Man er sprængfyldt med glæde og forventninger… og ord. Efter sådan en aften som i aftes.
Den 2. halvleg. Det var som al den fart og det tempo i spillet, som vi stod og skreg efter i 1. halvleg, pludselig indfandt sig med dobbelt styrke. Turbotænding.
Og scoringerne faldt bare som perler. Et bizart selvmål der kom ud af aftenhimlen. Et resultat af det uptempo, som FC København begyndte 2. halvleg med. Et fladt indlæg fra Ankersen, som faktisk var ganske godt. Der var bare ingen københavnske spillere inde omkring det lille felt, hvor tværbolden havnede. Men belgiske Denswil var der og var formodentlig hjemsøgt af Cornelius’ skygge efter 1. halvleg.
Det mystiske straffespark som blev kaldt af måldommeren. I sig selv usædvanligt, at en måldommer faktisk dømmer noget. Og mystisk fordi ingen andre vel så det.
Det burde heller aldrig være dømt. Efter genkig på tv, er jeg helt overbevist. Santander dykker i bolden og selvmåls-solisten Denswil sparker ud efter bolden. Højt, ja, men ikke for højt eller farligt i situationen. At Santander bliver ramt i hovedet, skyldes hans eget kamikaze-dyk. Han lavede i øvrigt et lignende i 1. halvleg efter et hjørnespark og fik sendt et forrygende hovedstød mod mål, som Brügge-målmanden akkurat nappede.
Måske en slags højere retfærdighed, at Augustinsson brændte straffesparket. En retfærdighed af den slags, man kun påkalder og skriver, når slutresultatet er velkendt og ikke mindst mere end godkendt. Jeg ved det.
Men situationen osede langt væk. Ludwig brænder den. Han fik alt for lang tid til at spekulere over betydningen af 2-0, hvordan den skulle sættes, og hvordan han efterfølgende skulle juble. På grund af behandlingen af den skadede Santander.
Tilløbet var alt for kort, det går sjældent godt, og sparket sad lige i målmandens favoritposition. Han behøvede ikke at strække sig meget, skulle bare lure den rigtige side. Det gjorde han, belgieren.
I øvrigt bør en venstreback ikke tage straffespark. Uagtet øvrig kvalitet i sparketeknik, jeg føler mig bare ikke tryk ved forsvarsspillere i den rolle. Ludwig scorede ganske vist mod Odense for nylig. På straffespark. Men det var heller ikke vanvittig imponerende sat ind. Find en anden med nerver af stål og helst med Nikos 100% i udnyttelsesrate.
Den lille matchbold i “matchbolden”, twist & shout på Ståle, blev reddet et par minutter senere. Med Delaneys dunderhug. 2-0. Igen et resultat af det københavnske tryk og et vristspark, som bare gik rent ind. En gang ud af 100. Rent i krydset via indersiden af stolpen. De 99 andre gange var bolden drønet langt op på B-tribunens øvre afsnit. Til almindelig irritation, frustration, eller blot morskab.
Det mest fantastiske mål i øjeblikket, en tirsdag aften i Parken i september i Champions Leagues gruppespil, men det overgår ikke Zumas saksespark fra 2001. Slet ikke. Du behøver overhovedet ikke at tænke i de baner. Vi behøver ikke at blive historieløse i rus over øjeblikkets succes.
Santanders dunderhug til 3-0 var næsten lige så fantastisk. Han formår bare at demonstrere evner fra en langt højere hylde i fodboldverdenen end den københavnske. Engang imellem kommer der disse glimt af det fortærskede begreb “verdensklasse”. Det er indianeren i ham. Som det nævnte hovedstød i 1. halvleg, hvor han med dødsforagt får fuld power på et hjørnespark.
Indlægget blev ikke sparket ind. Den blev hamret ind i Brügge-målet, så netmaskerne sang og gyngede i takt med de ekstatiske tribuner. Både B og C.
Hold da kæft! Og så var der selvfølgelig Zanka til sidst. 4-0. Det har været hans uge, med kontraktforlængelsen, og selvfølgelig skulle han lukke og slukke en aften som i aftes.
Og hold da næsten helt op. Det var en fornøjelse at se en kamp, hvor dommeren faktisk tillod fysisk spil i feltet. Cornelius bliver ofte fløjtet i stykker i Superligaen. Skotske Craig Thompson gav lov, formodentlig netop fordi han er skotte, og bifalder fodbold som et fysisk spil.
Der var en mulighed for at være stor og stærk – uden at hver eneste duel blev fløjtet til forsvarernes fordel.
Jeg får stadig et mærkeligt flashback til den annulleret scoring i lørdagskampen mod gymnastikforeningen. Selv efter gentagne tv-kig kan jeg ikke gennemskue, hvad Cornelius bliver dømt for. Ud over at bare være stærkere i kroppen end århusianeren. Og det må man godt være i følge fodboldloven.
Stikpillen oven på en aften som i aftes falder selvfølgelig til FC København selv. Grådighed og profit fremfor et fyldt stadion. Vi har hørt den før i den moderne fodboldverden – især fra engelske stadions.
Sølle 26.000 tilskuere til en gruppekamp i Champions League. Efter en fin start ude i Porto.
Der burde have været mindst 5.000 flere – og det havde nok heller ikke været helt usandsynligt, hvis man havde holdt løssalgsbilletterne i et niveau, der matchede det som Club Brügge kom med.
600 spir for en billet. Det var for fanden ikke FC Barcelona, der kom på besøg.
Men bliver Parken fyldt 2. november? Leicester trækker formodentlig en anelse flere tilskuere, Kasper Schmeichel-effekten (haha!), og endnu mere fordi englænderne vil rejse til København i langt større antal end belgierne gjorde. Det er Leicesters første tur i Europa og så videre, vores egen rejselyst var massiv tilbage i 2006 ved FC Københavns første gruppespil på den store europæiske scene.
Løssalgspris 565-750 kroner for en billet. Jeg har mit (dyrtkøbte) platinkort og kan være være fløjtende… men objektivt ville jeg sgu bide i læderet en ekstra gang for at smide et beløb i den størrelse for en kamp mod Leicester City. Fucking Leicester. Med eller uden Schmeichel den yngre.
Det er egentlig en sølle til- og tankegang. Der er plads til forbedring, venner. Tænk på den sportslige betydning et stopfyldt Parken har for spillerne på banen. Tænk på magien fra Barcelona- eller Galatasaray-kampene, hvor tribunerne nærmest løftede sig for at skubbe og støtte spillerne frem.
Når vi sportsligt er havnet i noget der ligner en “Europa League-gruppe”, rent navnemæssigt, burde billetpriserne også skrues til samme niveau. For at give fuld Champions League-blæs i Parken.
Dette bare sagt. Det hele. Ordene der bare ville ud. Oven på en aften som i aftes. Tak til kaptajn Delaney, tak til Santander, tak til Ståle, tak til holdet, og en lille tak til sidst til Claudemir.
Han brændte et åbent hovedstød i 1. halvleg. Det kunne have gjort kampen meget sværere med en scoring der og jeg er sikker på, at han i et kort splitsekund – helt ubevidst – blev teleporteret tilbage til FC København årgang 2010/11.
Før kampen mente han, at hans tids FC København var bedre end den nuværende udgave. Mon han var lige så skråsikker efter kampen. Svaret blæser formodentlig langt ind i efteråret.
På den anden side, det er vi andre nok heller ikke. Helt så skråsiker. Vi skal tale mere om 2016 nu, mistænker jeg.
Saxo's semiprivate sjatter 