Nyt år, manualen, og… STORE PATTER

Parken er tabt! Foto fra http://www.fck.dk

En fodboldfans skæbne bør altid være indrettet på lykkelige øjeblikke, men aldrig på lykkelige tider. Sagt med et strejf af Friedrich Nietzsche og oldschool-klassisk dannelse.

Sådan blev lektien om efteråret også hos københavnske fans.

Der var et kanonmål af Pavlovic mod Sønderjyske, en enorm debut af dyrt indkøbte Carlos Zeca mod Midtjylland. Han er alt for god, nåede jeg at tænke en uges tid eller to, inden han fes ud i samme pauvre middelmådighed som resten af holdet befandt sig i. Der var også en kvalifikation til det europæiske gruppespil, ganske vidst kun det næstbedste, men bedre end slet ikke at være med. Og selvfølgelig den videre kvalifikation til knockout-runderne.

Vi har Atletico Madrid i Parken engang i februar. Vi er chanceløse sportsligt, men det bliver da en “kassekamp” med besøg af Griezmann, Carrasco og en røvfuld andre stjerner, og langt at foretrække frem for den stime af østeuropæiske og nærasiatiske modstandere, som vi har mødt igennem den europæiske kampagne hidtil.

Et efterår hvor meget gik galt. Ja faktisk det meste. Et par gange undervejs stod man med fornemmelsen, at det vendte nu. Eksempel allerede nævnt med Zecas debut og 4-3 sejren. Det holdt et par uger. Så kollapsede holdet igen på mystisk vis. Nederlag i Odense, Lyngby og Farum. Efter håbløse præstationer. Endnu værre blev det i Haderslev – og den ultimative fornedring, hjemmebanenederlag til Brøndby. Og næsten lige så slemt. Farum igen. Denne gang på hjemmebanen.

Jeg behøver ikke vade i det. Selvom det er noget af en (anti-)præstation at have elimineret sig selv langt væk fra top 3, og de europæiske pladser, kun halvvejs igennem sæsonen. En klub med 2 gange dobbelttitler i sæsonerne før, et hold med superligaens højeste budget, og fornemste europæiske historik.

Efteråret går for at være den smukkeste tid på året, i år var det langt som et godstog af gentagelser og forudsigelige forudsigelser. I oktober så jeg Christian Eriksen score på Wembley for Tottenham, dagen efter så jeg FC København var kommet bagud efter 2 minutters spil i Odense. Jeg gad ikke følge resten af meldingerne hjemmefra, forsvandt i stedet offline på en sløj burgerbar et sted i Bayswater.

I november så jeg Thåström spille en historisk forrygende koncert i Vega. Det var et par dage efter en historisk skuffelse i Parken. Og det blev ved og det blev ikke bedre. Ingen synger blues som Jeffrey Lee Pierce… det var bluesen fra den anden side af Sundet, jeg gemte mig bag. Efteråret var langt som et FC København, der aldrig helt kom i gang efter sommerferien.

Og du kan selvfølgelig altid låne bogen på dit lokale bibliotek

I november læste jeg også Ståles selvbiografiske bog “Løvehjerte” og blev faktisk lidt klogere.

Vores spillestilsmanual har været mange år undervejs og bliver løbende justeret, i takt med at spillet ændrer sig. Oprindeligt var det Roy Hodgson,… der begyndte at udvikle spillestilsmanualen i samarbejde med Carsten V. Jensen.

…

Er man ikke fodboldnørdet helt ud over det sædvanlige, vil man sikkert kalde vores spillestilsmanual for verdens kedeligste bog, men jeg synes naturligvis, den er voldsomt interessant, da jeg selv har udarbejdet den nuværende version sammen med min tekniske direktør, Johan Lange.

Det er Ståles beskrivelse. Manualen har nærmest været mytologisk i fankredse, særligt i de dårlige perioder, hvor den både har båret ansvaret for manglende resultater og en stereotyp spillestil, samt en til tider rigid indkøbspolitik. Den bærer samtidig retningslinier mod kontinuerlige resultater.

Der er nogle helt grundlæggende principper i spillestilsmanualen, som vi aldrig afviger en millimeter fra – den defensive organisation, eksempelvis, hvor der ikke er plads til slinger i valsen…

Der var rigelig med “slinger i valsen” efteråret igennem. Isoleret set var det nok det allerstørste problem. Den tjekko-slovakiske satsning holdt ikke. Det var heller ikke en del af planen, at Erik Johansson skulle blive langtidsskadet i sensommeren. Det var ham, der skulle være hovedorganisatoren efter Zanka. Han var så heller ikke synderlig overbevisende i den håndfuld kampe, han nåede at spille sammen med sin tjekkiske makker Michael Lüftner. Det blev momentvis bedre, da Denis Vavro blev hentet ind som haste-signing fra slovakiske Zilina. Men aldrig helt godt og ironisk blev det næsten, at som udskældte Lüftner efterhånden begyndte at finde sig til rette, drattede formen markant hos Vavro.

Mit gæt er at der stadig kigges efter en midterforsvarer! Allerede i denne vinters transfervindue. Erik Sviatchenko?

Slinger i valsen! I den grad. Det er bare at gennemgå resultaterne for efteråret (tjek nipserstat). 32 kampe ialt. 13 sejre og 11 nederlag. Målscoren er også interessant, 53-35. Det er præcis mavefornemmelsen også. I nogle kampe har offensiven nærmest leveret ketchup-effekt, låget er røget af og målene er blevet høvlet ind. Kun for at gå fuldstændig i stå kampene efter. Indtil næste ketchup-effekt og næste storsejr.

Spillestilsmanualen på skrivebordet

Omkring offensiven lyder det, med Ståles ord, fra manualen:

Spillernes løbemønstre ligger fast. Mønstrenes formål er at sætte vores offensive spillere i scene, så de hver især kan få udnyttet deres spidskompetencer.

Det lykkedes sådan cirka i hver tredje kamp – og mest på hjemmebane. Igen mangler stabilitet. Langtidsskaden til Santander, nogenlunde samtidig med Johansson, har givet været endnu en bet.

Ståle benægter klart, at FC København kun leder efter fysisk stærke angribere. De skal bare være gode – og til at købe. Er udgangspunktet.

Er Pavlovic god nok? Hans efterår har været som holdets. Op og ned. Og mest ned. Han ikke er fysisk stærk nok, og simpelthen for dårlig til at spille med ryggen mod modstandernes mål. Jeg er også nået til den erkendelse. Til gengæld laver han de mest spektakulære mål, og gerne fra distance på kanten af feltet. Men i fremdrift.

Min forudsigelse: skal vi have bare et hæderligt forår, behøver vi Federico Santander i fulde omdrejninger fra februar. Og så må man gerne hente fx. en Viktor Fischer i tyske Mainz, hvor han er langt fra start-11eren.

Det fremgår ikke af Ståle-biografien, hvor tyk manualen egentlig er. Ej heller om det er et gammelt stilehæfte med håndskrevne noter. Den er dog ikke statisk, og opdateres cirka en gang i kvartalet med nye erfaringer og input (Gad vide hvad efterårets lektie har været?) Tidligere assistenttrænere som Petter Wettergren og Bård Wiggen har sat sine store aftryk.

Sidstnævnte kommer sikkert med endnu flere efter nytår. Han genindtræder som assistent, og tilbage i 2008, da han første gang kom til København, talte nogle af os på tribunen om en såkaldt “Bård-effekt”. Det var en let spøgefuld henvisning til, at holdet begyndte at spille mærkbart bedre offensivt fodbold efter hans ankomst – med det der blev kimen til 2010-holdet.

Og apropos. De 2 Barcelona-kampe fra dengang får da også sit eget kapitel i bogen. Det er det igen med øjeblikkene og…

alle dem, der gik hjem fra Parken efter Barcelona-kampen, følte det, der stod i avisen dagen efter, at det var den bedste kamp, de nogensinde havde set i Parken.

Spot on. Den kamp sidder i baghovedet, som var det igår.

Selve bogen er opbygget af en serie interviews med hovedpersonen over en længere periode, foretaget af journalisten Peter Sloth, med en fortid på Ekstra Bladet. Den er faktisk i sin helhed ganske fin læsning. Du kommer hurtigt igennem de knap 200 sider og får et godt billede af manden bag vores nuværende manager. Via historikken og personen.

Bogens deadline er omkring 1. september i år, det vil sige før den manglende scoring mod Qarabag Agdam i Parken, der ligesom blev indledningen på historien om dette efterår.  Det resterende kan du skrabe op andre steder, som hos de kære Nipserstat, og manualens kvartalsopdatering vil indtil videre være ren spekulation.

Jaja, jeg er flere gange i løbet af efteråret, blevet spurgt til, hvornår mon Ståle bliver fyret. Det er uomtvivsteligt hans skyld, det er altid trænerens skyld, når det nu ikke kan være dommerens, hvilket han da heller aldrig har været bleg for selv at sige.

For mig er det eneste, der tæller, særligt i de hårde perioder, at jeg er min egen hårdeste kritiker.

Og svaret på spørgsmålet: han bliver ikke fyret, og det vil heller ikke give nogen mening. Meritterne er store nok til at overleve en mellemsæson. Mere end store nok.

Det endnu mere relevante spørgsmål er selvfølgelig, tror vi at han kan rette det hele op igen. Ja, det gør jeg og jeg føler mig egentlig i endnu mere trygge hænder, efter at have læst bogen.

Selvfede spillere og måske en for selvsikker træner, en måske for selvsikker træner uden en fuldtidsassistent, skaderne, et manglende mål i Champions League-kvalen, et uprøvet midterforsvar, en målmand der har tabt sit niveau, uskarpe angribere, for dårlige angribere, en anfører i mental offside… Et helikopterblik ud over efteråret kan sagtens udpege en række små uheld og “omstændigheder”, der tilsammen opsummerer den næsten gigantiske deroute.

Jamen, du kan selv fortsætte listen, jeg gider ikke.

Det bliver som en velment #metoo-kampagne, der kammer over i en regulær #seeMEtoo. Det er så her alle råber STORE PATTER! Tidens toneklang, ikke i sig selv, ikke et ondt ord om dem, ej heller landsholdet. Men at det overhovedet bliver et debatemne i et eller andet etisk udvalg under DBU. Eller gjorde det? Jeg synes aldrig, at jeg hørte nogen konklusion. Godt det samme – for #whogivesafuck. Jeg indlever mig helt i CV Jørgensens ord:

Jeg tipper på jeg kommer fra outer space
på måden jeg tar’ del i The Human Race

Ståle valgte at donere indtægterne fra bogen til Dansk Flygtningehjælp. Til sports- og fritidsaktiviteter for børn og unge. Det krænkede nogle folketingspolitikere. Smålighed var ikke dækkende et ord – men reaktionen understregede egentlig Ståles pointe. Han gad så fornuftigt nok ikke at kommentere yderligere.

Tak for kaffen, Tom

Der er i øvrigt heller ikke så meget mere at sige. Året går på hæld. Benjamin Verbic er akkurat blevet solgt til Dinamo Kiev. Han var efterårets bedste spiller, men heller ikke uerstattelig. 30 mio skulle prisen angiveligt være. Han skulle sælges, det stod i hans masterplan.

Tom Høgli rejser hjem til Tromsø. Han nåede 74 kampe i alt. Siden sommeren 2014. Han skulle egentlig ikke have været her, i klubben her i efteråret, men forlængede med et halvt år på grund af skadessituationen på back-pladserne. Så blev han selv skadet og i alt blev det bare til sølle 3 kampe.

Høgli bliver så en af de spillere, der vil blive elsket for meget andet end indsatsen på fodboldbanerne. Den har været til at overse det seneste halvandet år. Men hans kaffeklub vil være et evigt minde! Tak for kaffe, Tom!

Godt nytår – sportsligt fortjener vi sgu noget bedre nu. For fanden da en omgang. Og afslutningsvis, jeg tillader mig at gentage et øjeblik. Det var i Vega i november. Thåström. Det hele er med i videoen. Vesterbro, Guldregn, Vega…

Los Carasucias – Angels with Dirty Faces

Messi was born on 24 june 1987 at the Garibaldi hospital in Rosario. Later that day, fifteen bombs went off across Argentina, including one in Rosario and one in Villa Constitución, the small town about thirty miles outside the city where Messi’s father worked. The precise reasons for the bombing remain unclear, but it seems they were a protest at Alfonsin’s Law of Due Obedience, which had come into effect the previous day.

En bog du skal læse.

Citat: Jonathan Wilson. Ordene er hentet fra bogen “Angels with Dirty Faces” som udkom i sommers. Bogen om argentinsk fodbold, om historien, om stjernerne, om et af verdens mest fodboldgale lande, og om de aldrig forløste drømme, om realistiske og urealistiske forestillinger om storhed og mørke skygger der altid trækker ind fra horisonten.

Citatet er begyndelsen på kapitlet om Lionel Messi. Nutidens ubestridt største argentinske fodboldspiller. Det indrammer på sin egen måde en historie. Af kaos fødes endnu en gudsbenådet fodboldspiller et sted i et land, der politisk og økonomisk bare er kørt i grøften. Eller på trods af kaos. Måske illustrerer citatet, at Messi og Argentina stadig er et uforløst forhold, og hvorfor han som 16-årig rejste til Barcelona og i den grad fik forløst sit talent der. I Europa fremfor i sit hjemland.

Det var i Brasilien, at det burde have været. Ham og Argentina. VM 2014 skulle have været hans mesterskab. Alt var programmeret på forhånd  – faktisk allerede da han rejste til Barcelona. 2014 skulle være hans år.

Det blev det ikke.

What he offered instead were a series of decisive cameos, as though again and again he realised nobody else was going to turn the game…  just as he had done in youth-team games years earlier.

Messi bliver aldrig en rigtig pibe, i den argentinske betydning. Pibe betyder reelt set en dreng, men blev født i den argentinske fodboldforståelse allerede i 1920’erne som en slags mytisk figur, en gadedreng fra fattige kår “… who will make his way through life with a combination of charm and cunning“.

Lionel Messi er en pæn dreng og han synes altid at være midt i sin egen kamp, når han spiller for sit landshold. I sommeren 2016 tog han konsekvensen. Efter endnu en tabt finale. Copa America. Nederlag til Chile efter straffesparksafgørelse. Messi var den første, der brændte fra pletten i 2-4 nederlaget. Efterfølgende meldte han fra, det var slut med albicelestes, landsholdet – han fortrød dog hurtigt igen, efter Diego Maradona blandt flere bønfaldt ham om ændre sin beslutning. Men det understregede det bare – han ikke er en rigtig pibe.

Don’t cry for me, Argentina

Den store legemliggørelse af el pibe i nyere tid er selvfølgelig Diego Maradona. Drengen fra slummen, der voksede op under usle forhold, men med et gudsbenådet talent. Han lærte sig spillet på asfalt og grus, og gjorde det til selve livet. På godt og ondt. En senere arketype i mange argentineres bevidsthed blev Carlos Tevez, i hvert fald til hans formkurve begyndte at dale og han selv meldte fra til landsholdet.

Tevez der aldrig helt kunne fungere med Messi. Lad Messi spille de nemme kampe, og Tevez de svære, sagde man på gaden. Han har garra, den rette ånd. Det har Messi ikke.

Men Messi var eksponenten for en enorm opblomstring af argentinsk ungdomsfodbold fra årtusindskiftet og frem med serier af vundne U-VM og OL-guld.

Men han mangler at vinde en rigtig finale. Han mangler et VM86, som Mexico blev det for Maradona. Med belejlig hjælp fra guds hånd og en guddommelig dribletur mellem engelske statister. Den store finale har han ikke givet Argentina – heller ikke på Maracana mod Tyskland for 2 år siden.

Jonathan Wilson er engelsk sportsjournalist og en fremragende fodboldskribent. Den ypperste af alle, med tidligere bogudgivelser som “Inverting the Pyramid”(2008) og “The Outsider”(2012). Denne bog er et mastodontisk mesterværk på mere end 550 sider. Minutiøst og detaljeret, og gennemresearchet i mange år. Wilson har i perioder boet i Buenos Aires, for at få landet og fodbolden ind under huden.

Fodbold i Argentina er en besættelse, den er en national identitet og lynafleder og i virkeligheden også det modsatte, og for at understrege betydningen skitserer Wilson bogen igennem parallelfortællingen om landet Argentina, dets kaotiske udvikling, økonomisk og politisk. Det fungerer og gør den ikke mindre interessant.

Jeg har sjældent følt så beriget på et lands kultur, som efter læsningen af denne bog. Når man tager sig selv i en vild lyst til at rejse derned, og tjekker flypriser til Buenos Aires, kan man vel godt tale om en slags “Mission Accomplished”. Men det bliver en anden historie.

Messi og Maradona er kapitler i vores egen nutid, og de bliver naturligvis nemmere at relatere til end 1920’erne og fødslen af en særlig argentinsk fodboldstil, La Nuestra (betyder “vores egne”), som blev en slags fundament og identitet til forståelsen af eftertidens fodbold.

La Nuestra blev produktet af generel latinamerikansk fodboldopfattelse, hvor spillet blev opfattet som kunstnerisk og individualistisk. Spilleren legede med bolden som sit musikinstrument. Det var i høj grad ment som en modpol til den britisk/europæiske fodboldopfattelse om fysik og fællesskab og gentlemanship. Og en mere overordnet taktisk og maskinel tilgang til spillet. Myten om El Pibe opstår i disse tankestrømme.

Meget sigende er de tidlige argentinske stjernespillere oftest, udover tekniske færdigheder med bolden, kendt for et lystigt privatliv. De var bohemer, der turnerede flittigt i nattelivet og alkoholisme var ikke en ualmindelig dødsårsag.

Som alle andre steder i verden ankom fodboldspillet til Buenos Aires med nogle britiske sømænd og indvandrergrupper i den senere del af 1800-talet. Briterne kom med logistik og skabte foreninger og turneringer, og prædikerede samtidig sin protestantiske etik og arbejdsmoral. Efterdønningerne fra briterne fornemmes stadig i mange klubnavne, River Plate, Boca Juniors, Racing Club etc.

De andre indvandrergrupper, særligt italienerne i havnekvartererne, tog det hurtigt spillet til sig, og populariteten gjorde at det hurtigt fik en vigtig rolle i dannelsen af en ung nations selvforståelse, oftest tangerende selvopblæsthed.

La Nuestra var den argentinske måde, og det var den rigtige, og det blev kun frustrerende at se lillebror og arvefjenderne fra Uruguay vinde det første verdensmesterskab i fodbold i 1930. Uruguay vandt finalen 4-2 over Argentina, og rippede op i OL-finalen fra 2 år tidligere. Ovenikøbet vandt Uruguay ved demonstrere en overlegen “La Nuestra”. Endnu et sår i selvforståelsen for en nation der havde været ganske sejrssikre på forhånd. De havde næsten bogstaveligt været på hjemmebane. Der er kun lidt over 230 km fra Buenos Aires til Montevideo.

Angel with a dirty face

Hos Wilson varer La Nuestra-epoken frem til 1950’erne. Det er også i den tid, hvor los angeles con caras sucias opstår. Med inspiration fra en gammel James Cagney/Humphrey Bogart-film, bliver det kælenavn for Copa America-vinderne fra 1957 med River Plate-forwarden Omar Sivori i spidsen.

… a recognition both of the impudence of their style and the carefree way in which they play

Året efter ved VM 1958 i Sverige led argentinere en forsmædelig deroute. Den flamboyante stil ramlede helt sammen. 1-6 til Tjekkoslovakiet. Det blev enden på La Nuestra. Ved samme VM indtog Brasilien og en vis Pelé for alvor verdenstronen med deres fortolkning af det latinamerikanske kodeks.

Lidt sigende om den argentinske selvforståelse. De deltog ikke i VM-turneringer efter 1934 og frem til 1958. Af forskellige politiske grunde. Som regel grundet utilfreds med FIFA eller arrangørlandet (Brasilien 1950).

Hos Wilson ligger parallellen til Peron-tiden lige for. Fra 1940’erne og frem førte Argentina en mere og mere isolationistisk politik under præsident Juan Peron (det er ham med Evita). Man holdt sig helt ude af 2. verdenskrig (og husede efterfølgende gerne tyske krigsforbrydere). Økonomisk lukkede man ned for udenlandske investeringer og forsøgte at skabe et slags nationalromantisk billede af argentineren som gauchoen, der er sig selv nok. Peron fik enorm folkelig støtte i begyndelsen. Også blandt fagforeninger og arbejdere. Men økonomien faldt systematisk sammen, og efterhånden spredte utilfredsheden sig. Militæret blev svaret, både overfor utilfredse borgere, og for nationen som helhed, da Peron i 1955 blev sendt i landflygtighed efter et kup.

Ydmygelsen i Sverige trak en skygge over de argentinske fodboldbaner. Det blev tid til gentænkning og reelt gik man i en slags pindsvinetilstand. Begrebet Anti-futbol blev skabt. Defensivt, kynisk, brutalt, hårdt arbejde, og sejr for enhver pris. Der skulle ganas til. Vilje mere end noget andet. Catenacchioens grand old man, Helenio Herrera, der fuldbyrdede sine triumfer med Inter i 1960’erne, var – ganske symbolsk – også argentiner.

Alt imens Brasilien besnærer en hel verden ved VM 1970 og vinder sit tredje mesterskab, bliver argentinsk fodbold begravet i en beregnende defensiv stil. Det fører reelt ikke til andet end endnu en VM-ydmygelse. Denne gang mod Holland i 1974. 0-4. Cruyff og totalfodbolden fejrer dem af banen i en kamp, som blandt andre fik en nutidig, og ganske navnkundig, træner – Marcelo Bielsa – til at spærre øjnene op.

Det gjorde andre også i Buenos Aires. Man skulle huse VM 4 år senere, og alt andet end et mesterskab på hjemmebane var uacceptabelt. Ikke bare for den argentinske selvforståelse, men i den grad også for den militærjunta som snart styrede landet.

Flashback VM 78 – Menotti med sin smøg

Her bliver historien lakonisk. Eller bare typisk argentinsk. Man begyndte et langsigtet projekt med at opbygge et nyt landshold. Under ledelse af en kæderygende boheme og erklæret socialist, der afskyede militærregimet.

Cesar Luis Menotti. Han havde gjort en af de mindre Buenos Aires-klubber, Huracán, til nationale mestre i 1973 med en offensiv og livlig teknisk stil. Langt fra Anti-futbol.  Han var forelsket i landets egen historie, fortidens La Nuestra og ville genføde landsholdet i den ånd, og begyndte reelt fra bunden. Med en flok unge spillere, der alle var baseret i Argentina. Allerede dengang var landet storeksportør af spillere til ikke mindst til Italien og Spanien.

Ennio Morricones VM-sang i morgenradioen (stadig uovertruffen), nætter med Tommy Troelsen og Svend Gehrs på monopol-DR. Vi er inde i vores egen tid nu. Gamle barndomsminder vælder frem.

Osvaldo Ardiles, Daniel Passarella, Mario Kempes, Alberto Tarantini… med flere. Argentina vandt sit første verdensmesterskab. 3-1 efter forlænget spilletid. Over Holland. Efter en finale hvor hjemmeholdet havde virket som de mest nervøse, selvom arrangørerne ellers havde gjort hvad man kunne for chikanere hollænderne. Før kampen blev deres spillerbus sendt på omvej igennem hidsige menneskemængder i Buenos Aires, inden ankomsten til El Monumental – finalestadion. Og selve kampstart blev forsinket 10 minutter, fordi argentinerne pludselig protesterede til dommeren over en bandage som Rene van der Kerkhof bar om sin hånd. Hollænderen måtte smide sin forbinding, som ellers var godkendt tidligere. Han havde spillet med den i alle øvrige kampe frem til finalen.

Og Holland var bedst og skulle have vundet. Rob Rensenbrink og hans vip på stolpen i slutminutterne af den ordinære kamp kan stadig få mig til at knytte næverne i ærgrelse. Det var Holland uden Cruyff, men det var stadig Holland. Jeg tilstår, dengang havde jeg sgu ikke meget blik for Menottis albicelestes.

Cesar Menottis projekt lykkedes langt henad vejen og han kaldte stolt sin kompromisløse offensiv for “leftwing-football”. Men i sejrsnatten på El Monumental stod han alligevel tilbage som en nyttig idiot. Som Wilson skriver:

Whether the regime would have fallen sooner had Argentina not won the World Cup is difficult to say, but what is true is that the tournament was planned to provide a surge of nationalistic feeling on which the junta could capitalise and that it did so, ruthlessly cynically and successfully.

Et særligt dunkelt kapitel blev mellemrunde-kampen mod Peru. I Rosario skulle Argentina vinde med mindst 4 mål for at komme i finalen på bekostning af Brasilien. De vandt 6-0.

Der florerer adskillige historien om at kampen blev købt. En handelsaftale mellem juntaerne i de 2 lande, inklusiv en udveksling af politiske fanger, indefrosne peruvianske millioner der pludselig blev frigivet af den argentinske centralbank, et mystisk besøg i peruvianernes omklædningsrum inden kampen. General Videla og den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger stod pludselig og ønskede peruvianerne held og lykke. Eller en peruviansk målmand, Quiroga, der var født i Argentina.

Der findes dog intet endegyldigt bevis på, at kampen var fikset. Kun en række (nogle vil sige, stærke) indicier. Som det påpeges hos Wilson havde Peru et skud på stolpen, inden Argentina overhovedet scorede første mål, og reelt set mistede peruvianerne måske bare ævred efter de første par scoringer til hjemmeholdet. Det er sket før i fodboldhistorien.

Menottis tid endte i skuffelse med VM 1982 for de forsvarende mestre. Ude efter nederlag til Italien og Brasilien – og en 21-årig Diego Maradona blev udvist for en syg stempling. Historien tog igen en tango med sig selv og Anti-futbol blev nærværende i skikkelse af den nye træner Carlos Bilardo.

Som aktiv spillede han for Estudientes de La Plata, en af de klubber der høstede størst succes med stilen sidst i 1960erne. Særligt internationalt med 3 Copa Libertadores-sejre i træk. Dengang en historisk triumf for en argentinsk klub. Bilardo bragte sine erfaringer som spiller med sig over i trænerkarrieren. Først for Estudienties og siden til landsholdet. Han havde dog en altoverskyggende offensiv fiksstjerne, der fik gjort et fortjent verdensmesterhold ud af 10 ordinære spillere. Diego Armando Maradona.

Således nåede vi guds hånd igen. Den vilde kvartfinale i 1986 mellem England og Argentina. Der både gav VM-historien et af dens grimmeste mål og et af de smukkeste, og et nyt afsnit i et af de klassiske hadeopgør. England-Argentina. The Guardian har uddybet den vinkel.

Bittersweet memories of England and Argentina where football and conflict collide

Fantastiske øjeblikke på fodboldbanen. Og mange triste øjeblikke udenfor. El Pibe. Drengen blev taget ud af slummen, men slummen forblev intakt i drengen. Misbrug, alkohol, kokain, doping og forbindelser i den napolitanske mafia, selvmordsforsøg, og et forsøg som landstræner. Men de piller ham næppe ned fra piedestalen i Buenos Aires. VM 1986 forbliver hans.

Enten-eller. 4 år efter Mexico var Argentina rendyrket anti-futbol. Do cry for me, Argentina! De nåede finalen i Italien, med held, svinestreger, og en fantastisk målmand. Maradona tudbrølede, mens resten af verden jublede med det genforenede Tyskland, da Andreas Brehme sendte sit straffespark i mål. Tyskland vandt sin tredje VM-titel. Ikke Argentina.

Poch (Mauricio Pochettino). Populær manager i Tottenham Hotspur og en af Bielsas tro lærlinge. Han spillede selv under Bielsa på det argentinske landshold ved VM 2002.

Frem mod årtusindskiftet søgte argentinerne igen mod sine offensive rødder. Nye generationer, ny stil, trænere som Marcelo Bielsa og Jose Pekerman er blevet anset som en slags arkitekter bag nutidens argentinske fodbold. En tredje vej efter hardhitteren og taktikeren Bilardo og romantikeren Menotti.

Særligt Bielsa er blevet en slags kultfigur – også i europæisk fodbold. Fascineret af totalfodbolden fra 1970’erne formulerede han en egen spilfilosofi, hvor grundprincipperne er grundighed og gentagelse med det ene formål at erobre bolden og angribe hele tiden. En slags kompromisløs offensiv baseret på stram disciplin.

Stilen var ikke lige spiselig for alle argentinere. Den blev for europæisk med sin fokus på disciplin. Efter 2 VM-slutrunder uden succes trak Bielsa som landstræner i 2004, kort efter at have vundet den olympiske fodboldturnering – med en ung Carlos Tevez på holdet.

Det blev først i 2014, at albicelestes nåede VM-finalen igen. Ironisk nok var finalen deres bedste kamp i Brasilien, men de tabte til hele turneringens bedste hold. Ja, Tyskland.

If football plays anything like the role now it did a century ago in the formation of national identity, if it has anything like as much to say about the state of the nation this is a troubling vison. While the young, the old and the mediocre play out their baffling league in front of bafflingly large crowds in dilapidated arenas, the cream of Argentina play its football in other leagues in other countries.

Messi, Agüero, Higuain, Di Maria, Zabaleta, Mascherano… en perlerække. De bliver dog bare stjernefnug på toppen og de bedste vil altid søge mod de største klubber og ligaer. Det har hidtil været i Europa. Men i dag er der mere end 1600 argentinske spillere uden for hjemlandet. De næstbedste og de tredjebedste og… ja, stort set alle med et rimeligt talent rejser også væk.

På hjemmefronten bløder den nationale Primera Division, som en parodi af en turnering. 30 klubber spiller mod hinanden en gang i sæsonen og så i øvrigt med et par ekstra opgør mod en lokalrival. Spillerflugten gavner ikke en national turnering, der samtidig har været ved at drukne i tilskuervold.

Stort set siden fodbolden overhovedet blev organiseret omkring turneringer har der været beretninger om baneinvasioner og tilskuerballade. Men det eskalerede for alvor i begyndelsen af 1990’erne, hvor gangsterlignende fangrupperinger omkring klubberne, Barra Bravas, blev magtfaktorer og politiske instrumenter. Med klubbernes billigelse. De fungerer som interne tæskehold, kan skræmme trænere væk på klubbestyrelsers vegne, inddrive beskyttelsespenge, og i det hele taget kontrollere al salg ved stadion omkring kampene.

Football is another Argentinian dream that has slipped away. For Argentinians to see the best their country can produce, they must look either to the past or abroad. Argentinian football has become something that is played elsewhere.

Det er Wilsons udgangsreplik. Vi lader den stå et øjeblik… jeg vil bare tilføje, at dette er en fantastisk bog. En bog som du absolut bør læse, og en bog du selvfølgelig kan låne på dit bibliotek.

Mister København

Den åndelige FC København-mentor sendes på sin sidste færd. Fra Parkens tribuner.

RIP Harald! Jeg undlader at skrive flere æresord, det har andre allerede gjort meget bedre. I stedet er det på sin plads at reklamere lidt for en af de bedste fodboldbøger, der er skrevet på dansk.

Joakim Jakobsens “Guld Harald” fra 2009. Den bærer den æggende undertitel “topscorer, idol, rebel” og det dækker fint bogens vid og læsværdighed.

Jakobsen har også skrevet en fremragende bog om Tour de France og så har han ikke mindst skrevet “Tynd luft” – om det bedste danske landshold igennem alle tider (mine tider i det mindste!). 86-holdet og deres lange vej til VM i Mexico. Som også rummede historien om en lang kamp væk fra den håbløse og chokerende amatørisme som prægede og dræbte dansk fodbold langt op i 70’erne.

Bogen om Harald

Du kan roligt læse “Tynd luft” efter “Guld Harald”. De er på kvalitativ omgangshøjde og Jakobsen griber lige så hårdt fat om struben på DBU-amatørerne i bogen om Harald Nielsen.

Han var en af sin tids bedste angribere, vi snakker worldwide. Han fik 14 landskampe (og scorede 15 mål), inden han formastede sig til at skrive professionel kontrakt med italienske Bologna. Det lagde ham totalt på is i landsholdsregi.

DBU ville ikke røre ved spillere, der fik penge for at spille fodbold. De ville helst heller ikke spille mod modstandere, der gjorde det. Derfor deltog Danmark fx. ikke i VM-kvalifikationen til VM 1962 i Chile. I en tid hvor man ellers havde et landshold der kunne måle sig blandt de bedste i verden. Det hold, med Harald Nielsen på toppen, der tabte OL-finalen i 1960 til Jugoslavien i Rom. Samme Jugoslavien som iøvrigt tabte finalen i Chile til Brasilien.

Som Jakobsen beretter, Danmark havde i OL-forberedelserne spillet en venskabskamp mod de brasilianske verdensmestre (fra Sverige 58). En kamp der i øvrigt ikke var arrangeret af DBU, igen meget sigende. Men af den københavnske fodboldsammenslutning Stævnet, som ofte kaldes en slags forløber for FC København.

Til alles overraskelse – også den brasilianske landstræners – ydede danskerne, med Harald som 2-målsskytte, en gigantindsats og fik de normalt verdenssuveræne brasilianerne i tovene. De vandt dog til slut 4-3.

Brassernes træner sagde efterfølgende, at han var overrasket over danskernes styrke og glædede sig til at møde dem igen i Chile. Journalisternes svar fik ham til at måbe. Det kom det aldrig på tale, det danske landshold ville ikke deltage. Takket være DBU-amatørerne.

Hvad der også gør Jakobsens bog glimrende, er at han får sat Harald Nielsen ind sin tid. Især de tidlige 60’ere. En tid med gryende rock’nroll og hysteriske teenagere i hobetal, der pludselig væltede en hel verden.

Der er levende beskrivelse af tiden i Italien og Bologna, og hvordan han var med til at løfte den italienske bys selvforståelse mellem det industrielle nord, med den kalkulerende catenaccio, og det kaotiske syd. Bologna i midten skulle være kunst, også på fodboldbanen, og det blev de kortvarigt, da de vandt lo scudetto i 1964 med Harald Nielsen som serie A-topscorer med 21 mål.

Haralds karriere og liv endte næsten som et livslangt opgør med amatørerne og DBU. Han blev primus motor på indførslen af professionel fodbold i Danmark sidst i 70’erne. Da han sammen med Herning-byrådsmanden og entreprenøren Helge Sander begyndte at arbejde for en dansk piratliga, hvor spillerne blev betalt for deres præstationer. Den storm som de rejste, fik omsider DBU i dybt knæfald.

Senere blev hans næste store projekt FC København. Den professionelle overbygning der skulle genføde københavnsk fodbold fra asken af de gamle amatørdage – med en tanke til det gamle stævnesamarbejde. Den historie kender de fleste af os ganske godt. Med alle armbevægelserne, fiaskoerne og dagdrømmene i 90’erne. Guld-Harald blev indbegrebet af hele projektet bag KB og B1903. En næsegrus optimisme der var meget verdensfjern efter 0-5 i Hradec Kralove og en økonomi der var tæt på total opløsning.

Dengang jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, vi taler 2001, forsøgte vi i øvrigt at få et interview med Harald Nielsen. Han ville ikke. Jeg tror, han betragtede os som 2 fusentastere af et par fans, der ville ribbe for meget op i fortiden. Og vi var ikke engang rigtige journalister.

Han er tilgivet. Og for at runde Jakobsen-bogen af…

Det er muligvis en fordom og uretfærdigt over for Harald Nielsen – han er trods alt en mand, som støt og roligt har opbygget sin egen koncern – men hans historie i FC København bekræfter billedet af en ustyrlig og energisk mand, som er skabt til at sprænge vej, mere end han er den stabile styrmand. Centerforward snarere end libero.

Det er Joakim Jakobsens ord og tolkning. Men i virkeligheden nok ikke helt ved siden af. Fra formand til bestyrelsesmedlem og æresmedlem. I takt med at klubben konsoliderede sin magtposition op igennem 00’erne.

Det er kun glædeligt at tænke på, at han fik lov til at opleve sæsonen 2010/11 i levende live. Den blev virkeliggørelsen af hans egen optimisme og tro på projektet. Med mesterskaber, og hele turen igennem Champions League-gruppen frem til 8-delsfinalen mod Chelsea. Det var det meste af det som FC København blev sat i verden for i 1992, dengang til manges fortrydelse, der faldt i hak i den sæson. Det gælder sgu også rent personligt. For mig – og sikkert også for dig.

Bolden er hermed sendt videre til det Harald selv kaldte “sit barn” i et interview med Ekstra Bladet efter 2001-mesterskabet.

Og der stod vi så, på den smukkeste sommersøndag i Parken, det sidste farvel under aftenhimlen. Kampen tegnede lovende for FC København, som hele sæsonstarten. Men den fes lidt ud mod afslutningen. Der var et par forsvarere der tog en unødig hviledag – og en gammel kending der pludselig genfandt sin fortid. 2 points smidt. Igen. Som sidste hjemmekamp mod Farum – eller den forduftede Europa League-chance mod Jablonec. Det ligner en rigtig dårlig vane anno 2015, som meget snart skal skrottes.

I Haralds ånd tror vi selvfølgelig stadig på guldet. Det vil være uværdigt andet. På akkurat sådan en søndag som i søndags.

Tak, gamle angriber, opportunist, og teenage-idol. Uden dig intet os. København står i evig gæld til en glad dreng fra nordjyske Frederikshavn, der bare elskede sin fodbold.

Og ja, så du skylder naturligvis dig selv at læse den bog. Jeg gentager det gerne igen og igen, du kan altid låne den på et bibliotek nær dig! Den er vist ovenikøbet udsolgt fra forlaget.

Nummer 1

The Outsider – målmandens historie

The Goalkeeper is an odd, sickly outsider; the goalkeeper is an intellectual who prefers to write than to play; and the goalkeeper is a position any random passer-by might be able to play, as though goalkeeping were some kind of natural gift (or affliction) rather than a skill to be learned and practised.

Citatet stammer fra Jonathan Wilsons bog “The Outsider” (2012) og danner rammen om det han selv kalder en historie om målmanden.

I tidernes morgen da fodboldsspillet blev født, fandtes målmanden ikke. Hvert hold bestod af en sværm af markspillere der alle ville putte en bold i mål på en måde der kan minde om Rugby.

Nogle begyndte så at forsvare, dels fordi det var hensigtsmæssigt at tænke defensivt også, og dels måske fordi de ikke var så skarpe med selve bolden, og ud af de selvbestaltede forsvarsspillere udkrystalliserede sig efterhånden en decideret vogter af hvad der nu var et mål.

En målmand der fik den ene klare opgave at forhindre modstanderholdet i at score. Det moderne fodboldspil tog efterhånden sin form.

Målmandens historiske outsider-rolle gemmer sig i historien. Han er i virkeligheden på banen for at ødelægge det som spillet handler om, at score mål. Han må i ovenikøbet bruge hænderne.

Han er ikke som de 10 andre på banen. Han bærer en særlig trøje, der adskiller ham fra sine holdkammerater. I den tidlige udgave havde han heller ikke noget nummer, det blev senere til det almindelige 1-tal på ryggen. Endnu et symbol på eneren.

Vi husker vel alle situationen fra skolegården, når der skulle sættes hold. Ham der var dårligst med bolden, ham sendte vi i målet. Var han lidt tyk og stor var det kun en fordel, det gjorde ham bedre i stand til at stå i vejen for skud. Piger røg som regel også i målet, hvis de var med. De kunne alligevel ikke spille fodbold – og i målet kunne de gøre lidt gavn.

Bill “Fatty” Foulke – Sheffield United og Chelsea, ca. 1905. En meget stor mand i målet.

Det er den helt klassiske fordom, som både har masser af hold i virkeligheden, dengang som nu.

Nogle af disse outsidere udviklede sig så ind i rollen – og fik en egen selvbevidsthed, som snart også vakte beundring.

I Sovjet-tidens kollektivisme og kommunisme blev eneren og individualisten helten. Det var målmanden, der skilte sig ud. Enhver russisk knægt med respekt for sig selv ville hellere være målmand end forward.

Det var ud af den tradition at Lev Yashin fødtes. De færreste har vel set ham spille, han havde sin storhedstid omkring 1960, men prædikatet “verdens bedste målmand” klæber stadig på hans meget mørkeblå trøje – for Dinamo Moskva og Sovjetunionen.

Der var en stoisk ro over måden han beherskede sit målfelt – og han dirigerede sit forsvar.

Uden for banen var Yashin en lidt anonym træningsnarkoman, der egentlig passede fint i Sovjetmodellen. Men i målet på fodboldbanen blev han et anderledes symbol.

England – Ungarn 3-6

Samtidig med Yashin dukkede en mere banebrydende målmand frem. Ungarnske Gyula Grosics.

Han var nummer 1 hos de magiske magyarer med Ferenc Puskas i spidsen, der havde fremkaldt mareridt over Wembley og London.

De havde pillet den engelske selvforståelse helt fra hinanden ved at teknisk og taktisk udstille et land og et landshold som levede i den vildfarelse at fordi man havde opfundet et spil – engang – så måtte man også – til alle tider  – være de bedste til spillet.

November 1953 vandt Ungarn 6-3 på det allerhelligste fodboldgræs.

Det var ikke bare i spillet med bolden at englænderne tabte kæbe og mund. De fik også set en ny målmandsstil.

En flagrende Grosics der halvt spillede sweeper langt ude på banen. Hvilket var i fuldstændig modsætning til den engelske opfattelse, en målmand blev på målstregen og parerede skudene.

Grosics’ stil blev forløberen for Jan Jongbloed, målmanden der i 1970’erne vogtede det hollandske mål i Cruyffs og Michels totalfodbold.

Jongbloed spillede langt ude i banen, brugte ivrigt fødderne og havde ikke det klassiske nummer 1. Han bar nummer 8 på trøjen – som han var en af de 11 på holdet, ikke eneren. Oprindelig fik han 8-talet ved VM 1974, fordi hollænderne valgte at nummergive alfabetisk efter spillernes efternavn. Cruyff dog selvfølgelig undtaget.

Den lidt ældre læser vil måske også huske, at den argentinske VM-målmand i 1978, Ubaldo Fillol, bar nummer 5 på trøjen. Igen et resultat af alfabetisk nummergivning, der gjorde målmanden til en som de øvrige spillere.

Det blev dog aldrig trenden på den lange bane. Målmanden forblev eneren, den spiller som oftere ville blive husket for sine fejl end for sine redninger.

I det fodboldsyge Brasilien sagde et gammelt mundheld “To be a goalkeeper, you must be either mad or queer”. Det trak sine spor igennem generationer af mislykkede brasilianske målmænd.

Man elskede angriberen, man elskede midtbanedirigenten og sågar den elegante forsvarer. Men respekterede ikke målmanden.

Moacyr Barbosa stod i det brasilianske mål, da de spillede VM-finale på hjemmebane i 1950 mod Uruguay. Han var talentfuld, spillede altid uden handsker, og nød en pæn respekt allevegne trods sin mørke hudfarve.

Det var inden finalen, hvor han lavede en fatal fejl.

Stillingen var 1-1 langt inde i 2. halvleg, da uruguyanske Ghiggia snød en forsvarer og skød på mål.

Barbosa fejlbedømte situationen, forventede et indlæg og blev fanget ude af position. Bolden strøg i mål og Uruguay vandt 2-1 på selveste Maracanã, i Rio, hvor Brasilien selvfølgelig altid vandt.

Hjemmeholdet havde taget titlen for givet på forhånd. Brasilien blev kastet ud i fortvivlelse og kastede sig samtidig over Barbosa. Han blev syndebuk for nationen og ydermere indlemmet i den almindelige “folkesandhed”, en sort mand ikke kunne stå på mål. For Brasilien.

Barbosa tog skammen med sig til sin dødsdag i 2000. Samme år debuterede Dida i det brasilianske mål, som første mørke mand mellem stængerne i 50 år.

Det bør også tilføjes at Brasilien i de seneste 20-25 år har eksporteret mængder af dygtige målmænd til Europa. Forestillingen om det brasilianske målmandskompleks er for længe siden aflivet.

Modsat stakkels Barbosa er især en målmand altid blevet husket for en særlig redning – stadig omtalt som “verdens bedste redning”.

Gordon Banks stod i målet da England mødte Brasilien i en gruppekamp ved Mexico-VM i 1970. Efter et perfekt indlæg sendte Pelé et hårdt hovedstød ned nær den højre engelske målstolpe. Efter sigende skreg Pelé selv “Golo!” stensikker på sin scoring. Men Banks fløj ned og fik bolden vippet op over overliggeren. Bagefter erklærede han som Pelé, at han var sikker på at bolden var gået ind.

Trods redningen vandt Brasilien kampen 1-0 og blev senere verdensmestre med et sprudlende offensivt hold foran en lidt svag målmand.

For Banks blev redningen en slags ultimativ primetime. Han havde stået i målet, da England blev verdensmestre 4 år tidligere på hjemmebane, og forblev Number One frem til 1972.

En tragisk bilulykke gjorde ham blind på det ene øje og selvom han vendte tilbage til topfodbold, nåede han aldrig sin tidligere form igen.

En vis Peter Shilton trådte istedet ind i det engelske mål og blev der de næste 20 år. Cirka.

Actually, most major football nations seem to think they have a unique tradition of goalkeeping and it would perhaps be truer to say that England consistently produced good goalkeepers of the sort it admired. Which is to say, goalkeepers who were safe and reliable and, as though by right of birth, escaped that terrible foreign habit of flabbing at crosses.

Jonathan Wilson har en fortid som Guardian-journalist og skaber af fodboldmagasinet The Blizzard.

Han har efterhånden skrevet en pæn flok af meget roste fodboldbøger, “Inverting the Pyramid” fra 2008 (på dansk: fra “Fra pyramiden til 4-4-2”) om fodboldtaktik og selve spillets historiske udvikling, og “Behind the Curtain” fra 2006 som er en rundtur i østeuropæisk fodbold.

Det er en fornem ballast, der skinner igennem, og i “The Outsider” kommer Wilson vidt omkring. Fra Sydamerika til Afrika – videre mod øst – og centraleuropa. Manden har et enormt udsyn på sine skriverier (erklæret Sunderland-fan! *Gisp*).

I øvrigt er denne bog funklende ny. Udkommet december 2012. Så den fås duftende af tryksværte via ex. amazon.com.

Wilsons udsyn indfanger selvfølgelig også Peter Schmeichel. Det ville være mærkeligt andet. Schmeichel var en giant blandt målmænd fra 1990’erne. Sikkert også den bedste i verden omkring EM 92.

Wilson trækker et par senere målmænd som tyske Oliver Kahn og stadigt aktive Gianluigi Buffon fra Italien ind i samme kategori. De fysiske kæmper, der var trimmet til mindste mavemuskel. Store og stærke – og med en enorm karisma. De kunne dominere meget mere end deres felter mentalt.

Gianluigi Buffon fandt sin store inspiration til at blive målmand hos Thomas Nkono, Camerouns førstevalg mellem stængerne ved VM 1990. Lidt pudsigt i betragtning af Italien har en historisk stolt målmandstradition. Hans eftermæle vil formodentlig også tale om en enorm loyalitet. Buffon tog Calciopoli-skandalen og hele degraderingen i 2006 med Juventus. Han kunne nemt have fundet en anden arbejdsgiver, ex. i Milano.

Oliver Kahn vil for altid stå som træansigtet, der pludselig bedrog sin højgravide kone til fordel for en meget yngre blondine. VM-finalen 2002 klæber også til ham. Det blev hans dårligste kamp i turneringen – og der skal nok være en eller anden tysker der altid vil bebrejde ham den brasilianske 2-0 sejr. Om ikke andet vil han selv gøre det.

Peter Schmeichel vandt ikke bare EM 92. Han blev løsningen på Manchester Uniteds årelange målmandsproblemer og dermed nøglen til et gyldent årti, kulminerende med Champions League-sejren i 1999.

Han indtog helt straffesparksfeltet på Old Trafford og ud over en enorm udstråling, blev hans lange udkast en integreret del af spillestilen. Et meget direkte kontravåben med hurtige fløje som Ryan Giggs og Andrei Kanchelskis.

Men som Wilson også konstaterer, Schmeichel kom fra et land helt uden målmandstradition. De færreste ude i verden vil falde svime over navne som Ole Qvist eller Henry From.

… most non-Danes asked to name a Danish keeper before Schmeichel, if they could come up with anybody, would name Niels Bohr..

Den berømte fysiker var målmand på det danske sølvhold i 1908 – OL i London.

Wilsons pointe er helt korrekt, og skal ikke modargumenteres.

Men i et lemfældigt – og vemodigt – øjeblik kan jeg ikke lade være med at tænke på Birger Jensen.

Birger Jensen, B1903

Ældre københavnske fans med rødder i B1903 – og/eller Liverpool-fans – vil sikkert huske ham. Vi taler 1970’erne.

Han blev et stort navn i Club Brügge hvor han begyndte sin udlandskarriere i 1974.

Hans største kamp var Mesterholdsfinalen på Wembley i 1978, hvor han stod som et bolværk for underlegne Brügge, mod et fremstormende Liverpool der i sidste ende sikrede sig en 1-0 sejr og sin anden europæiske titel i streg.

Jensen fik aldrig en stor landsholdskarriere, kun 19 kampe i alt – trods åbenlyse kvaliteter.

I 1979 kom han på kant med den nye landstræner Sepp Piontek. Af “disciplinære årsager”, som det hed.

Han var en af de spillere der førte an på drukturene som også var en del af 70’ernes landsholdssamlinger. Og dem ville Sepp Piontek som noget af det første til livs.

Jensen røg ud og ind kom et par hjemlige målmænd med noget mindre prangende karrierer, tømreren Ole Kjær fra Esbjerg og senere politibetjenten Ole Qvist fra KB.

Et sidespring – en afrunding på bogen “The Outsider”. Den er formidabel læsning, du begår en målmandsfejl for livet hvis du ikke læser den – og som allerede nævnt – den er nærmest frisk fra trykken.

Derfor når Wilson at pejle målmandstrenden 2012 nogenlunde ind. Fra de mindre fysisk volumniøse typer som Iker Casillas til de mere ranglede som Joe Hart og Hugo Lloris.

Bemærk i øvrigt hvor få af de engelske topklubber som har engelske målmænd mellem stængerne. Det er kun Manchester City i skrivende stund. Ellers har vi en tjekke, en franskmand, en polak, en spanier, en amerikaner etc.

Målmænd har ikke så meget med engelsk fodbold at gøre. I Sunderland har de i øvrigt en belgier.

Calcio Italiano

Gigi Meroni blev kørt ihjel af en af sine egne fans.

Søndag den 15. oktober 1967 var Torino-spilleren Luigi “Gigi” Meroni ude for at fejre sin klubs 4-2 sejr over Sampdoria.

Meroni var en dribler og ener. En provokatør og en playboy. James Dean i Serie A.

Lige så elsket han var iblandt sin egen generation, og ikke mindst hos det modsatte køn, lige så hadet var han af det konservative italienske establishment. For sit alt for lange hår og sine hippie-agtige attituder.

På aftenen var han sammen med holdkammeraten Fabrizio Poletti. Sammen forlod de en restaurant på Torinos hovedstrøg. Meroni ville finde en telefonboks for at ringe til sin kæreste. I det han krydsede gaden, blev han og holdkammeraten ramt af to biler.

Holdkammeraten overlevede. Meroni døde af sine kvæstelser.

Føreren af den første bil der ramte Meroni, var en 19-årig Torino-fan ved navn Attilio Romero. Han havde et fotografi af Meroni i bilen, han var en stor beundrer af dribleren.

33 år efter tragedien og Meronis død, i 2000, blev selvsamme Attilio Romero præsident i sin elskede klub. Det forblev han frem til 2005.

På sin måde udgør den tragiske ulykke sin egen fortælling om italiensk fodbold. Reelt findes der måske ikke noget land hvor en sport lige så meget er beskrivelsen på en nationalkarakter.

Fodbold fylder alt – alle vegne i støvlelandet. Med sin skønhed, sine triumfer og tragedier, sine bestikkelsessager, og sine særlige “vennetjenester”.

Bogen om
 italiensk fodbold

Meroni-historien bliver en af mange fantastiske, og ind imellem tragiske, anekdoter som fylder John Foots mesterlige bog “Calcio”. Det er italiensk fodbold, historisk og tematisk, beskrevet af en englænder som har levet mange år i Milano.

Husk i øvrigt at du altid kan låne bogen på biblioteket!

I 1893 blev Genoa Cricket and Football Club blev grundlagt som Italiens første fodboldklub. Som navnet angiver blev klubben selvfølgelig skabt af et par englændere, der brugte havnebyen Genovas engelske navn, nøjagtig som Milano blev til Milan et par år senere, da fodbolden spredte sig mod de store industribyer i nord – Torino og Milano.

Da Mussolini kom til magten i 20’erne begyndte han en “italiaficering” af landet. Den allerede ganske populære fodboldsport tog navn efter et gammel florentinsk renæssance-spil Calcio (idag kaldet Calcio Florentino) som reelt ikke har meget med moderne fodbold at gøre ud over at man slog og sparkede en bold rundt i en lukket manege.

Fascisterne boostede i den grad fodbolden i 1920’erne. Mange af nutidens stadioner stammer stadig fra den tid, hvilket Serie A så lider under i dag. Publikumsforholdene er simpelthen ikke tidssvarende længere på de store arena-byggerier, ex. i Firenze og Stadio Artemio Franchi.

En hurtig professionalisering efter engelsk mønster gjorde også fodbolden attraktiv og Italien dominerede VM i 30’erne med 2 titler. Den første vundet på hjemmebane i 1934. Englænderne brød sig dog på daværende tidspunkt ikke om perifære turneringer som et verdensmesterskab, så vejen til titlen var relativ enkel.

John Foot bekender sig til Inter, den anden af de store Milano-klubber (AC Milan er allerede nævnt). Sammen med den FIAT-ejede Torino-klub Juventus bliver de den dominerende treenighed.

Scudettoen som de forsvarende mestre altid bærer på trøjen.

Den nationale Serie A indførtes i 1929-30 sæsonen. Scudettoen, symbolet på de forsvarende mestre, blev allerede lanceret 5 år tidligere, da Genoa vandt sit sidste af en serie historiske mesterskaber.

Istedet for en længere kronologisk gennemgang af historien har John Foot valgt at opdele bogen i temaer. 15 kapitler på 547 sider. Hvert kapitel sit tema. Det er en moppedreng – ja. Men den er læsningen værd. Fra første fløjt – så at sige.

Angriberne får deres kapitel, som forsvarerne, midtbanen, og trænerne. Egentlig savner man bare målmændene.

Akkurat Italien har i nyere tid fostret adskillige legender, Dino Zoff, Enrico Albertosi, Walter Zenga, Francesco Toldo, og stadigt aktive Gianluigi Buffon. Af en eller grund er de ikke fanget på Foots radar. Men det meste andet er med.

Dommerne får også deres særlige kapitel. Selvfølgelig. Italien er formodentlig et af de mest utaknemmelige steder i fodboldverdenen at være dommer.

De 22 spillere på banen gør alt hvad de kan for at snyde ham, de smider sig skrigende rundt, filmer og diskuterer, nøjagtig som begge fanskarer vil hade ham, og begge klubpræsidenter er sikre på at han er købt af modstanderen. Alligevel husker de fleste Pierluigi Collina – stadig med prædikatet “verdens bedste dommer” (han trak sig tilbage fra Serie A i 2005).

Han formåede akkurat at holde sig fri af alle konspirationsteorier, der altid cirkulerer om dommerne – nogle uvirkelige, andre eksploderede som skinbarlig virkelighed som hele calciopoli-affæren midt i 00’erne. Juventus-præsidenten, Luciano Moggi, havde opbygget et kollegialt netværk med andre klubpræsidenter, samt dele af dommerstanden, og kunne behørigt aftale på forhånd hvem der vandt og hvornår. Sådan cirka.

Favoriseringen af storklubberne, vi taler primært Milan og Juventus, er altid et evigt tema i Italien. Begrundet eller ubegrundet. Begge klubber har været involveret i diverse skandaler.

Milan betalte en høj pris i 1980. De var indblandet i den såkaldte Totonera-skandale, som handlede om matchfixing. Klubben kom først sportsligt på fode igen, da en vis pengestærk entreprenør, Silvio Berlusconi, kastede sin kærlighed på dem (onde tunger hævder stadig at han egentlig var Inter-fan).

Berlusconi fik føjet endnu et aspekt til den italienske historie. Fodbold og politik kom til at hænge meget tæt sammen. På samme vis som fascisterne i 20’erne brugte fodbolden i propaganda-øjemed, gjorde klubpræsident Berlusconi det samme med sit Milan.

Omkring 1990 fremstod Milan som et af verdens bedste og mest elegante fodboldhold, med en hollandsk akse omkring Frank Rijkaard, Ruud Gulitt og Marco van Basten (og forsvarsspilleren over dem alle – Franco Baresi), men med en af de mest usympatiske klubpræsidenter.

Sagt med andre ord: De var sgu svære at holde med.

Politik og fodbold har altid været en særlig italiensk cocktail. Blandt fangrupperinger – især blandt Ultras – bekender man sig åbenlyst til højre eller venstre på den politiske skala. Fascisthilsner eller Che Guevara-bannere luftes heftigt på kampdagene.

Rom-klubben Lazio er kendt for sine fascistiske fans og skilter som en af de mest markante med det. Konkurrenten AC Roma blev i en lang årrække, som modsvar, kendt som de kulturradikale romeres klub. Selvom AC Roma oprindelig var Mussolinis opfindelse af en samlet hovedstadsklub.

Det er stadig Italien. Intet skal tages helt for givet. Det sublime følges altid med det skandaløse – eller bare endnu en tragedie.

Som den 4. maj 1949. Hvor Torino mistede hele sit superhold, da deres fly styrtede ned ved indflyvningen til byens lufthavn.

Il Grande Torino som de kaldtes, havde vundet alle scudettoer siden 1942. De blev nærmest betragtet som uovervindelige. De var på vej hjem efter en opvisningskamp i Lissabon.

Superga-højen med kirken.

The weather was terrible that afternoon. Heavy rain lashed down onto the city and dark clouds hung over the hills and mountains that surround Turin, down on the Po river plain. Visibility was poor. It was as if night had fallen early.

Superga-højen ligger lige uden for byen og er flankeret med en kirke og en basilisk på toppen. Flyet med Torino-spillerne styrtede direkte ind i kirkens bagende. Alle 31 ombord blev dræbt.

Katastrofen kom til at trække sine lange spor i italiensk fodbold i de næste årtier. Torino-mandskabet udgjorde også stammen på Gli Azzurri (landsholdet). Vi skal skrive 1960’erne og tilsynekomsten af et nyt “il Grande” – denne gang fra Inter Milano – før sårene blev helet.

Det blev også fødslen på et særligt italiensk spillesystem, der stadig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange fodboldelskere – Catenaccio’en.

Catenaccio betyder egentlig dørspærre (engelsk: door bolt). Systemet blev udviklet af argentineren Helenio Herrera, og var lagt an på en stærk defensiv – hvor man trak en ekstra forsvarsspiller ned bag de 4 normale markeringsspillere, liggende i en fri rolle. Oprindelig blev rollen betegnet som libero, senere sweeper. Liberoen fik en mere offensiv rolle i fx. tysk fodbold senere (Franz Beckenbauer var det helt klassiske eksempel).

Systemet blev egentlig opfundet i schweizisk fodbold, men blev forfinet og udviklet i Inter – for siden at sprede sig til de fleste italienske klubber. Efterhånden blev 0-0 eller 1-0 et meget sandsynligt udfald på mange kampe.

Nøgternt betragtet, som John Foot gør, er systemets rygte nok værre end det egentlig var i samtiden. Et system bliver selvfølgelig også defineret at de spillere, man har til systemet.

1960’ernes Inter havde sine højdepunkter både nationalt og på den europæiske scene. I 1964 og 1965 vandt man mesterholdsturneringen, foreløberen for Champions League. Man opbyggede sit system omkring den offensive kreatør Sandro Mazzola (i øvrigt søn af Valentino Mazzola, der døde på Superga i 1949).

Sandro was fast, tricky and sharp in front of goal. Much debate centred on his best position on the field – centre-forward, central midfield, on the wing? – but Herrera understood him better than anyone else, and pushed him up front.

Min tidligste erindring om italiensk fodbold er VM-finalen i 1970, hvor de tabte 1-4 til en flok legende brasilianere ført an af en vis Pelé. Jeg kan dog ikke påstå at mindes meget mere end at de netop tabte – jeg var 7 år. Op igennem 70’erne blev italiensk fodbold blot hamrende kedeligt – de var heller ikke synderligt gode.

Det forandrede sig i 1982. De vandt VM igen 44 år efter seneste titel. Stadig med et meget defensivt aftryk og det man altid kaldte “typisk italiensk” – at fedtspille sig igennem de indledende gruppekampe (3 gange uafgjort og videre på målscore – dengang foran Cameroun).

Billedet er blevet noget mere nuanceret de sidste par årtier. Det italienske hold vi så i EM-finalen i sommers spillede en til tider ganske sprudlende offensiv. Lige så verdensmesterholdet fra 2006.

Under alle omstændigheder er konklusionen lige for; denne fantastiske bog beskriver på mange måder, hvorfor jeg egentlig altid har hadet italiensk fodbold, og forklarer samtidig hvorfor jeg nærmest er kommet til at elske den.

The dramatic events of the 2003-4, 2004-5, 2005-6 and 2006-7 seasons formed the backdrop of the writing of this book, and were marked by violence, scandals and catch-all conspiracy theories. Writing about football sometimes felt like descending into hell…, skriver John Foot vemodigt i sine afsluttende bemærkninger. Oven på calciopoli og volden blandt ultras (med dødelige udfald). Men tilføjer straks:

Yet, despite everything, millions of fans kept their faith. There were still moments of beauty, of loyalty, of drama and passion.

Han ender med at hylde VM-triumfen 2006 og Milans Champions League-sejr året efter. Jeg nøjes med at hylde ham!

Tor!

Ja. Læs nu bare videre, mand!

En bog om tysk fodbold

Tor! : the story of German football
af Ulrich Hesse-Lichtenberger
WSC Books, 2003

Bogen findes i en ny dansk oversættelse (2012), hvis man ikke har modet til at tygge sig igennem den engelske version.

Begge udgaver kan selvfølgelig lånes på biblioteket.
-> engelsk
-> dansk

Lad det være sagt som det første, denne bogs største problem bliver i virkeligheden at den stopper efter VM2002, og tyskernes nederlag i finalen, og dermed ikke fanger hele den tyske forvandling – fra alle andre nationers hadeobjekt til multikultiholdet – ved både 2006-euforien på hjemmebanen og 2010 i Sydafrika.

Der er sket meget på et tiår, i forhold til forståelsen og omverdenens respekt, af det tyske landshold. Det skriver jeg straks under på.

Når man oveni betragter Bundesligaens udvikling kontra den engelske Premier League, bliver respekten kun tydeligere. Tyskere har formået at beholde meget af det, som englænderne er ved at tabe i kønsløse arabiske og russiske milliard-ejerskaber af topklubberne og skyhøje entré-priser til kampene. Bundesligaen bugner med tilskuere, billetpriserne er en tredjedel eller mindre af de engelske i Premiership- på den måde er fodbolden forblevet hos folket.

En tysk klub er sværere at gøre til rendyrket milliardærlegetøj. En del af forklaringen findes i at de tyske klubber er underlagt anderledes restriktive økonomiske krav end de engelske, men historisk er der også en anden foreningskultur, der i virkeligheden blev funderet før fodbolden.

Da fodbold kom til Tyskland i den senere del af 1800-talet, via de sædvanlige engelske forretningsrejsende og søfolk, vandt den ikke stor popularitet. Den blev stemplet som gennemført utysk, et fremmedelement, der ikke harmonerede med de borgerlige idealer i de allerede veletablerede gymnastikforeninger. Primært fordi den var engelsk.

Men fodbolden blev som en cancer efter 1. verdenskrig, den spredte sig indefra – iblandt arbejderklassen særligt i det store Ruhr Gebiet.

Bundesligaen, den fælles tyske liga, blev først født i 1963. Før det blev de tyske mesterskaber afgjort via regionale oberligaer og et overbyggende slutspil med en afsluttende finale på neutral bane.

Rigtig professionel fodbold blev først indført efter en kæmpe bestikkelsesskandale i 1971. På det tidspunkt rullede der så mange penge under bordet, mellem klubber og spillere, at forbundet gav efter. Den bundne loft på spillerlønninger blev fjernet, den kontrolleret licensfodbold, som fødtes med Bundesligaen, blev gjort professionel i et åbent markedsforhold mellem klubberne.

DDR har et særligt kapitel i bogen. Tragisk nu – og engang. Hele klubber blev flyttet rundt. Det meste var sat op for at tilfredsstille STASI og Eric Mielckes fodboldinteresse, eksempelvis fik Dynamo Dresden et helt hold flyttet til Berlin i 60’erne. Succes’en forblev dog bag muren. Konkluderende kort: fodbold var ingen god propagandasport for DDR! Den var for svær at kontrollere på den lange bane. Som nazisterne et par tiår tidligere også havde konstateret.

Ergo jeg holder fokus sammen med Hesse-Lichtenberger mod efterkrigstidens vest.

Det er egentlig utrolig læsning;  men tyskerne hyldede ædle amatøridealer langt op i 50’erne og det hold som vandt VM i Schweiz i 1954, det såkaldte mirakel i Bern, med 3-2 over Ungarn var glade amatørspillere. Modsat var både England og Italien langt fremme med professionelle tilstande.

VM-sejren i 54 bliver en slags pendant til Danmarks EM-sejr i 92. Ingen havde troet det muligt at tyskerne kunne besejre de magiske magyarere i finalen. Men det skete i en blanding af held og et vanvittigt kollektivt arbejdsraseri. Noget ganske tysk og for en delt nation der stadig lå helt i ruiner efter 2. verdenskrig blev det en ny selvforståelse – og alligevel ikke.

Beckenbauer var egentlig fan af en anden München-klub…

“Germans can organise a party, but they can’t have one. In the wake of ‘The Miracle’, this saying was first proved wrong, then validated.” 

Landet gik amok i glædesrus, men løssluppen patriotisme var verboten. Skyggerne fra krigen hang stadig tungt over nationen – og underbyggede det tyske behov for (selv-)kontrol.

Et tysk dydsmønster i selvbeherskelse, Franz Beckenbauer, var kun 9 år gammel, da Tyskland vandt VM første gang i 1954.

Han var ganske bevidst om sine evner med bolden, trods familien ikke var begejstret, og han var glødende 1860 München-fan. Men han spillede for en anden og mindre München-klub, og da han mødte 1860 i et lokalopgør fik han en usportslig lussing i kampens hede. Fra en modspiller. Helt uden grund – eller…

“There are two versions about how exactly it came to pass that the 1860 centre-half hit Beckenbauer in the face. The older, and thus more trustworthy, account says that Beckenbauer fouled his marker, who jumped up and gave Franz a slap. The second version has it that the 1860 boy called Beckenbauer ‘a dolt’ and advised him to play with marbles instead of footballs.”

Det fik i hvert fald ham til permanent at vælge Bayern frem for 1860 og i øvrigt anbefale alle andre holdkammerater at gøre det samme. Franz billigede ikke den opførsel på en fodboldbane, og ville ikke have mere at gøre med en klub som fostrede den type af spillere. Som Hesse-Lichtenberger konstaterer:

“Whereupon the boy in blue saw red and ruined everything.”

Ja, i hvert fald for 1860! Således fødtes en Bayern München-æra.

I øvrigt var 1860 nazisternes foretrukne klub. Bayern havde en jødisk formand, som de hyldede efter han flygtede til Schweiz. Det sendte dem i ‘bad standing’ i 30’ernes Tyskland. Det er et sidekapitel af fodboldhistorien der også hører med og Bayerns ondskab er langt fra entydig – heller ikke hos Hesse-Lichtenberger.

Selvom han bekender sig selv som Borussia Dortmund-fan (samt Esbjerg-fan i den danske version). Det skinner måske igennem, særligt omkring vurderingen af visse spillere.

Han er meget begejstret for Matthias Sammer (ex-Dortmund) og tilsvarende meget lidt for Lothar Matthäus (ex-Bayern), men han holder sig generelt på soberhedens gyldne middelvej – og bruger gennemgående den brede pensel med fin humor. Hvem siger i øvrigt, at Matthäus fortjener et sympatisk eftermæle. Ingen, absolut ingen.

Bayerns storhedstid begyndte omkring 1970. Opbygget omkring Beckenbauer, den generte forward, Gerd Müller, en lovende målmand, Sepp Maier og en erfaren betonforsvarer, Georg Schwarzenbeck, og ankomsten af en jugoslavisk træner Zlatko Čajkovski. På trænerposten blev det efterfølgende Udo Lattek der førte holdet til de store triumfer tidligt i 70’erne.

Det har fortsat siden mere eller mindre kontinuerligt frem til skrivende stund. Bayern er blevet hadeklubben, både for andre tyske fodboldfans og internationalt. Deres stil var indbegrebet af effektivitet, og altid med et bemærkelsesværdigt “held” i afgørende situationer.

I de skiftende årtier har de haft forskellige ærkerivaler. Den mest markante rivalisering var i 70erne og modparten hed Borussia Mönchengladbach. Det blev nærmest et tiårs tvekamp – en kamp mellem “de gode” (Gladbach) og “de onde” (Bayern).

Hesse-Lichtenberger dedikerer et helt kapitel til den fejde og trækker fint linierne op. Det begyndte med den flamboyante og uberegnelige Günther Netzer i spidsen for Gladbach og den kære Beckenbauer der var mindst lige så elegant men på en anderledes korrekt og kontrollerende måde. Senere fik Gladbach profiler som Rainer Bonhof, Jupp Heynckes, Uli Stieleke og Allan Simonsen (og før ham et par andre danskere – Ulrik Lefevre og Henning Jensen). Mens Bayern vandt titlerne på den store scene – Europa Cup’en for mesterhold – 3 år i streg.

Allan Simonsen i Gladbach

Da Gladbach i 1977 tabte Europa Cup mesterholdsfinalen til Liverpool (1-3) blev det begyndelsen på enden af deres store tid. Herefter overtog Hamburger SV som første udfordrer til Bayern i en kortere periode i de tidlige 80’ere. Senere blev det Werder Bremen og især Borussia Dortmund i 90’erne.

Det er så der vi er endt igen – med Dortmunds 2 friske mesterskaber i erindring.

Et mærkeligt kapitel i tysk fodboldhistorie bliver hovedstaden og storbyen Berlin. Sammen med Paris (PSG mangler stadig at bevise andet end stor købekraft) er Berlin vel eneste europæiske hovedstad uden mindst et stærkt fodboldhold. Sådan har det ikke altid været.

Tysk fodbold fødtes i høj grad også i Berlin. Frem til de tidlige 1930’ere var Hertha Berlin en væsentlig faktor, med 6 mesterskabsfinaler i streg og sejre i de sidste 2 – henholdsvis 1930 og 1931.

Klubben, der tog sit navn efter et dampskib med en blå og hvid skorsten, har dog efter 2. verdenskrig aldrig rigtigt formået at spille en større rolle – ud over et par kortvarige opblomstringer efter Bundesligaens fødsel.

Nu ligner Hertha en del af den øvrige øst-deroute efter genforeningen af både Berlin og nationen Tyskland. The West is the Best, skreg Jim Morrison og The Doors engang. Således særligt i tysk fodbold. Det gamle øst og den genopstandne hovedstad har i den grad manglet ressourcer og kapital til at kunne hænge på de rige i vest og syd.

Denne bog er fremragende! På sin vis tager den sin ubevidste begyndelse ved den engelske ydmygelse af Tyskland på hjemmebanen i München i 2001. 1-5 blev den syngende og fortjente røvfuld. Det var oven på dundrende EM og VM-fiaskoer i årene før.

Tyskerne lærte en hel masse – det har vi set i de seneste 10 års udvikling af tyske talenter og spillestil. Modsat har sejrherren ikke lært en skid. Den engelske fodbold, som Hesse-Lichtenberger også elsker igennem hele bogen, står nærmest helt stille – udviklingen drives i hvert fald ikke af englænderne selv. Men af alle andre.

Champions League-finalen 2012: Chelsea slog Bayern München i München. Jeg kan forstå og respektere, at Chelsea-fans kan finde al mulig glæde i triumfen. For os andre, med almindelig kærlighed til fodbold, var det en ynkelig omgang. Mængder af russiske oliemilliarder investeret i et bovlamt engelsk mandskab, der intet ville, hverken i finalen eller de 2 semifinaler mod Barcelona, og alligevel vandt det hele langt ude på den anden side af overtiden. Efter straffespark.

Det er blevet den omvendte verden. Engang var det tyskerne der leverede den slags resultater.

Det gør de ikke mere. Til gengæld høster de på sympatikontoen.

Totalt orange

Også på biblioteket

Hvem opfandt totalfodbolden?

Det gjorde hollænderne, ja. Pressen siger, at det var Rinus Michels, den legendariske Ajax-træner og senere hollandske nationaltræner. Michels siger, at pressen opfandt begrebet, han udviklede blot et system i samarbejde med den korrekte sammensætning af fodboldsspillere.

Den engelske journalist David Winners efterhånden 10 år gamle bog “Oranje” (oprindeligt “Brilliant Orange – the neurotic geniuos of dutch football”) er omsider blevet oversat til dansk. Med et logisk forord af Morten Olsen og et tilføjet efterord om VM-finalen 2010.

Hvad er totalfodbold? 

Totalfodbolden bygger på idéen om at en fodboldbane er elastisk og kan forandres af et hold alt efter hvordan de positionerer sig på den.

“Når Ajax – og senere hen det hollandske landshold – var i boldbesiddelse, gik de efter at gøre banen så stor som mulig ved at sprede spillet ud til deres wings og betragte ethvert rum og enhver bevægelse som en mulighed for at øge og udnytte frie rum.”

Modsat blev det når holdet gik i forsvarsposition:

“De pressede højt oppe på modstandernes banehalvdel, jagtede bolden, stod med forsvarskæden ti meter inde på egen halvdel og pressede med en aggressiv brug af offside-fælden pladsen at spille på yderligere sammen.”

Stilen er i hele sin tilgang offensiv – den handler om at angribe/forsvare, intelligent og elegant. Alle markspillere på banen skal både kunne angribe og forsvare. På den vis åbner man både banen op i angreb, og lukker banen sammen i forsvar.

Ajax anno 1971

Og ja, totalfodboldens fødsel gemmer sig et sted i Amsterdam og dybt i den hollandske kultur, på og uden for fodboldbanerne, som voksede frem i løbet af 60’erne og kulminerede med de to tabte VM-finaler i 1974 og 1978.

“De smukkeste tabere” – er det hollandske landshold fra dengang siden blevet kaldt. De var dog heller ikke mere tabere end at Ajax, klubholdet som blev hele kernen på især første landsholdsgeneration i 74, vandt Europa Cup’en for mesterhold, datidens Champions League, 3 år i streg fra 1971-73.

Hvad er det med Holland?

Landet er fladt og landet er overbefolket og i virkeligheden eksisterer 1/3-del af Holland slet ikke hvis det ikke havde været for omfattende dige- og kanalbyggerier. Det er i dette at David Winner ser koblingen mellem kulturen og fodbolden.

Alt er fladt, uhierarkisk, systematisk og velplanlagt arkitektur, afhængigt af kollektiv og samarbejde, og samtidig der er en evig higen efter at beherske rummet. Det åbne rum. Det sidder dybt i den hollandske sjæl at finde plads, fordi man altid mangler den.

Derfor må man tegne og systematisere veje til ny plads. Man inddæmmer landområder med kvadratiske afvandingssystemer, man bygger sjove smalle huse der rager i vejret (for vertikalt er der mere plads end horisontalt).

Hollænderne er små flittige arkitekter og ingeniører og det er i virkeligheden også hele sjælen i totalfodbolden. Den er systematisk, den er kollektiv, ingen er over fællesskabet og samarbejdet, det er indlært og gennemtænkt til mindste detalje. Og dog.

Selvfølgelig er fodbold ikke sådan. Der er mange elementer i spillet der er helt afhængige af den enkelte spiller, det skal være den rigtige mand med de rigtige kvaliteter, og dem begyndte Ajax’s systematiske ungdomsskole at fostre flere og flere af op igennem 60’erne.

Den allerstørste debuterede som 17-årig på førsteholdet og tog nærmest dirigentstokken fra start. Ingen over fællesskabet. Nej, men så kom Johan Cruyff.

Fænomenet Cruyff

VM-finalen 1974

Jeg var 11 år dengang. Så kampen der blev spillet om eftermiddagen hjemme hos en fodboldkammerat.

Øjeblikket står stadig lysende klart. Søndag den 7. juli 1974. Cruyff modtog bolden i midtercirklen og driblede frem mod det tyske felt. Lige på kanten væltede han, fældet af en tysk forsvarer. Straffespark. Johan Neeskens scorede sikkert. Der var kun spillet 2 minutter af finalen.

Det var usandsynligt arrogant bare at løbe bolden frem til det tyske felt på den måde. Som hele begivenheden ragede ham en fjer! Som det bare skulle overstås, fordi muligheden nu pludselig bød sig. Tyskerne var jo tydeligvis ikke helt klar. Og så pang! Snydt, min ven! Tacklingen var helt oversatset. Han havde formodentlig ikke scoret alligevel. Men den tyske forsvarer blev også provokeret af frækheden så kort inde i finalen.

Dengang hadede man bare tyskerne, og derfor holdt vi selvfølgelig med Holland, selvom jeg egentlig havde holdt mere med svenskerne og især deres målmand, Ronnie Hellström, som var min helt store favorit. Men tyskerne havde sendt Sverige hjem fra VM i en “regnvejrskamp”, som var blevet historisk en uges tid før.

Så det blev Holland og Cruyff, men tyskerne vandt selvfølgelig finalen på hjemmebane i München med 2-1. Senere blev finalen beskrevet som totalvilje mod totalfodbold. Tyskerne spillede aldrig i nærheden af kønt og elegant, de vandt blot som en uomgængelig naturlov.

I 1974 havde Cruyff allerede forladt Ajax og hollandsk fodbold. Året før rejste han til FC Barcelona, blev genforenet med sin gamle Ajax-træner Rinus Michels, og sammen slæbte de totalfodboldfilosofien med sig.

Der blev knyttet et uløseligt bånd mellem den catalanske hovedstadsklub og Cruyff, som 16 år senere udmøntede sig i første Barca Dream Team (med Laudrup, Koeman, Stoichkov etc). Med Johan Cruyff som træner.

De smukkeste tabere revisited

VM-finalen 1978

For Holland blev VM-finalen i 1974 et traume, der reelt kom til at gentage sig 4 år senere. Det skete nemlig igen. Man tabte til hjemmenationen og VM-arrangøren i finalen. Denne gang i Buenos Aires, Argentina.

1978-holdet var en mere bleg udgave. Der var ingen absolut ener på holdet. Det var i virkeligheden  ærke-hollandsk ingeniørsamarbejde der fik bugseret holdet frem til finalen. Tilsat et par guddommelige langskudsmål.

Efter finalen stod de der igen. De burde have vundet. Det overhypede hjemmehold var i virkeligheden sluppet billigt igennem de ordinære 90 minutter med 1-1. Om ikke andet havde Rob Rensenbrink, den belgiske “fremmedarbejder” hos de orangefarvede, et vinklet vip af et skud på stolpen i slutminutterne. I 1974 havde der også været et skud på stolpen, der kunne have forandret tingene.

Også det øjeblik står klart i min hukommelse. En feriekoloni på Møn. Sidste år i folkeskolen. Ennio Morricones VM-sang hver morgen i radioen, seneste nyt. Ja, den aften skulle Holland have vundet, Argentina havde fusket sig i finalen foran Brasilien. Vandt den afgørende mellemrundekamp med 6-0 over Peru. Den peruvianske målmand manglede sjovt nok helt armene i den kamp – og gæt hvor han oprindelig var født! Nej det var ikke i  Peru.

Holland tabte efter forlænget spilletid. To sene argentinske scoringer afgjorde kampen. Jeg fik i øvrigt problemer med en hysterisk begejstret DR-kommentator, Svend Gehrs, dengang i 1978. Der gik flere år før jeg kunne holde ud at høre ham igen og tilgav hans argentinske entusiasme.

10 år senere, i 1988, vandt Holland omsider sin første store internationale titel. Europamesterskabet. Der var det en helt ny generation, mange atter fra Ajax-skolen (van Basten, Rijkaard, Koeman).

Ajax vandt Champions League-finalen i 1995 efter en succesfuld opblomstring på den europæiske scene med spillere som Davids, Blind og de Boer-brødrene. Pudsigt nok fremstod de tidlige 90’ere kulturelt som et genskær fra 60’ernes “flower power” med sin spraglet sample- og techno-kultur, hvor man dansede hele nætter i rusen af både det ene og andet.

Året efter tabte Ajax samme finale.

I 2000 skulle Holland selv arrangere EM med deres belgiske naboer som medværter. Det var også det år Winners første engelske udgave af bogen udkom. Holland tabte i semifinalen efter straffespark til Italien. Endnu en kæmpeskuffelse. Det var bestemt heller ikke fortjent. Igen var det Ajax-skolen der førte holdet an. EM-helten fra 1988, Frank Rijkaard, stod i spidsen som cheftræner.

Hvor blev hollænderne af?

Har man fulgt de seneste to VM-turneringer, har man set et hollandsk landshold der nærmest er slået over i den forsmåede hævners rolle.

Engelske Daily Telegraph beskrev den nye fodboldstil således efter den tredje tabte VM-finale sidste sommer:

A quick reality check: The Netherlands, a nation that gave us the artistry of total football, last night resorted to the kind of tactics more usually reserved for cage fighting. This was not football. It was Rollerball. 

de Jong – en moderne træskokriger

Det var dagen efter det ganske velfortjente 0-1 nederlag til Spanien (det ville havde været et sygt karma, hvis de nogensinde havde vundet den finale!). Det var blevet Spanien med sin catalanske nerve fra FC Barcelona, kimen fra Cruyff-tiden og de mange senere hollændere omkring holdet, der repræsenterede den skønne fodbold.

Samme Cruyff slog prompte i et interview dagene efter helt hånden af sine egne landsmænd.

“Denne grimme, tarvelige, hårde, afskærmende, useværdige stil, man dårligt kan kalde fodbold, ja, med den lykkedes det hollænderne at ødelægge det spanske spil. Hvis de blev tilfredsstillet af at spille sådan, jamen fint nok, men de endte med at tabe.” 

Tabet blev ikke kun på fodboldbanen, mange fodboldelskeres image af Holland røg også på gulvet den søndag aften. Paul Schnabel, socialforsker, udtaler i det indsatte VM 2010-appendix i Winners bog:

“Jeg har altid haft en fornemmelse af, at udlandets billede af os var for positivt og baseret på “flower power”-tanken. Det, man ser nu, er mere det ægte Holland: hedonistisk, selvisk, egocentrisk, fornøjelsessygt. Længere er den ikke. Og måske er dette tilfældet i alle lande. Men i vores er det en anelse mere overdrevet.”

De indædte og frygtsomme træskokrigere fra VM-finalen 2010 har med andre ord været der hele tiden – vi andre har bare ladet os forblænde af elegancen og kunsten fra Amsterdam og 70’ernes totalfodbold personificeret i Johan Cruyff.

Pointen er interessant nok. Herhjemme i andedammen snakker vi også om, at landsholdet skal afspejle landets kultur. Men hvad fanden er det? Er det Pia Kjærsgaards neurotiske fremmedfrygt, der er den danske folkesjæl? Så er det vist bare at parkere spillerbussen foran målet, alle mand ned i forsvarsposition. Det er gudskelov ikke så enkelt.

Den danske forbindelse

Der er heller ingen grund til at lægge skjul på at der er masser af sammenligninger mellem Danmark og Holland. Vi ligner hinanden som nationer (flade som pandekager) – og måske kan vi især som danskere lide at spejle os sydvest over. Det er så meget der er lig – fra metropolen Amsterdam til København, fra vadehavet til digerne og de kultiverede kålmarker, fra cykler til cykelstier, fra kanalerne omkring Christiania til den liberale hash-politk etc.

Samtidig har generationer af landsholdsspillere lært deres fodbold i Holland. En af totalfodboldens nærmeste arvtagere blev da også det danske 80’er-landshold. Et kuld af spillere der voksede sig til enten i Ajax (Jesper Olsen, Frank Arnesen, Søren Lerby, Jan Mølby) eller den belgiske lillebror Anderlecht (Morten Olsen, Kenneth Brylle).

Her kunne man sagtens også påpege det ironiske i, at det feriefede landshold der forsvarede sig igennem EM 92, slog eksempelvis Holland i semifinalen på straffespark, og vendte hjem som allertiders helte til hængekøerne og ligusterhækkene, var fucking miles away fra det hold der 6 år tidligere udspillede Uruguay med 6-1 i Mexico-VM. Men det bliver en anden snak – i miniature-format afspejler den noget af det hollandske dilemma.

Også derfor vil jeg uforbeholdent anbefale David Winners bog “Oranje”!

Den nye sæson er i gang

Efter et par måneders pause er det tid til at kaste sig over tastaturet igen. Der er lidt at skrive om, eller rettere, der er lidt som jeg lige skal have sendt fra borde. Efter venlige opfordringer.

3 kampe er vi inde i sæsonen. Plus den europæiske mod irerne. Foreløbig lader jeg dem hvile i denne sammenhæng. Vi er frygtelig meget klogere tirsdag aften efter kampen i Dublin. Her vil sæsonens første milepæl blive blottet. Fiasko eller et eller andet gruppespil.

Jeg vil i stedet dvæle lidt mere i fortiden. Sæsonen 2010/11. Den hidtil mest fantastiske sæson i FC København-historien.

Over sommeren er der kommet et par historiske “memoralier”. En stor foto-bog om specifikt 10/11 og den årlige sæson-dvd. Pudsigt nok er de så også havnet i hver sin ende af skalaen for hvad man egentlig kan være bekendt at tilbyde sine fans. Velvidende at vi selvfølgelig naivt sluger det meste af slags og gerne smider et par hundrede kroner over disken for skidtet.

5 grunde til at du ikke skal købe dette års sæson-dvd!

1) Man bliver lovet 3 skiver. Jeg fik kun 2 i mit megastore-eksemplar. Den tredje, den fra mesterskabsfesten, var ikke i boksen.

2) Selve produktet, de 2 skiver, er et regulært discountprodukt (pænt sagt). Skive 1 er selve superliga-sæsonen og den rummer absolut intet andet end scoringerne i kampene – præsenteret af en irriterende speaker. Der er gjort meget lidt ud af det teknisk-redaktionelle, så man kan reelt ikke gøre andet end glo henholdsvis efteråret og foråret igennem i 2 lange blokke.

3) Skive 2 – Champions League-kampene – er håbløs. Der er ingen menu overhovedet. Dvd’en starter, når den bliver sat i drevet og kører lidt over en halv times tid, det er den tid det tager at få afviklet 4 kvalkampe + 6 gruppespilskampe + 1/8-delsfinalen mod Chelsea. Derefter er der intet. Det er som et gammelt VHS-bånd man blot sætter i maskinen. Altsammen præsenteret af en irriterende speaker.

4) Den irriterende speaker er umulig at slippe af med. Han elsker tydeligvis Kenneth Zohore af hele hjertet, kan ikke få nok af denne unge debutant, og fyrer ellers den ene mere trættende kliché af efter den anden. “Milliardærerne fra Chelsea” – jamen hvor originalt! Man behøver ikke være Chelsea-fan for at blive træt af at høre det gentaget 3-4 gange under de relativt korte klip fra kampene.

5) Intet farvel fra Ståle – ikke så meget som et lille interview med manden. Det kunne endda være iscenesat af den irriterende speaker med alle klicheerne.

Man havde alle muligheder for at lave et fantastisk produkt – efter den sæson, med de oplevelser. Men nej! Det er den ringeste af de sæson-dvd’er jeg med tiden har fået købt til min samling. Og den manglende skive 3, der ellers proklameres på selve coveret også, jeg gider ikke engang ulejligheden. Behold lortet.

Brug bogen istedet!

Jeg vil hellere mindes 10/11-sæsonen på en federe måde. Her hjælper foto-bogen gudskelov på humøret.

Mængder af små øjeblikke og minder fanget i stillfoto. Fra Kvists ærgrelse i Kazan, ekstasen efter Claudemirs udligning mod Barca, til et nærstudie af Damens hår, omklædningsrummet efter Panathinaikos-sejren i Parken, og til badedyrsfesten i Parken i maj. Mellem billederne er der små interviews sat ind fra hovedpersonerne. Fra Ståle til Vingaard.

Sagt klart: skal du spendere et par hundrede kroner, eller give en god gave, så køb foto-bogen og glem alt om dvd’en. Uagtet om du får den med 2 eller 3 skiver!

Bogen får 4 af 5 Dame-scoringer, dvd’en absolut ingen! Den femte scoring havde bogen selvfølgelig fået, hvis den havde budt på levende billeder. Vi er trods alt i det 21. århundrede.