Der er grund til at bevare optimismen

Typisk Københavnsk arrogance
Typisk Københavnsk arrogance. Altid pisseheldige!

Robin Olsen jublede som efter en afgørende scoring. Thomas Delaney gik rundt med en tåre i øjenkrogen, vaklende mellem glæden over sejrene og afskeden med det meste af hans fodboldliv. Vi andre drog et lettelsens suk hjemme foran tv-skærmen. Langt væk fra Århus.

Efteråret er forbi nu – sæsonen er slut – og det har været en formidabel tur, selvom luften var gået lidt af ballonen efter 0-0 kampen hjemme mod Porto. De sidste superligarunder blev lidt som en tung transport og den sidste Champions League-udekamp i Belgien manglede spændingsniveauet allerede inden kickoff.

Flashback til Champions League en tirsdag aften i november. I Parken. Isoleret set var 0-0 da et fint resultat. Efter en glimrende 1. halvleg kom vi gevaldigt på hælene efter pausen. Porto viste sig som det, jeg hele tiden mente de var, gruppens bedste fodboldhold. De var langt bedre end #fucking Leicester. Meget mere tekniske og hurtige i boldomgangen. Selv i deres nuværende lowbudget/genopbygningstilstand.

Men gu var jeg skuffet. Skuffet over at FC København missede andenpladsen i gruppen. Skuffet fordi den andenplads overhovedet ikke var så usandsynlig, den var faktisk langt mere synlig end for 6 år siden. Gruppe og modstandere taget i betragtning.

Og når man først en gang har spist med ved de riges bord… etc! Og mulighederne var der. Igen.

Ud fra et objektiv og søgt sportslig perspektiv er det selvfølgelig ikke helt skidt, Europa League, og det var vel målsætningen tilbage i august. Mindst en tredjeplads, og vi trumfer en plads op på seedningsbarometeret.

Europa League åbner en chance for flere europæiske kampe i foråret, ud over de 2 allerede givne i februar, hvor vi altid vil få problemer efter den lange vinterpause. I Europa League er modstanderne overkommelige. Man kan møde hold som PFC Ludogorets Razgrad fra Bulgarien, der på papiret er langt mere spiselige end Bayern München – eller ja, Sevilla eller Porto, for den sags skyld. Har du i øvrigt også bemærket, at bulgarerne har samme bastard-turnering som vores egen. 26 runders grundspil, smasket op med mesterskabsspil og diverse kringlede nedrykningsgrupper. Jo, såmænd.

Men, mand! Det havde været sjovere. Ikke bare lidt sjovere. Alt er sjovere på øverste hylde.

Andenpladsen blev heller ikke tabt mod Porto. Den blev tabt i de 2 Leicester-kampe – #fucking Leicester. 1 point i de 2 kampe var alt for lidt – og her hvor den virkelige skuffelse gemmer sig. Vi var fuldt på højde med dem, de engelske mestre, og reelt set endda bedre. 1-1 i Leicester havde ikke været urimeligt og 1-0 hjemme heller ikke umuligt. Det havde givet os de 4 points istedet for dem og holdt os brandvarme på gruppens andenplads og Leicester havde ikke kunnet slippe afsted at stille op i Porto med 10 reserver og en målmand fra den lokale pub.

Marginaler og bagklogskab. De trives bedst i fodboldens baggyder. Schmeichel d.y. kom i vejen 2 gange for Cornelius. Helt afgørende. Der var ikke et væld af chancer i Leicester-kampene, men dem der var, var store nok til at de burde have gjort den marginale forskel #fucking... et-eller-andet-lort!

Happy ever after
Happy ever after. En målmands momentum

Tilbage til Århus. 10 mand mod 11, en klar dommerfejl, udvisningen, og straffesparket der blev reddet af Olsen, Riddersholm og hans middelmådige århusianere, vi hader dig stadig, Glen, og endnu et selvmål. Selvmålet er vores individuelle topscorer i dette efterår. Næsten. Men 6 selvmål i alt. De er suset ind på indlæg, fra Brügge til Aalborg.

34 kampe på godt 6 måneder – 23 sejre, 10 uafgjorte og et nederlag. Sæsonens facit. Alle kan danse en sommer, vi har gjort det hele efteråret, og fortsætter over vinteren. Med turen til Bulgarien.

Lørdag aften i december. Sidste hjemmekamp mod Randers. Kampen sneglede sig afsted, tung som en julefrokost med alt for meget kød, den handlede om alt andet end 1-0 sejren og Falks i øvrigt lækre fuldtræffer. Det var tid til afsked, den nærmeste fremtid bliver uden Kaptajnen. Ham med det lækre hår, der scorede fjendens skår.

Vi har allerede haft adskillige måneder i parterapien til at komme overens med skilsmissen, Delaney og jeg.

Jeg sad forleden og gravede lidt i egne gamle blogindlæg for at se, hvad jeg egentlig havde nedfældet i tidens løb. Disse to citater sprang umiddelbart frem – der er halvandet år imellem dem og ikke meget pøbelstemning mellem linjerne – selvom en TV3-sportsjournalist åbenbart mente, at vi – pøblen på tribunerne –  var på nakken af ham. For nogle sæsoner siden.

Jeg husker det ikke, men er heller ikke sportsjournalist.

“Er tilbøjelig til at give fidusbamsen til Thomas Delaney (som for 14 dage siden). Alene på hans ihærdighed og selvfølgelig for omstillingsparathed, et begreb som er vældig oppe i tiden. Han løste sine opgaver med iver og engagement, både centralt og på venstrekanten – men skulle dog have scoret i 2. halvleg” (Efter træningskamp mod Elfsborg, februar 2012)

“Kan blive et centralt omdrejningspunkt i en ikke alt for uoverskuelig fremtid. Kan ikke rigtigt komme uden om ham – og det har modstandere inde på midten af banen også haft svært ved. Han er vokset ind i “skraldemandsrollen” omkring midtercirklen” (Sæsonevaluering december 2013)

juniorkaptajn
Stiv pik og håret tilbage

Han voksede så langt ud over den rolle i de følgende sæsoner. Boks-til-boks-spiller med fantastisk hovedspil. Målscorer. Var forårets profil, er blevet efterårets profil, og er generelt bare en dejlig dreng – intelligent og humoristisk og en der kan få et glimt ind i selv det mest røvsyge interview. Sikken en fremtid han får, ja!

På gensyn, Thomas.

Så vi det komme, for 3-4 år siden? Det gør man vel aldrig helt. Det sker bare. Det skete også for William Kvist engang. Et godt hoved kan flytte mange talenter i den rigtige retning, også dem der ikke er de mest åbenlyse. En god træner kan i den grad hjælpe til – og sigende er det vel at Delaney for alvor begyndte at blomstre under Ståle version 2, som William gjorde under version 1.

Den næste Delaney skal måske findes på det nuværende U19-hold, dem der gik videre i Youth Champions League. Faktisk ganske imponerende efter en sløj start i gruppen. Ståle har 1½ år til at finde ham. Sådan cirka. Jeg regner med at han holder sin nuværende kontrakt og bliver i klubben til 2018. I virkeligheden kan det blive den vigtigste kontraktforhandling, få ham på papir 2 år mere. Mindst. Han har et projekt, det virker, og jeg er næppe den eneste, der stadig tror ganske meget på det.

I mellemtiden har vi allerede hentet en serbisk midtbanespiller. Just in case!!

Ovenikøbet til kaptajnens efterladte nummer 8-trøje. Den tikkede ind onsdag eftermiddag og kom helt bag på mig – paf i skrivende forstand. Den rettidige omhu. Igen.

staaletime
<!– Et eller andet på nynorsk, der irriterer tilstrækkeligt mange…->

It’s Ståle-time! Vinterens transfervindue er ikke engang begyndt og lillebror Uros Matic er hentet ind fra østrigske Sturm Graz. Og ja, han er sgu lillebror til den mere navnkundige Matic på Chelsea’s midtbane.

Stakåndet står man tilbage. Kan knapt følge med. Men spændende, vanvittig spændende – og lidt serbisk selskab kan måske endda vække Pavlovic oven på hans forsømte efterår. Det kom aldrig rigtig til at spille for ham – heller ikke da skaderne haglede ned over Santander og Cornelius i november.

Og således blev det pludselig julegavetid. I FC København, der er alt for arrogante til lille Danmark, men blot en mindre snotklat for de store europæiske ligaer.

Årets top 5 (kun for FC Københavnere)

  1. Delaney. Ham. Bare ham, fordi det er ham. Mere perifært dunderscoringen mod Brügge i Parken
  2. Transferstrategien. Klubben agerer, før den reagerer. Vindue efter vindue. Succes er ingen garanti, men det vidner om visioner og drømme, og det behøver vi i disse tider
  3. Den europæiske kampagne. Trods alt. Kvalifikationen til Champions League var overbevisende, selvom vejen var lang. Satsede vi for lidt i hjemmekampen mod Leicester? Jeg ved det ikke. Der var stadig en hjemmekamp mere, og vissevasse… skader og bagklogskab… og jeg holder med Sevilla til februar. Ubetinget.
  4. Santanders forår og år generelt – alt ævl og bævl lukket ned uden de store ord. Der kom bare mål og mål og mål…
  5. Cornelius’ efterår – knægten er lavet i støbejern. Også mentalt.

I øvrigt mener Toutouh, at vi kan vinde Europa League. Det kan vi ikke. På den anden side kan Sevilla heller ikke. De har ellers haft monopol på titlen i de seneste 3 år. Et nyt hold må til.

Dream, baby, dream! I’m your fan.

På sådan en aften

JAAA! “An absolute belter” – Gary Lineker

Man er sprængfyldt med glæde og forventninger… og ord. Efter sådan en aften som i aftes.

Den 2. halvleg. Det var som al den fart og det tempo i spillet, som vi stod og skreg efter i 1. halvleg, pludselig indfandt sig med dobbelt styrke. Turbotænding.

Og scoringerne faldt bare som perler. Et bizart selvmål der kom ud af aftenhimlen. Et resultat af det uptempo, som FC København begyndte 2. halvleg med. Et fladt indlæg fra Ankersen, som faktisk var ganske godt. Der var bare ingen københavnske spillere inde omkring det lille felt, hvor tværbolden havnede. Men belgiske Denswil var der og var formodentlig hjemsøgt af Cornelius’ skygge efter 1. halvleg.

Det mystiske straffespark som blev kaldt af måldommeren. I sig selv usædvanligt, at en måldommer faktisk dømmer noget. Og mystisk fordi ingen andre vel så det.

Det burde heller aldrig være dømt. Efter genkig på tv, er jeg helt overbevist. Santander dykker i bolden og selvmåls-solisten Denswil sparker ud efter bolden. Højt, ja, men ikke for højt eller farligt i situationen. At Santander bliver ramt i hovedet, skyldes hans eget kamikaze-dyk. Han lavede i øvrigt et lignende i 1. halvleg efter et hjørnespark og fik sendt et forrygende hovedstød mod mål, som Brügge-målmanden akkurat nappede.

Måske en slags højere retfærdighed, at Augustinsson brændte straffesparket. En retfærdighed af den slags, man kun påkalder og skriver, når slutresultatet er velkendt og ikke mindst mere end godkendt. Jeg ved det.

Men situationen osede langt væk. Ludwig brænder den. Han fik alt for lang tid til at spekulere over betydningen af 2-0, hvordan den skulle sættes, og hvordan han efterfølgende skulle juble. På grund af behandlingen af den skadede Santander.

Tilløbet var alt for kort, det går sjældent godt, og sparket sad lige i målmandens favoritposition. Han behøvede ikke at strække sig meget, skulle bare lure den rigtige side. Det gjorde han, belgieren.

I øvrigt bør en venstreback ikke tage straffespark. Uagtet øvrig kvalitet i sparketeknik, jeg føler mig bare ikke tryk ved forsvarsspillere i den rolle. Ludwig scorede ganske vist mod Odense for nylig. På straffespark. Men det var heller ikke vanvittig imponerende sat ind. Find en anden med nerver af stål og helst med Nikos 100% i udnyttelsesrate.

Den lille matchbold i “matchbolden”, twist & shout på Ståle, blev reddet et par minutter senere. Med Delaneys dunderhug. 2-0. Igen et resultat af det københavnske tryk og et vristspark, som bare gik rent ind. En gang ud af 100. Rent i krydset via indersiden af stolpen. De 99 andre gange var bolden drønet langt op på B-tribunens øvre afsnit. Til almindelig irritation, frustration, eller blot morskab.

Det mest fantastiske mål i øjeblikket, en tirsdag aften i Parken i september i Champions Leagues gruppespil, men det overgår ikke Zumas saksespark fra 2001. Slet ikke. Du behøver overhovedet ikke at tænke i de baner. Vi behøver ikke at blive historieløse i rus over øjeblikkets succes.

Santanders dunderhug til 3-0 var næsten lige så fantastisk. Han formår bare at demonstrere evner fra en langt højere hylde i fodboldverdenen end den københavnske. Engang imellem kommer der disse glimt af det fortærskede begreb “verdensklasse”. Det er indianeren i ham. Som det nævnte hovedstød i 1. halvleg, hvor han med dødsforagt får fuld power på et hjørnespark.

Indlægget blev ikke sparket ind. Den blev hamret ind i Brügge-målet, så netmaskerne sang og gyngede i takt med de ekstatiske tribuner. Både B og C.

Hold da kæft! Og så var der selvfølgelig Zanka til sidst. 4-0. Det har været hans uge, med kontraktforlængelsen, og selvfølgelig skulle han lukke og slukke en aften som i aftes.

Og hold da næsten helt op. Det var en fornøjelse at se en kamp, hvor dommeren faktisk tillod fysisk spil i feltet. Cornelius bliver ofte fløjtet i stykker i Superligaen. Skotske Craig Thompson gav lov, formodentlig netop fordi han er skotte, og bifalder fodbold som et fysisk spil.

Der var en mulighed for at være stor og stærk – uden at hver eneste duel blev fløjtet til forsvarernes fordel.

Jeg får stadig et mærkeligt flashback til den annulleret scoring i lørdagskampen mod gymnastikforeningen. Selv efter gentagne tv-kig kan jeg ikke gennemskue, hvad Cornelius bliver dømt for. Ud over at bare være stærkere i kroppen end århusianeren. Og det må man godt være i følge fodboldloven.

Stikpillen oven på en aften som i aftes falder selvfølgelig til FC København selv. Grådighed og profit fremfor et fyldt stadion. Vi har hørt den før i den moderne fodboldverden – især fra engelske stadions.

Der dufter lidt... nogle vil sige af Eau de Cologne
Der dufter lidt… nogle vil sige af Eau de Cologne

Sølle 26.000 tilskuere til en gruppekamp i Champions League. Efter en fin start ude i Porto.

Der burde have været mindst 5.000 flere – og det havde nok heller ikke været helt usandsynligt, hvis man havde holdt løssalgsbilletterne i et niveau, der matchede det som Club Brügge kom med.

600 spir for en billet. Det var for fanden ikke FC Barcelona, der kom på besøg.

Men bliver Parken fyldt 2. november? Leicester trækker formodentlig en anelse flere tilskuere, Kasper Schmeichel-effekten (haha!), og endnu mere fordi englænderne vil rejse til København i langt større antal end belgierne gjorde. Det er Leicesters første tur i Europa og så videre, vores egen rejselyst var massiv tilbage i 2006 ved FC Københavns første gruppespil på den store europæiske scene.

Løssalgspris 565-750 kroner for en billet. Jeg har mit (dyrtkøbte) platinkort og kan være være fløjtende… men objektivt ville jeg sgu bide i læderet en ekstra gang for at smide et beløb i den størrelse for en kamp mod Leicester City. Fucking Leicester. Med eller uden Schmeichel den yngre.

Det er egentlig en sølle til- og tankegang. Der er plads til forbedring, venner. Tænk på den sportslige betydning et stopfyldt Parken har for spillerne på banen. Tænk på magien fra Barcelona- eller Galatasaray-kampene, hvor tribunerne nærmest løftede sig for at skubbe og støtte spillerne frem.

Når vi sportsligt er havnet i noget der ligner en “Europa League-gruppe”, rent navnemæssigt, burde billetpriserne også skrues til samme niveau. For at give fuld Champions League-blæs i Parken.

Dette bare sagt. Det hele. Ordene der bare ville ud. Oven på en aften som i aftes. Tak til kaptajn Delaney, tak til Santander, tak til Ståle, tak til holdet, og en lille tak til sidst til Claudemir.

Partymir aka Claudemir. Tilbage i København.
Partymir aka Claudemir. Tilbage i København.

Han brændte et åbent hovedstød i 1. halvleg. Det kunne have gjort kampen meget sværere med en scoring der og jeg er sikker på, at han i et kort splitsekund – helt ubevidst – blev teleporteret tilbage til FC København årgang 2010/11.

Før kampen mente han, at hans tids FC København var bedre end den nuværende udgave. Mon han var lige så skråsikker efter kampen. Svaret blæser formodentlig langt ind i efteråret.

På den anden side, det er vi andre nok heller ikke. Helt så skråsiker. Vi skal tale mere om 2016 nu, mistænker jeg.

Fra Porto til Horsens – og videre

Growing up is losing some illusions, in order to acquire others (Virginia Woolf)

I disse dage, for 25 år siden, blev planerne om FC København præsenteret på et pressemøde. Det var i september 1991 og i begyndelsen af oktober samme år godkendte en ekstraordinær generalforsamling, at KB skulle indgå en professionel overbygning med B1903. Et københavnsk storhold var født – officielt begyndte det dog først den 1. juli 1992. Resten er blevet en længere historie, der kan beskrives andre steder.

Klippet er et pauseindslag fra pokalfinalen 1992 – den hvor Bo Harder ustraffet smadrede Diego Tur og kostede ham 1 års pause og genoptræning – og en OL-tur til Barcelona. Journalisterne kårede efterfølgende Harder til pokalfighter. Og nej, for 24 år siden var de var heller ikke de skarpeste skiver. Det kan også være svært med et nyt navn.

Der var engang… og nu på vej mod de 25. Med andre ord er barnet er blevet voksen og spiller i disse dage Champions League.

Postkort fra Porto - en juliaften. Jeg ville gerne have været en tur tilbage.
Postkort fra Porto – en juliaften. Jeg ville gerne have været en tur tilbage.

Vi kom godt afsted i onsdags. Et fantastisk point i Porto – og det var endda langt fra urimeligt. Vi spillede i perioder pænt, fik hjemmepublikummet til at buhe misfornøjet, når vi flyttede bolden rundt og holdt Porto væk. Reelt kom vi først i problemer til allersidst i kampen. Efter 20 minutter i undertal.

En tåbelig udvisning, resultatet af et urimeligt hårdt gult kort, men ikke desto mindre. Han rørte vel knapt Porto-spilleren, Jan Gregus, og skulle have været udskiftet. I følge Ståle var det et spørgsmål om 30 sekunder. Så var han blevet udskiftet.

Fra starten havde han været Ståles kanin, men uden at det umiddelbart gjorde en forskel. Med 4 centralt orienteret på midten. Giv Porto plads på kanterne, vi skal lukke dem ned centralt. Måske.

Delaneys forsøg på drible væk fra eget felt, kostede en tidlig portugisisk føring. Utilgiveligt, ærgerligt, irriterende, og han vidste det selvfølgelig godt.

I københavnsk terminologi en “Würtz”. I 2007 lavede Rasmus Würtz, dengang på kort besøg fra Aalborg, en unødvendig fejlaflevering ind i banen i en kvalkamp til Champions League. Dengang mod Portos rivaler Benfica. En fejl der kostede den første af 2 dyrbare portugisiske scoringer i Lissabon dengang.

En glad mand i Porto
En glad mand i Porto

Onsdag aften i Porto gik det ikke så galt. Vi bevarede roen og Cornelius fik fumlet sin udligning ind over stregen kort inde 2.halvleg.

En “Allbäck” i københavnsk terminologi, med henvisning til den smukke svenskers sejrsmål mod Manchester United i Parken, 2006.

Med 4 Champions League-gruppespil i den historiske rygsæk og en serie mislykkede kvalifikationer, er der selvfølgelig allerede en pæn logbog bygget omkring netop Champions League. Og som fans husker vi selvfølgelig alt, på godt og ondt, og trækker nervøse og hysteriske tråde frem og tilbage.

Det begyndte faktisk at ligne vores aften. I Porto. I 10 minutters tid. Indtil udvisningen. Den var dum i så mange vinkler. Gregus selv, der oversatsede. Dommeren blev lokket, portugiseren spillede på situationen. Ståle burde have ændret allerede i pausen. Det fungerede reelt ikke med kaninen og Gregus havde et gult kort allerede. Verbic havde været oplagt som pauseindskiftning.

Men 1-1 blev slæbt hjem med Cornelius og Zanka som banens bedste københavnere. Førstnævnte er blevet sensommerens fund, fra skabet ude på Nummer 10, og sidstnævnte var så god at Goal gav ham plads på hele rundens hold. Fucking (awesome) Zanka!

Og Gregus. Af sommerens transfers er han den der stadig står tilbage som største spørgsmålstegn. Vi ved ikke rigtigt, hvad vi har hentet i Slovakiet. Han har været lidt ude og inde, mest ude, og har ikke budt overbevisende ind på start-11’eren endnu. Men det har heller ikke været nemt. Delaney og Kvist er svære at pille ved. Falk, Verbic, Tout danser alle på skift.

Han er vel en ny Claudemir. Tænkt som en offensiv tilføjelse til Kvist, når Delaney rejser til Bundesligaen i vinterpausen.

Vi får at se. I Porto betalte han nogle lærepenge. Delvist dikteret af Ståles taktiske forsøg på at lukke Portos hurtige midtbane ned. Mod Horsens spillede han pladsen med netop Delaney som andenpart. Det blev hans bedste kamp hidtil.

Bo Henriksen. Det er som om han aldrig bliver ældre - jeg ved ikke om det er helt godt i hans tilfælde.
Bo Henriksen. Det er som om han aldrig bliver ældre – jeg ved ikke om det er helt godt i hans tilfælde.

I øvrigt en solid søndag i Horsens. 2-0 burde have været mindst et mål større. Horsens “smadrede” vist aldrig igennem, som deres bodega-træner Henriksen ellers havde bebudet. I det hele taget fik han vist bare udstillet sig selv, ved at invitere tv3 indenfor til sit taktikmøde. Det lød mest som en peptalk fra hjørnebordet på den lokale jernbanekro.

For FC København er der 2 rugbrødskampe mere, Randers og AGF, inden næste runde i Champions League.

Om 2 uger står vi med “en lille matchbold”. Hjemme i Parken mod Club Brügge. Matchbolden er Ståles, han hev den selv frem i nedtakten efter Porto.

Brügge tabte 0-3 hjemme til Leicester og i første omgang handler alt om at undgå sidstepladsen i gruppen – logisk set en affære mellem Brügge og København –  og dermed stå uden for europæisk fodbold efter vinterpausen.

Det bliver en nøglekamp – og den vil være umanerlig dum at tabe. Men jeg har været inde på det før, vi har ikke været vanvittigt imponerende hjemme mod belgierne. 0-0 og 0-4. I henholdsvis kvalkampe til Champions League og Europa League-gruppespil.

Der er med andre ord plads til forandring. Og come on, vi har holdet til det. Kampen i Porto viste at vi sagtens kan spille med. Eller var Porto bare dårlige? Det bliver det evige tilbagevendende fan-dilemma. Var de dårlige, eller var vi så gode? Jeg svinger altid frem og tilbage som pendulet og indtager ofte modsvarets standpunkt i mangel af bedre. Det er egentlig en dårlig vane.

Det der skræmmer mig endnu mere i skrivende stund, er at næste landskampspause er lige om lidt. Kun 2 uger væk. Halvdelen af oktober bliver braklagt på samme måde som september blev. En landskampspause der bliver endnu længere. Rent følelsesmæssigt!

For helvede, Åge Hareide kæmper sin kamp, vi andre har vores, og den handler om at finde et eller andet interessant ved en kamp mellem Slovakiet og England. Eller…ja og så er der måske en Rafael van der Vaart og en Red Bull-Zorniger, der reelt er alt andet end komplet usympatisk i sit forsøg på at genskabe vestegnen. Desværre, fristes man næsten til at skrive.

Han virker helt uinteresseret i de sædvanlige doktriner derude a la jeg har fulgt Brøndby tæt siden jeg var barn… men er i stedet ganske realistisk om forholdene. Også dem inde i København.

Men det bliver lidt marginalt. Som Horsens-kampen egentlig mere og mere blev. Et par pausefisk. Vi spiller Champions League  – og formodentlig for sidste gang.

De store ligaer lukker sig om sig selv og efter 2018 bliver der ikke mange pladser til perifære mesterhold fra det fodboldmæssige udkantseuropa. København bliver sorteret fra sammen med det øvrige Skandinavien og det meste af Østeuropa – og havner formodentlig en snæver kvalifikation.

Jeg har stadig ikke helt gennemskuet, hvad det ender med. Men det bliver næppe godt for os københavnere.

Champions League! Here we come…

Jackpot!
Europæisk Jackpot! Vi er med

Det var sgu fortjent. Kort og godt. Kvalifikationen til Champions League-gruppespillet. Vi spillede en ganske overbevisende kampagne.

Stensikre sejre over nordirske Crusaders, og vi tromlede videre mod rumænske Astra Giurgiu. Igen meget sikkert. Og hvis man betvivlede deres styrke, det var nærliggende oven på de 2 kampe, var de virkelig så dårlige, kan det bemærkes at de slog West Ham ud af Europa League-kvalifikationen runden efter at de tabte til København. Helt håbløse var de med andre ord ikke, men FC København var gode.

Når der overhovedet kom anfald af nervøsitet ind over de afgørende Apoel-kampe, var det fordi vi brændte uhyggeligt mange chancer. I begge kampe. Og fordi der spøgte et deja vu, med rødder 7 år tilbage i tiden.

Det blev kun forstærket efter første kamp i Parken. Den spinkle 1-0 sejr, der burde have været større. Et forsøg på indersiden af stolpen. Det var nærmest en gentagelse. Denne gang Verbic, for 7 år siden Ailton.

Men spillemæssigt var vi en klasse bedre og det var vi også på Cypern. Det var helt vanvittigt at vi overhovedet kom bagud og måtte æde negle ned til rødderne i bar angst på sofarækkerne. Ikke igen. Som for 7 år siden.

Det skete ikke. FC København havde for meget kvalitet, Apoel kom aldrig i nærheden af den anden scoring, og Santander er manden der scorer de vigtige mål. Det ved vi bare. 1-1 og ingen forlænget spilletid. Gudskelov.

Indlæg/skud. Den gik ind og det mål kommer han til at leve hele efteråret på. Han har ikke helt kunnet ramme forårets niveau i opstarten efter sommerferien, men målet i Nicosia blev den direkte nøgle ind gruppespillet. Federico is game!

santa
Netop leveret: efterårets bedste mål hidtil. Federico Santander!

Ja, vi fortjener det. Pladsen i fjerde seedningslag til grupperne. Den blev ovenikøbet krydret efterfølgende af en portion meget behagelig lodtrækningsheld, som vi langt fra altid har været forvænt med.

Leicester, Porto og Club Brügge blev trukket op af UEFA-bowlen. Det kunne sagtens have heddet FC Barcelona, Manchester City, Mönchengladbach fra de 3 øverste seedningslag. Sportsligt set, bedste chancer for points, bedste chancer for avancement og europæisk fodbold i februar, var det ren jackpot.

Efterfølgende blev det så et mindre skår, at København begynder ude mod Porto om 14 dage. Som inkarnerede fodboldturister var vi da i hvert fald nogle (en i hvert fald) der havde sat næsen op efter at få den kamp i oktober. Omkring efterårsferien. Med tid til planlægning omkring arbejde og andet. Og med muligheden for et par supplerende fridage omkring kampen.  Som tidligere ture til Lissabon, Barcelona og Madrid i de 3 forrige københavnske Champions League-eventyr.

Men Leicester tog oktober-udekampen og efterårsferien. Fucking Leicester. Jeg kan ikke rigtig se mig selv tilbringe 3 ekstra feriedage i Leicester. I Porto havde det været det mindste problem. Tro mig. Jeg snusede kort til byen i juli måned.

Det gensyn bliver en anden gang. Desværre.

Rent sportsligt er Porto måske ikke det værste sted at starte. Jeg mistænker portugiserne for at være bedste hold i gruppen, og midt-september er stadig tidlig sæson for dem. De bliver formentlig kun bedre som efteråret bliver til vinter.

Club Brügge er vi nærmest notorisk parret med. Enten det er Champions League eller Europa League. De dukker jævnligt op som modstander. I kvalen eller i gruppen. Vi har mødt dem 5 gange siden 2008. Senest Europa League-gruppespil for 2 år siden. Pudsigt nok har vi aldrig tabt til dem på udebane, 2 sejre (1-0 og 3-2) og 1 uafgjort (0-0). Og aldrig slået dem hjemme (0-0 og 0-4), den gevaldige røvfuld er dateret som 2 år gammel.

Dengang var holdet stadig røv og nøgler og famlede for at finde sit fundament igen. Efter Ståles genkomst. Vi er i væsentlig bedre forfatning nu og Brügge er måske kun marginalt bedre. Eller noget lignende. Men vi taler næppe om nogen walk in the Park(en), alt andet lige har vi ingen som helst tradition for at slå dem hjemme, når vi møder dem i anden grupperunde denne gang. Til gengæld ligner det en kamp, der i den grad vil definere vores muligheder, og Brügge er til at tale med. De er trods alt belgiere.

Og så er der Leicester City. Vi har altid en tendens til at gøre Premier League-hold bedre end de er. West Ham beviste vel lige det modsatte… eller? Særligt når vi taler om holdene uden for de sædvanlige top 4-5 stykker.

Engelske mestre eller ej. Jeg anser dem ikke for at være i nærheden af hverken Manchester City, Spurs eller Arsenal, alene fordi de ikke har samme økonomiske muskler. Samtidig er de helt grønne på den europæiske scene. De har aldrig været i nærheden af det tætte match-setup tidligere, Premier League/Champions League, som de kommer igennem i efteråret. En relativ smal trup. En masse rejseri. Et umuligt forsvar af et mesterskab på hjemmefronten. De vinder det ikke igen i min levetid.

Enten fuser de helt ud – eller også bliver Europa deres sutteklud. Jeg drømmer om det første. De endte med at irritere mig grænseløst i sidste sæson. Ikke mindst som Spurs-fan. Fucking Leicester!

I gruppen for 3 år siden, mod Real Madrid, Juventus og Galatasaray, fik vi 4 points og daffede ud som det helt tynde øl. Da vi gik videre i 2010 fik vi 10 points, mod Kazan, Panathinaikos og Barcelona. Ved debuten i 2006 mod Benfica, Celtic og Manchester United blev til 7 points.

Jeg gider ikke at begive mig ud i gisninger om hvad det bør blive denne gang. Men jeg forventer at vi spiller med, og jeg forventer at det sportsligt stadig vil være muligt at avancere fra gruppen efter 1. december. Derfor har jeg pinpointet Brügge som min Champions League-away denne gang.

Ja, reelt er der ikke så meget valg. I min verden. Sagt igen; fucking Leicester! Derfor endnu mere grund til at holde fast i forventningen!

Hvis man i øvrigt savner inspiration til en vintertur til Brügge, vil jeg anbefale den britiske film “In Bruges” (2008). Den kan være et ganske godt og galgenhumoristisk holdepunkt. Der er masser af kulturel inspiration uden for Jan Breydel Stadion.

Og så kan vi snakke derby og Brøndby næste gang. Brøndby og Europa er ligesom ikke to matchende størrelse længere. Jeg beklager… eller nej, det gør jeg egentlig ikke.

Det passer mig faktisk fortrinligt.

C5, Række 24, sæde 75

Bøfphan
Bøfphan Andersen eller hans haters?

Så står man der igen. Samme række, samme sæde, og samme nye sæson. Det trækker unægteligt søm ud, at superligaen begynder bare en uge efter VM-finalen. Som altid midt i juli, midt i sommerferien. Ovenikøbet midt i en længere hedebølge.

Sidste lørdag aften var det så varmt, at man nærmest var taknemmelig for det sene kamptidspunkt til første hjemmekamp. 19.30. I Telia Parken.

Nyt sponsoreret stadionnavn. Moderne fodbold og alt det der.

Ikke at det kan hidse mig op længere. Det er dagligdag i langt større ligaer end Superligaen. Signal Iduna Park, Imtech Arena (det har været AOL for et øjeblik siden), for mig er de stadig Westphalen og Volkspark Stadion, nøjagtig som Parken selvfølgelig altid vil være Københavns Idrætspark.

Sådan cirka.

teliaparken
Onlineservice, inklusive kampprogram.

Navnet ‘Parken’ fungerer glimrende stadigvæk, og det bliver det nok ved med i mange år. Nu kan vi endda skrive det uden versaler. og i iøvrigt bare glemme at nævne teleselskabet. De skiftes sikkert ud om syv år alligevel.

Og det nye trådløse netværk fungerer. Indtil videre ganske upåklageligt og med god service. Nu får vi kampprogrammet på smartphonen i stedet og ja, jeg har overgivet mig. Hardcopy-udgaven i sidste sæson var en stakket frist. Det er moderne fodbold, vi taler om igen – det der.

Nede på selve grønsværen er vores ny indkøbte målmand, Stephan Andersen, allerede blevet et studie i sig selv.

Det er usædvanlig fladpandet stil at buhe af sin egen målmand, nøjagtig som det er at tilsvine ham på sociale medier. Hvilket højere formål skulle det tjene? Vi har vel en fælles interesse i at spillerne leverer på banen.

Jeg er muligvis naiv og tilhører definitivt den ældre generation, hvor man hylder princippet om at give folk fair chancer. Jovist, manden har spillet i Brøndby, og åbenbart udtrykt en lidt svulstig kærlighed til dem, da de var ved at rykke ud for et par år siden. Men i bund og grund er han vel lige så meget AB-mand.

Jeg kan huske hvordan Peter Møller engang i 1997 rendte rundt og sparkede til en FCK-kasket som Brøndby-spiller. Han fik da i det mindste en chance og blev mødt med humor og ironi. Ikke tåbeligt buheri.

Møller blev aldrig nævnt ved navn. Hans fortid var blakket, han var ingen ‘homeboy’. Derfor forblev han nummeret på sin trøje. Han fangede den ovenikøbet hurtigt og gjorde #32 til sit helt eget brand. I dag nævner vi ham selvfølgelig gerne ved navn, fordi han har været den suverænt bedste VM-vært på dansk TV.

Stephan Andersen – derimod – gjorde bestemt ikke sin egen sag nemmere på sin debutaften i Parken. Det var nærmest et historisk pinligt drop, som nær havde foræret Farum noget som de ikke havde fortjent.

Det var tydeligt, også oppe fra tribunen, at hans tanker gik fra det enkle, at ville gribe bolden, til at forsøge at bokse. Det endte i et af de mest tåbelige målmandsindgreb som både Idrætsparken, PARKEN, og Parken endnu har set.

Ironisk for manden spillede han en glimrende kamp frem til Lurpak-smutteren. Han gjorde præcis det, som han formodentlig er købt for. Spillede stærkt med fødderne langt ude i sit felt og lå som en ekstra sweeper bag forsvaret, som Manuel Neuer beherskede på verdensmesterniveau for tyskerne. Alt det som Wiland ikke helt formår.

Smør på fingrene og Ståle som terapeut. Stephan Andersen fik ødelagt lidt af festen mod Nordsjælland, men foreløbig har han opbakning. Fin kamp i Ukraine onsdag, gentaget lørdag i Slagelse. Men han skal ikke lave mange flere numre i Lurpak-skalaen, før jeg også melder ind i det moderne kor af “Young Haters” på tribunerne.

Putin i Kiev? Nej, men Synoptik kan anbefales!
Putin i Kiev? Synoptik anbefales!

Onsdag var det Champions League. Kvalifikation. 0-0 i Kiev. I sikkerhedsafstand til borgerkrigen i de østlige regioner.

Men langt fra i sikker afstand til en gruppe lokale nationalister, der overfaldt den lille flok af københavnske fans og fik dem drevet ud af deres stadionafsnit. Angiveligt fordi københavnerne havde medbragt et banner med den russiske præsident Vladimir Putin. Sådan lød en af de tågede forklaringer efterfølgende.

Den forknytte mand hos Urban Crew. Jeg kender ikke historien bag deres logo, men det har været fast inventar i Parken i 8-10 år eller mere, og jeg kunne sagtens finde mere vellignende Putin-tegninger. Lidt for høj i panden, ikke! Og hvilken interesse skulle en flok københavnske fans have i at hylde Putin. Ingen.

På den anden side. For et halvt år siden blev en træningskamp i Stockholm mellem svenske Djurgården og Union Berlin afbrudt på grund af tilskuerballade. Nogle svenskere syntes at det var sjovt at hylde STASI med bannere. De tilrejsende Union-fans blev rasende. Deres DDR-historik er knyttet til modstand og kritik mod det kommunistiske regime. Min ungdoms punkdronning, Nina Hagen, er selvfølgelig Union-fan og har lavet den officielle klubsang. Den gamle stasi-leder, Erich Mielke, hadede “folkets klub” Union, de var alt det som hans eget Dynamo ikke var. Populære.

Det er også moderne fodbold! Hjernedøden breder sig uden for banen. Overfaldet i Kiev. Gu var der ingen provokationer. Nogle lokale tumper søgte bare desperat efter en undskyldning.

På selve grønsværen spillede vi for et gangbart resultat til Parken. 0-0. Det blev også et resultat som formodentlig passer ukrainerne fint inden returkampen på onsdag i Parken.

Et halvt ukrainsk landshold. FC Dnipro. Ståle lyder nærmest overdreven optimistisk med sine 50/50-vurderinger på videre avancement. Ukrainerne har det fint med kontra-bold og kampbilledet fra første kamp bliver næppe anderledes onsdag aften.

8 nye spillere i sommerens transfervindue nåede lige at blive til 9 inden kampen i Ukraine. Mikael Antonsson vendte hjem, som hans gamle makker i midterforsvaret, Matthias Zanka Jørgensen, gjorde for et par uger siden.

Andersen, Høgli, Mussis, Bashkim, Amartey, De Ridder, Nilsson, Zanka og Anton. Bortset fra den skadede Mussis har de alle fået spilletid i sommerens 4 første kampe. Med ganske svingende resultater til følge. Svagest har hidtil stået den norske højre back, Tom Høgli. Han har haft det svært, skal vi sige det sådan. Kraftigt understreget i denne weekend mod Slagelse, hvor Ståle tog ham ud i pausen.

Mest lysende har ghanesiske Daniel Amartey været som oprydderen på den centrale midtbane. Knægten er 19 år og spiller erfarent som en på 29. Et scoop snuppet for næsen af Brøndby. Hans præstationer forfølges pænt af den nye viceanfører, Pelle Nilsson, der har set stabil ud i forsvaret. Sådan cirka. Men det fungerede med Zanka i sidste uge.

Homeboy
#Homeboy

Anton fik allerede gendebut i denne weekend. Det blev til en elendig første time i Slagelse. Vi var vist mange der ikke helt forstod hvorfor bedste mand i Parken for en uge siden, Zanka, skulle bænkes i Slagelse. Rotation, restitution, få alle mand i spil, vil Ståle formodentlig sige.

Zanka. Hvilken fornøjelse det var at se ham tilbage i Parken i lørdags. Det var ikke til at se, at han havde været i Eindhoven i 3 år. Stort set uden at spille en kamp. Og den hvide trøje klæder ham. Også med lange ærmer på en tropisk sommeraften.

0-2 blev til 2-2 i Slagelse. Den værste katastrofe blev til en forkølet genkomst og samlet set har vi vel fået en typisk “Ståle-start” på sæsonen. 1 sejr og 2 uafgjorte i ligaen. Med 9 nye spillere og med fokus på FC Dnipro og den europæiske kampagne. Umiddelbart kan jeg kun mindes 2010-sommeren, som en sæson hvor vi bragede afsted fra begyndelsen. Fra Ståles første trænerperiode i klubben. Men det var en anderledes stabil tid.

Under alle omstændigheder er det allerede bedre end sidste år. Vi ligger ikke sidst efter de første 3 runder i ligaen. Moderat optimisme er stadig på sin plads.

Og nu lidt musik. Lana Del Rey er total Pop Noir og det nye album Ultraviolence er langt mere helstøbt, mørkt og henslæbende end forgængeren.

Gem et lille smil til det blir snevejr

parken101213
Den store latinprøve!

Den fusede lidt op i aftenhimlen sammen med forventningerne, stemningen og den gode mavefornemmelse, selvom der egentlig var det sædvanlige europæiske støjinferno på tribunerne. Parken løftede sig lidt ekstra, men det rakte aldrig.

Real Madrid var så “usportslige” at møde frem med hele A-kæden, Ronaldo, Bale, Modric, Isco med flere, og med skader til vores 2 væsentligste offensive kræfter, Nico og Braaten, blev det umuligt.

Nicolai Jørgensen var ellers meldt klar til kamp, men holdt kun 9 minutter inden forstrækningen fra Brøndby-kampen tvang ham af banen. Erstatningen Bolaños blev alt andet end en, ja, erstatning, men virkede til tider bare som en vittighed.

Glem al sammenligning med 2010-holdet, både når det gælder point og spillestil. Offensivt har 2013-holdet været alt for svagt til at bryde “pindsvinebolden”. Dog står de første 20-25 minutter mod Galatasaray tilbage som noget af det mest opløftende længe. På den europæiske scene. Så holdet har det i sig, men mangler et par brikker yderligere til Ståles setup.

I det store perspektiv er efterårets europæiske kampagne ganske godkendt. Vi kom fra en nærmest umulig situation sidst i august og endte med at spille med om viderekvalifikation og forårets Europa League til sidste runde. Det endte med i alt 4 gruppepoints mod 3 kvartfinalister fra sidste års Champions League. De færreste, inklusive pessimisten her, havde forudset det udbytte.

Hvis vi rykker perspektivet en tand yderligere, så vil jeg ikke kalde efteråret godkendt. En ting er at forårets elendigheder stadig hang som en skygge over efterårets første 5 sejrsløse runder i Superligaen. Værre var at klubbens sportslige ledelse reagerede med bind for øjnene og nærmest kun handlede forkert. Også på transfermarkedet.

Pourie har kæmpet, sikkert især med sine egne spillemæssige kompetencer, og ligner den af de 2 indkøbte angribere som har mest fremtid i København. Han har knoklet sig til spilletid, trods mangler, og gjorde et glimrende indhop i 2. halvleg mod Madrid – nøjagtig som hans sejrsmål mod Vestsjælland giver kredit.

Fanendo Adi ligner bare helt igennem et fejlkøb. Trademark: Carsten V. Jensen! Yderligere kommentarer overflødige på dette punkt. Vi har været der før.

Ser vi alene på tiden fra Ståle overtog holdet, efter 5. superligarunde, og frem til nu, er det svært at blive direkte rasende. København har hentet 28 points i de sidste 13 runder – bedst af alle. Det ligner “gamle dage” og det med en trup hvor han ikke selv nåede at få sat meget aftryk på.

Men det kommer nu. Tiderne skifter. Straks efter Madrid-kampen bimlede det løs i alle medier. FC København opjusterer den sportslige sektion. Der skal investeres i spillertruppen – og staben omkring.

Første konkrete tiltag bliver en forfremmelse af Ståle. Han bliver nu med-sportsdirektør – eller noget. Carsten V. slipper vi heller ikke af med denne gang, men han får et prominent og indskrevet makkerskab nu.

I virkeligheden passer det ham sikkert glimrende. Han har aldrig været en (ind-)lysende sportsdirektør. Og jo, han har i perioder set meget ensom ud.

Ud over markant medindflydelse til Ståle får den sportslige afdeling tilført en såkaldt udviklingschef. Stillingen står stadig lidt uklart for mig, men min uforbeholdne favorit til den hedder Johan Lange. Det ligner en tanke, at han lige er stoppet som træner i Lyngby nu, og søger større udfordringer.

Lange var også Ståles assistent i Wolverhampton, hvis du skulle have glemt det. Ud over at være tidligere talentchef og trænerassistent i FC København. Bring him back!

Det virkeligt interessante i klubbens udmelding er at man budgetterer med at hente spillere fra en højere hylde end de seneste år. Vi taler ikke hverken Premier League, Bundesliga, eller lignende, men nok mere i en kategori omkring hvor de bedste hollandske, belgiske, og skotske klubber henter.

Det er i hvert fald tilladt at håbe – og hvis man oveni sikrer at den elendige spillerscouting (trademark: Carsten V. Jensen!), vi har set fra FC København de sidste 2-3 år radikalt ændres, kan vi også komme i nærheden af de bedste hollandske, belgiske, og skotske klubber igen.

Ja, gu fanden. Her taler vi også om at spille med mod de helt store som Real Madrid og Juventus. Ikke bare stå i en notorisk all-in forsvarsposition – men også stikke frem offensivt. At være irriterende og overraskende. Lidt som dengang i efteråret 2010.

Foreløbig ligger det hele på skrivebordet, og måske i jeres ydmyge skribents simple hjernespind om fremtiden, men klubbens udmeldinger lige efter Madrid-kampen er ganske positive.

Det bliver en spændende vinterpause denne gang – og det er snart jul. Nu kan vi for alvor få ryddet op efter et forsømt forår, jo jeg anerkender mesterskabet, Carsten V, men aldrig helt den ynkelige måde det blev slæbt hjem på, og en sommer der ikke blev brugt til andet fornuftigt end at genfinde Ståle oppe i hans norske domicil.

Lad bare freden sænke sig, der er næppe udsigt til sne på denne side af nytår. Og som altid her under jul bliver det tid at opsummere og samle de bedste oplevelser op. Afslutningsvis kommer her mine bud i en lettere vilkårlig rækkefølge:

Efterårets københavnske top 5

staale
Røvtur og armbøjninger

1. Ståle-effekten
FC København er i de bedste hænder nu. Det er ikke kun spillerne, der har fået en tydelig træner, senest manifesteret af 36 årige Olof Mellberg.

På tribunen har vi også fået en tydelig træner, der leverer. Han er et ufattelig dårligt integrationseksempel og taler stadig sit kaudervælske norsk. Men jeg forstår ham alligevel altid. De 4 points i den europæiske kampagne tilhører helt og alene ham.

I øvrigt er ovennævnte gammelfar Mellberg et af de spillerindkøb fra i sommers der faktisk har leveret varen. Ironisk nok ankom han tilfældigt på en fri transfer. Et sidste pitstop på karrieren inden Sverige.

kampprogrammer
Håndfaste beviser

2. Kampprogrammerne er tilbage
Jeg kan efterhånden dårligt huske hvornår de forsvandt og blev erstattet af såkaldt printvenlige pdf-filer (Sic!) www.fck.dk eller endte som sølle indstik i en eller anden irriterende metrosexuel gratisavis. Nu er der kommet rigtige trykte programmer med indhold i Parken igen.

Jeg er en gammel romantiker og for mig som fodboldfan findes der ikke noget mere håndfast bevis på min tilstedeværelse til en fodboldkamp end et kampprogram. Selvfølgelig med et fornuftigt indhold. Man når ikke altid at læse det på stadion, men gør det gerne bagefter også. Interviews og stats og quiz og hvad der hører sig til.

Det er et helt essentielt samlerklenodie – og som sæsonkortholdere får vi dem nu gratis med. Ærbødigst tak.

bif-fck
Ja da! Sejr i Brøndby

3. Den 1. december og de første 45 minutter ude mod Brøndby
Det var vidunderligt med den helt overlegne 3-1 halvlegsføring, man var på nippet til at tilgive alle sensommerens fortrædeligheder – samt i hvert fald et enkelt af Carsten V. Jensens mange fejlkøb.

Skal jeg komme med en indrømmelse, betyder det noget at Brøndby igen har været på vej frem sportsligt. Det skærper det hele. Sagt med lav stemmeføring, vi behøver vist bare dem, som de behøver os.

Det har noget med den der lille ekstra tænding at gøre.

toutouh
Next Gen!

4. Næste generation
Youssef Toutouh – 21 år. Ikke så meget pis, han er fra 2200 N. Stille og roligt er han gledet ind på holdet som offensiv allroundspiller, teknisk lækker og robust fysisk, både på kanten og næsten endnu stærkere på den centrale midtbane.

Thomas Delaney – 22 år. Kan blive et centralt omdrejningspunkt i en ikke alt for uoverskuelig fremtid. Kan ikke rigtigt komme uden om ham – og det har modstandere inde på midten af banen også haft svært ved. Han er vokset ind i “skraldemandsrollen” omkring midtercirklen.

Han er ingen lysende stjerne, men en slider af guds nåde. Ståle har døbt ham til kulturbærer – han er vokset ud af DNA’et på Peter Bangs Vej. Det samme gjorde William Kvist.

Igor Vetokele – 21 år. Jeg tror på ham som angrebses nu. Han har vist sit værd i Superligaen med 9 scoringer. Fik ingen nem start med Ståle, bænket og sat udenfor, men fandt efterhånden formlen for sig selv.

Hold på ham. Han fik et lille internationalt gennembrud mod Madrid og kan blive mere end 30 mio værd på den lange bane.

frberg
Frederiksberg Stadion med Madrid som gæster

5. U19-holdets tur igennem Champions League-gruppen
De gik ubesejret igennem gruppen. 2 sejre og 4 uafgjorte. Mest imponerende blev den afsluttende 3-2 sejr over Real Madrid og Zidane Junior, hvor holdet viste lidt mere offensiv power end førsteholdet senere på aftenen.

Kampen var til lejligheden flyttet fra Østerbro til Frederiksberg Stadion. Kommunen gav en gratis omgang og stadion var fyldt til randen (cirka 2.000 tilskuere. fortalte kampbulletinen), godt hjulpet af elever fra de omkringliggende folkeskoler.

Der er frygtelig langt fra ungdomsfodbold til seniorerne, men et par navne skilte sig ud. Mikkel Wohlgemuth, holdets anfører, er allerede tilknyttet Ståles trup. Yones Felfel behøver heller ikke at være langt væk. Begge var blandt målscorerne på det friske kunstgræs på Frederiksberg.

FC København er videre som 2’er i gruppen efter samme Real Madrid. Men foran Juventus og Galatasaray. Det betyder at de skal spille 1/8-finale i februar på udebane mod en af de andre gruppevindere. Modstander endnu ukendt. Der bliver ingen returkamp i København, så finurlig er Youth Champions League indrettet. Spørg mig ikke hvorfor.

Skål og god jul, mester!

Drømmens KBH

parken_tirsdag2
The sky is the limit – nogle gange

I had a Dream Joe!, brølede sangeren Nick Cave engang for længe siden.

Vi var også en del københavnerne der havde en drøm sidste tirsdag aften. En sejr over tyrkiske Galatasaray. Set på den korte forhistorie, det hostende efterår, og første kamp i Istanbul var der ikke meget vi kunne klynge den op på.

Men drømme er til for at blive virkelige og Parken bliver totalt elektrisk af forventninger op til disse store europæiske kampe.

Det er med til at gøre det hele til en grum cocktail, selv for ganske stærke modstandere, og det kom tyrkerne også til at smage. Selvom de var ganske talstærke på tribunerne også.

Jeg skal ikke gøre mig vanvittig klog på, hvor godt styr der var på billetsituationen, men en del tyrkere fik adgang til Nedre C. Selvom det ikke helt var hensigten.

Et par stykker havde også klemt sig ind på ledige sæsonkortpladser omkring vores rækker. Men der er så også forskel på at være af dansk-tyrkisk – og være Gala-fan. Vores “gæster” godtede sig mere over Galatasarays nederlag end de virkede direkte beklemte.

parken_tirsdag
Fæstningen!

Selve kampen fik en eksplosiv begyndelse med Daniel Braatens hurtige scoring.

En dobbelthælaflevering. Først spillede han Claude, som i sin tur vippede bolden videre til Gislason i frit løb ind i feltet og en flad aflevering tilbage til Braatens hæl.

Det var vel de bedste spillemæssige 20 minutter i årevis der fulgte, inden kræfterne sivede fra holdet. Det kunne sagtens være blevet 2-0 inden. Tyrkernes italienske træner, Roberto Mancini, så en masse Galatasaray-chancer og mente, at hans hold havde været uheldig.

Så mange åbne muligheder så jeg heller ikke i den 2. halvleg, der blev en af de længste jeg nogensinde har oplevet. Ikke at det overhovedet var kedeligt, det var bare frygtelig intenst.

Tiden stod i stampe. Hvert sekund blev til et minut af højspændt nervøsitet og man stod notorisk og talte dem. Først sekunder, så minutterne…

Det blev en taktisk forsvarskamp, der faktisk lykkedes fra københavnsk side. Lidt held skal man altid have, men Nikolaj Jørgensen ramte også stolpen, ligesom Braatens friløber helt overmatchede alle de muligheder som tyrkerne kreerede. Som det enkleste i verden kunne han havde spillet Jørgensen fri til åben scoring og de der 2-0 et par minutter inden pausen.

Det gik alligevel. Det hele gik. Og efter 1-0 sejren i tirsdags over Galatasaray kan vi næsten tale om en bastion. Det er 8 Champions League-gruppekampe uden nederlag nu. Benfica, Manchester United, Celtic, Rubin Kazan, FC Barcelona, Panathinaikos, Juventus, Galatasaray.

Vi glemmer lige at Chelsea vandt første 1/8-delsopgør i Parken i vinteren 2011. Statistik er som altid en taknemmelig størrelse og skabt til at blive manipuleret med. Du sætter rammen og tallene passer – og vi kan holde liv i drømmen lidt endnu.

I Esbjerg søndag eftermiddag blev det hurtig virkelighed igen. Efterhånden forbløffes man bare over de mange koncentrationssvigt Johan Wiland demonstrerer. De bliver mere og mere absurde og – de har allerede længe kostet adskillige points.

Er det ikke ved at være tid til at køre Jakob Busk i stilling? Han er godt nok kun lige fyldt de 20 år, men hvis alternativet på målmandsposten er en aldrende svensker der har svært ved at vurdere indlæg, taber langskudene, sparker bolden skævt i benene på stakkels Mellberg 2 meter væk eller bare losser håbløst skævt ud over sidelinien, kan jeg næsten bedre bære at Busk får optjent sine lærepenge nu i Superligaen.

Det gør det ikke nemmere at vi ingen rigtige angribere har. Ståle har i hvert fald ikke den store tiltro til dem.

Vetokele dur i Superligaen, men har i Champions League kun fået 2. halvleg nede i Istanbul. Ellers har han ikke spillet et eneste minut. Gamle Cesar Santin figurerer efterhånden kun som en evig joker på bænken.

De 2 nye fra sommertransferen er bogstaveligt helt væk. Pourie virker dog til at slås ihærdigt for sin chance og får sine minutter hist og pist, mens Fanendo Adi uden et ord er forsvundet helt ud af truppen den sidste måned. Rygterne siger, at han simpelthen er for doven.

Der skal vist handles seriøst i vintermånederne og måske finder klubben ligefrem en ny sportsdirektør midt i juleudsalget og begynder at opjustere igen. Der kommer trods alt en del i slanter i kassen efter Champions League-gruppespillet.

Det bliver måske en drøm for meget. Trods alt. Men jeg har alligevel en mere. At København forbliver ubesejret også efter sidste kamp i gruppen. Hjemme den 10. december mod Real Madrid.

Og lad så bare helvedet komme an. Endnu en landskampspause. 14 dages indædt tørke af stort set ligegyldige træningskampe mellem lande der enten har kvalificeret sig eller har mislykket.

Iceland_flag
En gammel koloni

Med et par enkelte undtagelser. Island skal til VM, jeg siger det bare. Ragnar og Rurik og hele banden.

Samme 350.000 indbyggeres miniputnation, Island, rummer måske også løsningen på vores angriberproblem – navnet er Kristján Flóki Finnbogason.

Sender selvfølgelig lige iskoldt Atlanterhav i blodet. Foreløbig har han spillet fast på vores ganske succesrige U19-hold, der har skrabet 6 points sammen i sine 4 kampe og holder 2. pladsen i samme Gruppe B mod de samme modstandere som de voksne møder.

Finnbogason scorede i øvrigt mod Galatasaray senest. En lille drøm at befri.

Og så var der ham Nick Cave. Han spillede i weekenden i Falkoner og det er der allerede skrevet og sagt mange kloge ord om. P6 Beats 6 timers lørdagsoptakt var helt vidunderlig (nap den som podcast, mand, du fortjener det).

2 koncerter over fredag og lørdag. I had a Dream Nick! Han skuffede såmænd ikke, men jeg ville bare gerne have hørt ‘The Weeping Song’.

Og således drømmer man jo gerne fra København… til Reykjavik og Torino og hjemmekampen mod Madrid i islandsk-kolde december… og så videre.