Vild med Vavro

Skygger af skønhed

Alle taler om Viktor. Jeg vil tale lidt om Vavro.

Lad os bare begynde sådan. Igen.

Der har været en pause her på bloggen. Delvist selvvalgt. Det var en tung sæson, der sluttede for et par måneder siden, monstertung, og for djævlen, hvor løber man ind i mange cyklusser og depressive runddanse, som mangeårig FC København-fan. Der skal lades op cirka hvert 3-4 år. Sådan er det bare – og man lærer det aldrig helt og vil egentlig heller ikke affinde sig med det. Der har så også været andre gøremål. Et redaktørjob i fritiden i en helt anden branche. Det har ædt en del fritid som tidligere tilhørte denne blog.

Men hold op jeg blev ramt i søndags. Da jeg så Vavro juble foran os. Alle os der stået på tribunen i efterhånden en halv menneskealder, gamle venner og lidelsesfæller, fusionsnipsere, efterladenskaber og afkom, og masser af andet godtfolk, der bare har været der, på de samme pladser siden dengang sæsonkortene indtog Nedre C i 2002. Og såmænd før. Andre steder på samme tribune.

Der stod en 22-årig slovak nede på banen, indkøbt for et år siden fra det Zilina-hold som vi heldigt havde elimineret et par runder før i den europæiske kvalifikation dengang. Han var mindst lige så lykkelig, som vi følte os efter 3-1 sejren over Bröndby. Mit hjerte smeltede totalt.

Det var en forfærdelig sæson sidste år. Alt gik stort set skævt. Fra en misset scoring og Champions league-kvalifikationen til en fjerdeplads i superligaen. Den europæiske kvalifikation blev først sikret i en gøgler-agtig ekstra kamp mod AGF i foråret. Rimeligt og fortjent. Men uendelig langt fra forventningerne.

Det blev som dengang i 90erne, hvor vi begyndte at mødes til fodboldkampene i Parken. At finde sammen i de små fællesskaber rundt omkring på tribunen, der siden er blevet en slags pensionist-enklaver. Det er vores pladser. Basta. Bare basta – og alting var i øvrigt bedre før.

Lars Rønbøgs foto fanger momentet

Denis Vavro var knapt født, da Zuma scorede på sit saksespark. Han var et helt andet sted, i en helt anden by, i et andet land. Alligevel stod han der nede på plænen, og vi connectede i et par sekunder. Han forstod, hvad jeg forstod, hvad vi forstod. That special feeling… At længes et langt år efter en derby-sejr. Det er lang tid, når man i mange år faktisk har været bedre vant.

Hans 17/18-sæson var heller ikke nem. Vi har gloet på et forsvar, der har sejlet rundt. Ståles tjekko-slovakiske satsning. Formodentlig var den ikke hans hedeste ønske i transfervinduet for et år siden. Det blev omstændighedernes valg. Lüftner blev indkøbt tidligt på sommeren, men Vavro ankom først efter Swiatchenko-flirten gik i vasken.

En langtidsskade i sæsonstarten for et år siden til Erik Johansson og en misset Champions league-kvalifikation i sidste kamp, blev i virkeligheden den direkte anledning til at Vavro kom til København. Antager jeg.

Vavro og hans tjekkiske partner Michael Lüfter kom mest til at fungere som en mental cylinder, op og ned. Når den ene spillede godt, spillede den anden dårligt. Overbevisende blev det aldrig.

Det sejlede for Vavro og det sejlede for os andre. Bröndby vandt og vandt på tysk maner, indtil de en dag mødte en vis Finnbogason i Horsens. Vores sæson lignede bare gennemkørende lort. Med lidt sporadiske opmuntringer i forårsmånederne. Også i derby-kampene.

Fandt lidt opmuntring i Viktor Fischer, jo jeg elsker ham, han taler og tænker som en af vores. Fandt opmuntring i at Ståles eksperiment med sætte Rasmus Falk ind centralt gav pote. Det begyndte i en kamp mod Farum, hvor vi kom bagud, og det begyndte at ligne københavnsk fodbold igen, da vi vendte det truende nederlag og vandt 2-1. På 20 minutter med Falk og Zeca som central akse.

Grüße an 2. Bundesliga

Husker du 4-1 i 1997? Dengang Todi Jønsson lobbede Mogens Krogh af banen. Der var lidt den følelse i søndags. Den kamp var nailet. Den sad. Det var såre fortjent. Og efter lang tids venten.

Og der stod Vavro. Udskældt, efter sigende kunne han knapt et ord engelsk da ankom sidste sommer, og har formodentlig fået et par gevaldige hak på selvtilliden. Men det har ikke været til at se i kampene her i sensommeren. Fra den forkølede straffesparksscoring mod KUPS Kuopio til monstersparket nede i Sofia. Han har været tæt på fremragende i alle kampene, og som en af lidelsesfællerne på tribunen sagde søndag eftermiddag:

Hvem fanden havde troet for et år siden, at Vavro skulle blive publikumsfavorit.

Vi kan så sagtens sætte Andreas Bjelland ind i ligningen, det har andre og mere kyndige allerede gjort mere fornuftigt. Eller Sotirios Papagiannopoulos. De 2 nye forsvarsindkøb, der er hentet over sommeren. Der er i hvert fald tydeligt, at den Michael Lüftner, den fumlende tjekke, der egentlig begyndte som Ståles første signing sidste sommer, er nederst i forsvarshierarkiet nu.

Tankevækkende. Og dog. Der var jo en Erik Johansson, der pludselig forsvandt. Først med en korsbåndsskade, så permanent med kæreste-hjemlængsel, og nu visket ud i total glemsel. Denis Vavro derimod er total cool – og helt uden hestehale!

Under derbyets tåger

Tågen letter…

I guder, mand! Er jeg den eneste der i den grad har savnet en superligakamp i Parken, der begynder kl. 15?

Længslen tilbage til dengang, hvor det ikke var tv-penge, men fodbolden selv der dikterede kamptidspunktet.

Det skete i søndags. Igen. På en strålende forårsdag en spytklat inde i marts.

Rent faktisk nåede klokken så vel 8-10 minutter over 15 før bolden blev spillet ud af midtercirklen. Pyroteknikken var legaliseret i dagens anledning, hver endetribune havde fået sin halvleg, og den københavnske fik lov til at lege først. Vinden markerede sig straks, tog over med et lakonisk pust, og fik drevet det meste røg ind over banen.

Det var til at leve med. Det var søndag eftermiddag, solen fortsatte stadig med at skinne bag røgen, og man fornemmede egentlig hurtigt at der var en hæderlig københavnsk indsats på vej. I lokalderbyet. Mod Brøndby.

Ja. Tak og lov for at det nu endelig bare er blevet et lokalderby, eller blot derby, for nemheds skyld. Alt ævlet med “New firm”, som om der overhovedet nogensinde har været en relation til skotsk fodbold, havde fortonet sig allerede inden røgen. Jeg kender ikke historikken bag begrebet, men kan huske at det begyndte at optræde i medierne allerede i 1995 og måske endda tidligere. En smart journalist forsøgte at skrive et rivalopgør op – og andre smarte journalister fulgte trup. Vi andre kunne bare hovedrystende kaste op på tribunen.

Der er en kamp mellem 2 klubber med beliggenhed en halv snes kilometer fra hinanden, 2 klubber der ikke har det så godt med hinanden, 2 klubber med en efterhånden pæn historik om mesterskaber, flop, dommerbrølere, og spektakulære scoringer, 2 klubber der hader hinanden i hvert fald på de fyldte tribuner, inklusiv prestige og håneret, 2 klubber som givet heller ikke kan undvære hinanden. Slet ikke den sportslige rivalisering på den lange bane.

Med andre ord – et derby. På godt og ondt. Et derby hvor sejrens sødme altid smager ekstra godt og føjer endnu et lille minde til den mentale collage.Glemmer du, så husker jeg nok… den gode, den onde og det helt vilde. Som 3 korte sekvenser og de 3-1 til København som det blev denne gang.

Men vi skal selvfølgelig videre. Blot videre. 2 klubber der begge sukker efter fordums storhed i disse måneder. For der er lang vej tilbage til det der var engang. Rygtet sagde, at det havde været ganske underholdende denne gang alligevel. For de neutrale iagttagere. Ikke på grund af den spillemæssige kvalitet. Men intensiteten havde været der… igen.

Måske. Galningene på tribunerne blev holdt i skak og København vandt, alt imens solen skinnede og skinnede til den ikke gad mere.

Tømmermændene mandag morgen kunne så fortælle om et pivringe forsvarsspil, der i 1. halvleg forærede Brøndby 2 gedigne friløbere. Mere sjusk i 2. halvleg der medførte 1-1 målet og et par af de københavnske afbrændere tidligt i kampen, som Ståle ikke mener kan blive ved med at fortsætte. Men det gør de. Afbrænder på afbrænder, Ståle! Fra Odense over Randers til Brøndby.

Uskarphedens ulidelige surhed. Cornelius er forlængst blevet til Umulius – har vi overhovedet andre angribere i truppen? Jeg bliver træt bare ved at nærme mig tankesættet.

Nicolaj Jørgensen svæver rundt et sted mellem månen og grønsværen. Ground Control til Nico. Et par minutter er han nærværende, så er han væk igen. Men han er det bedste, vi har. I længden bliver det slet ikke nok til at true den midtjyske Evil Eyes (aka Riddersholm) og hans enerverende luftballoner.

Du så det selvfølgelig også, mand! Altid skarp som en barberkniv. Forsvaret der nærmest krakelerede overfor minimal hurtighed og pres, da Anton måtte udgå efter 20 minutter. Zanka dur med Anton, han dur ikke med Pelle Nilsson, og måske dur Pelle Nilsson slet ikke mere overfor angribere med en smule speed i tanke og ben.

På midten mangler boldsikkerhed. Det er år og dage siden vi sidst har set den. Vilje er der. Talent er der. Men fundamentet er skrøbeligt som et nylagt æg.

Tilbage stod Stephan Andersen i målet og blev dænget ind i byger af fjendtlige fadbamser og lightere i 2. halvleg. Han bliver ALDRIG en af vores egne… nix, men han er stadig sæsonens bedste. Som helhed betragtet. For FC København. Og han fik reddet vores røv, når vi forærede Brøndby de chancer, de ikke selv kunne skabe.

Den iagttagelse stod også glasklart tilbage: Brøndby var jo ikke en skid farlige. Ad egen kraft. Måske var det også hvad vestegnsikonet Agger havde luret under tusserne. Det kan sagtens give et akut ildebefindende, at erkende egen uformåenhed.

Derbysejr. Ja tak. Hånen er selvfølgelig tilladt. Men den smager allerede af tør fisk, hvis denne sæson skal følge sit deprimerende spor. Videre og videre til Esbjerg. Kl. 17 denne gang.

Giv dig blot tiden, min ven. Du fortjener det. Hæng lidt fast i søndagens sødme. Der er snart atter en hverdag forude. FCKTV har dokumenteret det hele i en usædvanlig video, der i de seneste dage har nået verdensberømmelse via USA Today og The Independent.

I øvrigt ganske velfortjent. Det er visuel poesi af den finere slags, hårfin i balancen mellem den umiddelbare glæde og kvalm selvfedme. Jeg behøver ikke andre ord end smuk i denne sammenhæng. Spot on!

En gammel ærkekøbenhavner, facebooks særlige Holmstrøm-profil (nej, det er ikke ham selv! Kun en god efterligning), bemærkede før derbyet…

Lad os håbe, at vi kan udnytte Brøndbys uopmærksomhed de første 20 minutter, hvor de stadig skal vænne sig til at spille på græs.

Den holdt næsten stik. Stikpillen til deres håbløse baneforhold ude vestpå. Vi kunne have ført 2-0 med lidt held og skarphed allerede efter et kvarters spil.

Den rigtige Holmstrøm har altid prædiket, at intet fodboldhold er bedre end sin seneste kamp.

Skal vi sammenfattende på den målestok sige, at FC København var både hæderlige og pænt gavmilde.