkurat nappede.

Måske en slags højere retfærdighed, at Augustinsson brændte straffesparket. En retfærdighed af den slags, man kun påkalder og skriver, når slutresultatet er velkendt og ikke mindst mere end godkendt. Jeg ved det.

Men situationen osede langt væk. Ludwig brænder den. Han fik alt for lang tid til at spekulere over betydningen af 2-0, hvordan den skulle sættes, og hvordan han efterfølgende skulle juble. På grund af behandlingen af den skadede Santander.

Tilløbet var alt for kort, det går sjældent godt, og sparket sad lige i målmandens favoritposition. Han behøvede ikke at strække sig meget, skulle bare lure den rigtige side. Det gjorde han, belgieren.

I øvrigt bør en venstreback ikke tage straffespark. Uagtet øvrig kvalitet i sparketeknik, jeg føler mig bare ikke tryk ved forsvarsspillere i den rolle. Ludwig scorede ganske vist mod Odense for nylig. På straffespark. Men det var heller ikke vanvittig imponerende sat ind. Find en anden med nerver af stål og helst med Nikos 100% i udnyttelsesrate.

Den lille matchbold i “matchbolden”, twist & shout på Ståle, blev reddet et par minutter senere. Med Delaneys dunderhug. 2-0. Igen et resultat af det københavnske tryk og et vristspark, som bare gik rent ind. En gang ud af 100. Rent i krydset via indersiden af stolpen. De 99 andre gange var bolden drønet langt op på B-tribunens øvre afsnit. Til almindelig irritation, frustration, eller blot morskab.

Det mest fantastiske mål i øjeblikket, en tirsdag aften i Parken i september i Champions Leagues gruppespil, men det overgår ikke Zumas saksespark fra 2001. Slet ikke. Du behøver overhovedet ikke at tænke i de baner. Vi behøver ikke at blive historieløse i rus over øjeblikkets succes.

Santanders dunderhug til 3-0 var næsten lige så fantastisk. Han formår bare at demonstrere evner fra en langt højere hylde i fodboldverdenen end den københavnske. Engang imellem kommer der disse glimt af det fortærskede begreb “verdensklasse”. Det er indianeren i ham. Som det nævnte hovedstød i 1. halvleg, hvor han med dødsforagt får fuld power på et hjørnespark.

Indlægget blev ikke sparket ind. Den blev hamret ind i Brügge-målet, så netmaskerne sang og gyngede i takt med de ekstatiske tribuner. Både B og C.

Hold da kæft! Og så var der selvfølgelig Zanka til sidst. 4-0. Det har været hans uge, med kontraktforlængelsen, og selvfølgelig skulle han lukke og slukke en aften som i aftes.

Og hold da næsten helt op. Det var en fornøjelse at se en kamp, hvor dommeren faktisk tillod fysisk spil i feltet. Cornelius bliver ofte fløjtet i stykker i Superligaen. Skotske Craig Thompson gav lov, formodentlig netop fordi han er skotte, og bifalder fodbold som et fysisk spil.

Der var en mulighed for at være stor og stærk – uden at hver eneste duel blev fløjtet til forsvarernes fordel.

Jeg får stadig et mærkeligt flashback til den annulleret scoring i lørdagskampen mod gymnastikforeningen. Selv efter gentagne tv-kig kan jeg ikke gennemskue, hvad Cornelius bliver dømt for. Ud over at bare være stærkere i kroppen end århusianeren. Og det må man godt være i følge fodboldloven.

Stikpillen oven på en aften som i aftes falder selvfølgelig til FC København selv. Grådighed og profit fremfor et fyldt stadion. Vi har hørt den før i den moderne fodboldverden – især fra engelske stadions.

Der dufter lidt… nogle vil sige af Eau de Cologne

Sølle 26.000 tilskuere til en gruppekamp i Champions League. Efter en fin start ude i Porto.

Der burde have været mindst 5.000 flere – og det havde nok heller ikke været helt usandsynligt, hvis man havde holdt løssalgsbilletterne i et niveau, der matchede det som Club Brügge kom med.

600 spir for en billet. Det var for fanden ikke FC Barcelona, der kom på besøg.

Men bliver Parken fyldt 2. november? Leicester trækker formodentlig en anelse flere tilskuere, Kasper Schmeichel-effekten (haha!), og endnu mere fordi englænderne vil rejse til København i langt større antal end belgierne gjorde. Det er Leicesters første tur i Europa og så videre, vores egen rejselyst var massiv tilbage i 2006 ved FC Københavns første gruppespil på den store europæiske scene.

Løssalgspris 565-750 kroner for en billet. Jeg har mit (dyrtkøbte) platinkort og kan være være fløjtende… men objektivt ville jeg sgu bide i læderet en ekstra gang for at smide et beløb i den størrelse for en kamp mod Leicester City. Fucking Leicester. Med eller uden Schmeichel den yngre.

Det er egentlig en sølle til- og tankegang. Der er plads til forbedring, venner. Tænk på den sportslige betydning et stopfyldt Parken har for spillerne på banen. Tænk på magien fra Barcelona- eller Galatasaray-kampene, hvor tribunerne nærmest løftede sig for at skubbe og støtte spillerne frem.

Når vi sportsligt er havnet i noget der ligner en “Europa League-gruppe”, rent navnemæssigt, burde billetpriserne også skrues til samme niveau. For at give fuld Champions League-blæs i Parken.

Dette bare sagt. Det hele. Ordene der bare ville ud. Oven på en aften som i aftes. Tak til kaptajn Delaney, tak til Santander, tak til Ståle, tak til holdet, og en lille tak til sidst til Claudemir.

Partymir aka Claudemir. Tilbage i København.

Han brændte et åbent hovedstød i 1. halvleg. Det kunne have gjort kampen meget sværere med en scoring der og jeg er sikker på, at han i et kort splitsekund – helt ubevidst – blev teleporteret tilbage til FC København årgang 2010/11.

Før kampen mente han, at hans tids FC København var bedre end den nuværende udgave. Mon han var lige så skråsikker efter kampen. Svaret blæser formodentlig langt ind i efteråret.

På den anden side, det er vi andre nok heller ikke. Helt så skråsiker. Vi skal tale mere om 2016 nu, mistænker jeg.

Fra Porto til Horsens – og videre

Growing up is losing some illusions, in order to acquire others (Virginia Woolf)

I disse dage, for 25 år siden, blev planerne om FC København præsenteret på et pressemøde. Det var i september 1991 og i begyndelsen af oktober samme år godkendte en ekstraordinær generalforsamling, at KB skulle indgå en professionel overbygning med B1903. Et københavnsk storhold var født – officielt begyndte det dog først den 1. juli 1992. Resten er blevet en længere historie, der kan beskrives andre steder.

Klippet er et pauseindslag fra pokalfinalen 1992 – den hvor Bo Harder ustraffet smadrede Diego Tur og kostede ham 1 års pause og genoptræning – og en OL-tur til Barcelona. Journalisterne kårede efterfølgende Harder til pokalfighter. Og nej, for 24 år siden var de var heller ikke de skarpeste skiver. Det kan også være svært med et nyt navn.

Der var engang… og nu på vej mod de 25. Med andre ord er barnet er blevet voksen og spiller i disse dage Champions League.

Postkort fra Porto – en juliaften. Jeg ville gerne have været en tur tilbage.

Vi kom godt afsted i onsdags. Et fantastisk point i Porto – og det var endda langt fra urimeligt. Vi spillede i perioder pænt, fik hjemmepublikummet til at buhe misfornøjet, når vi flyttede bolden rundt og holdt Porto væk. Reelt kom vi først i problemer til allersidst i kampen. Efter 20 minutter i undertal.

En tåbelig udvisning, resultatet af et urimeligt hårdt gult kort, men ikke desto mindre. Han rørte vel knapt Porto-spilleren, Jan Gregus, og skulle have været udskiftet. I følge Ståle var det et spørgsmål om 30 sekunder. Så var han blevet udskiftet.

Fra starten havde han været Ståles kanin, men uden at det umiddelbart gjorde en forskel. Med 4 centralt orienteret på midten. Giv Porto plads på kanterne, vi skal lukke dem ned centralt. Måske.

Delaneys forsøg på drible væk fra eget felt, kostede en tidlig portugisisk føring. Utilgiveligt, ærgerligt, irriterende, og han vidste det selvfølgelig godt.

I københavnsk terminologi en “Würtz”. I 2007 lavede Rasmus Würtz, dengang på kort besøg fra Aalborg, en unødvendig fejlaflevering ind i banen i en kvalkamp til Champions League. Dengang mod Portos rivaler Benfica. En fejl der kostede den første af 2 dyrbare portugisiske scoringer i Lissabon dengang.

En glad mand i Porto

Onsdag aften i Porto gik det ikke så galt. Vi bevarede roen og Cornelius fik fumlet sin udligning ind over stregen kort inde 2.halvleg.

En “Allbäck” i københavnsk terminologi, med henvisning til den smukke svenskers sejrsmål mod Manchester United i Parken, 2006.

Med 4 Champions League-gruppespil i den historiske rygsæk og en serie mislykkede kvalifikationer, er der selvfølgelig allerede en pæn logbog bygget omkring netop Champions League. Og som fans husker vi selvfølgelig alt, på godt og ondt, og trækker nervøse og hysteriske tråde frem og tilbage.

Det begyndte faktisk at ligne vores aften. I Porto. I 10 minutters tid. Indtil udvisningen. Den var dum i så mange vinkler. Gregus selv, der oversatsede. Dommeren blev lokket, portugiseren spillede på situationen. Ståle burde have ændret allerede i pausen. Det fungerede reelt ikke med kaninen og Gregus havde et gult kort allerede. Verbic havde været oplagt som pauseindskiftning.

Men 1-1 blev slæbt hjem med Cornelius og Zanka som banens bedste københavnere. Førstnævnte er blevet sensommerens fund, fra skabet ude på Nummer 10, og sidstnævnte var så god at Goal gav ham plads på hele rundens hold. Fucking (awesome) Zanka!

Og Gregus. Af sommerens transfers er han den der stadig står tilbage som største spørgsmålstegn. Vi ved ikke rigtigt, hvad vi har hentet i Slovakiet. Han har været lidt ude og inde, mest ude, og har ikke budt overbevisende ind på start-11’eren endnu. Men det har heller ikke været nemt. Delaney og Kvist er svære at pille ved. Falk, Verbic, Tout danser alle på skift.

Han er vel en ny Claudemir. Tænkt som en offensiv tilføjelse til Kvist, når Delaney rejser til Bundesligaen i vinterpausen.

Vi får at se. I Porto betalte han nogle lærepenge. Delvist dikteret af Ståles taktiske forsøg på at lukke Portos hurtige midtbane ned. Mod Horsens spillede han pladsen med netop Delaney som andenpart. Det blev hans bedste kamp hidtil.

Bo Henriksen. Det er som om han aldrig bliver ældre – jeg ved ikke om det er helt godt i hans tilfælde.

I øvrigt en solid søndag i Horsens. 2-0 burde have været mindst et mål større. Horsens “smadrede” vist aldrig igennem, som deres bodega-træner Henriksen ellers havde bebudet. I det hele taget fik han vist bare udstillet sig selv, ved at invitere tv3 indenfor til sit taktikmøde. Det lød mest som en peptalk fra hjørnebordet på den lokale jernbanekro.

For FC København er der 2 rugbrødskampe mere, Randers og AGF, inden næste runde i Champions League.

Om 2 uger står vi med “en lille matchbold”. Hjemme i Parken mod Club Brügge. Matchbolden er Ståles, han hev den selv frem i nedtakten efter Porto.

Brügge tabte 0-3 hjemme til Leicester og i første omgang handler alt om at undgå sidstepladsen i gruppen – logisk set en affære mellem Brügge og København –  og dermed stå uden for europæisk fodbold efter vinterpausen.

Det bliver en nøglekamp – og den vil være umanerlig dum at tabe. Men jeg har været inde på det før, vi har ikke været vanvittigt imponerende hjemme mod belgierne. 0-0 og 0-4. I henholdsvis kvalkampe til Champions League og Europa League-gruppespil.

Der er med andre ord plads til forandring. Og come on, vi har holdet til det. Kampen i Porto viste at vi sagtens kan spille med. Eller var Porto bare dårlige? Det bliver det evige tilbagevendende fan-dilemma. Var de dårlige, eller var vi så gode? Jeg svinger altid frem og tilbage som pendulet og indtager ofte modsvarets standpunkt i mangel af bedre. Det er egentlig en dårlig vane.

Det der skræmmer mig endnu mere i skrivende stund, er at næste landskampspause er lige om lidt. Kun 2 uger væk. Halvdelen af oktober bliver braklagt på samme måde som september blev. En landskampspause der bliver endnu længere. Rent følelsesmæssigt!

For helvede, Åge Hareide kæmper sin kamp, vi andre har vores, og den handler om at finde et eller andet interessant ved en kamp mellem Slovakiet og England. Eller…ja og så er der måske en Rafael van der Vaart og en Red Bull-Zorniger, der reelt er alt andet end komplet usympatisk i sit forsøg på at genskabe vestegnen. Desværre, fristes man næsten til at skrive.

Han virker helt uinteresseret i de sædvanlige doktriner derude a la jeg har fulgt Brøndby tæt siden jeg var barn… men er i stedet ganske realistisk om forholdene. Også dem inde i København.

Men det bliver lidt marginalt. Som Horsens-kampen egentlig mere og mere blev. Et par pausefisk. Vi spiller Champions League  – og formodentlig for sidste gang.

De store ligaer lukker sig om sig selv og efter 2018 bliver der ikke mange pladser til perifære mesterhold fra det fodboldmæssige udkantseuropa. København bliver sorteret fra sammen med det øvrige Skandinavien og det meste af Østeuropa – og havner formodentlig en snæver kvalifikation.

Jeg har stadig ikke helt gennemskuet, hvad det ender med. Men det bliver næppe godt for os københavnere.