Sæsonen går til i junk og spot(lys)

Det sker i august. Sådan er det hvert år. I 14 af de seneste 14 år. Det handler om de europæiske gruppespil og det handler kvaliteten af dem. 13 ud af 14. En enkelt fall-out mod Jablonec, det var på vippen til august. Kommer vi først inden for i august, afgør vi selv karaten af kampagnen. Høj eller lav. Første eller anden klasse. Enkelte gange ender det hele bare i en taknemmelig og glædelig overraskelse. Sådan var det sidste år efter straffesparkssejren over Atalanta. En optimal bedrift efter en meget lang kvalifikation. Champions League var slet ikke et emne.

Det var den i år. Den røde stjerne funklede over en oppløjet knold i Parken og overvandt den mest surrealistiske straffesparkskonkurrence, som jeg nogensinde har set. Ikke bare på længden, 24 spark, men også antallet af håbløse afbrændere hvor bolden blæste lodret op i aftenhimlen og de øvre dele af sektionen. Sket er sket. Så har man set det med. Vi griner ad det om et par år, eller 5. Nu gider jeg ikke, bliver bare træt.

Ham her scorede sgu, mand!!!

I stedet bliver det – tema august. Dette specielle fænomen at vores sæson nærmest år efter år, bliver defineret i august. Succes eller lunken, pegende mod den totale fiasko. Knap nok en måned efter sæsonstart. Det er de små europæiske klubbers lod.

I de store ligaer begynder sæsonen typisk midt i august. I ro og mag for de fleste. Fribilletterne til Champions League sikrer, at de først for alvor ruller på midt i september. Et helt igennem misundelsesværdigt scenarie for os andre – hos FC København, Ajax Amsterdam, Celtic, eller Rosenborg – der skal igennem to, tre, fire kvalrunder først, sæson efter sæson, med et utal antal lottokuponer i lodtrækningen. UEFA-seedning eller ej. Vi trak Røde Stjerne som seedet. Røde Stjerne spillede Champions League sidste sæson. Det gjorde vi ikke.

Reelt vi var i samme båd før de 2 opgør, de var dårligere seedet på grund af de nationale serbiske resultater og tvivlsomme resultater årene før. Vi har alene høstet vores seedning ved at levere hæderligt i Europa League. En solid årgang i mange år. Ikke 13 af de 14 sidste sæsoner, et par enkelte gange har vi ramt selveste Champions League. Men det er det lange seje træk, der har givet seedningen, og derfor kan jeg heller ikke rase over, at det kun blev Europa League i år. Igen.

Der er gået et par uger nu, og den rationelle del af hjernen er for længst kommet til den konklusion, at hele forudsætningen for et nyt skud på Champions League, ikke bare ligger i et nationalt mesterskab. Det skubbes i den grad videre af en mulig seedning. Ergo Europa League-points. Bring them on! Som europæisk fodboldunderklasse er der kun hårdt rugbrødsarbejde, der hjælper, og der er desværre mange år til at udsigten bliver bedre. Hvis nogensinde. Der bliver gjort hæderlige forsøg på at ændre kvalifikationen og UEFA-rankingen, så den fælles nationale point-koefficient betyder mindre, og egen europæisk anciennitet tæller mere. Det ville gavne vores klub og dem der ligner, i Holland, Skotland, Sverige og Norge.

Forkølede aftener i Riga, som den forleden, slipper vi dog ikke for. Men at vi overhovedet endte der, skyldes også seedningen. Den kunne være blevet meget værre. En overkommelig opgave, som sportjournalisten vil kalde det og nikke anerkendende ad sin viden.

Det var det også. Teoretisk. Men august måned virkede som den havde slidt bunden ud på holdet. Sammen med et par uheldige skader. Intet hang sammen, bagud 0-1, nervøst forsvar, svinske baltere, og Pieros der brænder en afgørende friløber. 0-2 havde været en katastrofe. Den udeblev.

2 minutter efter slutfløjtet var nederlaget ligegyldig statistik. 3-1 blev til 3-2. Vi var samlet set videre til Europa League-grupperne. Sæsonen blev reddet der. Et par dage før august løb ud. Næste år er vi der formodentlig igen. Riga, Reggia, eller Beograd.

En drøm for nogle, hverdagen for andre

Imens vi venter på næste sæsons august, er det hastigt blevet september. Rugbrødsmånederne er begyndt. Der er spillet 8 runder af Superligaen, 8 runder og resten af sæsonen er sat, sandet til i junk & sport i den europæiske 2. division.

Vi fik pladsen på standardklassen, Copenhagen Trans Europa Express, vi er der trods alt, og pludselig kom Bendtner på kontrakt. Ud af sensommerens sidste vemodige spiritustårer. De drev af væggene nede på Nordre Fasanvej – Café Solbakken bød på happy hour, et håndtag til gården og gaden.

Soccer starz

En ny #32, tilfældet Nicklas Bendtner, vennen-af-huset-Bendtner, problembarnet, tumpen, the prodigal, den fortabte KB’er. Ståle blev desperat, nogle forsøger at booste aktiekurser og trøjesalg, hvad ved jeg! Måske var det bare øjeblikket. Bendtner har formodentlig været lige så desperat for redde de sidste rester af sin karriere, (er det muligt?), som Ståle har spejdet efter en ekstra angriber. Der var en anden på kornet på selve dagen, en svensker. Den transfer gik i vasken. Fortalte rygterne.

Jeg havde aldrig hørt om ham svenskeren. Men Bendtner kender man da. I den grad.

Jamen, for fanden. Jeg fik den først ind med morgenkaffen dagen efter. Fik den sunket med lidt ekstra mælk. Sjovt nok var mavefornemmelsen sgu okay. Denne gang var den okay, for hvad er der egentlig at tabe. Enten har Bendtner genfundet sin motivation, han kommer hjem til sin favoritklub, eller også fiser det hele ud om 4 måneder. Måske efter et slagsmål med en taxi-chauffør eller en fordrukken Frem-fan, sikkert noget med #ægteKøbenhavn, på en natklub inde omkring Gothersgade. Men det bliver så, hvad det bliver.

Om man vil det eller ej. Bendtner har noget Star Quality. Han sælger billetter. Lad ham dog prøve. Han kender Peter Bangsvej, han kender 10’eren og de fleste folk derude. Integration bør ikke være et problem. Den største udfordring befinder sig i mandens hjerne. Det bliver så Ståles opgave, at file sig ind som ny Morten Olsen der. Ndoye kan sikkert også træde til, selv på et par krykker. Hvad er der at miste? Et rugbrødsmesterskab i maj? Det kører vi aldrig hjem med Pieros og et par lotto-kuponer fra Segunda Division alligevel. Med Bendtner får vi en angriber, der i fit tilstand passer i Ståles koncept. Fysik og paddy power på toppen.

Det var afgjort bedre, hvis vi holdt os hver for sig, 

det gør vi ikke nej, men fortsætter et spil, 

hvor venner er venner værst, så længe der er venner til

Sådan cirka falder ordene fra en gammel mester. Dem køber jeg ind på.

Løvfældende tanker

Hvor mange træer går der på en Skov…

Et målbevidst indkast fra Ankersen, som Damen bevidst lader passere til Falk. Han dribler kort på tværs i feltet og efterlader næsten bolden løst til den fremstormende Skov. Frit skud fra højre og mål. 2-1 langt inde i overtiden.

Det var en indøvet detalje fra træningsbanen, men der var ingen succes-garanti.

Man kan være heldig og man kan være heldig. FC København var heldige i Bordeaux, men knap så heldige som vi var i Reggio Emilio et par måneder før.

Det handler om marginaler, nappe dem på forkant, ved at øve, og måske sætte et smart træk på Ståles taktiktavle. Det var klogt, at give den kamp til Stephan Andersen i målet. Efter et par sløje præstationer af Jesse Joronen.

Det var også klogt, at give William Kvist den kamp. Han var i den grad savnet et par dage før, i blamagen i Hjørring. Var blevet hjemme i København. Sygemeldt.

Selvfedme og arrogance havde i den grad losset vores egne københavnersnuder under græshøjde på den vindblæste plæne nordenfjords. Der blev skreget på en gammel, rutineret spiller. Ham der kunne råbe sin holdkammerater op i en uhørt ringe 2. halvleg, hvor man – ganske ukøbenhavnsk – smed føringen i det sidste kvarter.

Hjørring gik hurtigt i glemmebogen. Heldigvis. Kampene er mange i dette efterår og i europæisk sammenhæng blev det nummer 10. Kampen i Bordeaux.

De mange kampe forklarer måske også de udfald, der ind imellem kommer. Det er væsentlig nemmere at opretholde gejsten søndag eftermiddag kl. 16 i Parken frem for en søndag formiddag kl. 12 i Hjørring. Det tjener i hvert fald som en søgt undskyldning.

Endnu et kig i drømmenes manual

I det længere perspektiv er jeg overbevist om, at de mange europæiske kampe gavner holdet. Alene begejstringen over selve kvalifikationen til gruppespillet var til at føle på.

Alle følte det – også os gamle gnavne mænd på tribunen. Lidt som et flashback til Rosenborg-kampen. 2010 revisited. Næsten. Vi var i den grad næstbedst fra begyndelsen af sommerferien og kvalifikationen til Europa League-grupperne blev det absolut bedste af det næstbedste.

Personlig har jeg en drøm om at vi engang kan få europæisk bold i Parken, når de rigtige forårsmåneder engang ankommer igen. Det kræver at vi cirka rammer en kvartfinale, og – med andre ord – overlever de første 2 knock-out runder efter nytår.

Urealistisk. Fuldstændig. Men det er den slags tanker, der kan blive plads til i en landskamppause.

Frem-AB. En mission for den tidsrejsende

Der kan også blive plads til en tidlig lørdag eftermiddag i Valby.

I 2. divisions gruppe 2, det hedder rækken vist, var der et gammelt stævnemøde mellem Frem og AB. 1300 andre tilskuere havde fundet samme vej. Pænt imponerende.

I blandt var et kontingent af temmelig højrøstede AB’ere, eller aber, som de hed i gamle dage. De hadede Brønshøj og de hadede Lyngby, gjaldede de anført af en skinger junior capo.

Ved ikke om nogen egentlig hader dem. I københavnske fankredse gjorde vi aldrig rigtigt, da de genopstod på topplan kortvarigt sidst i 90erne. Måske fordi de aldrig var mange nok, og måske egentlig bare var ganske sympatiske.

Frem er Frem. De vil gerne være ægte, uden at jeg helt kan gennemskue hvad det skal dække over. Noget med moderne fodbold og noget med at være imod.

Men Valby Idrætspark er en tidsrejse værd. De har stadig en cool hjemmebanetrøje, og de flager med alt fra pride-fane til Jim Morrison (ja, jeg ved godt at det er Thomas Thøgersen, men et øjeblik… så havde de sgu været både ægte og originale. Jeg havde sågar også hørt rygter om britpop, som højttalermusik og pauseunderholdning. De rygter kan jeg godt mane i jorden).

I ølboden bag målet stirrede en halvvissen fyr bag disken måbende på mig, da jeg bestilte en cola.
“Det er min første”, bedyrede han højtideligt.
“Der er altid en første gang for alting”, svarede jeg. Han stirrede tomt på mig, som det jeg var. En rejsende fra fremtiden. Og pøsede hurtigt en Carlsberg Classic fra flasken over i et plastbæger. Til sig selv.

Frem vandt i øvrigt kampen 2-0. Begge scoringer faldt sent i 2. halvleg, efter en ganske jævnbyrdig kamp. AB’s træner, Michael Madsen, vi husker ham fra sen 90’erne, fór rundt på sidelinien i det meste af kampen. Han opførte sig som han var på coke. Klappende, slaskende, sig selv, sine spillere, alle vegne og meget intenst. Der røg adskillige Zorniger-dask efter både ind- og udskiftninger.

Ægte København. Ude i Valby. Jeg var der et par gange i 70’erne. Med en skolekammerat. Det var den sæson, 1976, hvor Frem tabte mesterskabet på sidste spilledag. I Næstved. B1903 vandt titlen i stedet, og Næstved rykkede ned alligevel. Det gjorde Fremad Amager også, og det berørte mig mere dengang.

I Sundby Idrætspark har de fjernet græsset, har jeg lige hørt. Banen er blevet belagt med plastic. Det er den ikke i Valby. Der er græsset heldigvis ægte endnu.

Og så var der landskamp om aftenen. Da det nye koncept omkring UEFAs Nations League blev præsenteret, fattede jeg ikke en bjælde. Det er jeg ikke sikker på, at jeg gør endnu. Når vi taler videre kvalifikation frem mod EM 2020.

Men noget fungerer i hvert fald. Holland-Tyskland, Spanien-England, Polen-Portugal, og så videre. Lagdelingen af landsholdene i puljer giver langt flere spændende kampe. Og med noget på spil. Noget med at rykke fra lag B til A mellem puljerne – eller omvendt. De ørkesløse træningslandskampe er reduceret ganske kraftigt i antal.

I det lys er det jo skønt, at vi har fået et landshold igen. Parodien var mere end tragikomisk i sidste landskamppause. En konflikt mellem nogle spillere og et nationalt fodboldforbund. Nogle forsøgte, at ophøje den til en arbejdskonflikt. Jeg havde svært ved at få øje på den. Det har været et årelangt cirkus og denne runde var en kamp om nogle sponsoraftaler, individuelle eller forbundets.

Min sympati kammede over til DBU. Et fodboldforbund, der udtager en række spillere til et landshold, kan aldrig blive en arbejdsgiver. Den rolle har spillernes klubber. Landsholdet er bonus og såmænd helt frivilligt. Spilleren kan sige nej, hvis det er uforenelig med hans private aftaler.

De sportslige tabere i cirkusset mellem DBU og Spillerforeningen 

DBU har en masse andre interesser at pleje, fx. at der kan spilles fodbold under organiseret forhold i Valby og alle andre steder i landet. Så selvfølgelig vil de kratte deres del af landsholdskagen ind. Det er en af deres væsentligste indtægter for at kunne finansiere en masse aktiviteter, elite eller bredde, andre steder i systemet. Også et kvindelandshold.

Men Willy ordnede sagerne, måske var det i virkeligheden derfor han aldrig nåede med til Hjørring, og alle blev glade. Cirka. Siden har DBU ansat en fodbolddirektør, der kan forstå spillerne. Peter Møller. Om han så forstår Mads Øland, må tiden vise.

IMHO: #32 ligner allerede det vigtigste scoop for DBU frem over.

Der er grund til at bevare optimismen

Typisk Københavnsk arrogance. Altid pisseheldige!

Robin Olsen jublede som efter en afgørende scoring. Thomas Delaney gik rundt med en tåre i øjenkrogen, vaklende mellem glæden over sejrene og afskeden med det meste af hans fodboldliv. Vi andre drog et lettelsens suk hjemme foran tv-skærmen. Langt væk fra Århus.

Efteråret er forbi nu – sæsonen er slut – og det har været en formidabel tur, selvom luften var gået lidt af ballonen efter 0-0 kampen hjemme mod Porto. De sidste superligarunder blev lidt som en tung transport og den sidste Champions League-udekamp i Belgien manglede spændingsniveauet allerede inden kickoff.

Flashback til Champions League en tirsdag aften i november. I Parken. Isoleret set var 0-0 da et fint resultat. Efter en glimrende 1. halvleg kom vi gevaldigt på hælene efter pausen. Porto viste sig som det, jeg hele tiden mente de var, gruppens bedste fodboldhold. De var langt bedre end #fucking Leicester. Meget mere tekniske og hurtige i boldomgangen. Selv i deres nuværende lowbudget/genopbygningstilstand.

Men gu var jeg skuffet. Skuffet over at FC København missede andenpladsen i gruppen. Skuffet fordi den andenplads overhovedet ikke var så usandsynlig, den var faktisk langt mere synlig end for 6 år siden. Gruppe og modstandere taget i betragtning.

Og når man først en gang har spist med ved de riges bord… etc! Og mulighederne var der. Igen.

Ud fra et objektiv og søgt sportslig perspektiv er det selvfølgelig ikke helt skidt, Europa League, og det var vel målsætningen tilbage i august. Mindst en tredjeplads, og vi trumfer en plads op på seedningsbarometeret.

Europa League åbner en chance for flere europæiske kampe i foråret, ud over de 2 allerede givne i februar, hvor vi altid vil få problemer efter den lange vinterpause. I Europa League er modstanderne overkommelige. Man kan møde hold som PFC Ludogorets Razgrad fra Bulgarien, der på papiret er langt mere spiselige end Bayern München – eller ja, Sevilla eller Porto, for den sags skyld. Har du i øvrigt også bemærket, at bulgarerne har samme bastard-turnering som vores egen. 26 runders grundspil, smasket op med mesterskabsspil og diverse kringlede nedrykningsgrupper. Jo, såmænd.

Men, mand! Det havde været sjovere. Ikke bare lidt sjovere. Alt er sjovere på øverste hylde.

Andenpladsen blev heller ikke tabt mod Porto. Den blev tabt i de 2 Leicester-kampe – #fucking Leicester. 1 point i de 2 kampe var alt for lidt – og her hvor den virkelige skuffelse gemmer sig. Vi var fuldt på højde med dem, de engelske mestre, og reelt set endda bedre. 1-1 i Leicester havde ikke været urimeligt og 1-0 hjemme heller ikke umuligt. Det havde givet os de 4 points istedet for dem og holdt os brandvarme på gruppens andenplads og Leicester havde ikke kunnet slippe afsted at stille op i Porto med 10 reserver og en målmand fra den lokale pub.

Marginaler og bagklogskab. De trives bedst i fodboldens baggyder. Schmeichel d.y. kom i vejen 2 gange for Cornelius. Helt afgørende. Der var ikke et væld af chancer i Leicester-kampene, men dem der var, var store nok til at de burde have gjort den marginale forskel #fucking... et-eller-andet-lort!

Happy ever after. En målmands momentum

Tilbage til Århus. 10 mand mod 11, en klar dommerfejl, udvisningen, og straffesparket der blev reddet af Olsen, Riddersholm og hans middelmådige århusianere, vi hader dig stadig, Glen, og endnu et selvmål. Selvmålet er vores individuelle topscorer i dette efterår. Næsten. Men 6 selvmål i alt. De er suset ind på indlæg, fra Brügge til Aalborg.

34 kampe på godt 6 måneder – 23 sejre, 10 uafgjorte og et nederlag. Sæsonens facit. Alle kan danse en sommer, vi har gjort det hele efteråret, og fortsætter over vinteren. Med turen til Bulgarien.

Lørdag aften i december. Sidste hjemmekamp mod Randers. Kampen sneglede sig afsted, tung som en julefrokost med alt for meget kød, den handlede om alt andet end 1-0 sejren og Falks i øvrigt lækre fuldtræffer. Det var tid til afsked, den nærmeste fremtid bliver uden Kaptajnen. Ham med det lækre hår, der scorede fjendens skår.

Vi har allerede haft adskillige måneder i parterapien til at komme overens med skilsmissen, Delaney og jeg.

Jeg sad forleden og gravede lidt i egne gamle blogindlæg for at se, hvad jeg egentlig havde nedfældet i tidens løb. Disse to citater sprang umiddelbart frem – der er halvandet år imellem dem og ikke meget pøbelstemning mellem linjerne – selvom en TV3-sportsjournalist åbenbart mente, at vi – pøblen på tribunerne –  var på nakken af ham. For nogle sæsoner siden.

Jeg husker det ikke, men er heller ikke sportsjournalist.

“Er tilbøjelig til at give fidusbamsen til Thomas Delaney (som for 14 dage siden). Alene på hans ihærdighed og selvfølgelig for omstillingsparathed, et begreb som er vældig oppe i tiden. Han løste sine opgaver med iver og engagement, både centralt og på venstrekanten – men skulle dog have scoret i 2. halvleg” (Efter træningskamp mod Elfsborg, februar 2012)

“Kan blive et centralt omdrejningspunkt i en ikke alt for uoverskuelig fremtid. Kan ikke rigtigt komme uden om ham – og det har modstandere inde på midten af banen også haft svært ved. Han er vokset ind i “skraldemandsrollen” omkring midtercirklen” (Sæsonevaluering december 2013)

Stiv pik og håret tilbage

Han voksede så langt ud over den rolle i de følgende sæsoner. Boks-til-boks-spiller med fantastisk hovedspil. Målscorer. Var forårets profil, er blevet efterårets profil, og er generelt bare en dejlig dreng – intelligent og humoristisk og en der kan få et glimt ind i selv det mest røvsyge interview. Sikken en fremtid han får, ja!

På gensyn, Thomas.

Så vi det komme, for 3-4 år siden? Det gør man vel aldrig helt. Det sker bare. Det skete også for William Kvist engang. Et godt hoved kan flytte mange talenter i den rigtige retning, også dem der ikke er de mest åbenlyse. En god træner kan i den grad hjælpe til – og sigende er det vel at Delaney for alvor begyndte at blomstre under Ståle version 2, som William gjorde under version 1.

Den næste Delaney skal måske findes på det nuværende U19-hold, dem der gik videre i Youth Champions League. Faktisk ganske imponerende efter en sløj start i gruppen. Ståle har 1½ år til at finde ham. Sådan cirka. Jeg regner med at han holder sin nuværende kontrakt og bliver i klubben til 2018. I virkeligheden kan det blive den vigtigste kontraktforhandling, få ham på papir 2 år mere. Mindst. Han har et projekt, det virker, og jeg er næppe den eneste, der stadig tror ganske meget på det.

I mellemtiden har vi allerede hentet en serbisk midtbanespiller. Just in case!!

Ovenikøbet til kaptajnens efterladte nummer 8-trøje. Den tikkede ind onsdag eftermiddag og kom helt bag på mig – paf i skrivende forstand. Den rettidige omhu. Igen.

<!– Et eller andet på nynorsk, der irriterer tilstrækkeligt mange…->

It’s Ståle-time! Vinterens transfervindue er ikke engang begyndt og lillebror Uros Matic er hentet ind fra østrigske Sturm Graz. Og ja, han er sgu lillebror til den mere navnkundige Matic på Chelsea’s midtbane.

Stakåndet står man tilbage. Kan knapt følge med. Men spændende, vanvittig spændende – og lidt serbisk selskab kan måske endda vække Pavlovic oven på hans forsømte efterår. Det kom aldrig rigtig til at spille for ham – heller ikke da skaderne haglede ned over Santander og Cornelius i november.

Og således blev det pludselig julegavetid. I FC København, der er alt for arrogante til lille Danmark, men blot en mindre snotklat for de store europæiske ligaer.

Årets top 5 (kun for FC Københavnere)

1. Delaney. Ham. Bare ham, fordi det er ham. Mere perifært dunderscoringen mod Brügge i Parken
2. Transferstrategien. Klubben agerer, før den reagerer. Vindue efter vindue. Succes er ingen garanti, men det vidner om visioner og drømme, og det behøver vi i disse tider
3. Den europæiske kampagne. Trods alt. Kvalifikationen til Champions League var overbevisende, selvom vejen var lang. Satsede vi for lidt i hjemmekampen mod Leicester? Jeg ved det ikke. Der var stadig en hjemmekamp mere, og vissevasse… skader og bagklogskab… og jeg holder med Sevilla til februar. Ubetinget.
4. Santanders forår og år generelt – alt ævl og bævl lukket ned uden de store ord. Der kom bare mål og mål og mål…
5. Cornelius’ efterår – knægten er lavet i støbejern. Også mentalt.

I øvrigt mener Toutouh, at vi kan vinde Europa League. Det kan vi ikke. På den anden side kan Sevilla heller ikke. De har ellers haft monopol på titlen i de seneste 3 år. Et nyt hold må til.

Dream, baby, dream! I’m your fan.