Estadio Tomas Adolfo Ducó. Der er en ringeklokke ved hovedindgangen til stadion. Men ingen reagerede, da vi trykkede.
Der skulle have været en kamp om aftenen, den 29. november. Huracan mod Argentinos Juniors. Den var blevet annonceret på diverse websites, også hos den tv-kanal, der ville vise kampen. Men et par dage inden blev kampen meldt flyttet. Sandsynligvis på grund af det forestående G20-topmøde i Buenos Aires. Al offentlig transport blev lukket ned i de centrale dele af byen om aftenen inden selve topmødet.
Men vi var blevet lovet en stadion-tour istedet. Eller rettere jeg var blevet lovet det via min argentinske forbindelse, Laura, der på forhånd havde talt med klubben i flere omgange. Vi havde mødt hinanden på caminoen i Spanien for 3½ år siden, og en fælles smag i musik og film havde hjulpet med at holde kontakten åben siden. On/off – og bestemt nok on til at det stadig gav mening at ses. Og Buenos Aires var det perfekte stop, inden min planlagte cykelferie længere syd på. I Patagonien på begge sider af den chilensk/argentinske grænse.
En fodboldkamp havde stået specifikt på “ønskelisten”, ting-som-du-må-gøre-inden-du-dør, og jeg havde endda rykket rundt med et par af de ialt 5 dage i byen, jeg havde planlagt for at få det til at passe. Med sommerpausen i den argentinske turnering.
Ganske forgæves. Som jeg havde erfaret ugen før. Kampen var blevet flyttet, meddelte Laura fra Buenos Aires, til midt i december, og oveni kom jeg til at dele den argentinske hovedstad med alverdens topledere i G20 med alt hvad det medførte af politi og demonstrationer og en halvt nedlukket indre bykerne. Dårlige nyheder hele vejen rundt.
Estadio Tomas Adolfo Ducó. Et nyt telefonopkald. Vi skulle komme ned til Huracans klublokaler og få en akkreditering. Klubhuset er lokaliseret et par gadeblokke fra selve stadion. En pæn spadsertur på 15-20 minutter igennem et industriområde, hvor hver anden facade og de få lokale barer proklamerede med hidsig graffiti, primært rød og hvidt, at vi var i Huracans territorium.
Avenida Caseros. Skråt overfor den park, som har givet navn til hele kvarteret, Parque de los Patricios, fandt vi bygningen med gymnastik- og træningslokaler. Huracan er ikke bare en fodboldklub. Som de andre Buenos Aires-klubber har de et væld af sportsgrene på menuen. Fra boksning til hockey (på rulleskøjter).
Selve kontoret lå øverst i ejendommen og vi fik et møjsommeligt udprintet papir – den officielle tilladelse til at komme ind på stadion. Det er i øvrigt samme sted, man køber billetter til kampene. På selve dagen – salg direkte på nettet til argentinske kampe eksisterer ikke. Kun via arrangerede turistpakker.
Parque Patriocios ligger sydvest for centrum. Modsat de fleste andre klubber i Buenos Aires, bortset fra Boca Juniors, er Huracan og deres stadion ganske centralt beliggende. Det er nemt at nå med både bus og metro. Man kan sågar gå, der er kun et par kilometer fra det populære og mere navnkundige San Telmo, hvor jeg boede.
Derfor var det også en oplagt udflugt på forhånd. En god mulighed for fodboldturisten. Angiveligt ligger billetpriserne på 2-300 argentinske pesos, svarende til 40-50 danske kroner. Varierende efter modstanderen.
Huracan har et gennemsnit på 15-16.000 tilskuere til deres kampe. Dette på et stadion med plads til 50.000. Med andre ord havde det været nemt at få billet, også på dagen, og alt omkring klubben emmer relativt fredsommeligt. Bortset fra når de møder ærkerivalerne, San Lorenzo.
Tilbage igen til stadion. En taxi for nemheds skyld. Med papiret i hånden var der ingen problemer, nu var der folk ved indgangen. Adgangen gjaldt også selve banen.
En væsentlig årsag til at jeg på forhånd havde kastet min interesse på Huracan, er den engelske fodboldjournalist Jonathan Wilson.
Han bosatte sig i Buenos Aires, mens han skrev sin bibel om argentinsk fodbold, Angels with Dirty Faces, og var en rimelig fast gæst på Tomas Adolfo Duco.
Det var et par lækre fodspor, at forfølge. Fodboldturisten der søger sin kilde og sit skrivende idol. Sådan cirka. Samtidig kunne jeg gøre noget af Wilsons historie til min egen.
In the red paint on a peeling white background along the top of the platea are written the names of Huracán legends: Carlos Babington, Rene Housemann, Alfio Basile, Miguel Angel Brindisi… a reminder that this isn’t just the shabbily beautiful ground of another failing Buenos Aires football team but that it was here, in 1973, that Cesar Luis Menotti made manifest the counter-revolution against the anti-futbol that had dominated the thinking since the 1958 World Cup.
(Fra Angels with Dirty Faces)
Huracan tilhører ikke the big five blandt Buenos Aires-klubberne. I journalistiske termer. De 5 er Boca Juniors, River Plate, Independiente, Racing Club og San Lorenzo.
Men klubhistorien er lang og de kan skrive 5 mesterskaber i annalerne. De 4 første stammer dog helt tilbage fra 1920erne. Og så altså året 1973.
Huracan overraskede og charmerede med sin offensive og tekniske spillestil og vandt mesterskabet foran de store klubber. En ny og romantisk tilgang til spillet, der begejstrede vidt og bredt. Som det beskrives i bogen. Sikkert tilsat god argentinsk barbecue – og en upcoming træner.
Den omtalte Menotti manifestation skulle senere komme til at bære kimen til den argentinske VM-triumf på hjemmebane i 1978,
VM 1978. En af de ting, man altid husker, hvis man er gammel nok, er den langhåret mand, halvt professor, halvt boheme, på den argentinske trænerbænk, der konsekvent kæderøg under alle kampene.
Cesar Luis Menotti. Han var kendt som stærkt venstre-orienteret politisk og i skærende opposition til det militærstyre, som dengang forsøgte at høste national rejsning på VM-turneringen.
Han var også en begejstret fodboldromantiker og han havde sine ideer om at finde tilbage til det, som han opfattede som den oprindelige latinamerikanske spillestil. Offensivt, teknisk, og individualistisk. Mindre defensivt, mindre destruktivt, og mindre europæisk fysik og taktik, og meget mindre af deres egen anti-futbol som var blevet en slags doktrin op gennem 1960’erne. Til gengæld mere af det som argentinerne med afgrundsdyb misundelse havde set Brasilien praktisere i årene før.
Jeg henviser igen til Jonathan Wilson. Læs hans bog. Los Carasucias! De beskidte englehoveder. Den er et mesterværk og et kæmpe spadestik ned i forståelsen af hvorfor fodbold betyder så meget i Argentina. På godt og ganske meget ondt. Du kan altid låne den på biblioteket, husk det!
Menotti og Huracan blev afgjort the good guys i historiebogen. Selvom VM 1978 altid har haft et dunkelt skær over sig. Både som propaganda-stunt for militærdiktaturet, nogle økonomiske transaktioner mellem generalerne i Argentina og Peru, besøg i omklædningsrum før en afgørende puljekamp, og chikanen mod hollænderne op til selve finalen.
Menottis landshold formåede ikke helt at charmere resten af verden på samme måde som brasilianerne, fortidens dirty game spøgte, og man kan formodentlig stadig diskutere om det var fortjent at de vandt finalen. Jeg husker dem som ganske heldige, med belejligt dommertække turneringen igennem, og ser stadig billedet af Rob Rensenbrinks vip på stolpen i slutsekunderne af den ordinære spilletid i selve finalen.
I 1978-truppen havde Huracan 3 spillere med. Osvaldo Ardiles, Rene Housemann, og målmanden Hector Baley. De 2 førstnævnte er blevet en slags klublegender. Housemann som en slags lokal institution med 8 sæsoner i klubben. Han døde i foråret af kræft. Mens Ardiles kom til at trække sine tydelige spor til England og Tottenham. Efter VM-sejren.
Som senere i Tottenham, forsøgte han sig også som træner for Huracan. Uden succes. Men han er stadig ikoniske Ossie for os gamle Spurs-fans.
Estadio Tomas Adolfo Duco minder både udefra og indefra om et art deco-monument fra 1930erne. Det er pompøst, grandiost, og samtidig i langsomt forfald. Men det er det meste af Buenos Aires.
Der var engang, står malet i facaderne af gammel koloni-stil med afskallede maling og murvæg. Byen var engang en af verdens rigeste, sydens Paris, engang for 100 år siden eller lidt mere. Forfaldets skønhed, en påmindelse om de svundne tider og brede boulevarder af uindfriede drømme. Det er svært ikke at blive lidt vemodig og forelsket, når man spadserer rundt i byen.
Gå ind på ”La Poesia” – caféen ligger på hjørnet af Chile og Bolivar i San Telmo. Lørdag eftermiddag sidder der en ældre dame ovre i hjørnet og spiller klaver. En dramatisk tango. Både klaver og kvinde har formodentlig været fast inventar siden 1920’erne. Make-up’en i hendes ansigt er helt krakeleret, eftermiddagssolen gør rynkerne til jordskælvssprækker. Men hun spiller højt og intens, og du er ikke i tvivl. Hun var smuk engang. Så sæt dig ned. Bestil en cortado hos de unge servitricer, der vimser om benene på dig.
Huracans stadion er bygget i 1947. Det er rustikt og funktionelt, og gennemtænkt, så selv ikke-fodboldinteresserede pludselig kan finde begejstring for de gamle tribuner. Laura kendte intet til Huracan og deres hjemmebane før en skør dansker fik hende sat på opgaven.
Det markante tårn på den dyre langside, som er vartegn for stadion og troner over kvarteret omkring, er der egentlig ingen forklaring på. Jeg har i hvert fald ikke fundet den. Andet end det er en mindre pendant til det tilsvarende tårn på nationalstadion i Montevideo.
Den udsatte kamp mellem Huracan og Argentinos Juniors sluttede i øvrigt 0-0. Det uafgjorte resultat betød, at Huracan kan holde sommerferie på fjerdepladsen i den argentinske superliga.
Kampen blev spillet den 13. december, et par dage efter en anden udsat kamp. Anden omgang af den store Copa Libertadores-føljeton mellem River Plate og Boca Juniors, der var blevet flyttet til et sted i Spanien.
Jeg så det sidste af finalen med et halvt øje. Fra et sted i Chile. Det kunne så blive en anden historie. Jeg besøgte både La Bombonera og El Monumental, da jeg returnerede til Buenos Aires ugen efter. En arrangeret turist-rundtur. Men jeg holder mig til Huracan nu.
Soy Quemero!
Saxo's semiprivate sjatter 