Fußballfall 2014

IMG_1533
Potsdamer Platz – på lysgrænsen

Nenas klassiske 99 luftballoner var blevet til 8000 lysballoner, der skulle fejre 25-året for den tyske genforening og ikke mindst byen Berlins. Om nogen var den 2. weekend i november den mest oplagte weekend af alle til at besøge byen i dette efterår.

En 15 km lang lysmur af opstillede balloner blev trukket igennem hele den centrale del af byen, hvor muren engang havde været. Fra Eastside Gallery i sydøst ved Warschauer Strasse til Bornholmer Strasse i nord.

Som kulmination blev ballonerne sluppet fri søndag aften den 9. november. Mauerfall 2014. På 25-års dagen for murens endelig fald.

Die Lichtgrenze forsvandt i nattehimlen over Berlin, som muren engang pludselig smuldrede mellem fingrene på magthaverne i det gamle DDR.

Men jeg tilstår gerne, at det ikke var i tankerne for den oprindelige planlægning. Det handlede om at finde en passende fodboldweekend. Ganske jordnært og nede i græshøjde.

Fredag aften spillede Hertha BSC hjemme på sit olympiske monstrum af et stadion mod Hannover 96. Bundesliga 2014.

Lad det være sagt – det blev en elendig kamp med den rigtige vinder. Hannover vandt 2-0 og cementerede blot helhedsindtrykket af en berlinsk storklub, der er meget langt fra at være i nærheden af noget marginalt stort.

Børnhaven i Berlin
Børnehaven i Berlin

39.710 var det officielle tilskuertal. Det er lidt mere end et halvfyldt Olympia Stadion og vist ganske normalt. Lige så normalt som det var, at de berlinske fans måtte gå skuffet hjem.

6 sejre i hele 2014 er det blevet til for Hertha. Vi taler immervæk om 28 ligakampe.

Efter nedrykningen i 2012, vendte holdet tilbage sidste sommer og spillede sig igennem et fint efterår. Men efter nytårsskiftet har kurven igen peget direkte ned i 2. Bundesliga.

Utilfredsheden på tilskuerpladsen blev også hurtigt mærkbar. Spillerne blev sendt til pausen med en markant pibekoncert. Bagud 0-1 og efter en halvleg, hvor de reelt ikke skabte en eneste målchance ud over et tilfældig kontraløb som deres formodede angrebses, Salomon Kalou, fik blæst langt over mål.

Ultras im Boykott
Langeweile auf den Rängen
Provinzclubs an der Spitze
Die Zukunft der 1.Liga?

Budskabet på bannerne på Ostkurve – tribunen med for de mest hårdkogte hjemmefans – der blev rullet ud i pausen. Men det blev i virkeligheden kun mere kedeligt efter pausen. Hannover havde kampen, hvor de ville. Og matchede nemt berlinerne på fysikken og vandt – hvad der lignede – samtlige hovedstødsdueller i og omkring felterne. Hertha virkede som et hold uden spilkoncept, pøsede blot lange bolde frem i et mere og mere bovlamt forsøg på bare at ramme en afslutning. En sikker 2-0 sejr og hjem til provinsen for Hannover.

Die Hauptstadt ist und bleibt leider Fußball-Provinz! Sådan lød det for 2 år siden. Dengang Hertha rykkede ud. Det er kun marginalt anderledes nu. Desværre. For en vidunderlig storby som Berlin, fortjener et ordentligt fodboldhold. Dette i en tid hvor selv Paris er kommet på Champions League-kortet. Men arabiske oliemilliardærer kan ikke pushe her, modsat Paris-projektet. Tysk fodbold tillader ikke indtog af pludselige lykkeriddere i klubberne på samme måde som andre steder i Europa. De er underlagt særlige regler, der sikrer ejerskabet hos medlemmerne.

Et sjældent syn - Hertha i offensiven
Et sjældent syn – Hertha i offensiven

Den store genforeningsfestivitas i weekenden fik med andre ord en sløj indledning. Vi gæster fik fornøjelsen af den særlige berlinersandwich som en monsterpakket u-bahn kan levere, når godt 40.000 mellemfornøjede mennesker skal transporteres tilbage til centrum på en times tid. Hvis man kan tale om at stå i spænd, til tider svævende et par centimeter over gulvet, er det vist ganske dækkende.

Et par timer før turen til Olympia Stadion. Egentlig var det en tilfældighed at vi endte med at spadsere langs ballonmuren ved Mauerpark. I det smukkeste efterårssolskin fredag eftermiddag. I forlængelse af selve parken og klods op ad det der engang var muren, i det gamle øst, ligger anlægget Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportspark.

Et stort sportshal, et hæderligt stadion og en række tilhørende tennisbaner. Hele anlægget stammer fra DDR-tiden og nu om dage bliver stadion stadig brugt af en af de mere tvivlsomme fodboldarvestykker fra samme tid. Dynamo Berlin eller BSC Dynamo, som de hedder nu om dage.

Klubben blev oprindelig dannet, da et succesrigt Dresden-mandskab blev beordret til hovedstaden for at opbygge en storklub. Dynamo var politiets klub, så det var nemt for det gamle regime at dirigere sine tropper rundt.

Klubben blev for alvor etableret sidst i 60’erne. Med særlig begunstigelse fra lederen af det hemmelige politi, Stasi, Erik Mielke, der tog dem under sine kærlige vinger. Fra sidst i 70erne og nærmest frem til murens fald i 1989 havde de monopol på DDR-mesterskabet i fodbold.

Et hurtigt opslag på internettet viste at Dynamo spillede hjemme lørdag eftermiddag. Mod FC Magdeburg. Et andet klassisk DDR-hold. Et mandskab der modsat Dynamo ligefrem havde høstet international succes. De vandt Europa Cup’en for pokalvindere i 1974, da de slog AC Milan 2-0. En kamp der især blev husket for sit bizarre lave tilskuertal. Kun 6.461 tilskuere. Ikke en eneste DDR-borger fik udrejse til kampen, der blev spillet i Rotterdam.

Gensyn fra den gamle DDR Oberliga
Gensyn fra den gamle DDR Oberliga

Med andre ord: en vaskeægte ostklassiker. Nu om dage midt i 4. bedste tyske række. Regional Liga Nordost. Og tag ikke fejl. Der er masser af politik i disse opgør stadig. Hele området omkring stadion var pakket med kampklædt politi, da vi ankom lørdag eftermiddag. Et par tusinde medrejsende Magdeburg-fans skulle holdes væk fra hjemmeholdets afsnit. Dynamo er stadig hadeholdet over dem alle for de andre gamle DDR-klubber. Det gik i øvrigt glat, politiet havde styr på sagerne.

Sammen med over 5.300 andre så vi endnu en skidt berlinsk fodboldindsats. 0-1 til gæsterne blev slutfacit. Fortjent og bestemt heller ingen køn kamp. Men her mere forventeligt.

Jeg indrømmer, at det var så som så med sympatien for hjemmeholdet og deres fans. Der var ingen tvivl om hvem de stadig hadede allermest. Den jeg bedst kan lide af Berlin-klubberne. Scheisse-Union med den gamle punksangerinde Nina Hagen som åndelig mentor. Igen skal der graves i DDR-historiken.

Union Berlin var egentlig en lidt perifær klub, der aldrig kom i nærheden af titlerne. Men de havde en enorm folkelig støtte og blev en slags symbol på modstanden mod det kommunistiske regime. Og alt det som Dynamo stod for.

I dag er Union den eneste af de gamle DDR-klubber der klarer sig hæderligt og frister en tilværelse i 2. Bundesliga. Da de for 2 sæsoner siden gæstede Olympia Stadion i Herthas nedrykningssæson, blev alt udsolgt. 74.000 tilskuere. Vi taler om en kamp i næstbedste række, så fodboldinteresse er der rigeligt af i Berlin. Det skranter bare på den ypperste kvalitet.

mauerpark
Mauerpark – lige bag Jahn-Sportspark.

Tilfældet Dynamo er ironisk nok den klub der kan bryste sig af den bedste placering. Rent geografisk. Lige midt i det moderne, murløse Berlins smørhuller ved Prenzlauer Berg. Men de har en grim fortid, der næppe vinder mange hjerter, selvom de nu om dage forsøger at slå sig op som ægte Ostberlin. Den nødvendige sportslige klatring op i ligasystemet bliver et kapitel helt for sig.

Men måske om et par generationer, fortiden har det med at udglatte. Engang fandt den gamle italienske diktator Mussolini på at Rom skulle have et storhold. Det blev AC Roma. 60 år senere var “det brændte barn” forvandlet til at være det progressive Roms foretrukne fodboldklub i klar modsætning til de stærkt fascistiske Lazio.

Ingen sammenligning i øvrigt. Bare en tanke. Turen på Jahn-Sportspark blev ikke bare et dyk ned i en blakket fortid, den viste også at der er et hulens liv langt nede i divisionerne i tysk fodbold. Positivt også og ja, for fanden. Det var lidt kult bare at være der! Jeg er gammel nok til at huske Magdeburgs sejr i Europa Cup’en og den grundstamme af DDR-spillere (samlekortene med Sparwasser, Hoffmann, Pommerenke…), der sensationelt slog de vesttyske værter – og senere verdensmestre – ved VM i 1974.

Og afslutningsvis… Ja, det var det bare at gå ud i aftenfesten med berlinerne og de mange andre turister. Tusinder og atter tusinder slentrede andægtige frem og tilbage langs de 15 kilometers lysballoner. Helt en helt fantastisk lørdag aften, i en helt fantastisk by, på en ganske særlig aften. Det tog vel et par timer at gå fra Eastside Gallery og ind til Brandenburger Tor, med et par pitstop undervejs til de nødvendige øl og en currywurst.

Himlen over Berlin
Og himlen over Berlin…

Berlin – på vej til Bosskilde

Olympia Stadion, Berlin, den 30. maj 2012.

Koncerten var sat til at begynde 19.30 og efterhånden kender jeg Bruce Springsteen godt nok til at vide, at han går på sharp. Velvidende at han alligevel kommer til at bruge hele aftenen til omkring de 3 timers koncert, som hans normale standard. I dagene inden Berlin havde han endda været oppe på de 3 timer og 20 minutter.

19.50 nåede klokken at blive, inden Bruce trådte ind på scenen i øredøvende jubel. Med en intro som helt var dedikeret byen Berlin.

‘When I leave Berlin’ er et ældre nummer (1973) af den britiske folksanger Wizz Jones.

Lad det være sagt, jeg havde aldrig i mit liv hørt sangen før. Men det har jeg nu og ovenikøbet serveret som en forrygende intro.

Derfra var der indbudt til fest. 55.ooo tilskuere og alt meldt udsolgt på forhånd. Det var min 7 Bruce-koncert på 10 år. Efterhånden har jeg oplevet ham i de fleste udgaver, solo på scenen i Forum, med band i Forum, Seeger Sessions, Parken et par gange med den sædvanlige blævrende lyd, og en forblæst og dårligt arrangeret pløjemark uden for Herning, hvor intet logistisk omkring var på plads.

Af erfaring ved jeg også, at Bruce skuffer aldrig. Du ved aldrig helt hvad du får, men du får altid noget med fra koncerten. Derfor var jeg heller ikke bekymret. Hans seneste pladeudgivelse “Wrecking Ball” er ganske vist en skuffelse i sin misk-mask produktion mellem gospelskor og irish traditional.

Men vinyl og scene er 2 forskellige verdener i det Springsteen’ske univers. Når han først træder ind foran publikum, er han så meget på, at han forvandler selv de sløjeste sange fra sit enorme bagkatalog til elektriske udladninger.

Samme skete på Olympia Stadion. ‘We Take Care…’ fra den nye skive flød naturligt ind hele åbningsshowet med en sværvægter som ‘Badlands’ og senere fremstod et andet nyt nummer som ‘We are Alive’ som nærmest episk fremragende med sin lange akustiske indledning og messende fortælling. Mand, man bliver altid overrasket.

‘Save My Love’ blev dog aftenens største overraskelse. Som et af de publikumsønsker der efterhånden er blevet en fast del af repertoiret.

Nummeret blev først udgivet i forbindelse med den store Darkness/The Promise-jubilæumsboks for 2 år siden. Et nummer han aldrig helt blev færdig med en gang omkring 1978-79 og “Darkness on the Edge of Town”-touren.

Det blev et af aftenens musikalske højdepunkter, sammen med den hamrende ‘Youngstown’, hvor Nils Lofgrens guitarsolo altid giver mig gåsehud, nøjagtig som ‘The River’ gør blot Bruce sætter i gang med mundharmonikaen. En åndeløs ‘Thunder Road’ med sin klassiske sing-a-long introduktion, og mit første koncertgehør på ‘Born in the USA’ med fuld E-Street Band. Vel nok hans mest misforstået nummer stadig til dags dato. Jeg har hørt den i flere skæve versioner, blandt andet den skramlende og vrisne udgave, som han lirede af i Parken 2003, for ikke at nævne den helt rene soveværelsesversion, men her kom den fuldstændig som 1984-smashhittet blæst ud over Olympia Stadion.

Born down in a dead man town 
The first kick I took was when I hit the ground 
You end up like a dog that’s been beat too much 
Till you spend half your life just covering up 

Yeah, mand!

Og allersmukkest blev det til sidst.

Det er godt et år siden at legendariske  Clarence “The Big Man” Clemons tog sin saxofon med sig i graven. Hans unge nevø, Jake, har nu overtaget pladsen i E Street på fineste vis – på mange måder nærmest bedre fordi onkel Clarence simpelthen har virket så udmattet af sygdom og alder på de seneste turnéer.

Tenth Avenue Freeze-Out er et af de klassiske Springsteen-numre som i den grad blev båret af The Big Man både musikalsk og ikke mindst i teksten. Nu følger det fast med på touren som den endelige encore…

When the change was made uptown
And the big man joined the band

… som en hyldest og et minuts stilhed, mens minderne om Big Man kører over scenen som billeder.

Inden livet og musikken spiller videre. Også fra tredje vers…

From the coastline to the city
All the little pretties raise their hands
Im gonna sit back right easy and laugh
When scooter and the big man bust this city in half
With a tenth avenue freeze-out, tenth avenue freeze-out
Tenth avenue freeze-out…

En fantastisk afslutning på en fantastisk aften i en fantastisk by. Tschüss, Berlin, for denne gang! Eminent godt selskab hele vejen rundt.

Bruce er i storform, når han ankommer til Roskilde om en måned, selvom han efter de 3 timer fysisk segnede af udmattelse på Olympia Stadion. Det var både symbolsk og reelt. Manden havde krænget alle sine 62 år ud over os. Endnu engang.

Det bliver spændende at se, hvordan han kommer til at gebærde sig i Roskilde Festivalens noget strammere opsætning på Orange. Han spiller næppe 3 timer og gimmicken med at hive folk på scenen, bogstaveligt spille bukserne af en roadie, eller forsøge at byde en kvindelig scenevagt op til dans går næppe heller.

Eller måske… Noget finder han nok på – og jeg glæder mig sgu helt vildt!

Sætlisten fra Berlin:

1. WHEN I LEAVE BERLIN (Wizz Jones cover)
2. We Take Care Of Our Own
3. Wrecking Ball
4. Badlands
5. Death To My Hometown
6. My City Of Ruins
7. Spirit In The Night
8. Hungry Heart
9. Trapped (sign request)
10. Jack of All Trades
11. Youngstown
12. Johnny 99
13. Working On The Highway
14. Shackled And Drawn
15. Waitin’ On A Sunny Day
16. SAVE MY LOVE (sign request)
17. The River
18. The Rising
19. Lonesome Day
20. We Are Alive
21. Thunder Road

22. Rocky Ground
23. Born In The USA
24. Born To Run
25. Glory Days
26. Seven Nights To Rock
27. Dancing In The Dark
28. Tenth Avenue Freeze Out