Fra Porto til Horsens – og videre

Growing up is losing some illusions, in order to acquire others (Virginia Woolf)

I disse dage, for 25 år siden, blev planerne om FC København præsenteret på et pressemøde. Det var i september 1991 og i begyndelsen af oktober samme år godkendte en ekstraordinær generalforsamling, at KB skulle indgå en professionel overbygning med B1903. Et københavnsk storhold var født – officielt begyndte det dog først den 1. juli 1992. Resten er blevet en længere historie, der kan beskrives andre steder.

Klippet er et pauseindslag fra pokalfinalen 1992 – den hvor Bo Harder ustraffet smadrede Diego Tur og kostede ham 1 års pause og genoptræning – og en OL-tur til Barcelona. Journalisterne kårede efterfølgende Harder til pokalfighter. Og nej, for 24 år siden var de var heller ikke de skarpeste skiver. Det kan også være svært med et nyt navn.

Der var engang… og nu på vej mod de 25. Med andre ord er barnet er blevet voksen og spiller i disse dage Champions League.

Postkort fra Porto – en juliaften. Jeg ville gerne have været en tur tilbage.

Vi kom godt afsted i onsdags. Et fantastisk point i Porto – og det var endda langt fra urimeligt. Vi spillede i perioder pænt, fik hjemmepublikummet til at buhe misfornøjet, når vi flyttede bolden rundt og holdt Porto væk. Reelt kom vi først i problemer til allersidst i kampen. Efter 20 minutter i undertal.

En tåbelig udvisning, resultatet af et urimeligt hårdt gult kort, men ikke desto mindre. Han rørte vel knapt Porto-spilleren, Jan Gregus, og skulle have været udskiftet. I følge Ståle var det et spørgsmål om 30 sekunder. Så var han blevet udskiftet.

Fra starten havde han været Ståles kanin, men uden at det umiddelbart gjorde en forskel. Med 4 centralt orienteret på midten. Giv Porto plads på kanterne, vi skal lukke dem ned centralt. Måske.

Delaneys forsøg på drible væk fra eget felt, kostede en tidlig portugisisk føring. Utilgiveligt, ærgerligt, irriterende, og han vidste det selvfølgelig godt.

I københavnsk terminologi en “Würtz”. I 2007 lavede Rasmus Würtz, dengang på kort besøg fra Aalborg, en unødvendig fejlaflevering ind i banen i en kvalkamp til Champions League. Dengang mod Portos rivaler Benfica. En fejl der kostede den første af 2 dyrbare portugisiske scoringer i Lissabon dengang.

En glad mand i Porto

Onsdag aften i Porto gik det ikke så galt. Vi bevarede roen og Cornelius fik fumlet sin udligning ind over stregen kort inde 2.halvleg.

En “Allbäck” i københavnsk terminologi, med henvisning til den smukke svenskers sejrsmål mod Manchester United i Parken, 2006.

Med 4 Champions League-gruppespil i den historiske rygsæk og en serie mislykkede kvalifikationer, er der selvfølgelig allerede en pæn logbog bygget omkring netop Champions League. Og som fans husker vi selvfølgelig alt, på godt og ondt, og trækker nervøse og hysteriske tråde frem og tilbage.

Det begyndte faktisk at ligne vores aften. I Porto. I 10 minutters tid. Indtil udvisningen. Den var dum i så mange vinkler. Gregus selv, der oversatsede. Dommeren blev lokket, portugiseren spillede på situationen. Ståle burde have ændret allerede i pausen. Det fungerede reelt ikke med kaninen og Gregus havde et gult kort allerede. Verbic havde været oplagt som pauseindskiftning.

Men 1-1 blev slæbt hjem med Cornelius og Zanka som banens bedste københavnere. Førstnævnte er blevet sensommerens fund, fra skabet ude på Nummer 10, og sidstnævnte var så god at Goal gav ham plads på hele rundens hold. Fucking (awesome) Zanka!

Og Gregus. Af sommerens transfers er han den der stadig står tilbage som største spørgsmålstegn. Vi ved ikke rigtigt, hvad vi har hentet i Slovakiet. Han har været lidt ude og inde, mest ude, og har ikke budt overbevisende ind på start-11’eren endnu. Men det har heller ikke været nemt. Delaney og Kvist er svære at pille ved. Falk, Verbic, Tout danser alle på skift.

Han er vel en ny Claudemir. Tænkt som en offensiv tilføjelse til Kvist, når Delaney rejser til Bundesligaen i vinterpausen.

Vi får at se. I Porto betalte han nogle lærepenge. Delvist dikteret af Ståles taktiske forsøg på at lukke Portos hurtige midtbane ned. Mod Horsens spillede han pladsen med netop Delaney som andenpart. Det blev hans bedste kamp hidtil.

Bo Henriksen. Det er som om han aldrig bliver ældre – jeg ved ikke om det er helt godt i hans tilfælde.

I øvrigt en solid søndag i Horsens. 2-0 burde have været mindst et mål større. Horsens “smadrede” vist aldrig igennem, som deres bodega-træner Henriksen ellers havde bebudet. I det hele taget fik han vist bare udstillet sig selv, ved at invitere tv3 indenfor til sit taktikmøde. Det lød mest som en peptalk fra hjørnebordet på den lokale jernbanekro.

For FC København er der 2 rugbrødskampe mere, Randers og AGF, inden næste runde i Champions League.

Om 2 uger står vi med “en lille matchbold”. Hjemme i Parken mod Club Brügge. Matchbolden er Ståles, han hev den selv frem i nedtakten efter Porto.

Brügge tabte 0-3 hjemme til Leicester og i første omgang handler alt om at undgå sidstepladsen i gruppen – logisk set en affære mellem Brügge og København –  og dermed stå uden for europæisk fodbold efter vinterpausen.

Det bliver en nøglekamp – og den vil være umanerlig dum at tabe. Men jeg har været inde på det før, vi har ikke været vanvittigt imponerende hjemme mod belgierne. 0-0 og 0-4. I henholdsvis kvalkampe til Champions League og Europa League-gruppespil.

Der er med andre ord plads til forandring. Og come on, vi har holdet til det. Kampen i Porto viste at vi sagtens kan spille med. Eller var Porto bare dårlige? Det bliver det evige tilbagevendende fan-dilemma. Var de dårlige, eller var vi så gode? Jeg svinger altid frem og tilbage som pendulet og indtager ofte modsvarets standpunkt i mangel af bedre. Det er egentlig en dårlig vane.

Det der skræmmer mig endnu mere i skrivende stund, er at næste landskampspause er lige om lidt. Kun 2 uger væk. Halvdelen af oktober bliver braklagt på samme måde som september blev. En landskampspause der bliver endnu længere. Rent følelsesmæssigt!

For helvede, Åge Hareide kæmper sin kamp, vi andre har vores, og den handler om at finde et eller andet interessant ved en kamp mellem Slovakiet og England. Eller…ja og så er der måske en Rafael van der Vaart og en Red Bull-Zorniger, der reelt er alt andet end komplet usympatisk i sit forsøg på at genskabe vestegnen. Desværre, fristes man næsten til at skrive.

Han virker helt uinteresseret i de sædvanlige doktriner derude a la jeg har fulgt Brøndby tæt siden jeg var barn… men er i stedet ganske realistisk om forholdene. Også dem inde i København.

Men det bliver lidt marginalt. Som Horsens-kampen egentlig mere og mere blev. Et par pausefisk. Vi spiller Champions League  – og formodentlig for sidste gang.

De store ligaer lukker sig om sig selv og efter 2018 bliver der ikke mange pladser til perifære mesterhold fra det fodboldmæssige udkantseuropa. København bliver sorteret fra sammen med det øvrige Skandinavien og det meste af Østeuropa – og havner formodentlig en snæver kvalifikation.

Jeg har stadig ikke helt gennemskuet, hvad det ender med. Men det bliver næppe godt for os københavnere.

Fußballfall 2014

Potsdamer Platz – på lysgrænsen

Nenas klassiske 99 luftballoner var blevet til 8000 lysballoner, der skulle fejre 25-året for den tyske genforening og ikke mindst byen Berlins. Om nogen var den 2. weekend i november den mest oplagte weekend af alle til at besøge byen i dette efterår.

En 15 km lang lysmur af opstillede balloner blev trukket igennem hele den centrale del af byen, hvor muren engang havde været. Fra Eastside Gallery i sydøst ved Warschauer Strasse til Bornholmer Strasse i nord.

Som kulmination blev ballonerne sluppet fri søndag aften den 9. november. Mauerfall 2014. På 25-års dagen for murens endelig fald.

Die Lichtgrenze forsvandt i nattehimlen over Berlin, som muren engang pludselig smuldrede mellem fingrene på magthaverne i det gamle DDR.

Men jeg tilstår gerne, at det ikke var i tankerne for den oprindelige planlægning. Det handlede om at finde en passende fodboldweekend. Ganske jordnært og nede i græshøjde.

Fredag aften spillede Hertha BSC hjemme på sit olympiske monstrum af et stadion mod Hannover 96. Bundesliga 2014.

Lad det være sagt – det blev en elendig kamp med den rigtige vinder. Hannover vandt 2-0 og cementerede blot helhedsindtrykket af en berlinsk storklub, der er meget langt fra at være i nærheden af noget marginalt stort.

Børnehaven i Berlin

39.710 var det officielle tilskuertal. Det er lidt mere end et halvfyldt Olympia Stadion og vist ganske normalt. Lige så normalt som det var, at de berlinske fans måtte gå skuffet hjem.

6 sejre i hele 2014 er det blevet til for Hertha. Vi taler immervæk om 28 ligakampe.

Efter nedrykningen i 2012, vendte holdet tilbage sidste sommer og spillede sig igennem et fint efterår. Men efter nytårsskiftet har kurven igen peget direkte ned i 2. Bundesliga.

Utilfredsheden på tilskuerpladsen blev også hurtigt mærkbar. Spillerne blev sendt til pausen med en markant pibekoncert. Bagud 0-1 og efter en halvleg, hvor de reelt ikke skabte en eneste målchance ud over et tilfældig kontraløb som deres formodede angrebses, Salomon Kalou, fik blæst langt over mål.

Ultras im Boykott
Langeweile auf den Rängen
Provinzclubs an der Spitze
Die Zukunft der 1.Liga?

Budskabet på bannerne på Ostkurve – tribunen med for de mest hårdkogte hjemmefans – der blev rullet ud i pausen. Men det blev i virkeligheden kun mere kedeligt efter pausen. Hannover havde kampen, hvor de ville. Og matchede nemt berlinerne på fysikken og vandt – hvad der lignede – samtlige hovedstødsdueller i og omkring felterne. Hertha virkede som et hold uden spilkoncept, pøsede blot lange bolde frem i et mere og mere bovlamt forsøg på bare at ramme en afslutning. En sikker 2-0 sejr og hjem til provinsen for Hannover.

Die Hauptstadt ist und bleibt leider Fußball-Provinz! Sådan lød det for 2 år siden. Dengang Hertha rykkede ud. Det er kun marginalt anderledes nu. Desværre. For en vidunderlig storby som Berlin, fortjener et ordentligt fodboldhold. Dette i en tid hvor selv Paris er kommet på Champions League-kortet. Men arabiske oliemilliardærer kan ikke pushe her, modsat Paris-projektet. Tysk fodbold tillader ikke indtog af pludselige lykkeriddere i klubberne på samme måde som andre steder i Europa. De er underlagt særlige regler, der sikrer ejerskabet hos medlemmerne.

Et sjældent syn – Hertha i offensiven

Den store genforeningsfestivitas i weekenden fik med andre ord en sløj indledning. Vi gæster fik fornøjelsen af den særlige berlinersandwich som en monsterpakket u-bahn kan levere, når godt 40.000 mellemfornøjede mennesker skal transporteres tilbage til centrum på en times tid. Hvis man kan tale om at stå i spænd, til tider svævende et par centimeter over gulvet, er det vist ganske dækkende.

Et par timer før turen til Olympia Stadion. Egentlig var det en tilfældighed at vi endte med at spadsere langs ballonmuren ved Mauerpark. I det smukkeste efterårssolskin fredag eftermiddag. I forlængelse af selve parken og klods op ad det der engang var muren, i det gamle øst, ligger anlægget Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportspark.

Et stort sportshal, et hæderligt stadion og en række tilhørende tennisbaner. Hele anlægget stammer fra DDR-tiden og nu om dage bliver stadion stadig brugt af en af de mere tvivlsomme fodboldarvestykker fra samme tid. Dynamo Berlin eller BSC Dynamo, som de hedder nu om dage.

Klubben blev oprindelig dannet, da et succesrigt Dresden-mandskab blev beordret til hovedstaden for at opbygge en storklub. Dynamo var politiets klub, så det var nemt for det gamle regime at dirigere sine tropper rundt.

Klubben blev for alvor etableret sidst i 60’erne. Med særlig begunstigelse fra lederen af det hemmelige politi, Stasi, Erik Mielke, der tog dem under sine kærlige vinger. Fra sidst i 70erne og nærmest frem til murens fald i 1989 havde de monopol på DDR-mesterskabet i fodbold.

Et hurtigt opslag på internettet viste at Dynamo spillede hjemme lørdag eftermiddag. Mod FC Magdeburg. Et andet klassisk DDR-hold. Et mandskab der modsat Dynamo ligefrem havde høstet international succes. De vandt Europa Cup’en for pokalvindere i 1974, da de slog AC Milan 2-0. En kamp der især blev husket for sit bizarre lave tilskuertal. Kun 6.461 tilskuere. Ikke en eneste DDR-borger fik udrejse til kampen, der blev spillet i Rotterdam.

Gensyn fra den gamle DDR Oberliga

Med andre ord: en vaskeægte ostklassiker. Nu om dage midt i 4. bedste tyske række. Regional Liga Nordost. Og tag ikke fejl. Der er masser af politik i disse opgør stadig. Hele området omkring stadion var pakket med kampklædt politi, da vi ankom lørdag eftermiddag. Et par tusinde medrejsende Magdeburg-fans skulle holdes væk fra hjemmeholdets afsnit. Dynamo er stadig hadeholdet over dem alle for de andre gamle DDR-klubber. Det gik i øvrigt glat, politiet havde styr på sagerne.

Sammen med over 5.300 andre så vi endnu en skidt berlinsk fodboldindsats. 0-1 til gæsterne blev slutfacit. Fortjent og bestemt heller ingen køn kamp. Men her mere forventeligt.

Jeg indrømmer, at det var så som så med sympatien for hjemmeholdet og deres fans. Der var ingen tvivl om hvem de stadig hadede allermest. Den jeg bedst kan lide af Berlin-klubberne. Scheisse-Union med den gamle punksangerinde Nina Hagen som åndelig mentor. Igen skal der graves i DDR-historiken.

Union Berlin var egentlig en lidt perifær klub, der aldrig kom i nærheden af titlerne. Men de havde en enorm folkelig støtte og blev en slags symbol på modstanden mod det kommunistiske regime. Og alt det som Dynamo stod for.

I dag er Union den eneste af de gamle DDR-klubber der klarer sig hæderligt og frister en tilværelse i 2. Bundesliga. Da de for 2 sæsoner siden gæstede Olympia Stadion i Herthas nedrykningssæson, blev alt udsolgt. 74.000 tilskuere. Vi taler om en kamp i næstbedste række, så fodboldinteresse er der rigeligt af i Berlin. Det skranter bare på den ypperste kvalitet.

Mauerpark – lige bag Jahn-Sportspark.

Tilfældet Dynamo er ironisk nok den klub der kan bryste sig af den bedste placering. Rent geografisk. Lige midt i det moderne, murløse Berlins smørhuller ved Prenzlauer Berg. Men de har en grim fortid, der næppe vinder mange hjerter, selvom de nu om dage forsøger at slå sig op som ægte Ostberlin. Den nødvendige sportslige klatring op i ligasystemet bliver et kapitel helt for sig.

Men måske om et par generationer, fortiden har det med at udglatte. Engang fandt den gamle italienske diktator Mussolini på at Rom skulle have et storhold. Det blev AC Roma. 60 år senere var “det brændte barn” forvandlet til at være det progressive Roms foretrukne fodboldklub i klar modsætning til de stærkt fascistiske Lazio.

Ingen sammenligning i øvrigt. Bare en tanke. Turen på Jahn-Sportspark blev ikke bare et dyk ned i en blakket fortid, den viste også at der er et hulens liv langt nede i divisionerne i tysk fodbold. Positivt også og ja, for fanden. Det var lidt kult bare at være der! Jeg er gammel nok til at huske Magdeburgs sejr i Europa Cup’en og den grundstamme af DDR-spillere (samlekortene med Sparwasser, Hoffmann, Pommerenke…), der sensationelt slog de vesttyske værter – og senere verdensmestre – ved VM i 1974.

Og afslutningsvis… Ja, det var det bare at gå ud i aftenfesten med berlinerne og de mange andre turister. Tusinder og atter tusinder slentrede andægtige frem og tilbage langs de 15 kilometers lysballoner. Helt en helt fantastisk lørdag aften, i en helt fantastisk by, på en ganske særlig aften. Det tog vel et par timer at gå fra Eastside Gallery og ind til Brandenburger Tor, med et par pitstop undervejs til de nødvendige øl og en currywurst.

Og himlen over Berlin…