Du må godt kalde mig Gårdmand Bjørn, hvis AGF vinder medaljer i år…
Engang på TV3. Niels-Christian Holmstrøm gæstede studiet i en eller anden filterløs debat af ældre dato.
Det blev til et af mange klassiske Holmstrøm-citater. Århusianere rasede på alle medieplatforme, men AGF vandt selvfølgelig ikke medaljer. De havde fået en god start i ligaen efter sommerferien i 2009, havde med andre ord vundet 2 kampe i træk, men 8-9 måneder senere rykkede de ud af superligaen. Med et brag. Hvilket Holmstrøm efterfølgende var den første til at beklage.
Gårdmand Bjørn forblev indlejret hos Anders And & co, Holmstrøm havde allerede på det tidspunkt trukket sig som sportsdirektør i FC København i årene før og indgik nu i stedet i bestyrelsen. Som KB’s repræsentant.
Den position som han forlod den 11. april i år. I en alder af 72 år.
Jeg er blevet en ældre mand, og jeg vil godt have lov til at sige farvel og tak, mens jeg stadig kan tygge rugbrødet.
Alderdom kan ingen rende fra og det er aldrig en bagdel at være på forkant. Men han bliver allerede savnet. Han var på alle måder en del af mit FC København. Det som jeg voksede op med siden “mørke-årene” i 90’erne. Han var klubmanden til fingerspidserne. Ikke den eneste. Men den synligste. Med både arrogancen og kækheden. Det anker som klubben i den grad søgte i sine tidlige år.
Det var i 1999 han blev sportsdirektør og begyndte “sin proces”. Det sejlede bogstaveligt oven på Laudrup-historien.
Vi ligger nummer 8, gjaldede det på Nedre C. Det gjorde vi adskillige sæsoner. Både før og efter Laudrup. Det var også der, hvor processen begyndte. Som nummer 8 og vi stod der igen på et vindblæst Herfølge Stadion i 2000, og så landsbyholdet vinde mesterskabet.
Holmstrøm indså formodentlig allerede dengang, efter et års træden vande, at processen behøvede en katalysator. En vis englænder var blevet spottet tidligere på tribunerne til de københavnske kampe.
Roy Hodgson blev ansat som træner – og det skabte en helt ny historie, hvis første kapitel begyndte med et saksespark. Hvis du ikke har hørt Mediano’s podcast fra i vinters om 2000/01-sæsonen, bør du skamme dig.
I tiders morgen, sommeren 2001, var også der hvor vores gamle bogværk FC Krøniken endte. Med saksesparket på forsiden.
Holmstrøm blev en væsentlig del af fortællingen. Som jeg husker det, blev vi inviteret ind på kontoret i Parken en lørdag eftermiddag. Vi ønskede et interview. Det var i det tidlige forår, og jeg husker at bogen “Kong fodbold”, stod synligt på reolen. Vi regnede med en lille times tid til snakken. Det blev til flere timer. Vi fik historien, den hele, og fik meget mere. Tanker om fodbold generelt, dansk og internationalt, tanker om at opbygge et fodboldhold. Det blev en guldmine til den senere bog – og mit personlige Holmstrøm Moment.
Han roste i øvrigt bogen efterfølgende, måske fordi han kunne genkende mange af sine egne ord i den.
Jeg gider altså ikke kommentere på alle de tågehorn, der udtaler sig uden at sætte sig ned bare to minutter og tænke tingene igennem.
Det var nogenlunde på samme tid. Et citat til både fans og journalister. Det var før saksesparket – og spillet fungerede ikke helt. Det gjorde det heller ikke, da Holmstrøm senere navngav en linievogter i Silkeborg som “det lange bindeslips”. Linievogteren annullerede en i øvrigt korrekt scoring til FC København.
I vinteren 2006 trak Holmstrøm sig som sportsdirektør i København. En nyt setup kom til. Det var en ung træner ved navn Ståle Solbakken og en lidt ældre – men ganske uprøvet – sportschef, Carsten V. Jensen. På det tidspunkt havde FC København sat sig som den alt dominerende faktor i dansk fodbold. Der blev nu altid talt om mesterskaber, aldrig om 8.-pladser mere.
Senere samme år, 2006, begyndte en ung fyr ved navn William Kvist for alvor at spille sig ind som fast mand hos FC København. Han var opvokset på KB og Peter Bangs Vej. Havde fået sin første kontrakt under Holmstrøm to år tidligere.
Den dengang 21-årige debuterede på en position som højre back, men insisterede på at blive central midtbane. Trods Ståles tvivl. Ikke på Willy, han blev nærmest fast mand under ham, men på positionen.
Kvist blev over de næste sæsoner anker og anfører som defensiv midtbane på det københavnske hold, der kulminerede i sæsonen 2010/11. En historisk bedrift og et evigt minde fra Camp Nou.
Jeg har stået her som turist, da jeg var 12 år, så det er jo fantastisk at stå her som spiller. Vi har et rigtig godt flow i øjeblikket og har været solide over lang tid, så selvtilliden er i orden. Men i morgen skal vi nok ikke regne med at have bolden så meget som vi plejer…
FC København tabte kampen 0-2 i Barcelona, men jordskælvsrystede Parken hjemme og spillede 1-1. Kvists makker på den centrale midtbane, Claudemir, udlignede.
De gik videre fra Champions League-gruppen, og står stadig som det bedste københavnske hold nogensinde. Du kender historien, længere er det heller ikke siden.
Kvist blev solgt til Stuttgart og Bundesligaen. Efter 4 år i Tyskland og England vendte han tilbage til København i 2015. Han blev genforenet med træner Ståle Solbakken, der ironisk havde været på samme europæiske rundtur i Tyskland og England. Begge med beskeden succes. Willy lidt mere end Ståle.
Holdet skulle genrejses efter 2 sløje sæsoner. Willy kom hjem som den gamle hardhitter, der skulle supplere Thomas Delaney som den centrale akse. Delaney der havde løftet anfører-arven. 2 mesterskaber og 2 pokalsejre. En mand af rette støbning for FC København.
Lige så eftertænksom og filosofisk, han kunne lyde uden for banen, lige så hård var han inde på græsset. Og formodentlig den bedste tænkelige støtte for Delaney, der bar rundt på samme kulturelle arvegods fra Peter Bangs Vej. Delaney fløj til Bundesligaen og Kvist overtog anførerbindet i en periode. Men det fungerede ikke med en anfører, der ikke var fast mand på holdkortet. Kvist endte mere og mere blandt reserverne allerede i sidste sæson. Derfor blev også en logisk beslutning. I søndags meddelte han, at karrieren på banen slutter med denne sæson.
Et par timer senere kom meddelelsen om, at han er indstillet til en post i FC Københavns bestyrelse. Den lå lige til højrebenet – jeg tænkte tanken med det samme, det var der heldigvis også andre der gjorde. William skal selvfølgelig være en ny Holmstrøm. Han kommer ikke til at repræsentere den gamle historie, moderklubbernes, hvor Holmstrøm på alle måder var et forlænget ben. Willy bliver det nye FC København.
Det har jeg det fantastisk med.
Saxo's semiprivate sjatter 