Der er grund til at bevare optimismen

Typisk Københavnsk arrogance. Altid pisseheldige!

Robin Olsen jublede som efter en afgørende scoring. Thomas Delaney gik rundt med en tåre i øjenkrogen, vaklende mellem glæden over sejrene og afskeden med det meste af hans fodboldliv. Vi andre drog et lettelsens suk hjemme foran tv-skærmen. Langt væk fra Århus.

Efteråret er forbi nu – sæsonen er slut – og det har været en formidabel tur, selvom luften var gået lidt af ballonen efter 0-0 kampen hjemme mod Porto. De sidste superligarunder blev lidt som en tung transport og den sidste Champions League-udekamp i Belgien manglede spændingsniveauet allerede inden kickoff.

Flashback til Champions League en tirsdag aften i november. I Parken. Isoleret set var 0-0 da et fint resultat. Efter en glimrende 1. halvleg kom vi gevaldigt på hælene efter pausen. Porto viste sig som det, jeg hele tiden mente de var, gruppens bedste fodboldhold. De var langt bedre end #fucking Leicester. Meget mere tekniske og hurtige i boldomgangen. Selv i deres nuværende lowbudget/genopbygningstilstand.

Men gu var jeg skuffet. Skuffet over at FC København missede andenpladsen i gruppen. Skuffet fordi den andenplads overhovedet ikke var så usandsynlig, den var faktisk langt mere synlig end for 6 år siden. Gruppe og modstandere taget i betragtning.

Og når man først en gang har spist med ved de riges bord… etc! Og mulighederne var der. Igen.

Ud fra et objektiv og søgt sportslig perspektiv er det selvfølgelig ikke helt skidt, Europa League, og det var vel målsætningen tilbage i august. Mindst en tredjeplads, og vi trumfer en plads op på seedningsbarometeret.

Europa League åbner en chance for flere europæiske kampe i foråret, ud over de 2 allerede givne i februar, hvor vi altid vil få problemer efter den lange vinterpause. I Europa League er modstanderne overkommelige. Man kan møde hold som PFC Ludogorets Razgrad fra Bulgarien, der på papiret er langt mere spiselige end Bayern München – eller ja, Sevilla eller Porto, for den sags skyld. Har du i øvrigt også bemærket, at bulgarerne har samme bastard-turnering som vores egen. 26 runders grundspil, smasket op med mesterskabsspil og diverse kringlede nedrykningsgrupper. Jo, såmænd.

Men, mand! Det havde været sjovere. Ikke bare lidt sjovere. Alt er sjovere på øverste hylde.

Andenpladsen blev heller ikke tabt mod Porto. Den blev tabt i de 2 Leicester-kampe – #fucking Leicester. 1 point i de 2 kampe var alt for lidt – og her hvor den virkelige skuffelse gemmer sig. Vi var fuldt på højde med dem, de engelske mestre, og reelt set endda bedre. 1-1 i Leicester havde ikke været urimeligt og 1-0 hjemme heller ikke umuligt. Det havde givet os de 4 points istedet for dem og holdt os brandvarme på gruppens andenplads og Leicester havde ikke kunnet slippe afsted at stille op i Porto med 10 reserver og en målmand fra den lokale pub.

Marginaler og bagklogskab. De trives bedst i fodboldens baggyder. Schmeichel d.y. kom i vejen 2 gange for Cornelius. Helt afgørende. Der var ikke et væld af chancer i Leicester-kampene, men dem der var, var store nok til at de burde have gjort den marginale forskel #fucking... et-eller-andet-lort!

Happy ever after. En målmands momentum

Tilbage til Århus. 10 mand mod 11, en klar dommerfejl, udvisningen, og straffesparket der blev reddet af Olsen, Riddersholm og hans middelmådige århusianere, vi hader dig stadig, Glen, og endnu et selvmål. Selvmålet er vores individuelle topscorer i dette efterår. Næsten. Men 6 selvmål i alt. De er suset ind på indlæg, fra Brügge til Aalborg.

34 kampe på godt 6 måneder – 23 sejre, 10 uafgjorte og et nederlag. Sæsonens facit. Alle kan danse en sommer, vi har gjort det hele efteråret, og fortsætter over vinteren. Med turen til Bulgarien.

Lørdag aften i december. Sidste hjemmekamp mod Randers. Kampen sneglede sig afsted, tung som en julefrokost med alt for meget kød, den handlede om alt andet end 1-0 sejren og Falks i øvrigt lækre fuldtræffer. Det var tid til afsked, den nærmeste fremtid bliver uden Kaptajnen. Ham med det lækre hår, der scorede fjendens skår.

Vi har allerede haft adskillige måneder i parterapien til at komme overens med skilsmissen, Delaney og jeg.

Jeg sad forleden og gravede lidt i egne gamle blogindlæg for at se, hvad jeg egentlig havde nedfældet i tidens løb. Disse to citater sprang umiddelbart frem – der er halvandet år imellem dem og ikke meget pøbelstemning mellem linjerne – selvom en TV3-sportsjournalist åbenbart mente, at vi – pøblen på tribunerne –  var på nakken af ham. For nogle sæsoner siden.

Jeg husker det ikke, men er heller ikke sportsjournalist.

“Er tilbøjelig til at give fidusbamsen til Thomas Delaney (som for 14 dage siden). Alene på hans ihærdighed og selvfølgelig for omstillingsparathed, et begreb som er vældig oppe i tiden. Han løste sine opgaver med iver og engagement, både centralt og på venstrekanten – men skulle dog have scoret i 2. halvleg” (Efter træningskamp mod Elfsborg, februar 2012)

“Kan blive et centralt omdrejningspunkt i en ikke alt for uoverskuelig fremtid. Kan ikke rigtigt komme uden om ham – og det har modstandere inde på midten af banen også haft svært ved. Han er vokset ind i “skraldemandsrollen” omkring midtercirklen” (Sæsonevaluering december 2013)

Stiv pik og håret tilbage

Han voksede så langt ud over den rolle i de følgende sæsoner. Boks-til-boks-spiller med fantastisk hovedspil. Målscorer. Var forårets profil, er blevet efterårets profil, og er generelt bare en dejlig dreng – intelligent og humoristisk og en der kan få et glimt ind i selv det mest røvsyge interview. Sikken en fremtid han får, ja!

På gensyn, Thomas.

Så vi det komme, for 3-4 år siden? Det gør man vel aldrig helt. Det sker bare. Det skete også for William Kvist engang. Et godt hoved kan flytte mange talenter i den rigtige retning, også dem der ikke er de mest åbenlyse. En god træner kan i den grad hjælpe til – og sigende er det vel at Delaney for alvor begyndte at blomstre under Ståle version 2, som William gjorde under version 1.

Den næste Delaney skal måske findes på det nuværende U19-hold, dem der gik videre i Youth Champions League. Faktisk ganske imponerende efter en sløj start i gruppen. Ståle har 1½ år til at finde ham. Sådan cirka. Jeg regner med at han holder sin nuværende kontrakt og bliver i klubben til 2018. I virkeligheden kan det blive den vigtigste kontraktforhandling, få ham på papir 2 år mere. Mindst. Han har et projekt, det virker, og jeg er næppe den eneste, der stadig tror ganske meget på det.

I mellemtiden har vi allerede hentet en serbisk midtbanespiller. Just in case!!

Ovenikøbet til kaptajnens efterladte nummer 8-trøje. Den tikkede ind onsdag eftermiddag og kom helt bag på mig – paf i skrivende forstand. Den rettidige omhu. Igen.

<!– Et eller andet på nynorsk, der irriterer tilstrækkeligt mange…->

It’s Ståle-time! Vinterens transfervindue er ikke engang begyndt og lillebror Uros Matic er hentet ind fra østrigske Sturm Graz. Og ja, han er sgu lillebror til den mere navnkundige Matic på Chelsea’s midtbane.

Stakåndet står man tilbage. Kan knapt følge med. Men spændende, vanvittig spændende – og lidt serbisk selskab kan måske endda vække Pavlovic oven på hans forsømte efterår. Det kom aldrig rigtig til at spille for ham – heller ikke da skaderne haglede ned over Santander og Cornelius i november.

Og således blev det pludselig julegavetid. I FC København, der er alt for arrogante til lille Danmark, men blot en mindre snotklat for de store europæiske ligaer.

Årets top 5 (kun for FC Københavnere)

1. Delaney. Ham. Bare ham, fordi det er ham. Mere perifært dunderscoringen mod Brügge i Parken
2. Transferstrategien. Klubben agerer, før den reagerer. Vindue efter vindue. Succes er ingen garanti, men det vidner om visioner og drømme, og det behøver vi i disse tider
3. Den europæiske kampagne. Trods alt. Kvalifikationen til Champions League var overbevisende, selvom vejen var lang. Satsede vi for lidt i hjemmekampen mod Leicester? Jeg ved det ikke. Der var stadig en hjemmekamp mere, og vissevasse… skader og bagklogskab… og jeg holder med Sevilla til februar. Ubetinget.
4. Santanders forår og år generelt – alt ævl og bævl lukket ned uden de store ord. Der kom bare mål og mål og mål…
5. Cornelius’ efterår – knægten er lavet i støbejern. Også mentalt.

I øvrigt mener Toutouh, at vi kan vinde Europa League. Det kan vi ikke. På den anden side kan Sevilla heller ikke. De har ellers haft monopol på titlen i de seneste 3 år. Et nyt hold må til.

Dream, baby, dream! I’m your fan.

På sådan en aften

JAAA! “An absolute belter” – Gary Lineker

Man er sprængfyldt med glæde og forventninger… og ord. Efter sådan en aften som i aftes.

Den 2. halvleg. Det var som al den fart og det tempo i spillet, som vi stod og skreg efter i 1. halvleg, pludselig indfandt sig med dobbelt styrke. Turbotænding.

Og scoringerne faldt bare som perler. Et bizart selvmål der kom ud af aftenhimlen. Et resultat af det uptempo, som FC København begyndte 2. halvleg med. Et fladt indlæg fra Ankersen, som faktisk var ganske godt. Der var bare ingen københavnske spillere inde omkring det lille felt, hvor tværbolden havnede. Men belgiske Denswil var der og var formodentlig hjemsøgt af Cornelius’ skygge efter 1. halvleg.

Det mystiske straffespark som blev kaldt af måldommeren. I sig selv usædvanligt, at en måldommer faktisk dømmer noget. Og mystisk fordi ingen andre vel så det.

Det burde heller aldrig være dømt. Efter genkig på tv, er jeg helt overbevist. Santander dykker i bolden og selvmåls-solisten Denswil sparker ud efter bolden. Højt, ja, men ikke for højt eller farligt i situationen. At Santander bliver ramt i hovedet, skyldes hans eget kamikaze-dyk. Han lavede i øvrigt et lignende i 1. halvleg efter et hjørnespark og fik sendt et forrygende hovedstød mod mål, som Brügge-målmanden akkurat nappede.

Måske en slags højere retfærdighed, at Augustinsson brændte straffesparket. En retfærdighed af den slags, man kun påkalder og skriver, når slutresultatet er velkendt og ikke mindst mere end godkendt. Jeg ved det.

Men situationen osede langt væk. Ludwig brænder den. Han fik alt for lang tid til at spekulere over betydningen af 2-0, hvordan den skulle sættes, og hvordan han efterfølgende skulle juble. På grund af behandlingen af den skadede Santander.

Tilløbet var alt for kort, det går sjældent godt, og sparket sad lige i målmandens favoritposition. Han behøvede ikke at strække sig meget, skulle bare lure den rigtige side. Det gjorde han, belgieren.

I øvrigt bør en venstreback ikke tage straffespark. Uagtet øvrig kvalitet i sparketeknik, jeg føler mig bare ikke tryk ved forsvarsspillere i den rolle. Ludwig scorede ganske vist mod Odense for nylig. På straffespark. Men det var heller ikke vanvittig imponerende sat ind. Find en anden med nerver af stål og helst med Nikos 100% i udnyttelsesrate.

Den lille matchbold i “matchbolden”, twist & shout på Ståle, blev reddet et par minutter senere. Med Delaneys dunderhug. 2-0. Igen et resultat af det københavnske tryk og et vristspark, som bare gik rent ind. En gang ud af 100. Rent i krydset via indersiden af stolpen. De 99 andre gange var bolden drønet langt op på B-tribunens øvre afsnit. Til almindelig irritation, frustration, eller blot morskab.

Det mest fantastiske mål i øjeblikket, en tirsdag aften i Parken i september i Champions Leagues gruppespil, men det overgår ikke Zumas saksespark fra 2001. Slet ikke. Du behøver overhovedet ikke at tænke i de baner. Vi behøver ikke at blive historieløse i rus over øjeblikkets succes.

Santanders dunderhug til 3-0 var næsten lige så fantastisk. Han formår bare at demonstrere evner fra en langt højere hylde i fodboldverdenen end den københavnske. Engang imellem kommer der disse glimt af det fortærskede begreb “verdensklasse”. Det er indianeren i ham. Som det nævnte hovedstød i 1. halvleg, hvor han med dødsforagt får fuld power på et hjørnespark.

Indlægget blev ikke sparket ind. Den blev hamret ind i Brügge-målet, så netmaskerne sang og gyngede i takt med de ekstatiske tribuner. Både B og C.

Hold da kæft! Og så var der selvfølgelig Zanka til sidst. 4-0. Det har været hans uge, med kontraktforlængelsen, og selvfølgelig skulle han lukke og slukke en aften som i aftes.

Og hold da næsten helt op. Det var en fornøjelse at se en kamp, hvor dommeren faktisk tillod fysisk spil i feltet. Cornelius bliver ofte fløjtet i stykker i Superligaen. Skotske Craig Thompson gav lov, formodentlig netop fordi han er skotte, og bifalder fodbold som et fysisk spil.

Der var en mulighed for at være stor og stærk – uden at hver eneste duel blev fløjtet til forsvarernes fordel.

Jeg får stadig et mærkeligt flashback til den annulleret scoring i lørdagskampen mod gymnastikforeningen. Selv efter gentagne tv-kig kan jeg ikke gennemskue, hvad Cornelius bliver dømt for. Ud over at bare være stærkere i kroppen end århusianeren. Og det må man godt være i følge fodboldloven.

Stikpillen oven på en aften som i aftes falder selvfølgelig til FC København selv. Grådighed og profit fremfor et fyldt stadion. Vi har hørt den før i den moderne fodboldverden – især fra engelske stadions.

Der dufter lidt… nogle vil sige af Eau de Cologne

Sølle 26.000 tilskuere til en gruppekamp i Champions League. Efter en fin start ude i Porto.

Der burde have været mindst 5.000 flere – og det havde nok heller ikke været helt usandsynligt, hvis man havde holdt løssalgsbilletterne i et niveau, der matchede det som Club Brügge kom med.

600 spir for en billet. Det var for fanden ikke FC Barcelona, der kom på besøg.

Men bliver Parken fyldt 2. november? Leicester trækker formodentlig en anelse flere tilskuere, Kasper Schmeichel-effekten (haha!), og endnu mere fordi englænderne vil rejse til København i langt større antal end belgierne gjorde. Det er Leicesters første tur i Europa og så videre, vores egen rejselyst var massiv tilbage i 2006 ved FC Københavns første gruppespil på den store europæiske scene.

Løssalgspris 565-750 kroner for en billet. Jeg har mit (dyrtkøbte) platinkort og kan være være fløjtende… men objektivt ville jeg sgu bide i læderet en ekstra gang for at smide et beløb i den størrelse for en kamp mod Leicester City. Fucking Leicester. Med eller uden Schmeichel den yngre.

Det er egentlig en sølle til- og tankegang. Der er plads til forbedring, venner. Tænk på den sportslige betydning et stopfyldt Parken har for spillerne på banen. Tænk på magien fra Barcelona- eller Galatasaray-kampene, hvor tribunerne nærmest løftede sig for at skubbe og støtte spillerne frem.

Når vi sportsligt er havnet i noget der ligner en “Europa League-gruppe”, rent navnemæssigt, burde billetpriserne også skrues til samme niveau. For at give fuld Champions League-blæs i Parken.

Dette bare sagt. Det hele. Ordene der bare ville ud. Oven på en aften som i aftes. Tak til kaptajn Delaney, tak til Santander, tak til Ståle, tak til holdet, og en lille tak til sidst til Claudemir.

Partymir aka Claudemir. Tilbage i København.

Han brændte et åbent hovedstød i 1. halvleg. Det kunne have gjort kampen meget sværere med en scoring der og jeg er sikker på, at han i et kort splitsekund – helt ubevidst – blev teleporteret tilbage til FC København årgang 2010/11.

Før kampen mente han, at hans tids FC København var bedre end den nuværende udgave. Mon han var lige så skråsikker efter kampen. Svaret blæser formodentlig langt ind i efteråret.

På den anden side, det er vi andre nok heller ikke. Helt så skråsiker. Vi skal tale mere om 2016 nu, mistænker jeg.

Fra Porto til Horsens – og videre

Growing up is losing some illusions, in order to acquire others (Virginia Woolf)

I disse dage, for 25 år siden, blev planerne om FC København præsenteret på et pressemøde. Det var i september 1991 og i begyndelsen af oktober samme år godkendte en ekstraordinær generalforsamling, at KB skulle indgå en professionel overbygning med B1903. Et københavnsk storhold var født – officielt begyndte det dog først den 1. juli 1992. Resten er blevet en længere historie, der kan beskrives andre steder.

Klippet er et pauseindslag fra pokalfinalen 1992 – den hvor Bo Harder ustraffet smadrede Diego Tur og kostede ham 1 års pause og genoptræning – og en OL-tur til Barcelona. Journalisterne kårede efterfølgende Harder til pokalfighter. Og nej, for 24 år siden var de var heller ikke de skarpeste skiver. Det kan også være svært med et nyt navn.

Der var engang… og nu på vej mod de 25. Med andre ord er barnet er blevet voksen og spiller i disse dage Champions League.

Postkort fra Porto – en juliaften. Jeg ville gerne have været en tur tilbage.

Vi kom godt afsted i onsdags. Et fantastisk point i Porto – og det var endda langt fra urimeligt. Vi spillede i perioder pænt, fik hjemmepublikummet til at buhe misfornøjet, når vi flyttede bolden rundt og holdt Porto væk. Reelt kom vi først i problemer til allersidst i kampen. Efter 20 minutter i undertal.

En tåbelig udvisning, resultatet af et urimeligt hårdt gult kort, men ikke desto mindre. Han rørte vel knapt Porto-spilleren, Jan Gregus, og skulle have været udskiftet. I følge Ståle var det et spørgsmål om 30 sekunder. Så var han blevet udskiftet.

Fra starten havde han været Ståles kanin, men uden at det umiddelbart gjorde en forskel. Med 4 centralt orienteret på midten. Giv Porto plads på kanterne, vi skal lukke dem ned centralt. Måske.

Delaneys forsøg på drible væk fra eget felt, kostede en tidlig portugisisk føring. Utilgiveligt, ærgerligt, irriterende, og han vidste det selvfølgelig godt.

I københavnsk terminologi en “Würtz”. I 2007 lavede Rasmus Würtz, dengang på kort besøg fra Aalborg, en unødvendig fejlaflevering ind i banen i en kvalkamp til Champions League. Dengang mod Portos rivaler Benfica. En fejl der kostede den første af 2 dyrbare portugisiske scoringer i Lissabon dengang.

En glad mand i Porto

Onsdag aften i Porto gik det ikke så galt. Vi bevarede roen og Cornelius fik fumlet sin udligning ind over stregen kort inde 2.halvleg.

En “Allbäck” i københavnsk terminologi, med henvisning til den smukke svenskers sejrsmål mod Manchester United i Parken, 2006.

Med 4 Champions League-gruppespil i den historiske rygsæk og en serie mislykkede kvalifikationer, er der selvfølgelig allerede en pæn logbog bygget omkring netop Champions League. Og som fans husker vi selvfølgelig alt, på godt og ondt, og trækker nervøse og hysteriske tråde frem og tilbage.

Det begyndte faktisk at ligne vores aften. I Porto. I 10 minutters tid. Indtil udvisningen. Den var dum i så mange vinkler. Gregus selv, der oversatsede. Dommeren blev lokket, portugiseren spillede på situationen. Ståle burde have ændret allerede i pausen. Det fungerede reelt ikke med kaninen og Gregus havde et gult kort allerede. Verbic havde været oplagt som pauseindskiftning.

Men 1-1 blev slæbt hjem med Cornelius og Zanka som banens bedste københavnere. Førstnævnte er blevet sensommerens fund, fra skabet ude på Nummer 10, og sidstnævnte var så god at Goal gav ham plads på hele rundens hold. Fucking (awesome) Zanka!

Og Gregus. Af sommerens transfers er han den der stadig står tilbage som største spørgsmålstegn. Vi ved ikke rigtigt, hvad vi har hentet i Slovakiet. Han har været lidt ude og inde, mest ude, og har ikke budt overbevisende ind på start-11’eren endnu. Men det har heller ikke været nemt. Delaney og Kvist er svære at pille ved. Falk, Verbic, Tout danser alle på skift.

Han er vel en ny Claudemir. Tænkt som en offensiv tilføjelse til Kvist, når Delaney rejser til Bundesligaen i vinterpausen.

Vi får at se. I Porto betalte han nogle lærepenge. Delvist dikteret af Ståles taktiske forsøg på at lukke Portos hurtige midtbane ned. Mod Horsens spillede han pladsen med netop Delaney som andenpart. Det blev hans bedste kamp hidtil.

Bo Henriksen. Det er som om han aldrig bliver ældre – jeg ved ikke om det er helt godt i hans tilfælde.

I øvrigt en solid søndag i Horsens. 2-0 burde have været mindst et mål større. Horsens “smadrede” vist aldrig igennem, som deres bodega-træner Henriksen ellers havde bebudet. I det hele taget fik han vist bare udstillet sig selv, ved at invitere tv3 indenfor til sit taktikmøde. Det lød mest som en peptalk fra hjørnebordet på den lokale jernbanekro.

For FC København er der 2 rugbrødskampe mere, Randers og AGF, inden næste runde i Champions League.

Om 2 uger står vi med “en lille matchbold”. Hjemme i Parken mod Club Brügge. Matchbolden er Ståles, han hev den selv frem i nedtakten efter Porto.

Brügge tabte 0-3 hjemme til Leicester og i første omgang handler alt om at undgå sidstepladsen i gruppen – logisk set en affære mellem Brügge og København –  og dermed stå uden for europæisk fodbold efter vinterpausen.

Det bliver en nøglekamp – og den vil være umanerlig dum at tabe. Men jeg har været inde på det før, vi har ikke været vanvittigt imponerende hjemme mod belgierne. 0-0 og 0-4. I henholdsvis kvalkampe til Champions League og Europa League-gruppespil.

Der er med andre ord plads til forandring. Og come on, vi har holdet til det. Kampen i Porto viste at vi sagtens kan spille med. Eller var Porto bare dårlige? Det bliver det evige tilbagevendende fan-dilemma. Var de dårlige, eller var vi så gode? Jeg svinger altid frem og tilbage som pendulet og indtager ofte modsvarets standpunkt i mangel af bedre. Det er egentlig en dårlig vane.

Det der skræmmer mig endnu mere i skrivende stund, er at næste landskampspause er lige om lidt. Kun 2 uger væk. Halvdelen af oktober bliver braklagt på samme måde som september blev. En landskampspause der bliver endnu længere. Rent følelsesmæssigt!

For helvede, Åge Hareide kæmper sin kamp, vi andre har vores, og den handler om at finde et eller andet interessant ved en kamp mellem Slovakiet og England. Eller…ja og så er der måske en Rafael van der Vaart og en Red Bull-Zorniger, der reelt er alt andet end komplet usympatisk i sit forsøg på at genskabe vestegnen. Desværre, fristes man næsten til at skrive.

Han virker helt uinteresseret i de sædvanlige doktriner derude a la jeg har fulgt Brøndby tæt siden jeg var barn… men er i stedet ganske realistisk om forholdene. Også dem inde i København.

Men det bliver lidt marginalt. Som Horsens-kampen egentlig mere og mere blev. Et par pausefisk. Vi spiller Champions League  – og formodentlig for sidste gang.

De store ligaer lukker sig om sig selv og efter 2018 bliver der ikke mange pladser til perifære mesterhold fra det fodboldmæssige udkantseuropa. København bliver sorteret fra sammen med det øvrige Skandinavien og det meste af Østeuropa – og havner formodentlig en snæver kvalifikation.

Jeg har stadig ikke helt gennemskuet, hvad det ender med. Men det bliver næppe godt for os københavnere.

Champions League! Here we come…

Europæisk Jackpot! Vi er med

Det var sgu fortjent. Kort og godt. Kvalifikationen til Champions League-gruppespillet. Vi spillede en ganske overbevisende kampagne.

Stensikre sejre over nordirske Crusaders, og vi tromlede videre mod rumænske Astra Giurgiu. Igen meget sikkert. Og hvis man betvivlede deres styrke, det var nærliggende oven på de 2 kampe, var de virkelig så dårlige, kan det bemærkes at de slog West Ham ud af Europa League-kvalifikationen runden efter at de tabte til København. Helt håbløse var de med andre ord ikke, men FC København var gode.

Når der overhovedet kom anfald af nervøsitet ind over de afgørende Apoel-kampe, var det fordi vi brændte uhyggeligt mange chancer. I begge kampe. Og fordi der spøgte et deja vu, med rødder 7 år tilbage i tiden.

Det blev kun forstærket efter første kamp i Parken. Den spinkle 1-0 sejr, der burde have været større. Et forsøg på indersiden af stolpen. Det var nærmest en gentagelse. Denne gang Verbic, for 7 år siden Ailton.

Men spillemæssigt var vi en klasse bedre og det var vi også på Cypern. Det var helt vanvittigt at vi overhovedet kom bagud og måtte æde negle ned til rødderne i bar angst på sofarækkerne. Ikke igen. Som for 7 år siden.

Det skete ikke. FC København havde for meget kvalitet, Apoel kom aldrig i nærheden af den anden scoring, og Santander er manden der scorer de vigtige mål. Det ved vi bare. 1-1 og ingen forlænget spilletid. Gudskelov.

Indlæg/skud. Den gik ind og det mål kommer han til at leve hele efteråret på. Han har ikke helt kunnet ramme forårets niveau i opstarten efter sommerferien, men målet i Nicosia blev den direkte nøgle ind gruppespillet. Federico is game!

Netop leveret: efterårets bedste mål hidtil. Federico Santander!

Ja, vi fortjener det. Pladsen i fjerde seedningslag til grupperne. Den blev ovenikøbet krydret efterfølgende af en portion meget behagelig lodtrækningsheld, som vi langt fra altid har været forvænt med.

Leicester, Porto og Club Brügge blev trukket op af UEFA-bowlen. Det kunne sagtens have heddet FC Barcelona, Manchester City, Mönchengladbach fra de 3 øverste seedningslag. Sportsligt set, bedste chancer for points, bedste chancer for avancement og europæisk fodbold i februar, var det ren jackpot.

Efterfølgende blev det så et mindre skår, at København begynder ude mod Porto om 14 dage. Som inkarnerede fodboldturister var vi da i hvert fald nogle (en i hvert fald) der havde sat næsen op efter at få den kamp i oktober. Omkring efterårsferien. Med tid til planlægning omkring arbejde og andet. Og med muligheden for et par supplerende fridage omkring kampen.  Som tidligere ture til Lissabon, Barcelona og Madrid i de 3 forrige københavnske Champions League-eventyr.

Men Leicester tog oktober-udekampen og efterårsferien. Fucking Leicester. Jeg kan ikke rigtig se mig selv tilbringe 3 ekstra feriedage i Leicester. I Porto havde det været det mindste problem. Tro mig. Jeg snusede kort til byen i juli måned.

Det gensyn bliver en anden gang. Desværre.

Rent sportsligt er Porto måske ikke det værste sted at starte. Jeg mistænker portugiserne for at være bedste hold i gruppen, og midt-september er stadig tidlig sæson for dem. De bliver formentlig kun bedre som efteråret bliver til vinter.

Club Brügge er vi nærmest notorisk parret med. Enten det er Champions League eller Europa League. De dukker jævnligt op som modstander. I kvalen eller i gruppen. Vi har mødt dem 5 gange siden 2008. Senest Europa League-gruppespil for 2 år siden. Pudsigt nok har vi aldrig tabt til dem på udebane, 2 sejre (1-0 og 3-2) og 1 uafgjort (0-0). Og aldrig slået dem hjemme (0-0 og 0-4), den gevaldige røvfuld er dateret som 2 år gammel.

Dengang var holdet stadig røv og nøgler og famlede for at finde sit fundament igen. Efter Ståles genkomst. Vi er i væsentlig bedre forfatning nu og Brügge er måske kun marginalt bedre. Eller noget lignende. Men vi taler næppe om nogen walk in the Park(en), alt andet lige har vi ingen som helst tradition for at slå dem hjemme, når vi møder dem i anden grupperunde denne gang. Til gengæld ligner det en kamp, der i den grad vil definere vores muligheder, og Brügge er til at tale med. De er trods alt belgiere.

Og så er der Leicester City. Vi har altid en tendens til at gøre Premier League-hold bedre end de er. West Ham beviste vel lige det modsatte… eller? Særligt når vi taler om holdene uden for de sædvanlige top 4-5 stykker.

Engelske mestre eller ej. Jeg anser dem ikke for at være i nærheden af hverken Manchester City, Spurs eller Arsenal, alene fordi de ikke har samme økonomiske muskler. Samtidig er de helt grønne på den europæiske scene. De har aldrig været i nærheden af det tætte match-setup tidligere, Premier League/Champions League, som de kommer igennem i efteråret. En relativ smal trup. En masse rejseri. Et umuligt forsvar af et mesterskab på hjemmefronten. De vinder det ikke igen i min levetid.

Enten fuser de helt ud – eller også bliver Europa deres sutteklud. Jeg drømmer om det første. De endte med at irritere mig grænseløst i sidste sæson. Ikke mindst som Spurs-fan. Fucking Leicester!

I gruppen for 3 år siden, mod Real Madrid, Juventus og Galatasaray, fik vi 4 points og daffede ud som det helt tynde øl. Da vi gik videre i 2010 fik vi 10 points, mod Kazan, Panathinaikos og Barcelona. Ved debuten i 2006 mod Benfica, Celtic og Manchester United blev til 7 points.

Jeg gider ikke at begive mig ud i gisninger om hvad det bør blive denne gang. Men jeg forventer at vi spiller med, og jeg forventer at det sportsligt stadig vil være muligt at avancere fra gruppen efter 1. december. Derfor har jeg pinpointet Brügge som min Champions League-away denne gang.

Ja, reelt er der ikke så meget valg. I min verden. Sagt igen; fucking Leicester! Derfor endnu mere grund til at holde fast i forventningen!

Hvis man i øvrigt savner inspiration til en vintertur til Brügge, vil jeg anbefale den britiske film “In Bruges” (2008). Den kan være et ganske godt og galgenhumoristisk holdepunkt. Der er masser af kulturel inspiration uden for Jan Breydel Stadion.

Og så kan vi snakke derby og Brøndby næste gang. Brøndby og Europa er ligesom ikke to matchende størrelse længere. Jeg beklager… eller nej, det gør jeg egentlig ikke.

Det passer mig faktisk fortrinligt.

Den portugisiske vej

Kom til mig, lille natsværmer…

Fra gråd og frustration til hysterisk glæde. Afstanden var cirka 95 minutter for Portugal søndag aften 10. juli. EM-finale: Portugal – Frankrig.

Først blev det nationale ikon, Cristiano Ronaldo, udskiftet efter forgæves at have forsøgt at spille videre med en skade. Folk omkring mig opfattede Dmitri Payets tackling som hensynsløs. Det var den måske også – jeg har dog set værre. Men folk græd bogstaveligt og slog opgivende ud med arme – skæbne er en ond ting.

En lang og halvtrist regulær kamp senere, et fransk forsøg på stolpen i tillægstiden, og endelig Eders fremragende scoring 10 minutter før finalens ekstratid løb ud. Det havde været en historie om en forudsigelig straffesparksafgørelse, der var blevet virkeliggjort. Ja, hvis ikke…

Som en ganske logisk afslutning på en EM-slutrunde, der ikke nåede hverken sin forgænger eller VM for 2 år siden til sokkeholderen i kvalitet.

Straffespark blev det aldrig. Der var en højere fodboldmagt med Portugal. De var heldige. Ikke bare i finalen, men turneringen igennem.

En sejr i regulær tid (semien over Wales) i 7 kampe. De øvrige 6 kampe endte reelt uafgjort. Og det hele endte som en ironisk modsætning til det EM, de skulle have vundet på hjemmebane i 2004. Dengang luskede Grækenland sejren hjem. 2-0 over et portugisisk hold der var klasser bedre end 2016-udgaven. Eller rettere det føltes sådan.

Sådan havde de det også selv.

De troede ikke en skid på det hold. Fra Lisboa til Porto. Hele vejen nord på trak de på skuldrene og gryntede mismodigt.

Jeg fulgte med på vandreturen op ad den særlige portugisiske pilgrimsrute, Caminho Central Português, og fik set de fleste kampe. Med eller uden portugisisk deltagelse.

Jublen var moderat, da de vandt over kroaterne efter en forfærdelig kamp. Sagte smil og stadig lidt ligegyldigt. Festen blev lidt større mod Polen, endnu en forfærdelig kamp, men der var dog sporadiske bilhorn i natten efter polakkerne skød sig selv ud på straffe.

I Porto eksploderede det så. Semifinalen mod Wales. Nattefest, morgentømmermænd, og en helt anderledes overskruet forventning. Pludselig lignede de også et fodboldhold, der ville noget.

Jeg tror samtlige tv-kanaler, der strejfede forbi min camino de næste dages tur op langs atlanterhavskysten, kørte flere dages optaktsshow. Fixpunkt Cristiano Ronaldo. Det var ham der skulle bære det. Mens træner Fernando Santos messede sig vemodigt igennem pressemøde efter pressemøde som en plaget bedemand.

Helt eksemplarisk stod den skadede superstar og dirigerede sine holdkammerater igennem de sidste 10 minutter.

Finaleklar i Viana do Castelo

Jeg så finalen i Viana do Castelo, en mindre fiskerby 55 km nord for Porto. Som i de fleste andre byer havde de bygget særlige storskærmsscener op, hvor primært unge flokkedes i tusindvis. Behørigt opstemte, men aldrig stangvisne. Vi kunne lære noget der – bær din brandert med stil i det offentlige rum.

Alternativt kunne man altid se kampen på barerne, hvor stort set alle bød på udendørs-tv og -servering.

Portugal vandt og de vandt over storfavoritten Frankrig. Der var særlige trætte smil overalt næste morgen, når man bestilte sin café con leche og den særlige portugisiske æggecremekage (pasteis de nata). De smager sindssyg godt og booster enhver vandretur og blev hårdt savnet dagen efter, da en lille færgeoverfart førte mig over Rio Minho og over grænsen til Spanien og Galicien.

Her var EM for længst gået i glemmebogen og det er formodentlig også de fleste andre steder. En ny sæson er allerede begyndt.

Den gamle mand og havet

Jeg er bare ikke nået dertil endnu. Der hænger stadig for mange fantastiske øjeblikke og minder fra selve vandringen fast. De overskygger den hverdag, der hellere end gerne vil trænge sig på.

Et par opsummerende ord: vildt, vildt, vildt. Efter at have forlystet mig med den franske camino sidste år, var oplevelsen af den portugisiske på mange måder anderledes. Dels var jeg mentalt knap så fokuseret på at vandre hele turen, jeg var ganske sikker på, at det ikke ville være noget problem at gå de godt 600 km. Slet ikke efter at have gået over 800 km sidste år. Dels er den portugisiske camino langt mindre populær. Man er langt mere alene på ruten – og møder meget få andre pilgrimme. Til gengæld knytter man sig også sammen med dem, som man møder. Jeg tror, løst anslået, at jeg på hele strækningen fra Lisboa til Porto mødte i alt under 20 andre, der vandrede nordpå. Og fik jeg langt sjovere selskab.

Det øgede selvfølgelig også risikoen for at gå forkert og ende på utilsigtede detours. At være få og mangle tydelige pejlemærker. På franske camino var nøgleordet oftest “follow the crowd” – der går man aldrig forkert. I Portugal, særligt de første dage, var det en god ting med gps i smartphonen. De gule camino-pile var ikke altid lige synlige.

Semifinaleaften i Porto

De fleste, der taler om den portugisiske camino, begynder i Porto. Det er der en god grund til. Byen i sig selv er mindst lige så attraktiv som Lisboa. Og turen nordpå til Santiago, særligt langs kysten, er helt fantastisk. Og ganske overskuelig. Cirka 10 gå-dage alt efter humør – og uanset om man vælger kysten eller den centrale rute.

Morgenen, dagen efter, gående på stranden.

Lisboa – Porto er for de hårdkogte. Den trækker søm ud, der er langt mellem overnatningsmuligheder, og er om sommeren hysterisk varm. 40 grader ude i vin- og kornmarker uden meget skygge. Men Tejo-floden fulgte mig ud af Lisboa og næsten 100 km nordpå. Til tider er det en fed vandring på boardwalks over flodenge og til andre tider lange kilometre igennem industrielle områder, langs jernbanespor, og videre igennem små døsige landsbyer.

Men portugiserne er venlige mennesker. Bare sådan generelt. Jeg fik foræret alt fra frugter og kage til kaffe og sågar fodcreme fra et damer i en forbipasserende bil. Og blev beriget af herligt selskab af 2 amerikanere, Gary og Maureen. Gary mødte jeg efter et par dage, vi faldt i snak foran en café en formiddag, og Maureen kom til et par dage senere. Vi dannede en trio til Porto. Og lidt længere nordpå. Inden vi skiltes i Barcelos.

Maureen skulle tilbage til Porto for at hente en veninde, Gary ville gå videre i et spirituelt spor, noget med god mad og tid til eftertanke, mens jeg nappede et lokalt bumletog til atlanterhavskysten og den friske brise.

Det var på finaledagen. Viana do Castelo. Min deadline i Santiago var ganske stram. Flybilletten retur sagde søndagen efter.

Ude ved kysten mødte jeg Sigita fra Litauen. Igen. Jeg havde været ude at spise med hende allerede på andendagen efter Lisboa. Siden forsvandt hun. I næsten 2 uger. Både Gary og Maureen havde også mødt hende. Forskellige steder på vejen, inden jeg mødte dem.

Sigita i svømmepøl på randen af Atlanterhavet

Efter Porto dukkede hun op igen. En aften vi sad og spiste på en restaurant.

Og 2 dage senere atter for mit vedkommende efter jeg havde sejlet over floden til Galicien/Spanien. Jeg mistænker, at hun forsøgte at tage en selfie, da jeg så hende stå i vejkanten nede ad en lille bakke. Det blev også historien om hendes camino. Hun havde gået det meste af turen fra Lisboa alene – med lidt afstikkere via det offentlige transportsystem.

Vi fulgtes de næste 3 dage op ad kysten. Indtog solnedgangen og de lækreste badestrande. 3 vandredage sammen, man kan blive ganske gode venner på så kort tid og dele oplevelser som bliver helt vores egne. Forpuppet i caminoens ånd, ordene vandrer ind i solen og smelter. I den grad også den portugisiske. At gå ind i Coimbra var som en at sidde fastspændt i en roterende tørretumbler. Også i skyggen. Jeg siger det bare.

Og de blev europamestre. Jeg fik vist flere gange skrevet hjem i sms’er, at dette ville blive Portugals “sommeren 1992”. Jeg stod midt i det. Et par dage af landets gæstfrihed og det var svært ikke at holde med dem – og unde dem titlen uanset hvor heldigt og ufortjent den end var.

For fanden da – en tur!

“Det er vores!” – ja altså deres!

Tag på Flickr-tour (billedshow)

Og den nøjagtige gå-tur blev følgende:

• Lisboa -> Verdalho de Baixo – 32 km
• Verdalho de Baixo -> Azambuja – 31 km
• Azambuja -> Santarem – 32 km
• Santarem -> Azinhaga – 25 km
• Azinhaga -> Tomar – 37 km (lokaltog de sidste 7 km igennem industriområde)
• Tomar = hviledag
• Tomar -> Alvaiázere – 31 km
• Alvaiázere -> Rabacal – 33 km
• Rabacal -> Coimbra – 30 km
• Coimbra -> Anadia – 31 km
• Anadia -> Albergaria – 36 km
• Albergaria -> Sao Joao do Madeira/Porto – 29 km (bus til Porto om eftermiddagen)
• Porto = hviledag
• Porto/Matosinhos -> Vila do Conde – 22 km (bus ud af Porto til Matosinhos)
• Vila do Conde -> Barcelos – 30 km
• Barcelos – Viana do Castelo (lokaltog, hviledag)
• Viana do Castelo -> Caminha – 27 km
• Caminha -> Mougas Camping – 31 km
• Mougas Camping -> Nigran – 12 km
• Nigran -> Redondela – 37 km
• Redondela -> Pontevedra/Padron – 18 km (bus til Padron om eftermiddagen)
• Padron -> Santiago – 24 km

Pilgrimspasset

Et par strofer for Europa

Frygt en mand uden tusser

Jeg kan bare ikke forestille mig den mand med en kæmpemæssig dragetatovering på ryggen.

Frit ihukommet, men sådan nogenlunde fik DRs gæstekommentator Morten Bruun sagt en aften. Under kampen mellem Spanien og Tyrkiet. Spilleren, han talte om, var den catalanske spilarkitekt Andrés Iniesta. På en eller anden måde indrammer det glimrende den første uges tid af EURO 2016.

Iniesta har været kontrasten ved dette EM. Han har været lyspunktet, en frygtelig venlig og stilfærdig spiller, nærmest lidt undseelig af udseende, der har gjort at der stadig er en mening med det hele. At sidde og glo på kamp efter kamp med uopfindsomt og defensivt spil.

Iniesta har trukket sine stille streger i græsset, som en bygningskonstruktør. Spillet smørbolde, korte eller lange afleveringer, og har på sin egen måde dirigeret en vågnende spansk offensiv i noget der hidtil har ligner EM i kedsomhed.

Selv de mest hadske Madrid-fans er formodentlig tæt på at overgive sig. Han er den flinke fyr ovre i hjørnet, håndværkeren der forfiner sit værk til kunst. Egentlig er han lidt kedelig, men aldrig farveløs, for det er ham der gerne hugger samme kedsomhed i stykker. Fordi han er skidegod til det han gør. At spille fodbold – with a flourish.

Og skal vi ikke bare være ærlige. EURO 2016 har været en skuffelse. Ingen tør noget, ingen tror på noget, alle spiller blot på det sikre. Og det er defensiven. Alle kan forsvare sig fra Cypern til Færøerne. Det er det nemmeste i Europa, slå bommen op og gem dig bag egne begrænsninger, og afvent hvad de andre gør.

De andre gør ikke vanvittigt meget denne sommer. De formår det ikke. Bortset fra Iniesta, der bare slår overraskende afleveringer og målgivende assists med næsten kedsommelig præcision.

Udvidelsen fra de 16 til de 24 hold har på ingen måde gavnet kvaliteten i EM-turneringen. Tværtimod. De mange ekstra pladser til 3’erne i gruppespillet har blot gavnet fedtspil og filosofien “uafgjort er fint nok, indtil andet er bevist”.

Det har givet spillerum for en række landshold, der aldrig burde have været med til denne slutrunde. Jeg kunne nævne Island, Albanien og Nordirland, men det ville være urimeligt. Alle 3 nationer havde faktisk kvalificeret sig, selv hvis EM havde kørt videre i sit velfungerende 16 holds-koncept fra for 4 år siden (og 4 år før og 4 år før etc).

Og dog. Fordi kvalifikationen havde været anderledes tættere med kun 8 adgangsgivende grupper. Men det regnestykke bliver for filosofisk.

Men mon ikke vi var sluppet for Irland, Sverige, Ukraine, Ungarn og Tyrkiet. Og selvom jeg med god samvittighed vil give lidt kredit til Ungarn, og aldrig kunne drømme om at skrive noget ondt om irerne, så havde det gjort turneringen langt tættere og langt mere konkurrencedygtig hvis de ikke havde været med.

Mit dørbeslag har leveret bedre underholdning end svenskerne og tyrkerne buher nærmest symbolsk ad deres egen anfører på banen – Arda Turan.

Emre Who?

Hmm… havde nær glemt det. Netop tyrkerne har selvfølgelig en helt særlig dansk vinkel med en ung gut, der angiveligt skulle være et talent i Messi-klassen. Foreløbig har Emre Mor spillet en halv sæson i Superligaen for Farum, heraf cirka halvanden god kamp, er blevet udvist for dårlig opførsel i en anden kamp, og derefter solgt til Borussia Dortmund for noget der angiveligt skulle være et helt astronomisk beløb.

På banen i Frankrig har han foreløbig spillet cirka et kvarters tid. Men han er reelt dansker (og dog nok ikke mere). I følge diverse mediers dækning nærmest hysterisk meget.

Og Ukraine, tja, jeg griber efter hvedekorn fra Dinamo Kiev og Shaktar Donetsk uden det mindste held. Hvad var det egentlig de ville, jeg stiller mig selv det spørgsmål efter hver slutrunde, hvor ukrainerne har været kvalificeret. Svaret blæser et eller andet sted fra Kiev ned mod Odessa.

På tv himler kommentatorer op om en fremragende slutrunde. Som skrevet og sagt, hidtil har spillet på banen været det mest kedsommelige set i mange slutrunde-år.

Men der er 10.000 entusiastiske fans, der bræger og synger som modsætninger. Hvis de ikke slås indbyrdes som kroaterne og smider om sig med kanonslag.

Kroaterne skader nemlig deres landshold og de gør det helt bevidst. Ikke fordi de hader spillerne, men de hader deres hjemlige fodboldforbund. Det har foreløbig kostet dem nogle hjemmekampe og prisen vokser… fantastisk logik. Særlig tragisk i betragtning af at det kroatiske hold har været et af turneringens få lyspunkter.

We take care of our own. Ja, det betyder, at jeg passer det der er mit, og i mit helt eget snæversyn, og skider i øvrigt på alt andet.

Toptrimmede russiske hooligan-militser er rejst til Frankrig med Putins velsignelse. Kold krig eller noget. Der kan de blandt andet møde tusinder af engelske bonderøve, der i opblæst flokmentalitet, indtager by efter by. Blottet for enhver anstændig opførsel. Majoriteten drømmer sikkert om #brexit og mon ikke de får deres vilje. Britain First (det indbefatter naturligvis ikke walisere og skotter, der hælder mere til Europe First).

EURO 2016 er nærmest blevet et spejl, et sindbillede dybt ned i tidens europæiske mørke. 0-2 til tosserne ved pausen. Men vi står godt på banen og vi kan se os selv på storskærmene. Godt smurt ind i hele en europæiske farvepalet af manglende handlekraft og uduelighed.

Jeg skraber stadig i overfladen for at finde noget kvalitet. Skal vi i stedet være optimistiske og sige 0-0 ved pausen. Ingen overraskelse. Blot et nå-ja, den slags sker også i morgen. Jeg havde egentlig ikke de store forventninger på forhånd. Tænkte bare lidt vemodigt på hvilket fint EM, det var for 4 år siden.

Jeg forventer ikke noget af England. Jeg holder bare øje med dem af nostalgiske grunde. Da jeg var yngre og mere uerfaren sværgede jeg altid til dem.

Og de er da interessante.  Med 5 Spurs-spillere i startopstillingen. Ja, de var endog hæderlige, inden de faldt på traditionel Tottenham-vis i åbningskampen mod Rusland. Et par minutter inde i overtiden. Helt unødvendigt og uheldigt. Men Spurs har altid været specialister i den slags.

Russerne er helt overflødige at nævne i den sammenhæng. Er de overhovedet europæere mere? Jeg gider faktisk ikke tanken.

England kan stadig gå videre og mon ikke det sker. Efter sejren over Wales. Et par minutter inde i overtiden. Det var så mere Liverpool end Spurs forleden eftermiddag. Og der er i hvert fald masser af talent i det engelske hold, men næppe til øverste europæiske hylde, og næppe heller med en træner der virkelig kan forløse potentialet. Ol’ Man Woy kommer til kort mod de helt store.

Tyskere har leveret stabilt. Også i den mere kuriøse underholdning. Cheftræner Joachim Löw har en mærkelig evne til at blive fanget i usædvanligt intime situationer. Duftende, inspicerende, og fortærende både det ene og andet. Manden synes notorisk at glemme alt om de 710 kameraer, der skyder løs ved alle slutrundekampe. Men han går viralt, det gør han.

Det duftede også af krop mere end parfume, da Italien spillede, og endte i endnu mere hjerte. Belgierne har en stjerneparade af spillere, og de burde være skidegode.

Jeg ønsker dem næsten også derhen. Som skidegode. Men Italien demonstrerede, hvad en kombination af intelligens og hjerte egentlig kan præstere. 2-0 og den var særdeles fortjent, den sejr. Brilliante Italia. EMs hidtil bedste kamp. Det brilliante nåede dog lidt af en begrænsning, da de mødte de svenske dørbeslag. Men de vandt og det var dejligt, rigtig dejligt – og det bærer dem langt. Det gør Antonio Conte også.

Jeg hader allerede at skulle se ham som manager i Chelsea efter sommerferien!

Eksklusivt for det irske marked. Uden skud i.

Men kom nu, Belgien. For helvede! Træd i karakter! Vi behøver belgiere. De kan samle lortet, på tværs af sprog, barrierer, mentale grænsebomme og diverse divergenser. De ved hvad det handler om og første mission må være at sende svenskerne ud med et brag i sidste gruppe-runde. Zlatan kan efterfølgende indkalde til pressemøde om sin fremtid. Igen. Og fortælle at han nu vil sælge underbukser. Nå nej, det har han gjort. Altså holdt pressemøde. Om sin fremtid og sine underbukser. Vist et par gange.

Og franskmændene. Ja de vinder altid i sidste ende, når de er på hjemmebane. Det gjorde de i 1984 og 1998 og det gør de igen. De spiller ikke nødvendigvis godt igennem hele turneringen, men de vinder. Og de har en national x-faktor, oven på terrorangrebene i Paris. Der vil være en skjult kilde til de sidste 5%, hvis de overhovedet skulle mangle. En ekstra national stolthed.

Og finalemodstander. Mit bud i skrivende stund, før vi overhovedet kender sammensætningen af 1/8-finalerne, er at Iniesta tegner og dirigerer Spanien ind på Stade de France den 10. juli. Han er allerede godt i gang. Med eller uden tatoo.

Så nu ved i det. Frankrig – Spanien i finalen. Frankrig vinder 1-0. I ordinær kamp. Og således trygt forvisset om fremtiden, vil jeg drage til Portugal på torsdag. Der skulle være rig mulighed for at indtage resten af Euro-turneringen dernede. På caminoen mellem Lisboa og Porto og videre til Spanien – en fin bonus i øvrigt at se finalen i Spanien. Den tager jeg gerne. Selv i Galicien føler de en vis tilknytning, hvis bare landsholdet vinder og der er jo en Celta Vigo-spiller med blandt de foretrukne 11. Venstrekantsangriberen Nolito. Han er så langt fra galegos, men oprindeligt fra et sted langt sydpå.

Og jeg har faktisk lidt ondt på portugisernes vegne. De har været meget bedre end 2 sølle uafgjorte mod Island og Østrig. Meget bedre. Men Cristiano kan ikke score mere.

#DeterIslandsskyld #CR7

Nej, den går heller ikke på straffespark!

XI – 11 – elleve

Igen plastic i Parken

Jeg har hørt at der ikke blev jublet nok, da FC København for et par uger siden sikrede sig det 11. mesterskab. Med 2-0 sejren i Parken over Farum. 3 spillerunder før sommerferien. Der findes åbenbart en skala for den slags. Også  i sportsjournalistiske kredse.

Jublen blev aldrig ekstatisk. Nej nok ikke.

Nu oplevede vi vel heller ikke ligefrem en vild Hjalte-scoring i 3 minutters overtid. Vi oplevede mere frugten af mange måneders fornuftigt og målrettet arbejde. Tal om lettelse og almindelig stolthed i stedet. Med pokalfinalesejren som regulær bonus.

Det var et mesterskab der skulle hentes tilbage til København efter 3 år. Et mesterskab som reelt allerede lå til højrebenet, da vi vandt den udsatte stormvejrskamp i Herning fra efteråret. Det skete engang i marts.

Det dinglede lidt i et par udekampe. Randers, Viborg, måske endda Århus. Farum var helt uden for kategori. Men bufferen forblev intakt og truslen primært fra de sønderjyske regioner blev mest kortvarige angstneurotiske anfald. Af den slags alle fans lægger under for. Spøgelser og genfærd i vores begrænsede horisonter. Det er ikke bare nerver, det er dårlige nerver. Vi glemmer altid at den større virkelighed er vores bedste ven i den slags situationer.

Det 11. mesterskab i rækken – og Federico Santander scorede sine ligamål nummer 10 og  11 akkurat mod Farum. I øvrigt begge fremragende. Og helt symbolsk lukkede han også sæsonen ned, da han skovlede sejrsmålet mod AGF ind i den afsluttende guldfest. Det var pludselig gået stærkt, den afgørende scoring i guldkampen blev hans mål nummer 14.

I vinters ønskede jeg, at han ville score 8 kasser i foråret. Jeg er mere end tilfreds. Ja, nærmest ekstatisk. Fe-De-Ricoooo!!

Journalistiske døgnfluer som “flop” og “fejlkøb” truede flere gange i efteråret.  24 millioner og ingen mål. Men der var udbredt tolerance og almindelig anerkendelse på tribunerne i Parken tidligt i efteråret. Folk kunne lide hvad de så, og det handlede ikke bare om at man ikke ønskede endnu en Mussis-historie. Den mest hypede transfer i Københavnsk fodboldhistorie, der endte med at spille 1 kamp, og i øvrigt faldt helt igennem på alle tænkelige parametre. Fra Sydamerika til Nordeuropa og tilbage igen. San Lorenzo me bad!

Santander havde noget andet – noget anderledes modent bag sit venlige smil. Og det lovede godt. Allerede fra begyndelsen i august. Her i foråret blev det forløst. Delvist, gradvist, og mere og mere positivt. Men han har meget mere og større potentiale. En ny Dame. Det er det vi drømmer om, 10/11-sæsonen er ikke længere siden end at alt selvfølgelig rimeligvis måles i det perspektiv.

“Den glade indianer”

Det var i øvrigt mesterskab nummer 9 dengang i 2011 – det mest suveræne nogensinde og efter den bedste sæson nogensinde. Ikke mindst europæisk.  Det 10ende hænger i et underligt vadested. Det kom nemt og forsvandt nemt. Engang i 2013.

Det skulle have været året før, men 2012 forsvandt mellem nordsjællandske sommerhusdrømme og fingrene på diverse sportsdirektører og trænere, der gerne ville afløse hinanden, og en masse spillere der forsvandt på en eller anden måde. Mange desværre fysisk, skader og salg, og et par mentalt.

To mere!

Med andre ord hopper vi hurtigt fra 9 til 11 og glemmer 10.

Historien om et bebudet mesterskab. Jeg har for længst overgivet mig til Ståle Solbakken. Ser ikke nogen anden træner for FC København i øjeblikket. Han har et klart projekt, han tror på tingene, ind imellem ganske skingert, og det virker som han har alle folk i klubben med på vognen, og den kører ikke af sporet lige med det samme. Heller ikke med et par udskiftninger i staben.

Allerede i august talte han om den kultur og det drive der var i klubben. Det skulle bringe mesterskabet hjem. Manden fik ret og man handlede rigtigt og målbevidst og usædvanlig tidligt. Truppen var på plads inden ferien og august, og man gjorde rigtigt ved at beholde Amartey et halvt år og først sælge ham i vinterpausen. Personligt indbragte det ham oveni både et engelsk og et dansk mesterskab.

Sæsonens eneste store minus var den alt for tidlige europæiske exit. Jeg har nævnt det før og den niver stadig. Vi var blevet vænnet til, at et efterår skulle være lig med europæiske kampe. Og jeg tilhører den slags, der godt kan finde Europa League-gruppekampe interessante. Meget mere interessante end 2 ekstra opgør mod Brøndby og Aalborg.

Det skulle gerne ændres efter ferien. Lodtrækningsheld eller ej – vi vil tilbage på Europa-kortet. Der er 3 runder ind til grupperne, enten den eksklusive Champions League eller discountudgaven Europa League. De der gør efteråret langt sjovere. Også for os på tribunerne.

Spillermæssigt har vi 4 brikker på plads. Rasmus Falk kommer til fra Odense. De 2 lejesvende Ankersen og Robin Olsen er kommet i stalden på faste kontrakter og den ene af de svenske geriatrikere i forsvaret, Antonsson, har forlænget med 2 år. Sidstnævnte med den klare forvisning om, at han nok kommer til at have en reserverolle og måske i en eller anden forstand være en forsvarsmentor for yngre folk. Det betyder formentlig også at Pelle Nilsson ikke bliver forlænget.

Erik Johansson og Zanka ligner de sikre førstevalg, og det vil ikke være helt skævt at tænke en yngre forsvarer ind allerede nu. Som Delaney har Zanka også kontraktudløb til næste sommer. Remmer måske? Nja… eller Marcus Mathisen? Kender intet til ham, og spørgmålet er om vi ikke skal et niveau højere under alle omstændigheder. Det tror jeg på.

I hvert fald står og falder meget af sommeren med kaptajn Delaney. Ståle & co kan forhåbentlig overbevise ham om, at det er en god idé at udskyde udlandet til vinter. Amartey-style. Det gør sommerens transfermarked meget enklere – og vil reelt kun handle om en ting mere ud over midterforsvareren. At finde en angrebserstatning for Nicolai Jørgensen.

Det bliver så også sin sag. Han har formodentlig spillet sit livs bedste og i hvert fald mest sammenhængende sæson. 15 mål, nærmest ingen skader, landsholdsgennembrud. Enorm fysisk power og enorm spændstighed og kreativitet. Rasmus Falk er ikke i nærheden af at kunne erstatte det. Jo måske kreativiteten, men ikke målene og ikke fysikken. Der skal købes – det har Ståle selv for længst bebudet – og de første rygter er begyndt at svirre i medierne fra de sædvanlige svenskere og nordmænd til mere interessante og eksotiske emner.

Sommerens EM i Frankrig gør formodentlig ikke markedet nemmere – og betyder måske også at salget af Nicolai Jørgensen ikke sker før august. EM-slutrunden bliver et større udstillingsvindue og det faktum at det danske landshold bummede helt i kvalen, gavner næppe hverken Nico eller Delaney. Det øger i hvert fald ikke deres markedsværdi. Men i tilfældet Delaney kan det måske være til gavn for FC København, hvis de større klubber har øjne og fokus andre steder.

Det kan blive en speget og tålmodighedskrævende affære over sommeren. Det gør den nye superliga, der starter op igen i juli, også. Og denne gang er det med garanti. Jeg har aldrig været euforisk med den model, der bliver skrottet nu. 12 hold der møder hinanden 3 gange. Alle mod alle. Men den har dog fungeret i over 20 år og udsigten bliver værre.

14 hold, slutspil for de øverste 6 og en underlig kombination af gruppespil og playoff for de 8 nederste. Et slutspil om mesterskabet betyder også en masse ekstra kampe mod de samme hold. Igen og igen. Intensiteten bliver forøget, siger de kloge, klubberne bliver bedre rustet til de europæiske kampe. Jeg tvivler.

Farum-træneren Kasper Hjulmand er heller ikke begejstret.

Jeg tror ikke en skid på den model. Jeg tror, at det bliver noget rod… Der er mange mærkelige ting i det. Nummer syv kan komme i Europa, og der kommer til at være mange fans, der ikke forstår det. Vi kommer til at lave det om ret hurtigt, det er jeg sikker på – citatet er hentet fra en BT-artikel.

Der er sikkert et konsulentfirma i Nederlandene der kan fortælle dig lige nøjagtig hvordan og hvorfor…

Hjulmand tænker formodentlig ikke Farum som et fast top 6-hold, og ser sig allerede spundet ind i et morads af playoff-kampe. FC København skal være i top 6.

Men jeg tror heller ikke en skid på modellen og ja, den bliver lavet om igen om et par år (desværre går der altid et par år). Som da man lavede den gamle slutspilsmodel om efter Superligaens fødsel i 1991. Dengang gik der 4 år og så fik vi 12-holdsturneringen med den ekstra bastarddel, den 3. kamp. Den der faktisk har fungeret – som mindst ringe alternativ – frem til forleden.

Og nu – som dengang – det mest enkle er en turnering med 16 hold, der mødes 2 gange. Hjemme og ude. 30 kampe. Den type turnering kan man også få europæisk succes med. Malmø er gået i Champions League-grupperne 2 gange med basis i en 16-holds Allsvenskan.

Arrogancens fornøjelige lethed

Himmelfart på fck.dk

Så skete det igen. Jeg fik nosset mig sammen til at skrive en sjat – og endnu vigtigere – FC København vandt en pokalfinale. I øvrigt for syvende gang.

Det kan refereres kort: fantastisk forårsvejr, fælledparken og øl, forfærdelig kamp, fuldt fortjent sejr.

2-1 lyder cifrene. Og de lyver.

Der var klasseforskel og århusianernes selvforståelse lå som sædvanlig langt fra deres evner på banen. København begyndte kampen elendigt, men overtog helt efter pausen.

AGF var kummerlige som deres placering i ligaen – og jeg behøvede bare at spole tilbage til søndagens ligakamp mod FC Herning-Ikast for at finde en kamp og en modstander med helt anderledes kvaliteter.

Lad os istedet dvæle lidt ved arrogante københavnere. For det er vi helt sikkert. Dig og mig og Ståle. Men den værste er utvivlsomt Mathias Zanka Jørgensen.

Den værste af os

Han har mange haters, ham Zanka, især ude i de vestlige forstæder. Han har for længe siden erklæret sig københavner med stort K. Han tager gerne sine albue-dueller med den lokale tattovør, Daniel Agger, og han udtaler sig bare generelt bramfrit. Han var fx. ikke bleg for at erkende, at det røde kort han trak i Århus for et par måneder siden, var helt i orden. Han dummede sig.

Efter torsdagens finale erkendte han også, at det nok var hans fejl der gav AGF udligningen.

Inde i Parken så jeg det uomtvisteligt som Kaminskys, han var længe om at komme ud af sit mål, men jeg må trække min vrede mod belgieren tilbage. TV-kig kan gøre klogere. Det var Zanka, der tog sig en blunder, og det efter en elendig halvleg af ham selv, som han sagde.

Men også blandt egne københavnske fans har han sine modstandere. Hans spil på banen, som midterforsvarer, er indimellem for slasket og nonchalent og bærer præg af lidt for høje tanker om egne evner.

Han har lavet sine fejl. Bestemt. Men han har fået alt for lidt credit – for efterårssæsonen og foråret hidtil. Han har været en glimrende midtstopper sammen med Erik Johansson.

Ergo nu ved du, hvor du har mig. Jeg er Zanka-fan.

Han var decideret fremragende i pokalsemifinalen ude mod Brøndby, måske ansporet af det had som pludselig skyllede mod ham fra alle sider. Shitstorm og buheri – og efter torsdagens finale flejnede den århusianske journalist Jan Schouby helt ud i tweets.

Pip, pip, pipfugl…

Nu er Schouby vist mere kendt som århusianer end som sportsjournalist, selvom han formodentlig ynder at se sig selv som det sidste.

Han har det bestemt ikke nemt med arrogante københavnere. De overgår hele tiden hinanden.

Men man kan også fristes at mene, at han blot følger i tidens ånd blandt danske sportsjournalister. Skab dig som en fan, flyd over med skrigende begejstring ved scoringer eller uhørt indignation ved dommerkendelser. Almindelige journalistiske principper som perspektiv, research og kritisk vinkling er forlængst skreget ud bag fadølsanlægget.

Det var samme Schouby, der for et par sæsoner siden kogte over i indigneret raseri over en anden arrogant københavner,  vores gamle sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm. Holmstrøm tillod sig betvivle de århusianske fortræffeligheder, efter en ellers fin sæsonstart for AGF.

Du må godt kalde mig Gårdmand Bjørn, hvis AGF får medaljer i den her sæson.

Sådan faldt et par af ordene dengang. Det var august 2009. 9 måneder senere, samme sæson, rykkede AGF ud med et brag.

Situationen fra pokalfinalen: København er i kontra-angreb, en århusianer er tilsyneladende blev ramt i hovedet af Cornelius’ hånd kort forinden og ligger omtumlet i græsset. Han er dog ikke mere omtumlet end han kort kigger op og når at orientere sig om, at det københavnske kontrastød kan blive ganske farligt. Med en truende fare lurende, helt modsat er Augustinsson i frit løb mod baglinien, får århusianeren pludselig ekstremt ondt. Dommeren bliver nødt til at stoppe kampen og dermed angrebet.

Zanka sætter efterfølgende sig på hug og griner ad århusianeren. Hele episoden blev for øvrigt glimrende afdækket af TV3. Det må man give dem. Det ligner unægtelig et lille professionelt trick  for at få dommeren til at stoppe spillet. Og Zanka ville sikkert gøre det samme, indrømmede han efterfølgende i TV3’s interview.

Og nej, jeg giver ikke så meget for århusianerens forklaringer fredag. Som nævnt jeg er Zanka-fan og tv-billederne var ganske fortællende i sig selv. Det var ikke ligefrem et knusende albuestød, han fik i ansigtet, og han virker ganske bevidst om Augustinssons løb med bolden i modsatte side.

Illustreret vestegnslogik – nu også adopteret af århusianere.

Skal vi fortsætte lidt omkring de journalistiske boldbaner, er der et fast dogme der huserer. Modstanderen bliver altid snydt for et straffespark, når de spiller mod FC København i Parken. Altid. Sådan er det bare.

Efter torsdagens finale var det angiveligt tilfældet igen. Fra min stående position inde i Parken, opfangede jeg intet der lignede et straffespark. Men jeg har efterfølgende set TV-dækningen af kampen og der kører agendaen igen. Antonsson skulle have tacklet en århusianer ureglementeret (næsten!) i feltet i 1. halvleg.

Jeg skriver “næsten”, fordi kommentatorernes første forargelse halvt fes ud og aldrig rigtig blevet fanget i nedtaktsstudiet. Der var vist ikke noget alligevel. Selv AGF-direktøren tog det med et skuldertræk.

Den kan dømmes, der er kontakt, men den er tynd… sådan hed det vist, da Toutouh blev fældet i feltet mod midtjyderne. Det er standardformuleringen når kommentatoren nødtvungent må erkende, at der bliver dømt rigtigt imod hans favorithold.

Jeg kunne godt tænke mig at se samme minutiøse granskning lagt på situationer som foregår i vores modstanderes felter som dem der foregår i vores. Var der ikke et straffe i Randers, der ikke blev dømt? Jo, det var der vist. Var der ikke et i Viborg, der helt forkert blev dømt? Jo, der var der vist også. Men der har ikke været direktører, trænere, og 11½ kommentatorer og eksperter, der har kævlet til mikrofoner til højre og venstre. Nøjagtig som ingen fra FC København, mig bekendt (har jeg misset noget?), har beklaget sig over at AGF fik 2 ekstra hviledage foræret op til pokalfinalen på grund af skør tv-planlægning af liga-runden i weekenden.

Cool CPH Kit

I øvrigt har vi fået 3 straffespark tilkendt hele sæsonen og fået 2 dømt imod. I betragtning af at vi dominerer store dele af kampene, og dermed befinder os langt mere i modstanderens felt end de gør modsat, så burde vi vel få tilkendt flere straffespark. Statistik set. Viborg har til sammenligning fået 6 straffespark i sæsonen.

Jo, jeg er bombesikker. Vi bør få flere. Især hvis man gennemtærsker hver eneste trøjehiv, benberøring, ulovlige obstruktioner, mistænkelige hands etc. fra hver eneste af vores kampe på samme måde som kendelser i vores felt.

Pointen er blot, jeg gider ikke høre mere vrøvl om tvivlsomme kendelser i Parken. De går begge veje. Og lad mig bare gøre det til et generelt synspunkt.

I fodboldkampe er der mængder af situationer, der er tvivlsomme. Det er en dommer, der skønner og dømmer på et splitsekund. Når han har dømt, er der ingen grund til at gennemanalysere det, der ikke blev dømt fra 25 forskellige kamera-vinkler med 6 forskellige “ekspert-bud” med diverse personlige præferencer. Det bliver bare trættende.

Med mindre vi taler om åbenlyse fejl! Og dem behøver man ikke 25 vinkler og tilhørende eksperter for at se. Indfør målteknologi som i England og overlad resten til dommerstandens dagsform.

Så smukt, så smukt, slutteligt – William Kvist til 2-1. Vi har talt 2009 og dengang scorede Kvist et lignende mål mod Aalborg i pokalfinalen. Fladt hårdt skud lige på kanten af feltet.

Nøjagtig som torsdag var vi dengang udehold i egen Parken. Men modsat dengang var det os med striberne. Blå-sorte.  Jeg er helt vild med det udebane-kit som København havde på i finalen. Vi har set den trøje alt for lidt i sæsonen – bevares den grå udebanetrøje er da okay.

Men de blå-sorte striber er et gammelt hjertebarn – og nu endda med hvide strømper. Gør det nu til fast udebanedragt, mand! Gør det bare, og drop alt det andet fashion-gøgl.

Snow City (remastered)

Sne over Suffragette City

De siger, at andefuglen er løs igen! Historien hastede som en halsbrand ud over den nøgne by og skabte sekunders anspændthed og begyndende mavesår. Et par øjeblikke og fem. Mere blev det ikke til. Snart efter stod det isnende klart i januarkulden.

Anden havde allerede brændt sin sidste halefjer i Snow City i dagene inden min ankomst, og i aftes havde de spændt ham fast til tønden nede på Promenaden. Han havde pustet sig op og ville dele rygter med de store, men manglede format og evne og spillede i stedet falsk for at tildække sine løse kilder.

De tunge drenge i branchen sporede ham hurtigt og gjorde processen kort. De siger at der blev klippet vinger og prikket øjne og man tror dem gerne. Det var et grusomt syn der mødte de få fremmødte da de fiskede ham op fra den tilfrosne sø. Anden havde foretaget en sidste mavelanding og taget sin rablende paranoia med sig i opløsningen. Der var hverken hoved eller hale på ham mere.

Da jeg ankom til Snow City hen på eftermiddagen, cirkulerede historien om avisanden allerede flittigt. Der var tilfredshed og en vis skadefryd over alt i den bidende kulde. Han havde længe været et eftersøgt skadedyr, han hører ikke hjemme på disse seriøse breddegrader, mumlede folk igen og igen, og de tunge drenges ekstermination blev anset som sundhedsfremmende for hele byen.

Rygtespredningen havde længe været et problem, den kostede på alle fronter, kolde som varme, og alt for mange endte med at have noget i klemme. Det var en alvorlig situation, og den havde udviklet sig over tid. Ingen brød sig om den, heller ikke strømerne.

Men de måtte alligevel tage sig af den utaknemmelige oprydning og nu skulle stumperne fra fuglen samles og sendes videre til undersøgelse og formodentlig en slags verifikation på det sædvanlige sted ude vest for byen. Et sted hvor de gerne pustede sig op, påkrævede sig patenter med henvisning til glemte begivenheder for både 20 og 30 år siden.

Nej, jeg var langt fra tryg. Byen var endnu ikke faldet til ro oven på andefuglens endeligt. Denne by gjorde mig aldrig tryg.

En lettere korpulent politiuniform vraltede frem og tilbage på Promenaden og udstak ordrer. En ondskabsfuld lille satan som jeg kendte fra tidligere besøg i Snow City. Han fór frem mod mig, da jeg ankom.
“Hvad fanden vil du her, undermåler! Der er ikke en skid at fortælle!”
“Jeg følger blot med strømmen og lugten!”, svarede jeg og rettede på hatten, mens jeg demonstrativt gjorde min iPhone klar. Han gloede arrigt på den og stak en finger i mit bryst.
“Okay, rygtesmed! Jeg vil give dig en ting. Anden var en byld, en af den slags som denne by har for mange af. Nu er han væk. Ergo har denne by en byld mindre at bekymre sig om. Det gør mig egentlig glad. Men først en gang i aften. Når ingen kigger med og jeg er alene under dynen!”
“Intet at fortælle, hva’!”, udbrød jeg og fiskede en smøg frem og stak den skævt i munden. Strøg en tændstik på hans krave.
“Få ham væk fra afspærringerne!”, skreg han og dirigerede mod et par menige uniformer, der lignede nogle som havde nikket hinanden gensidige skaller i alt for mange år. Jeg fortrak frivilligt.

Min ankomst til Snow City havde i virkeligheden intet med ænder at gøre. Der var blot tale om kolliderende begivenheder. Et fugleperspektiv kunne man sige. Som fra en and til en Falk. To fænomener som tilfældigvis tilhørte samme uge af tilfældigheder og brud på hverdagsrutiner.

Hello Spaceboy! Are you happy now!?

Men sådan var Snow City. Man vidste aldrig hvad der skete, før det var sket. Selv i en tid hvor byen burde være fyldt med den største forudsigelighed af alle, indkranset som den var i kedsommelige bortforklaringer fra kedsommelige partier med kedsommelige politikere, måtte det gå som det gik.

Jeg traskede bort fra fugleresterne, pulsede eftertænksomt på smøgen. Et sted fra et åbentstående vindue spillede nogen David Bowie, og jeg stoppede et øjeblik, lyttende, og tændte en ny smøg ved at stryge tændstikken på en forbipasserendes ærme. Time takes a cigarette, puts it in your mouth…

De siger, at ham den lille mørke er blevet solgt og erstattet af noget lysere fra den anden side af sundet, der deler Snow City. Den var måske ikke helt korrekt, selve historien, men man følte sig på sikker grund. I Snow City. Der blev værnet om kulturen – særligt i nærområdet. Det var den tryghed som flertallet af borgere drømte om.

Jeg bebrejdede dem sådan set ikke. Det havde aldrig været nemt, der havde været andre og værre begivenheder end andefuglens endeligt inden for de sidste uger. Det havde været som en hel verden af ubehagelige konsekvenser, havde forstyrret kulden og stilheden bag de obligatoriske snefald.

Vi er i krig, skreg man, de vil ødelægge os. Dem, de, de andre. En hel kultur funderet på farseret grisekød begyndte at vakle – vi går til grunde. Jeg standsede et øjeblik, foran et vindue, måske var det samme sted jeg hørte Bowie fra tidligere. Jeg havde gået rundt om mig selv. Måske. Min iPhone havde svigtet, batteriet havde fået forfrysninger i vinterkulden. Jeg stivnede og kiggede ind igennem ruden, og forsøgte at se klart.

Ohhh, Wham Bam Thank You Ma’am!

Jeg lagde hovedet på skrå og rettede på hatten, en ung kvinde standsede tæt på og studerede det samme vindue.
“Det er synd for ham!”, udbrød hun.
“Sådan er det med ensomme mænd.”, sagde jeg og skoddede smøgen, og gik ud fra at hun mente ham Bowie bag ruden. “Det er altid synd for os!” Hun vendte sig langsomt mod mig. Hendes knaldrøde læber duggede et øjeblik i frosten og hun skød demonstrativt brysterne frem, mens jeg rykkede nærmere. Skæbner mødtes i januar aftenen, skind mod skind, flæsk mod flæsk, selvfedme mod selvfedme.
“Gi’r du en smøg?”, sagde hun. Jeg rakte hende en og bevilligede en anden til mig selv. Da jeg strøg tændstikken mod hendes håndtaske, sprang hun tilbage og forduftede helt i den forfrosne og sølle luft. Sådan noget sker bare for os hvide europæiske mænd.

Det er vores skyld. Altid. Men jeg fik min ild fra hende. Der er nok dem der vil se det som et overgreb, det med ilden. Men jeg spyttede tungt i stedet. Det måtte ud.

Og sådan var det her i Snow City. Alt må ud. Til det helt forsvinder. Det løb som ugers og måneders spyt og bræk og ligegyldigt ordskvalder i en rendesten mellem dig og mig, og mig og dig. Også succes og smukke øjeblikke. Men hvad der en gang forsvandt, kommer måske tilbage en dag.

Men det ligger ikke lige bag næste hjørne. For det var sådan set et andet sted det hele skulle begynde. Jeg forsøgte at praje en taxi og efter to-tre forsøg lykkedes det. Free-Kurdistan nattaxi, de kalder ham vist bare Muhammed på disse kolde kanter. Endnu en af dem – de der fremmede der alle er ens.

Jeg sad demonstrativt på bagsædet, mens vi kørte igennem gader og atter gader, sener i metropolens store muskel, det var Snow City, mand, neon og glitter der spejler sig i frosne pytter, forbrugets helvede og materialismens mekka. Kulturen som alle hader og alle vil have sin del af.

Det var blevet tid til en smøg. Tændstikken strøg jeg over Muhammeds bare nakke. Han hostede og svovlede og var nær kørt over fortovskanten, men jeg lænede mig mageligt tilbage som i en nærorientalsk hash-rus. For radioen spillede The Thin White Duke, ja ham igen, og om lidt ville jeg stå ansigt til ansigt med det som var den egentlige grund til min ankomst her i Snow City.

Men baren var der ikke længere. Muhammed vidste det. Alle vidste det. De havde lukket den ned for næsten 10 år siden. Jeg var et øjeblik i vildrede. Nogen havde taget mig ved næsen og lokket mig ind i fælden. Det er ham igen, var min første tanke. Ham bartenderen fra dengang. Den lille fede med skægget, ja, ham igen…

Jeg nåede knapt at tænke tanken til ende, i samme øjeblik brændte min smøg ud. Alt gik i stå. Jeg så skyggen. Han kom gående imod mig.
“Så er vi tilbage igen, makker!”, skreg han, “Du forsøger at stjæle det hele!”
“Det er stadig dig der fortæller historien!”, vrissede jeg.
“Begynd ikke på det pis igen. Verden ser anderledes ud nu. Vi er begge blevet ældre. Der er krig, terror og ødelæggelse allevegne omkring os.”
“Hvad helvede skulle jeg lokkes her til Snow City efter?”, jeg dirrede indvendig og fumlede en tændstik frem. Jeg var blevet holdt for nar af dette fedladne fjols. Han havde ringet til mig igen, han havde lokket mig til denne snetunge by, og tændstikken ville ikke tænde.

You better not mess with Major Tom

For fanden da! Og nogle spillede Bowie igen. Fra et eller andet sted. Det lød fjernt men jeg kunne ikke undgå at høre sangen.

This way or no way
You know, I’ll be free
Just like that bluebird
Now ain’t that just like me

Den fedladne var helt upåvirket. Han rodede i sin frakkelomme, musikken kom fra en iPhone, der var identisk med min. Dette sker ikke, det sker ikke. Jeg har styr på mig selv. Vi stod ansigt til ansigt. Den forbandede tændstik, min hånd rystede, jeg trængte til den skide smøg. Intet virkede og det var ikke bare kulden.

Jeg forstod det pludselig, jeg var ved at blive hans alter ego. Han kontrollerer mig. Jeg er ingenting. Ikke mere. Smøgen ligger på fortovet, tændstikken ligger på fortorvet. Rock’nroll Homicide.

De kalder mig Ziggy S. nu – eller stjernemanden. Eller noget tredje.

Og der er heldigvis altid musikken! Den forbliver der altid.

Efteråret er forbi nu…

Vejret og Ikast har styr på det…

… og det nærmest stormede afsted!

Helt tomhændet står vi dog ikke tilbage. Der har været ganske god mening med det meste. Det har ihvert fald givet et tilfredsstillende udbytte.

1.-pladsen i Superligaen og efterårsmesterskabet er godkendt, vi ser selvfølgelig helst os selv præcis der. På toppen. Vi har endda en kamp i overskud i forhold til de nærmeste konkurrenter fra Aalborg. Desværre – for den burde være spillet i den kommende weekend.

Storm-blamagen i Herning bør selvfølgelig ikke passere helt ukommenteret. Fandens til amatører og midtjyske lusepustere! Ikke selve aflysningen, den var sikkert begrundet, da beslutningen endelig blev taget. Men hele forløbet inden var til grin.

Vi har styr på det, og kampen bliver ikke påvirket af vejret.

Ekkoet fra Herning lød dagen igennem. Men under en time før kickoff blev kampen aflyst. Af sikkerhedsgrunde.

Det er ikke første gang, vi prøver at spille fodbold i blæsevejr, og det er helt sikkert for tilskuerne at komme.

Det var det så ikke. Den midtjyske træner Thorup var glad og kunne levere smilende tv-interviews, hans hårdt plagede spillere, vi taler både fysisk og mentalt, fik en omgang gratis restitution.

Kampen kunne åbenbart ikke flyttes til turneringsudvalgets officielle “reserveweekend” – 12/13. december for evt. aflyste hængepartier i efterårssæsonen. FC København virkede heller ikke interesseret i at spille kampen i “reserve-weekenden”, da det kom til stykket.

Ergo vi har et hængeparti og Club Brügge kan gøre os en tjeneste torsdag aften, tak. Send dem ud, send dem ud, send dem ud… af Europa League. Ikke fordi det gør nogen forskel i forhold til den udsatte kamp, men udelukkende fordi det vil være fryd.

Oldschool-vinterstilling Text-TV 220

I søndags lukkede vi så efteråret ned. 4-1 over Odense. Der var obligatorisk julefrokost inden for nogle af os. Og det gik som det plejede. Vi blev forplejet i fin stil på Cafe Nordlys og vandt efterfølgende stensikkert i Parken. Det er blevet en rigtig god tradition.

Man kunne have frygtet en taktisk affære. Odense der ville stå dybt og alt det der. Det forsøgte de muligvis også, men det virkede ikke. Zankas tidlige åbningsmål forvandlede kampen til en åben slagudveksling, der sagtens kunne være endt 7-3 istedet.

Men du har set kampen selv, i Parken og/eller på tv, alle blev fulde og alle blev glade.

En enkelt detalje fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Nicolai Jørgensens 3-0. Jeg har set det igen og igen de sidste dage. Jeg er vild med det mål. Det er ikke en rasende finurlig eller helt eksceptionel smuk scoring.

Men den er rå. Det hele er så råt, mand! Den fysiske styrke, hans hastige håndgemæng med forsvarsspilleren, det hedder vist en stiff arm i rugby-sporten, og måden han sætter ham på over 20-25 meter – og “Elkjær”-lobbet til sidst.

Gør dig selv den tjeneste. Nyd det lige en ekstra gang.

Nico er fantastisk spiller. Når han rammer sine øjeblikke. Gid han gjorde det lidt oftere.

Han har endda haft et nogenlunde uproblematisk efterår. Rent skadesmæssigt. Der har været gode forudsætninger, og der har været gode glimt. Han er vores københavnske x-faktor, i efteråret tilsat et let krydderi-blanding i form af Kasper Kusk. Men vi ser stadig for lidt – fra Jørgensen.

I søndags var lidt spændende at se OBs Rasmus Falk – som direkte sammenligning. Han har været nævnt som afløserpotentiale – hvis Nico bliver solgt i et af de næste transfervinduer. Det kan ske. Hans kontrakt udløber i sommeren 2017.

Falk mangler Jørgensens fysik og råhed. Jeg synes at det var så åbenbart i søndags. Falk spillede en fornuftig kamp for OB, og tillod sig at brænde en chance i Jørgensen-kaliber. For at fastholde parallellen. Men han er ikke der, hvor Jørgensen er på sine bedste dage. Som i søndags.

Falk bliver næppe i Odense vinteren over. For han er bestemt god – rigtig god. Men vi har næppe plads til dem begge på holdet i hverken et ½ eller helt år.

Så… ja jeg vil i hvert fald glemme det. Indtil videre. Men hvis vi allerede nu skal begynde at tale transfervindue, ser jeg egentlig kun forsvaret som kritisk. Det virker som Ståle er enig (via bold.dk).

Solbakken fortæller desuden, at næste indkøb til FCK’s trup efter planen bliver en ung midterforsvarer.

De svenske geriatrikeres tid rinder hastigt ud. Anton og Nilsson. Zanka behøver yngre vejledning og makkerskab. Dermed også sagt, at han – Zanka – er en del af fremtiden og holdets nuværende rygrad. Han har spillet et mere end fornuftigt efterår. Er langt bedre end sit rygte og sine “koncentrationssvigt”.  Værre og flere er de ikke. Og så hader de ham ovenikøbet på Vestegnen! Jeg giver ham en særlig street cred for efteråret! My Man.

Men han skal snart have en ny makker – og Amartey bliver det næppe. Selvom det godt kunne fungere og selvom hans efterår langt fra har gjort ham til samme salgsobjekt som i sommers. Han spiller stadig på lånt tid i FC København. Talentet er alt for stort. Desværre.

Et indkøb til midterforsvaret, en erstatning hvis et af de oplagte salgsobjekter, Nico eller Amartey, sælges… det er vel det vi kan forvente.

Nøgternt er vi ganske godt kørende – og der er masser af potentiale i den nuværende trup. Jeg kan stadig grave en pæn portion af sommerens optimisme frem, holde dampen oppe foran spejlet. Selv en morgen med gedigne tømmermænd og selvfølgelig iklædt den blåsort-stribede udebanetrøje.

Men Ståle skal finde et par trylleformularer frem over vinterpausen.

Peter Ankersen. Kan og skal vi bruge ham eller ej? Han har spillet sig op i de sidste efterårskampe, men der er stadig himmelvid forskel til niveauet i venstresiden hos Augustinsson. Jeg orker slet ikke, at nævne ordet “indlæg” her. Eller skud fra distancen. Ja, alt det han kunne engang som homeboy i Esbjerg. Men jeg tillader mig stadig, at tro på ham. Lidt endnu.

Federico Santander. Personligt tror jeg ikke på Cornelius/Santander-konstellationen på top. Der skal meget mere bevægelse til. Rå fysik gør det ikke alene. Fysik og bevægelse gør det – kombineret med god teknik. Jeg sværmer mest henimod at Nico og Santander er foretrukne vores frontduo.

Specifikt omkring Santander. Manden rejste fra semifinaler i Copa Libertadores direkte til Superligaen og europæiske kvalifikationskampe, og har reelt aldrig fået en ordentlig opstart hos os.

Han skal finde sig tilrette, det er kun menneskeligt, det tager tid. Der er langt fra Asuncion i Paraguay til København. Og så er der alt det med jetlag og vejret… alligevel har han imponeret. Lidt. Spillemæssigt og teknisk. Det er ikke svært at se, at han kan og har noget, der berettiger 24-25 millioner som købsprisen angiveligt var. Noget der kan blive rigtig godt for FC København.

Husker du Dame N’Doye og hans første halvår i 2009? Jeg gør ikke, men jeg husker hans 10/11-sæson!

Santander skal forløses i foråret. Han skal finde sig til rette og score mål, for vi kommer til at behøve dem. Alene fordi det virker som Aalborg har en af de sæsoner, hvor de scorer på alt hvad de rører ved.

Så 5-7 Santander-kasser i foråret, tak! Mit beskedne juleønske.

Og videre til musikken. El Vy er et fritidsprojekt, et samarbejde mellem Matt Berninger fra The National og Brent Knopf fra Ramona Falls (ja de sagde heller ikke mig noget.) Sammen har de lavet et album, “Return to the moon”, og sammen er de taget på verdensturné.

Den 1. december ramte de Pumpehuset. Det var kort, men godt. 12 sange – 11 fra albummet og et cover af Fine Young Cannibals “She drives me crazy”. That’s it. Det var den koncert. En lille times tid. Berninger stavrede halvfuld rundt på scenen som sædvanlig – og det allersmukkeste øjeblik kom med dette nummer ‘No time to crank the sun’.

Glædelig jul fra mig til dig.