Løvfældende tanker

Hvor mange træer går der på en Skov…

Et målbevidst indkast fra Ankersen, som Damen bevidst lader passere til Falk. Han dribler kort på tværs i feltet og efterlader næsten bolden løst til den fremstormende Skov. Frit skud fra højre og mål. 2-1 langt inde i overtiden.

Det var en indøvet detalje fra træningsbanen, men der var ingen succes-garanti.

Man kan være heldig og man kan være heldig. FC København var heldige i Bordeaux, men knap så heldige som vi var i Reggio Emilio et par måneder før.

Det handler om marginaler, nappe dem på forkant, ved at øve, og måske sætte et smart træk på Ståles taktiktavle. Det var klogt, at give den kamp til Stephan Andersen i målet. Efter et par sløje præstationer af Jesse Joronen.

Det var også klogt, at give William Kvist den kamp. Han var i den grad savnet et par dage før, i blamagen i Hjørring. Var blevet hjemme i København. Sygemeldt.

Selvfedme og arrogance havde i den grad losset vores egne københavnersnuder under græshøjde på den vindblæste plæne nordenfjords. Der blev skreget på en gammel, rutineret spiller. Ham der kunne råbe sin holdkammerater op i en uhørt ringe 2. halvleg, hvor man – ganske ukøbenhavnsk – smed føringen i det sidste kvarter.

Hjørring gik hurtigt i glemmebogen. Heldigvis. Kampene er mange i dette efterår og i europæisk sammenhæng blev det nummer 10. Kampen i Bordeaux.

De mange kampe forklarer måske også de udfald, der ind imellem kommer. Det er væsentlig nemmere at opretholde gejsten søndag eftermiddag kl. 16 i Parken frem for en søndag formiddag kl. 12 i Hjørring. Det tjener i hvert fald som en søgt undskyldning.

Endnu et kig i drømmenes manual

I det længere perspektiv er jeg overbevist om, at de mange europæiske kampe gavner holdet. Alene begejstringen over selve kvalifikationen til gruppespillet var til at føle på.

Alle følte det – også os gamle gnavne mænd på tribunen. Lidt som et flashback til Rosenborg-kampen. 2010 revisited. Næsten. Vi var i den grad næstbedst fra begyndelsen af sommerferien og kvalifikationen til Europa League-grupperne blev det absolut bedste af det næstbedste.

Personlig har jeg en drøm om at vi engang kan få europæisk bold i Parken, når de rigtige forårsmåneder engang ankommer igen. Det kræver at vi cirka rammer en kvartfinale, og – med andre ord – overlever de første 2 knock-out runder efter nytår.

Urealistisk. Fuldstændig. Men det er den slags tanker, der kan blive plads til i en landskamppause.

Frem-AB. En mission for den tidsrejsende

Der kan også blive plads til en tidlig lørdag eftermiddag i Valby.

I 2. divisions gruppe 2, det hedder rækken vist, var der et gammelt stævnemøde mellem Frem og AB. 1300 andre tilskuere havde fundet samme vej. Pænt imponerende.

I blandt var et kontingent af temmelig højrøstede AB’ere, eller aber, som de hed i gamle dage. De hadede Brønshøj og de hadede Lyngby, gjaldede de anført af en skinger junior capo.

Ved ikke om nogen egentlig hader dem. I københavnske fankredse gjorde vi aldrig rigtigt, da de genopstod på topplan kortvarigt sidst i 90erne. Måske fordi de aldrig var mange nok, og måske egentlig bare var ganske sympatiske.

Frem er Frem. De vil gerne være ægte, uden at jeg helt kan gennemskue hvad det skal dække over. Noget med moderne fodbold og noget med at være imod.

Men Valby Idrætspark er en tidsrejse værd. De har stadig en cool hjemmebanetrøje, og de flager med alt fra pride-fane til Jim Morrison (ja, jeg ved godt at det er Thomas Thøgersen, men et øjeblik… så havde de sgu været både ægte og originale. Jeg havde sågar også hørt rygter om britpop, som højttalermusik og pauseunderholdning. De rygter kan jeg godt mane i jorden).

I ølboden bag målet stirrede en halvvissen fyr bag disken måbende på mig, da jeg bestilte en cola.
“Det er min første”, bedyrede han højtideligt.
“Der er altid en første gang for alting”, svarede jeg. Han stirrede tomt på mig, som det jeg var. En rejsende fra fremtiden. Og pøsede hurtigt en Carlsberg Classic fra flasken over i et plastbæger. Til sig selv.

Frem vandt i øvrigt kampen 2-0. Begge scoringer faldt sent i 2. halvleg, efter en ganske jævnbyrdig kamp. AB’s træner, Michael Madsen, vi husker ham fra sen 90’erne, fór rundt på sidelinien i det meste af kampen. Han opførte sig som han var på coke. Klappende, slaskende, sig selv, sine spillere, alle vegne og meget intenst. Der røg adskillige Zorniger-dask efter både ind- og udskiftninger.

Ægte København. Ude i Valby. Jeg var der et par gange i 70’erne. Med en skolekammerat. Det var den sæson, 1976, hvor Frem tabte mesterskabet på sidste spilledag. I Næstved. B1903 vandt titlen i stedet, og Næstved rykkede ned alligevel. Det gjorde Fremad Amager også, og det berørte mig mere dengang.

I Sundby Idrætspark har de fjernet græsset, har jeg lige hørt. Banen er blevet belagt med plastic. Det er den ikke i Valby. Der er græsset heldigvis ægte endnu.

Og så var der landskamp om aftenen. Da det nye koncept omkring UEFAs Nations League blev præsenteret, fattede jeg ikke en bjælde. Det er jeg ikke sikker på, at jeg gør endnu. Når vi taler videre kvalifikation frem mod EM 2020.

Men noget fungerer i hvert fald. Holland-Tyskland, Spanien-England, Polen-Portugal, og så videre. Lagdelingen af landsholdene i puljer giver langt flere spændende kampe. Og med noget på spil. Noget med at rykke fra lag B til A mellem puljerne – eller omvendt. De ørkesløse træningslandskampe er reduceret ganske kraftigt i antal.

I det lys er det jo skønt, at vi har fået et landshold igen. Parodien var mere end tragikomisk i sidste landskamppause. En konflikt mellem nogle spillere og et nationalt fodboldforbund. Nogle forsøgte, at ophøje den til en arbejdskonflikt. Jeg havde svært ved at få øje på den. Det har været et årelangt cirkus og denne runde var en kamp om nogle sponsoraftaler, individuelle eller forbundets.

Min sympati kammede over til DBU. Et fodboldforbund, der udtager en række spillere til et landshold, kan aldrig blive en arbejdsgiver. Den rolle har spillernes klubber. Landsholdet er bonus og såmænd helt frivilligt. Spilleren kan sige nej, hvis det er uforenelig med hans private aftaler.

De sportslige tabere i cirkusset mellem DBU og Spillerforeningen 

DBU har en masse andre interesser at pleje, fx. at der kan spilles fodbold under organiseret forhold i Valby og alle andre steder i landet. Så selvfølgelig vil de kratte deres del af landsholdskagen ind. Det er en af deres væsentligste indtægter for at kunne finansiere en masse aktiviteter, elite eller bredde, andre steder i systemet. Også et kvindelandshold.

Men Willy ordnede sagerne, måske var det i virkeligheden derfor han aldrig nåede med til Hjørring, og alle blev glade. Cirka. Siden har DBU ansat en fodbolddirektør, der kan forstå spillerne. Peter Møller. Om han så forstår Mads Øland, må tiden vise.

IMHO: #32 ligner allerede det vigtigste scoop for DBU frem over.

På sådan en aften

JAAA! “An absolute belter” – Gary Lineker

Man er sprængfyldt med glæde og forventninger… og ord. Efter sådan en aften som i aftes.

Den 2. halvleg. Det var som al den fart og det tempo i spillet, som vi stod og skreg efter i 1. halvleg, pludselig indfandt sig med dobbelt styrke. Turbotænding.

Og scoringerne faldt bare som perler. Et bizart selvmål der kom ud af aftenhimlen. Et resultat af det uptempo, som FC København begyndte 2. halvleg med. Et fladt indlæg fra Ankersen, som faktisk var ganske godt. Der var bare ingen københavnske spillere inde omkring det lille felt, hvor tværbolden havnede. Men belgiske Denswil var der og var formodentlig hjemsøgt af Cornelius’ skygge efter 1. halvleg.

Det mystiske straffespark som blev kaldt af måldommeren. I sig selv usædvanligt, at en måldommer faktisk dømmer noget. Og mystisk fordi ingen andre vel så det.

Det burde heller aldrig være dømt. Efter genkig på tv, er jeg helt overbevist. Santander dykker i bolden og selvmåls-solisten Denswil sparker ud efter bolden. Højt, ja, men ikke for højt eller farligt i situationen. At Santander bliver ramt i hovedet, skyldes hans eget kamikaze-dyk. Han lavede i øvrigt et lignende i 1. halvleg efter et hjørnespark og fik sendt et forrygende hovedstød mod mål, som Brügge-målmanden akkurat nappede.

Måske en slags højere retfærdighed, at Augustinsson brændte straffesparket. En retfærdighed af den slags, man kun påkalder og skriver, når slutresultatet er velkendt og ikke mindst mere end godkendt. Jeg ved det.

Men situationen osede langt væk. Ludwig brænder den. Han fik alt for lang tid til at spekulere over betydningen af 2-0, hvordan den skulle sættes, og hvordan han efterfølgende skulle juble. På grund af behandlingen af den skadede Santander.

Tilløbet var alt for kort, det går sjældent godt, og sparket sad lige i målmandens favoritposition. Han behøvede ikke at strække sig meget, skulle bare lure den rigtige side. Det gjorde han, belgieren.

I øvrigt bør en venstreback ikke tage straffespark. Uagtet øvrig kvalitet i sparketeknik, jeg føler mig bare ikke tryk ved forsvarsspillere i den rolle. Ludwig scorede ganske vist mod Odense for nylig. På straffespark. Men det var heller ikke vanvittig imponerende sat ind. Find en anden med nerver af stål og helst med Nikos 100% i udnyttelsesrate.

Den lille matchbold i “matchbolden”, twist & shout på Ståle, blev reddet et par minutter senere. Med Delaneys dunderhug. 2-0. Igen et resultat af det københavnske tryk og et vristspark, som bare gik rent ind. En gang ud af 100. Rent i krydset via indersiden af stolpen. De 99 andre gange var bolden drønet langt op på B-tribunens øvre afsnit. Til almindelig irritation, frustration, eller blot morskab.

Det mest fantastiske mål i øjeblikket, en tirsdag aften i Parken i september i Champions Leagues gruppespil, men det overgår ikke Zumas saksespark fra 2001. Slet ikke. Du behøver overhovedet ikke at tænke i de baner. Vi behøver ikke at blive historieløse i rus over øjeblikkets succes.

Santanders dunderhug til 3-0 var næsten lige så fantastisk. Han formår bare at demonstrere evner fra en langt højere hylde i fodboldverdenen end den københavnske. Engang imellem kommer der disse glimt af det fortærskede begreb “verdensklasse”. Det er indianeren i ham. Som det nævnte hovedstød i 1. halvleg, hvor han med dødsforagt får fuld power på et hjørnespark.

Indlægget blev ikke sparket ind. Den blev hamret ind i Brügge-målet, så netmaskerne sang og gyngede i takt med de ekstatiske tribuner. Både B og C.

Hold da kæft! Og så var der selvfølgelig Zanka til sidst. 4-0. Det har været hans uge, med kontraktforlængelsen, og selvfølgelig skulle han lukke og slukke en aften som i aftes.

Og hold da næsten helt op. Det var en fornøjelse at se en kamp, hvor dommeren faktisk tillod fysisk spil i feltet. Cornelius bliver ofte fløjtet i stykker i Superligaen. Skotske Craig Thompson gav lov, formodentlig netop fordi han er skotte, og bifalder fodbold som et fysisk spil.

Der var en mulighed for at være stor og stærk – uden at hver eneste duel blev fløjtet til forsvarernes fordel.

Jeg får stadig et mærkeligt flashback til den annulleret scoring i lørdagskampen mod gymnastikforeningen. Selv efter gentagne tv-kig kan jeg ikke gennemskue, hvad Cornelius bliver dømt for. Ud over at bare være stærkere i kroppen end århusianeren. Og det må man godt være i følge fodboldloven.

Stikpillen oven på en aften som i aftes falder selvfølgelig til FC København selv. Grådighed og profit fremfor et fyldt stadion. Vi har hørt den før i den moderne fodboldverden – især fra engelske stadions.

Der dufter lidt… nogle vil sige af Eau de Cologne

Sølle 26.000 tilskuere til en gruppekamp i Champions League. Efter en fin start ude i Porto.

Der burde have været mindst 5.000 flere – og det havde nok heller ikke været helt usandsynligt, hvis man havde holdt løssalgsbilletterne i et niveau, der matchede det som Club Brügge kom med.

600 spir for en billet. Det var for fanden ikke FC Barcelona, der kom på besøg.

Men bliver Parken fyldt 2. november? Leicester trækker formodentlig en anelse flere tilskuere, Kasper Schmeichel-effekten (haha!), og endnu mere fordi englænderne vil rejse til København i langt større antal end belgierne gjorde. Det er Leicesters første tur i Europa og så videre, vores egen rejselyst var massiv tilbage i 2006 ved FC Københavns første gruppespil på den store europæiske scene.

Løssalgspris 565-750 kroner for en billet. Jeg har mit (dyrtkøbte) platinkort og kan være være fløjtende… men objektivt ville jeg sgu bide i læderet en ekstra gang for at smide et beløb i den størrelse for en kamp mod Leicester City. Fucking Leicester. Med eller uden Schmeichel den yngre.

Det er egentlig en sølle til- og tankegang. Der er plads til forbedring, venner. Tænk på den sportslige betydning et stopfyldt Parken har for spillerne på banen. Tænk på magien fra Barcelona- eller Galatasaray-kampene, hvor tribunerne nærmest løftede sig for at skubbe og støtte spillerne frem.

Når vi sportsligt er havnet i noget der ligner en “Europa League-gruppe”, rent navnemæssigt, burde billetpriserne også skrues til samme niveau. For at give fuld Champions League-blæs i Parken.

Dette bare sagt. Det hele. Ordene der bare ville ud. Oven på en aften som i aftes. Tak til kaptajn Delaney, tak til Santander, tak til Ståle, tak til holdet, og en lille tak til sidst til Claudemir.

Partymir aka Claudemir. Tilbage i København.

Han brændte et åbent hovedstød i 1. halvleg. Det kunne have gjort kampen meget sværere med en scoring der og jeg er sikker på, at han i et kort splitsekund – helt ubevidst – blev teleporteret tilbage til FC København årgang 2010/11.

Før kampen mente han, at hans tids FC København var bedre end den nuværende udgave. Mon han var lige så skråsikker efter kampen. Svaret blæser formodentlig langt ind i efteråret.

På den anden side, det er vi andre nok heller ikke. Helt så skråsiker. Vi skal tale mere om 2016 nu, mistænker jeg.

Københavnsk efterår

Nu falder bladene snart af træerne igen

Sejrens sødme smager altid lidt mere lækkert mod Brøndby. Så lad os endelig begynde der.

I søndags skete det igen. En overlegen sejr på 1-0.

Dog havde 3-0 givet et mere dækkende kampbillede. Sagt uden at være grådig.

Halvanden forkølet afslutning blev det vel til for vestegnsspillerne. Modsat fik København brændt 4-5 pænt store chancer, inklusive Corners stolpeskud langt inde i “romerlys”-overtiden.

Kampmæssigt ejede Brøndby de første 10 minutter ved at trille bolden rundt, derefter tog FC København mere og mere over. Men som hele dette forbandede efterår er det en særlig prøvelse at komme frem til de helt åbne chancer. Vores offensive koncept virker mindst lige så forkølet som modstandernes samlet indsats.

I pausen stod jeg med fornemmelsen, det bliver 0-0, og en pisse-ringe kamp i det hele taget.

Det løsnede med scoringen. Den blev vital, som sejren i det hele taget bliver. Forhåbentlig.

Jeg skriver med vilje “forhåbentlig”, for jeg troede også at sejren i Champions League-kvalen mod ukrainske Dnipro var et vitalt boost for Ståles nye setup.

4 dage efter leverede FC København den største hjemmebaneblamage i 10 år.

Guernica v2. Fra NK Gorica i 2004 til Hobro i 2014. Det var næsten på dagen for 10 året. 0-3 i Parken mod en flok skovhuggere, rejeplukkere, skolelærere, pædagoger og lokale brugsomdelere.

So long, Mary Anne! Jeg noterede mig at jeg ikke var den eneste der skred et kvarter inde i 2. halvleg. Det var ellers en smuk og behagelig sommersøndag tidligt i august. Men det var også en smuk og solvarm sommeraften dengang i 2004.

Siden har efteråret mest været pinsel med en alenlang landsholdspause, der blev skudt i gang af en underlig superligapause. Konstrueret af Divisionsforeningens turneringsudvalg. Sikkert i bedste mening. En fri weekend, der skulle hjælpe klubberne på vejen til europæiske gruppespil. Dvs. Aalborg og os. De 3 andre danske hold var allerede daffet ud i de indledende kvalifikationsrunder.

Både vi og Aalborg præsterede efterfølgende at tabe 0-4. I henholdsvis Leverkusen og Nicosia. Oprigtig talt, den frie weekend gjorde ikke den fjerneste forskel.

Og så stod man der. I søndags. #Aggermania min bare. De fik solgt billetterne på Brøndby Stadion, men giraffen forblev usynlig. Tatoo-sønnen fra vest var blevet skadet. Igen.

Istedet fik han sin genkomst i søndags – og det gik ikke så godt. Der var dem på pladserne ved siden af mig, der ikke end ikke registrerede at han blev skiftet ud.

Men han fik lavet et straffespark som aldrig blev dømt, kunne jeg se på tv-skærmen efterfølgende. Han flåede Cornelius omkuld ved et hjørnespark i 1. halvleg med ryggen til bolden. Indrømmet – det var det vist et af dem der sjældent bliver dømt.

På den længere bane tror jeg nu nok, at de skal få glæde af Agger ude vestpå. Selvfølgelig er det et scoop at få ham hjem i en relativ ung alder. Han bliver ikke deres mr 70%, han er trods alt en tand mere dedikeret. Men han bliver nemt mr 70 minutter. Grundet hans høje skadesfrekvens – hvilket dybest set nok også er årsagen til at han overhovedet valgte Brøndby.

Og så ikke et ord mere om #fucking_Agger, lige så lidt som #fucking_Hobro. 17 forskellige tv-stationer sender formodentlig direkte live tema-dokumentar om begge. I skrivende stund.

Sjældent har jeg været så glad for mit Netflix-abonnement som i de sidste par uger.

I søndags så vi Anton for første gang levere forsvarsspil som det han præsterede for 4 år siden. Glædeligt. Enigheden var ganske slående på mine rækker i Parken. Han var suverænt banens bedste.

Vi så også en Alexander Kacaniklic levere en middelmådig indsats, men han har potentiale til meget mere. Og det kommer. Manden var glimrende i Fulham og kan sagtens blive vores bedste sommertransfer (=lejemål i dette tilfælde). Sammen med stadig sprudlende Bengtsson på venstrekanten… jeg tør næsten ikke skrive det… men de taler samme sprog og kan hjælpe os igennem efteråret.

Ej overdrive, ej overdrive. Det nye projekt Ståle tærer i den grad allerede på tålmodigheden og det skal jeg, og andre, prøve at vænne os til. Træk vejret dybt, vi tæller… 1, 2, 3, 4, 5, 6… Og 7.

Syv mål i 8 superligakampe hidtil. For helvede det er tungt at se på. Reelt kunne det være nedrykkerpotentiale. Men der er ingen grund til at blive hysterisk. Ikke endnu. Vi fører vores Europa League-gruppe. Det er faktisk bedre end hvad langt større klubber som Tottenham præsterer.

0 mål i Beograd og 0 mål mod i weekenden hjemme mod West Bromwich. Og nærmest uden at skabe en eneste ærlig målchance.

Det begyndte ellers fornuftigt for mine engelske number one. Under den nye manager, Mauricio Pochettino. Sejre over London-rivalerne i West Ham og Queens Park Rangers. Vi blev alle grebet af et øjebliks hysterisk optimisme.

Et regulært fata Morgana, mand. Det var i stedet begyndelsen på et københavnsk efterår, som dukkede frem i horisonten. Lad mig skyndsomt parkere den der igen.

What Became of the Likely Lads

Tilbage til studiet, og 7 mål, og udgangspunktet, det var et sidespring, en fejl. Og Torino og Club Brügge kan ikke sammenlignes med hverken Galatasaray, Real Madrid eller Juventus, vel.

Jo, jeg ved, Brügge viste umenneskelig højt europæisk potentiale for 2 måneder siden, et helt andet hold end dem vi slog ud i Champions League-kvalen i 2012. Klasser bedre (… de slog for eksempel Brøndby 4-0…). Men alligevel…

Jeg varer mine ord. Ironi på skrift er en vanskelig sag.

Men der er de dage hvor jeg overvejer om jeg skal finde en anden branche.

De morgener hvor man bare er træt, inden man vågner. Cornelius sparker et ubehjælpeligt straffe, hvorfor ham igen? Nikolaj Jørgensen losser et frispark ud halvt mellem målstolpen og hjørneflaget, endnu et indlæg og ingen i feltet, Claudemir tør end ikke forsøge en afslutning 3 meter fra mål, Delaney med helt frit hovedstød lige i favnen på keeperen.

De aftener hvor det bliver mørkere og mørkere, og et par hyperentusiastiske NFL-drengerøve kan blive eneste dårlige undskyldning for ikke at gå i seng. Mens Stephan Andersen fumler med et harmløst indlæg og Zanka undervurderer endnu en forsvarsaktion og taber bolden under foden. Og Høgli scorer et halvt selvmål mod skolelærer/ejendomsmægler/lystfiskerholdet…

Tøv en kende! Samme Tom Høgli var faktisk til at holde ud at se på i kampen mod Brøndby. Det slog mig, da jeg cyklede hjem fra Parken.

Det bliver heldigvis snart vinter igen. Som altid. Årstiderne de skifter, baby, og sæsonen går sin egen gang. Nogle gange bliver den næsten alt for lang. Det gælder selvfølgelig både for stjerneræset & fuldemandssangen.

Sidstnævnte afslutningsvis og kortvarigt overladt til The Libertines, der væltede Vega tirsdag aften.