Sæsonen går til i junk og spot(lys)

Det sker i august. Sådan er det hvert år. I 14 af de seneste 14 år. Det handler om de europæiske gruppespil og det handler kvaliteten af dem. 13 ud af 14. En enkelt fall-out mod Jablonec, det var på vippen til august. Kommer vi først inden for i august, afgør vi selv karaten af kampagnen. Høj eller lav. Første eller anden klasse. Enkelte gange ender det hele bare i en taknemmelig og glædelig overraskelse. Sådan var det sidste år efter straffesparkssejren over Atalanta. En optimal bedrift efter en meget lang kvalifikation. Champions League var slet ikke et emne.

Det var den i år. Den røde stjerne funklede over en oppløjet knold i Parken og overvandt den mest surrealistiske straffesparkskonkurrence, som jeg nogensinde har set. Ikke bare på længden, 24 spark, men også antallet af håbløse afbrændere hvor bolden blæste lodret op i aftenhimlen og de øvre dele af sektionen. Sket er sket. Så har man set det med. Vi griner ad det om et par år, eller 5. Nu gider jeg ikke, bliver bare træt.

Ham her scorede sgu, mand!!!

I stedet bliver det – tema august. Dette specielle fænomen at vores sæson nærmest år efter år, bliver defineret i august. Succes eller lunken, pegende mod den totale fiasko. Knap nok en måned efter sæsonstart. Det er de små europæiske klubbers lod.

I de store ligaer begynder sæsonen typisk midt i august. I ro og mag for de fleste. Fribilletterne til Champions League sikrer, at de først for alvor ruller på midt i september. Et helt igennem misundelsesværdigt scenarie for os andre – hos FC København, Ajax Amsterdam, Celtic, eller Rosenborg – der skal igennem to, tre, fire kvalrunder først, sæson efter sæson, med et utal antal lottokuponer i lodtrækningen. UEFA-seedning eller ej. Vi trak Røde Stjerne som seedet. Røde Stjerne spillede Champions League sidste sæson. Det gjorde vi ikke.

Reelt vi var i samme båd før de 2 opgør, de var dårligere seedet på grund af de nationale serbiske resultater og tvivlsomme resultater årene før. Vi har alene høstet vores seedning ved at levere hæderligt i Europa League. En solid årgang i mange år. Ikke 13 af de 14 sidste sæsoner, et par enkelte gange har vi ramt selveste Champions League. Men det er det lange seje træk, der har givet seedningen, og derfor kan jeg heller ikke rase over, at det kun blev Europa League i år. Igen.

Der er gået et par uger nu, og den rationelle del af hjernen er for længst kommet til den konklusion, at hele forudsætningen for et nyt skud på Champions League, ikke bare ligger i et nationalt mesterskab. Det skubbes i den grad videre af en mulig seedning. Ergo Europa League-points. Bring them on! Som europæisk fodboldunderklasse er der kun hårdt rugbrødsarbejde, der hjælper, og der er desværre mange år til at udsigten bliver bedre. Hvis nogensinde. Der bliver gjort hæderlige forsøg på at ændre kvalifikationen og UEFA-rankingen, så den fælles nationale point-koefficient betyder mindre, og egen europæisk anciennitet tæller mere. Det ville gavne vores klub og dem der ligner, i Holland, Skotland, Sverige og Norge.

Forkølede aftener i Riga, som den forleden, slipper vi dog ikke for. Men at vi overhovedet endte der, skyldes også seedningen. Den kunne være blevet meget værre. En overkommelig opgave, som sportjournalisten vil kalde det og nikke anerkendende ad sin viden.

Det var det også. Teoretisk. Men august måned virkede som den havde slidt bunden ud på holdet. Sammen med et par uheldige skader. Intet hang sammen, bagud 0-1, nervøst forsvar, svinske baltere, og Pieros der brænder en afgørende friløber. 0-2 havde været en katastrofe. Den udeblev.

2 minutter efter slutfløjtet var nederlaget ligegyldig statistik. 3-1 blev til 3-2. Vi var samlet set videre til Europa League-grupperne. Sæsonen blev reddet der. Et par dage før august løb ud. Næste år er vi der formodentlig igen. Riga, Reggia, eller Beograd.

En drøm for nogle, hverdagen for andre

Imens vi venter på næste sæsons august, er det hastigt blevet september. Rugbrødsmånederne er begyndt. Der er spillet 8 runder af Superligaen, 8 runder og resten af sæsonen er sat, sandet til i junk & sport i den europæiske 2. division.

Vi fik pladsen på standardklassen, Copenhagen Trans Europa Express, vi er der trods alt, og pludselig kom Bendtner på kontrakt. Ud af sensommerens sidste vemodige spiritustårer. De drev af væggene nede på Nordre Fasanvej – Café Solbakken bød på happy hour, et håndtag til gården og gaden.

Soccer starz

En ny #32, tilfældet Nicklas Bendtner, vennen-af-huset-Bendtner, problembarnet, tumpen, the prodigal, den fortabte KB’er. Ståle blev desperat, nogle forsøger at booste aktiekurser og trøjesalg, hvad ved jeg! Måske var det bare øjeblikket. Bendtner har formodentlig været lige så desperat for redde de sidste rester af sin karriere, (er det muligt?), som Ståle har spejdet efter en ekstra angriber. Der var en anden på kornet på selve dagen, en svensker. Den transfer gik i vasken. Fortalte rygterne.

Jeg havde aldrig hørt om ham svenskeren. Men Bendtner kender man da. I den grad.

Jamen, for fanden. Jeg fik den først ind med morgenkaffen dagen efter. Fik den sunket med lidt ekstra mælk. Sjovt nok var mavefornemmelsen sgu okay. Denne gang var den okay, for hvad er der egentlig at tabe. Enten har Bendtner genfundet sin motivation, han kommer hjem til sin favoritklub, eller også fiser det hele ud om 4 måneder. Måske efter et slagsmål med en taxi-chauffør eller en fordrukken Frem-fan, sikkert noget med #ægteKøbenhavn, på en natklub inde omkring Gothersgade. Men det bliver så, hvad det bliver.

Om man vil det eller ej. Bendtner har noget Star Quality. Han sælger billetter. Lad ham dog prøve. Han kender Peter Bangsvej, han kender 10’eren og de fleste folk derude. Integration bør ikke være et problem. Den største udfordring befinder sig i mandens hjerne. Det bliver så Ståles opgave, at file sig ind som ny Morten Olsen der. Ndoye kan sikkert også træde til, selv på et par krykker. Hvad er der at miste? Et rugbrødsmesterskab i maj? Det kører vi aldrig hjem med Pieros og et par lotto-kuponer fra Segunda Division alligevel. Med Bendtner får vi en angriber, der i fit tilstand passer i Ståles koncept. Fysik og paddy power på toppen.

Det var afgjort bedre, hvis vi holdt os hver for sig, 

det gør vi ikke nej, men fortsætter et spil, 

hvor venner er venner værst, så længe der er venner til

Sådan cirka falder ordene fra en gammel mester. Dem køber jeg ind på.

70% af en rigtig europæisk aften i Parken

Vejen til Europa

Parken i aftes. Jeg stod efter 1. halvleg og overbeviste mig selv om, at vi ikke måtte/kunne tabe til et hold som makedonske Vardar. Slet ikke samlet over 2 kampe. Vi var et markant bedre hold, omend kraftigt ude af sync i nogle situationer. Men ikke desto mindre meget bedre. Vi havde skabt chancer halvlegen igennem og 2-1 pauseføringen var i underkanten. Ja, jeg følte mig endda sikker på, at vi kunne tillade os at forære dem endnu et mål, som Tout og hans passive medspillere ved udligningen, og stadig være gode nok til at vinde med de nødvendige 2 overskydende pinde.

Men midt i 2. halvleg så det edderrådeme ikke godt ud. Vi spillede gå-og-kigge-fodbold, og spillerne kunne ikke ramme hinanden. Oveni kom så udvisningen til Jan Gregus, som bare har gjort det til sit helt eget trademark, at blive smidt ud i europæiske kampe. Det var tredje kamp nu. Porto, Ludogorets og Vardar. Tjekkisk hattrick med 2 gule kort i lommen.

Han var umanerlig frustreret, da han luntede af plænen. Formodentlig over sig selv. Det var det andet “professionelle frispark”, han havde taget. Helt kluntet. Men frustrationen gjaldt måske lige så meget de holdkammerater, der lod ham i stikken og tvang ham til at stoppe det makedonske kontraløb. Næsten for enhver pris – han tog een for holdet, som en tidligere sportschef i København yndede at sige.

En overdrivelse, ja. For hele situationen begyndte med et direkte frispark til os, som Santander tonsede lige ind i den makedonske opdækning. Et dårligt spark. Sekunderne forinden lignede Gregus en, der selv hjertens gerne ville have sparket det frispark. Og ganske berettiget. Han har scoret fra en lignende position i Parken. Dengang han var Jablonec-spiller. Og han havde allerede dundret 1-0 målet ind på en halvflugter – med sublim sparketeknik. For lige så ringe og kluntet han virker i det fysiske spil, lige så fremragende kan han sparke til en bold.

Men udvisningen var indiskutabel og den københavnske situation var efterhånden alarmerende. En mand nede og et mål nede (på aftenen stadig 2-1).

En eller anden gnist blev pludselig antændt. Det idé- og tempofattige spil fra første halvdel af 2. halvleg, blev afløst af hurtige løb og et par førstegangsafleveringer i minutterne efter udvisningen. Det fik sendt banens bedste, Pierre Bengtsson, mod baglinien på sin venstrekant. Et perfekt indlæg, som målmanden helt fejler på, og ind i hovedet på Santander, der ikke kunne undgå at score.

Den var hjemme. Næsten. 15 minutter igen og 3-1 var mere end nok. Trods en mand i overtal lykkedes det aldrig makedonerne, at sætte os under noget større pres. Fra københavnsk side gjaldt det bare om at undgå de mange personlige fejl og misforståelser, der har præget hele sæsonstarten. Hjemme, som i Europa.

Jeg bliver altid varm om hjertet, når Danny Amankvaa kommer på banen. Man vil ham bare så meget godt, se ham komme i omdrejninger og komme ind omkring startopstillingen igen. Han fortjener det. Ståle har åbenbart også bevaret troen på ham. Trods de lange og tunge skadesperioder siden foråret 2015.

Amankvaa kan ikke score, men han er en glimrende kontraspiller med sin teknik og hurtighed. Det viste han straks efter indskiftningen i aftes. Og det blev helt afgørende for 4-1 målet, der lukkede kampen. En onsdag aften i Parken – og samlet. Dannys snoede sig fri af noget makedonsk kludder, løb kontra, og sendte tå-stikning til Benjamin Verbic, der havde fri passage til målet. En kikset målmandsindgreb, et klart straffespark. Verbic var næstbedste københavner i Parken. Han var “on fire” igen – som en af de eneste spillere har han holdt niveauet fra sidste sæson, og har skreget af både gejst og frustration i de første kampe. Hjemme, som i Europa.

Verbic der stadig varmer bolden for meget. Verbic der stadig render rundt med et tunnelsyn, der momentvis får ham til at overse de mest oplagte afleveringsmuligheder. Til min frustration. Men hans hjerte har været helt uundværlig under en meget tung – spillemæssig – sæsonstart.

Pieros Sotiriou, eller Pieros fra Cypern, bankede stensikkert straffesparket i mål. Han havde i øvrigt en fænomenal afslutning i minutterne inden, en flyvende flugter som desværre ramte direkte på keeperen. Ellers var han blevet dobbelt målscorer.

Grubleren

Vi mangler 30%, før Champions League bliver sjovt for os, udtalte Ståle efter kampen. Jeg mangler meget fra nyindkøbte Michael Lüftner, jeg mangler meget mere fra Uros Matic, og jeg mangler en frygtelig masse, som jeg tidligere har set, fra Tout. Så er det også sagt.

Men udmeldingen fra Ståle, nikker jeg ivrigt bekræftende til. Oppe fra min beskedne plads på tribunen.

Vardar Skopje var et hold vi ikke skal tabe til. Ikke i forhold til den position og den europæiske aura, der efterhånden er omkring FC København. Forfanden, vi er jo et top 50 i Europa. Makedonerne er nummer tohundredeoggrønkål. Og et dårligere hold end Zilina, som vi bøvlede med runden inden.

30%. Det er ganske meget.

30% i forhold til det hold, der nærmest cruisede igennem kvalifikationen sidste år. Det svarer måske til 2 nye spillere og et par skadede spillere, der vender tilbage og hurtigt finder sidste års niveau. Jeg tænker primært Rasmus Falk. Suppleret med en overraskelse fra egne rækker, jeg drømmer Amankvaa.

Omvendt er vi 70% af vejen til det rigtige europæiske gruppespil. Garabag Agdam, Astana, Rijeka, Hapoel eller Slavia Praha. En af dem møder vi i play-off. Garabag, Qarabag, eller

Bjarne Goldbæk har scoret mod en af vores kommende modstander i playoff-runden.

Karabakh har vi mødt en gang før. For næsten 20 år siden. Det blev 6-0 på en halvleg og samlet 10-0 efter 4.

Det sker ikke igen. Der er pumpet mange oliemillioner i det azerbadjanske hold siden. Som det sket i Astana-fænomenet, der dyrker alt fra cykelsport til fodbold, ud over at være hovedstad i Kazakstan. Mest ubehageligt lyder Rijeka, i mine ører. Kroaterne er givet bedre end deres rygte, det er de altid – og vi behøver mere end 70% for at slå dem. Så er der Israel eller Prag tilbage.

Fisk – tag hvad der kommer. Det bliver svært, uden at være umuligt. Lodtrækning i morgen fredag. Vi har 8 europæiske kampe mere i efteråret, og har fået Ståles ord for at der nu skal købes ind. Mindst 1 spiller.

Og der er 14 dage til næste europæiske runde… Go Go Go! Tiden er knap.

Anti anti-Football Club

Nemlig!

Det er blevet et stykke tid siden sidste indlæg fra mine hænder. Men nogle gange gælder det om at skrive sine indlæg med omhu og ikke mindst når man har noget på hjertet.

Og det blev endnu et mesterskab, det tolvte i rækken. Vel en passende anledning til at kaste sig over tasterne igen. Jeg skal undlade at opregne mesterskaber for moderklubberne, men det er vist omkring 15 og 7 for henholdsvis KB og B1903.

Min personlige historie er mest til FC København, så jeg stopper calculatoren foreløbig. Ved nummer 12 og det mest overlegne hidtil. Nej, man bliver aldrig træt af dem og de bliver heller aldrig hverdag, selvom jublen ikke nødvendigvis ender lige euforisk hver gang – og bagstiverten heller ikke hænger på i dagevis. Det er benarbejdet, der tæller, og det sidder i skabet. Mesterskabet. En forkølet aften i Farum i fredags lukkede det definitivt.

Indrømmet, for mig har de sidste uger været lidt sløje. Sejren i Brøndby i påsken fjernede den sidste tvivl. Selv hos en angstneurotisk fan der får tvangstanker ved selv den sikreste og mest overbevisende føring 3-0, blev sæsonen lukket den eftermiddag. Jeg ved en “rotte-rede” og siger ikke mere!

Jeg boykotter sgu det hele!

Reelt forduftede entusiasmen en pæn sjat efter nederlaget i Amsterdam. Europa holdt i den grad min personlige damp oppe i vinters og det tidlige forår. Lokkemad a la carte.

Vi røg ud på røv og albuer i Amsterdam. Ajax var desværre i væsentlig bedre forfatning end de 2 tidligere gange, vi har mødt dem. Understreget af at de kvalificerede sig til Europa League-finalen torsdag aften. Marginalt overbevisende efter en shaky udekamp i Lyon. Forhåbentlig vinder de finalen.

Har Europa League-slutkampene i øvrigt ikke været langt mere underholdende i denne sæson end Champions League? Måske er det bare mig, men de årlige La Liga-opgør i semifinaler og finaler i den store turnering, er efterhånden bare kedelige og forudsigelige. Med eller uden dommerfejl. Anderledes spræl over Ajax og Lyon.

Vores egen kamp i Amsterdam blev den dårligste i FC Københavns hidtil længste europæiske kampagne. 16 kampe i alt med kvalifikation, Champions og Europa League.

Og desværre! Efterårets Københavnerhold havde slået Ajax. Samlet over 2 kampe. Ingen vil kunne mig overbevise om noget andet. Med Delaneys midtbane-motor, en skadesfri Falk, og en Zanka uden en unødvendig karantæne. De var de knapper, der manglede i Amsterdam.

Vilkår og detaljer, små ting, lærestregen blev også at vi hænger på hylden under Ajax. Fodboldmæssigt og økonomisk. 0-2 lød i sig selv ikke som en katastrofe. Men det blev lige nøjagtig forskellen på FC København, der skulle være på lidt over maximale evner, men aldrig kom det, og et Ajax der kunne være brøkdelen under – uden at komme i større vanskeligheder.

Ja, det pisser mig stadig lidt af. At vi tabte – så relativt klart i returkampen. At måtte se i øjnene, at de bare var så meget bedre. Ikke mindst teknisk. Med nærmest et ynglingehold.

Farum er også næsten et ynglingehold. De er 2-3 hylder under Ajax, men de giver os også problemer. I hvert fald i indeværende sæson. 3 gange uafgjort. 1-1. Efter at vi vandt det første møde 4-0 i Parken i sommers.

De irriterer mig, men samtidig respekterer jeg egentlig Hjulmands projekt. Jeg kunne godt se ham som Ståles afløser en gang i fremtiden. Den klemmer jeg stille ud mellem sidebenene. Der er forskelle i spilopfattelse og måske især i det europæiske perspektiv, men der er også samme bund i projekterne. Noget langtidsholdbart. Noget brugbart en dag.

… (wauw) !!

Det blev i fredags. Det matematiske mesterskab. FC København var heldige i den kamp. Elendigt spil, noget rod, kunstgræsset, det kølige forår, den lille ekstra motivation der manglede, bare en dårlig dag på kontoret. Kun den overlegne kvalitet i indskiftningerne reddede mesterskabet i land. 1-1 og videre til næste kamp.

U-U-Ubesejret. Stadig efter 32 runder.

Det har været en lang sæson og ironisk nok står vi over for et nærmest ligegyldigt derby mod Brøndby. Et historisk ligegyldigt derby. For ingen af klubberne kan heller genere hinanden. Der var engang… og det var dengang vi kunne sende et mesterskab til Aalborg eller Herfølge ved at slå dem, rottens venner, og selv være fløjtende ligeglade med at vi var pivringe.

Sen 90’ernes evige nummer 8, men “Brøøøndby ku’ vi altid slå”. Engang var det Per Frandsen, Christian Lønstrup, Lars Højer…

På søndag er der er ikke andet end indbyrdes prestige på spil. Vi er nummer 1, de er nummer 2. Det er mejslet i den matematiske Superliga-granit. 4 runder før afslutningen.

Men den nye struktur har gået sin sejrsgang. Slutspil, mesterskabsspil, det gjorde ingen forskel, fordi forskellen vel er til at overse for de øverste 6 i tabellen. Der er bare sat 3 ekstra runder på i forhold til den gamle model. Men det bliver nok mere jævnbyrdigt i næste sæson. Det siger de alle sammen.

Anti-Graulund, anti-Viasat. Du får næppe et job som sportsjournalist/ekspert/”tidligere-jysk-spiller-og-derfor-ekstra-kvalificeret-som-ekspert” på tv, hvis du ikke allerede er gået bagover af begejstring for strukturændringen. Mesterskabsspil med inciterende spænding om 3de-pladsen og gruppespil med playoff-kampe, som ingen kan finde hoved eller hale i. Slet ikke hvis du faktisk vil på stadion og se dit hold spille, for hvornår spiller de egentlig? I heldigste fald får du kamptidspunktet en uges tid før. I heldigste fald.

En af taberne i playoff-kampene kan i øvrigt nemt rende ind i Christian Lønstrup. Han har pæn succes som træner og har ført FC Helsingør ind blandt oprykningskandidaterne. Måske har vi endnu en kandidat som Ståle-afløser her. Engang i fremtiden.

U-U-Ubesejret. Vi er anti-nederlag. Ja, det går næsten for godt til at det bliver rigtig interessant! Men Phiri-karantænen står ved magt, manglede sgu også bare. Vi varmer med andre ord bare op til pokalfinalen fra nu af.

Ifølge de sikkerhedsansvarlige fra de to finalister og DBU udgør pokalfinalen mellem FC København og Brøndby IF Kr. Himmelfartsdag den 25. maj 2017 kl. 17 den største sikkerhedsmæssige udfordring til dato mellem to danske fodboldklubber.

No kidding! Tosse-alarmen hyler allerede og DBU selv, er da heller ikke for fine til at malke løs på begivenheden. Årets billetpriser er lige steget med en lille 100-lap i forhold til sidste års himmelfart-finale mod de århusianske foreningsgymnaster.

En hamper pris. Men jeg vælger, at betragte det som en slags “arbejdsmiljø”-forsikring på dagen.

Fra Porto til Horsens – og videre

Growing up is losing some illusions, in order to acquire others (Virginia Woolf)

I disse dage, for 25 år siden, blev planerne om FC København præsenteret på et pressemøde. Det var i september 1991 og i begyndelsen af oktober samme år godkendte en ekstraordinær generalforsamling, at KB skulle indgå en professionel overbygning med B1903. Et københavnsk storhold var født – officielt begyndte det dog først den 1. juli 1992. Resten er blevet en længere historie, der kan beskrives andre steder.

Klippet er et pauseindslag fra pokalfinalen 1992 – den hvor Bo Harder ustraffet smadrede Diego Tur og kostede ham 1 års pause og genoptræning – og en OL-tur til Barcelona. Journalisterne kårede efterfølgende Harder til pokalfighter. Og nej, for 24 år siden var de var heller ikke de skarpeste skiver. Det kan også være svært med et nyt navn.

Der var engang… og nu på vej mod de 25. Med andre ord er barnet er blevet voksen og spiller i disse dage Champions League.

Postkort fra Porto – en juliaften. Jeg ville gerne have været en tur tilbage.

Vi kom godt afsted i onsdags. Et fantastisk point i Porto – og det var endda langt fra urimeligt. Vi spillede i perioder pænt, fik hjemmepublikummet til at buhe misfornøjet, når vi flyttede bolden rundt og holdt Porto væk. Reelt kom vi først i problemer til allersidst i kampen. Efter 20 minutter i undertal.

En tåbelig udvisning, resultatet af et urimeligt hårdt gult kort, men ikke desto mindre. Han rørte vel knapt Porto-spilleren, Jan Gregus, og skulle have været udskiftet. I følge Ståle var det et spørgsmål om 30 sekunder. Så var han blevet udskiftet.

Fra starten havde han været Ståles kanin, men uden at det umiddelbart gjorde en forskel. Med 4 centralt orienteret på midten. Giv Porto plads på kanterne, vi skal lukke dem ned centralt. Måske.

Delaneys forsøg på drible væk fra eget felt, kostede en tidlig portugisisk føring. Utilgiveligt, ærgerligt, irriterende, og han vidste det selvfølgelig godt.

I københavnsk terminologi en “Würtz”. I 2007 lavede Rasmus Würtz, dengang på kort besøg fra Aalborg, en unødvendig fejlaflevering ind i banen i en kvalkamp til Champions League. Dengang mod Portos rivaler Benfica. En fejl der kostede den første af 2 dyrbare portugisiske scoringer i Lissabon dengang.

En glad mand i Porto

Onsdag aften i Porto gik det ikke så galt. Vi bevarede roen og Cornelius fik fumlet sin udligning ind over stregen kort inde 2.halvleg.

En “Allbäck” i københavnsk terminologi, med henvisning til den smukke svenskers sejrsmål mod Manchester United i Parken, 2006.

Med 4 Champions League-gruppespil i den historiske rygsæk og en serie mislykkede kvalifikationer, er der selvfølgelig allerede en pæn logbog bygget omkring netop Champions League. Og som fans husker vi selvfølgelig alt, på godt og ondt, og trækker nervøse og hysteriske tråde frem og tilbage.

Det begyndte faktisk at ligne vores aften. I Porto. I 10 minutters tid. Indtil udvisningen. Den var dum i så mange vinkler. Gregus selv, der oversatsede. Dommeren blev lokket, portugiseren spillede på situationen. Ståle burde have ændret allerede i pausen. Det fungerede reelt ikke med kaninen og Gregus havde et gult kort allerede. Verbic havde været oplagt som pauseindskiftning.

Men 1-1 blev slæbt hjem med Cornelius og Zanka som banens bedste københavnere. Førstnævnte er blevet sensommerens fund, fra skabet ude på Nummer 10, og sidstnævnte var så god at Goal gav ham plads på hele rundens hold. Fucking (awesome) Zanka!

Og Gregus. Af sommerens transfers er han den der stadig står tilbage som største spørgsmålstegn. Vi ved ikke rigtigt, hvad vi har hentet i Slovakiet. Han har været lidt ude og inde, mest ude, og har ikke budt overbevisende ind på start-11’eren endnu. Men det har heller ikke været nemt. Delaney og Kvist er svære at pille ved. Falk, Verbic, Tout danser alle på skift.

Han er vel en ny Claudemir. Tænkt som en offensiv tilføjelse til Kvist, når Delaney rejser til Bundesligaen i vinterpausen.

Vi får at se. I Porto betalte han nogle lærepenge. Delvist dikteret af Ståles taktiske forsøg på at lukke Portos hurtige midtbane ned. Mod Horsens spillede han pladsen med netop Delaney som andenpart. Det blev hans bedste kamp hidtil.

Bo Henriksen. Det er som om han aldrig bliver ældre – jeg ved ikke om det er helt godt i hans tilfælde.

I øvrigt en solid søndag i Horsens. 2-0 burde have været mindst et mål større. Horsens “smadrede” vist aldrig igennem, som deres bodega-træner Henriksen ellers havde bebudet. I det hele taget fik han vist bare udstillet sig selv, ved at invitere tv3 indenfor til sit taktikmøde. Det lød mest som en peptalk fra hjørnebordet på den lokale jernbanekro.

For FC København er der 2 rugbrødskampe mere, Randers og AGF, inden næste runde i Champions League.

Om 2 uger står vi med “en lille matchbold”. Hjemme i Parken mod Club Brügge. Matchbolden er Ståles, han hev den selv frem i nedtakten efter Porto.

Brügge tabte 0-3 hjemme til Leicester og i første omgang handler alt om at undgå sidstepladsen i gruppen – logisk set en affære mellem Brügge og København –  og dermed stå uden for europæisk fodbold efter vinterpausen.

Det bliver en nøglekamp – og den vil være umanerlig dum at tabe. Men jeg har været inde på det før, vi har ikke været vanvittigt imponerende hjemme mod belgierne. 0-0 og 0-4. I henholdsvis kvalkampe til Champions League og Europa League-gruppespil.

Der er med andre ord plads til forandring. Og come on, vi har holdet til det. Kampen i Porto viste at vi sagtens kan spille med. Eller var Porto bare dårlige? Det bliver det evige tilbagevendende fan-dilemma. Var de dårlige, eller var vi så gode? Jeg svinger altid frem og tilbage som pendulet og indtager ofte modsvarets standpunkt i mangel af bedre. Det er egentlig en dårlig vane.

Det der skræmmer mig endnu mere i skrivende stund, er at næste landskampspause er lige om lidt. Kun 2 uger væk. Halvdelen af oktober bliver braklagt på samme måde som september blev. En landskampspause der bliver endnu længere. Rent følelsesmæssigt!

For helvede, Åge Hareide kæmper sin kamp, vi andre har vores, og den handler om at finde et eller andet interessant ved en kamp mellem Slovakiet og England. Eller…ja og så er der måske en Rafael van der Vaart og en Red Bull-Zorniger, der reelt er alt andet end komplet usympatisk i sit forsøg på at genskabe vestegnen. Desværre, fristes man næsten til at skrive.

Han virker helt uinteresseret i de sædvanlige doktriner derude a la jeg har fulgt Brøndby tæt siden jeg var barn… men er i stedet ganske realistisk om forholdene. Også dem inde i København.

Men det bliver lidt marginalt. Som Horsens-kampen egentlig mere og mere blev. Et par pausefisk. Vi spiller Champions League  – og formodentlig for sidste gang.

De store ligaer lukker sig om sig selv og efter 2018 bliver der ikke mange pladser til perifære mesterhold fra det fodboldmæssige udkantseuropa. København bliver sorteret fra sammen med det øvrige Skandinavien og det meste af Østeuropa – og havner formodentlig en snæver kvalifikation.

Jeg har stadig ikke helt gennemskuet, hvad det ender med. Men det bliver næppe godt for os københavnere.

Champions League! Here we come…

Europæisk Jackpot! Vi er med

Det var sgu fortjent. Kort og godt. Kvalifikationen til Champions League-gruppespillet. Vi spillede en ganske overbevisende kampagne.

Stensikre sejre over nordirske Crusaders, og vi tromlede videre mod rumænske Astra Giurgiu. Igen meget sikkert. Og hvis man betvivlede deres styrke, det var nærliggende oven på de 2 kampe, var de virkelig så dårlige, kan det bemærkes at de slog West Ham ud af Europa League-kvalifikationen runden efter at de tabte til København. Helt håbløse var de med andre ord ikke, men FC København var gode.

Når der overhovedet kom anfald af nervøsitet ind over de afgørende Apoel-kampe, var det fordi vi brændte uhyggeligt mange chancer. I begge kampe. Og fordi der spøgte et deja vu, med rødder 7 år tilbage i tiden.

Det blev kun forstærket efter første kamp i Parken. Den spinkle 1-0 sejr, der burde have været større. Et forsøg på indersiden af stolpen. Det var nærmest en gentagelse. Denne gang Verbic, for 7 år siden Ailton.

Men spillemæssigt var vi en klasse bedre og det var vi også på Cypern. Det var helt vanvittigt at vi overhovedet kom bagud og måtte æde negle ned til rødderne i bar angst på sofarækkerne. Ikke igen. Som for 7 år siden.

Det skete ikke. FC København havde for meget kvalitet, Apoel kom aldrig i nærheden af den anden scoring, og Santander er manden der scorer de vigtige mål. Det ved vi bare. 1-1 og ingen forlænget spilletid. Gudskelov.

Indlæg/skud. Den gik ind og det mål kommer han til at leve hele efteråret på. Han har ikke helt kunnet ramme forårets niveau i opstarten efter sommerferien, men målet i Nicosia blev den direkte nøgle ind gruppespillet. Federico is game!

Netop leveret: efterårets bedste mål hidtil. Federico Santander!

Ja, vi fortjener det. Pladsen i fjerde seedningslag til grupperne. Den blev ovenikøbet krydret efterfølgende af en portion meget behagelig lodtrækningsheld, som vi langt fra altid har været forvænt med.

Leicester, Porto og Club Brügge blev trukket op af UEFA-bowlen. Det kunne sagtens have heddet FC Barcelona, Manchester City, Mönchengladbach fra de 3 øverste seedningslag. Sportsligt set, bedste chancer for points, bedste chancer for avancement og europæisk fodbold i februar, var det ren jackpot.

Efterfølgende blev det så et mindre skår, at København begynder ude mod Porto om 14 dage. Som inkarnerede fodboldturister var vi da i hvert fald nogle (en i hvert fald) der havde sat næsen op efter at få den kamp i oktober. Omkring efterårsferien. Med tid til planlægning omkring arbejde og andet. Og med muligheden for et par supplerende fridage omkring kampen.  Som tidligere ture til Lissabon, Barcelona og Madrid i de 3 forrige københavnske Champions League-eventyr.

Men Leicester tog oktober-udekampen og efterårsferien. Fucking Leicester. Jeg kan ikke rigtig se mig selv tilbringe 3 ekstra feriedage i Leicester. I Porto havde det været det mindste problem. Tro mig. Jeg snusede kort til byen i juli måned.

Det gensyn bliver en anden gang. Desværre.

Rent sportsligt er Porto måske ikke det værste sted at starte. Jeg mistænker portugiserne for at være bedste hold i gruppen, og midt-september er stadig tidlig sæson for dem. De bliver formentlig kun bedre som efteråret bliver til vinter.

Club Brügge er vi nærmest notorisk parret med. Enten det er Champions League eller Europa League. De dukker jævnligt op som modstander. I kvalen eller i gruppen. Vi har mødt dem 5 gange siden 2008. Senest Europa League-gruppespil for 2 år siden. Pudsigt nok har vi aldrig tabt til dem på udebane, 2 sejre (1-0 og 3-2) og 1 uafgjort (0-0). Og aldrig slået dem hjemme (0-0 og 0-4), den gevaldige røvfuld er dateret som 2 år gammel.

Dengang var holdet stadig røv og nøgler og famlede for at finde sit fundament igen. Efter Ståles genkomst. Vi er i væsentlig bedre forfatning nu og Brügge er måske kun marginalt bedre. Eller noget lignende. Men vi taler næppe om nogen walk in the Park(en), alt andet lige har vi ingen som helst tradition for at slå dem hjemme, når vi møder dem i anden grupperunde denne gang. Til gengæld ligner det en kamp, der i den grad vil definere vores muligheder, og Brügge er til at tale med. De er trods alt belgiere.

Og så er der Leicester City. Vi har altid en tendens til at gøre Premier League-hold bedre end de er. West Ham beviste vel lige det modsatte… eller? Særligt når vi taler om holdene uden for de sædvanlige top 4-5 stykker.

Engelske mestre eller ej. Jeg anser dem ikke for at være i nærheden af hverken Manchester City, Spurs eller Arsenal, alene fordi de ikke har samme økonomiske muskler. Samtidig er de helt grønne på den europæiske scene. De har aldrig været i nærheden af det tætte match-setup tidligere, Premier League/Champions League, som de kommer igennem i efteråret. En relativ smal trup. En masse rejseri. Et umuligt forsvar af et mesterskab på hjemmefronten. De vinder det ikke igen i min levetid.

Enten fuser de helt ud – eller også bliver Europa deres sutteklud. Jeg drømmer om det første. De endte med at irritere mig grænseløst i sidste sæson. Ikke mindst som Spurs-fan. Fucking Leicester!

I gruppen for 3 år siden, mod Real Madrid, Juventus og Galatasaray, fik vi 4 points og daffede ud som det helt tynde øl. Da vi gik videre i 2010 fik vi 10 points, mod Kazan, Panathinaikos og Barcelona. Ved debuten i 2006 mod Benfica, Celtic og Manchester United blev til 7 points.

Jeg gider ikke at begive mig ud i gisninger om hvad det bør blive denne gang. Men jeg forventer at vi spiller med, og jeg forventer at det sportsligt stadig vil være muligt at avancere fra gruppen efter 1. december. Derfor har jeg pinpointet Brügge som min Champions League-away denne gang.

Ja, reelt er der ikke så meget valg. I min verden. Sagt igen; fucking Leicester! Derfor endnu mere grund til at holde fast i forventningen!

Hvis man i øvrigt savner inspiration til en vintertur til Brügge, vil jeg anbefale den britiske film “In Bruges” (2008). Den kan være et ganske godt og galgenhumoristisk holdepunkt. Der er masser af kulturel inspiration uden for Jan Breydel Stadion.

Og så kan vi snakke derby og Brøndby næste gang. Brøndby og Europa er ligesom ikke to matchende størrelse længere. Jeg beklager… eller nej, det gør jeg egentlig ikke.

Det passer mig faktisk fortrinligt.

Den portugisiske vej

Kom til mig, lille natsværmer…

Fra gråd og frustration til hysterisk glæde. Afstanden var cirka 95 minutter for Portugal søndag aften 10. juli. EM-finale: Portugal – Frankrig.

Først blev det nationale ikon, Cristiano Ronaldo, udskiftet efter forgæves at have forsøgt at spille videre med en skade. Folk omkring mig opfattede Dmitri Payets tackling som hensynsløs. Det var den måske også – jeg har dog set værre. Men folk græd bogstaveligt og slog opgivende ud med arme – skæbne er en ond ting.

En lang og halvtrist regulær kamp senere, et fransk forsøg på stolpen i tillægstiden, og endelig Eders fremragende scoring 10 minutter før finalens ekstratid løb ud. Det havde været en historie om en forudsigelig straffesparksafgørelse, der var blevet virkeliggjort. Ja, hvis ikke…

Som en ganske logisk afslutning på en EM-slutrunde, der ikke nåede hverken sin forgænger eller VM for 2 år siden til sokkeholderen i kvalitet.

Straffespark blev det aldrig. Der var en højere fodboldmagt med Portugal. De var heldige. Ikke bare i finalen, men turneringen igennem.

En sejr i regulær tid (semien over Wales) i 7 kampe. De øvrige 6 kampe endte reelt uafgjort. Og det hele endte som en ironisk modsætning til det EM, de skulle have vundet på hjemmebane i 2004. Dengang luskede Grækenland sejren hjem. 2-0 over et portugisisk hold der var klasser bedre end 2016-udgaven. Eller rettere det føltes sådan.

Sådan havde de det også selv.

De troede ikke en skid på det hold. Fra Lisboa til Porto. Hele vejen nord på trak de på skuldrene og gryntede mismodigt.

Jeg fulgte med på vandreturen op ad den særlige portugisiske pilgrimsrute, Caminho Central Português, og fik set de fleste kampe. Med eller uden portugisisk deltagelse.

Jublen var moderat, da de vandt over kroaterne efter en forfærdelig kamp. Sagte smil og stadig lidt ligegyldigt. Festen blev lidt større mod Polen, endnu en forfærdelig kamp, men der var dog sporadiske bilhorn i natten efter polakkerne skød sig selv ud på straffe.

I Porto eksploderede det så. Semifinalen mod Wales. Nattefest, morgentømmermænd, og en helt anderledes overskruet forventning. Pludselig lignede de også et fodboldhold, der ville noget.

Jeg tror samtlige tv-kanaler, der strejfede forbi min camino de næste dages tur op langs atlanterhavskysten, kørte flere dages optaktsshow. Fixpunkt Cristiano Ronaldo. Det var ham der skulle bære det. Mens træner Fernando Santos messede sig vemodigt igennem pressemøde efter pressemøde som en plaget bedemand.

Helt eksemplarisk stod den skadede superstar og dirigerede sine holdkammerater igennem de sidste 10 minutter.

Finaleklar i Viana do Castelo

Jeg så finalen i Viana do Castelo, en mindre fiskerby 55 km nord for Porto. Som i de fleste andre byer havde de bygget særlige storskærmsscener op, hvor primært unge flokkedes i tusindvis. Behørigt opstemte, men aldrig stangvisne. Vi kunne lære noget der – bær din brandert med stil i det offentlige rum.

Alternativt kunne man altid se kampen på barerne, hvor stort set alle bød på udendørs-tv og -servering.

Portugal vandt og de vandt over storfavoritten Frankrig. Der var særlige trætte smil overalt næste morgen, når man bestilte sin café con leche og den særlige portugisiske æggecremekage (pasteis de nata). De smager sindssyg godt og booster enhver vandretur og blev hårdt savnet dagen efter, da en lille færgeoverfart førte mig over Rio Minho og over grænsen til Spanien og Galicien.

Her var EM for længst gået i glemmebogen og det er formodentlig også de fleste andre steder. En ny sæson er allerede begyndt.

Den gamle mand og havet

Jeg er bare ikke nået dertil endnu. Der hænger stadig for mange fantastiske øjeblikke og minder fra selve vandringen fast. De overskygger den hverdag, der hellere end gerne vil trænge sig på.

Et par opsummerende ord: vildt, vildt, vildt. Efter at have forlystet mig med den franske camino sidste år, var oplevelsen af den portugisiske på mange måder anderledes. Dels var jeg mentalt knap så fokuseret på at vandre hele turen, jeg var ganske sikker på, at det ikke ville være noget problem at gå de godt 600 km. Slet ikke efter at have gået over 800 km sidste år. Dels er den portugisiske camino langt mindre populær. Man er langt mere alene på ruten – og møder meget få andre pilgrimme. Til gengæld knytter man sig også sammen med dem, som man møder. Jeg tror, løst anslået, at jeg på hele strækningen fra Lisboa til Porto mødte i alt under 20 andre, der vandrede nordpå. Og fik jeg langt sjovere selskab.

Det øgede selvfølgelig også risikoen for at gå forkert og ende på utilsigtede detours. At være få og mangle tydelige pejlemærker. På franske camino var nøgleordet oftest “follow the crowd” – der går man aldrig forkert. I Portugal, særligt de første dage, var det en god ting med gps i smartphonen. De gule camino-pile var ikke altid lige synlige.

Semifinaleaften i Porto

De fleste, der taler om den portugisiske camino, begynder i Porto. Det er der en god grund til. Byen i sig selv er mindst lige så attraktiv som Lisboa. Og turen nordpå til Santiago, særligt langs kysten, er helt fantastisk. Og ganske overskuelig. Cirka 10 gå-dage alt efter humør – og uanset om man vælger kysten eller den centrale rute.

Morgenen, dagen efter, gående på stranden.

Lisboa – Porto er for de hårdkogte. Den trækker søm ud, der er langt mellem overnatningsmuligheder, og er om sommeren hysterisk varm. 40 grader ude i vin- og kornmarker uden meget skygge. Men Tejo-floden fulgte mig ud af Lisboa og næsten 100 km nordpå. Til tider er det en fed vandring på boardwalks over flodenge og til andre tider lange kilometre igennem industrielle områder, langs jernbanespor, og videre igennem små døsige landsbyer.

Men portugiserne er venlige mennesker. Bare sådan generelt. Jeg fik foræret alt fra frugter og kage til kaffe og sågar fodcreme fra et damer i en forbipasserende bil. Og blev beriget af herligt selskab af 2 amerikanere, Gary og Maureen. Gary mødte jeg efter et par dage, vi faldt i snak foran en café en formiddag, og Maureen kom til et par dage senere. Vi dannede en trio til Porto. Og lidt længere nordpå. Inden vi skiltes i Barcelos.

Maureen skulle tilbage til Porto for at hente en veninde, Gary ville gå videre i et spirituelt spor, noget med god mad og tid til eftertanke, mens jeg nappede et lokalt bumletog til atlanterhavskysten og den friske brise.

Det var på finaledagen. Viana do Castelo. Min deadline i Santiago var ganske stram. Flybilletten retur sagde søndagen efter.

Ude ved kysten mødte jeg Sigita fra Litauen. Igen. Jeg havde været ude at spise med hende allerede på andendagen efter Lisboa. Siden forsvandt hun. I næsten 2 uger. Både Gary og Maureen havde også mødt hende. Forskellige steder på vejen, inden jeg mødte dem.

Sigita i svømmepøl på randen af Atlanterhavet

Efter Porto dukkede hun op igen. En aften vi sad og spiste på en restaurant.

Og 2 dage senere atter for mit vedkommende efter jeg havde sejlet over floden til Galicien/Spanien. Jeg mistænker, at hun forsøgte at tage en selfie, da jeg så hende stå i vejkanten nede ad en lille bakke. Det blev også historien om hendes camino. Hun havde gået det meste af turen fra Lisboa alene – med lidt afstikkere via det offentlige transportsystem.

Vi fulgtes de næste 3 dage op ad kysten. Indtog solnedgangen og de lækreste badestrande. 3 vandredage sammen, man kan blive ganske gode venner på så kort tid og dele oplevelser som bliver helt vores egne. Forpuppet i caminoens ånd, ordene vandrer ind i solen og smelter. I den grad også den portugisiske. At gå ind i Coimbra var som en at sidde fastspændt i en roterende tørretumbler. Også i skyggen. Jeg siger det bare.

Og de blev europamestre. Jeg fik vist flere gange skrevet hjem i sms’er, at dette ville blive Portugals “sommeren 1992”. Jeg stod midt i det. Et par dage af landets gæstfrihed og det var svært ikke at holde med dem – og unde dem titlen uanset hvor heldigt og ufortjent den end var.

For fanden da – en tur!

“Det er vores!” – ja altså deres!

Tag på Flickr-tour (billedshow)

Og den nøjagtige gå-tur blev følgende:

• Lisboa -> Verdalho de Baixo – 32 km
• Verdalho de Baixo -> Azambuja – 31 km
• Azambuja -> Santarem – 32 km
• Santarem -> Azinhaga – 25 km
• Azinhaga -> Tomar – 37 km (lokaltog de sidste 7 km igennem industriområde)
• Tomar = hviledag
• Tomar -> Alvaiázere – 31 km
• Alvaiázere -> Rabacal – 33 km
• Rabacal -> Coimbra – 30 km
• Coimbra -> Anadia – 31 km
• Anadia -> Albergaria – 36 km
• Albergaria -> Sao Joao do Madeira/Porto – 29 km (bus til Porto om eftermiddagen)
• Porto = hviledag
• Porto/Matosinhos -> Vila do Conde – 22 km (bus ud af Porto til Matosinhos)
• Vila do Conde -> Barcelos – 30 km
• Barcelos – Viana do Castelo (lokaltog, hviledag)
• Viana do Castelo -> Caminha – 27 km
• Caminha -> Mougas Camping – 31 km
• Mougas Camping -> Nigran – 12 km
• Nigran -> Redondela – 37 km
• Redondela -> Pontevedra/Padron – 18 km (bus til Padron om eftermiddagen)
• Padron -> Santiago – 24 km

Pilgrimspasset

Et par strofer for Europa

Frygt en mand uden tusser

Jeg kan bare ikke forestille mig den mand med en kæmpemæssig dragetatovering på ryggen.

Frit ihukommet, men sådan nogenlunde fik DRs gæstekommentator Morten Bruun sagt en aften. Under kampen mellem Spanien og Tyrkiet. Spilleren, han talte om, var den catalanske spilarkitekt Andrés Iniesta. På en eller anden måde indrammer det glimrende den første uges tid af EURO 2016.

Iniesta har været kontrasten ved dette EM. Han har været lyspunktet, en frygtelig venlig og stilfærdig spiller, nærmest lidt undseelig af udseende, der har gjort at der stadig er en mening med det hele. At sidde og glo på kamp efter kamp med uopfindsomt og defensivt spil.

Iniesta har trukket sine stille streger i græsset, som en bygningskonstruktør. Spillet smørbolde, korte eller lange afleveringer, og har på sin egen måde dirigeret en vågnende spansk offensiv i noget der hidtil har ligner EM i kedsomhed.

Selv de mest hadske Madrid-fans er formodentlig tæt på at overgive sig. Han er den flinke fyr ovre i hjørnet, håndværkeren der forfiner sit værk til kunst. Egentlig er han lidt kedelig, men aldrig farveløs, for det er ham der gerne hugger samme kedsomhed i stykker. Fordi han er skidegod til det han gør. At spille fodbold – with a flourish.

Og skal vi ikke bare være ærlige. EURO 2016 har været en skuffelse. Ingen tør noget, ingen tror på noget, alle spiller blot på det sikre. Og det er defensiven. Alle kan forsvare sig fra Cypern til Færøerne. Det er det nemmeste i Europa, slå bommen op og gem dig bag egne begrænsninger, og afvent hvad de andre gør.

De andre gør ikke vanvittigt meget denne sommer. De formår det ikke. Bortset fra Iniesta, der bare slår overraskende afleveringer og målgivende assists med næsten kedsommelig præcision.

Udvidelsen fra de 16 til de 24 hold har på ingen måde gavnet kvaliteten i EM-turneringen. Tværtimod. De mange ekstra pladser til 3’erne i gruppespillet har blot gavnet fedtspil og filosofien “uafgjort er fint nok, indtil andet er bevist”.

Det har givet spillerum for en række landshold, der aldrig burde have været med til denne slutrunde. Jeg kunne nævne Island, Albanien og Nordirland, men det ville være urimeligt. Alle 3 nationer havde faktisk kvalificeret sig, selv hvis EM havde kørt videre i sit velfungerende 16 holds-koncept fra for 4 år siden (og 4 år før og 4 år før etc).

Og dog. Fordi kvalifikationen havde været anderledes tættere med kun 8 adgangsgivende grupper. Men det regnestykke bliver for filosofisk.

Men mon ikke vi var sluppet for Irland, Sverige, Ukraine, Ungarn og Tyrkiet. Og selvom jeg med god samvittighed vil give lidt kredit til Ungarn, og aldrig kunne drømme om at skrive noget ondt om irerne, så havde det gjort turneringen langt tættere og langt mere konkurrencedygtig hvis de ikke havde været med.

Mit dørbeslag har leveret bedre underholdning end svenskerne og tyrkerne buher nærmest symbolsk ad deres egen anfører på banen – Arda Turan.

Emre Who?

Hmm… havde nær glemt det. Netop tyrkerne har selvfølgelig en helt særlig dansk vinkel med en ung gut, der angiveligt skulle være et talent i Messi-klassen. Foreløbig har Emre Mor spillet en halv sæson i Superligaen for Farum, heraf cirka halvanden god kamp, er blevet udvist for dårlig opførsel i en anden kamp, og derefter solgt til Borussia Dortmund for noget der angiveligt skulle være et helt astronomisk beløb.

På banen i Frankrig har han foreløbig spillet cirka et kvarters tid. Men han er reelt dansker (og dog nok ikke mere). I følge diverse mediers dækning nærmest hysterisk meget.

Og Ukraine, tja, jeg griber efter hvedekorn fra Dinamo Kiev og Shaktar Donetsk uden det mindste held. Hvad var det egentlig de ville, jeg stiller mig selv det spørgsmål efter hver slutrunde, hvor ukrainerne har været kvalificeret. Svaret blæser et eller andet sted fra Kiev ned mod Odessa.

På tv himler kommentatorer op om en fremragende slutrunde. Som skrevet og sagt, hidtil har spillet på banen været det mest kedsommelige set i mange slutrunde-år.

Men der er 10.000 entusiastiske fans, der bræger og synger som modsætninger. Hvis de ikke slås indbyrdes som kroaterne og smider om sig med kanonslag.

Kroaterne skader nemlig deres landshold og de gør det helt bevidst. Ikke fordi de hader spillerne, men de hader deres hjemlige fodboldforbund. Det har foreløbig kostet dem nogle hjemmekampe og prisen vokser… fantastisk logik. Særlig tragisk i betragtning af at det kroatiske hold har været et af turneringens få lyspunkter.

We take care of our own. Ja, det betyder, at jeg passer det der er mit, og i mit helt eget snæversyn, og skider i øvrigt på alt andet.

Toptrimmede russiske hooligan-militser er rejst til Frankrig med Putins velsignelse. Kold krig eller noget. Der kan de blandt andet møde tusinder af engelske bonderøve, der i opblæst flokmentalitet, indtager by efter by. Blottet for enhver anstændig opførsel. Majoriteten drømmer sikkert om #brexit og mon ikke de får deres vilje. Britain First (det indbefatter naturligvis ikke walisere og skotter, der hælder mere til Europe First).

EURO 2016 er nærmest blevet et spejl, et sindbillede dybt ned i tidens europæiske mørke. 0-2 til tosserne ved pausen. Men vi står godt på banen og vi kan se os selv på storskærmene. Godt smurt ind i hele en europæiske farvepalet af manglende handlekraft og uduelighed.

Jeg skraber stadig i overfladen for at finde noget kvalitet. Skal vi i stedet være optimistiske og sige 0-0 ved pausen. Ingen overraskelse. Blot et nå-ja, den slags sker også i morgen. Jeg havde egentlig ikke de store forventninger på forhånd. Tænkte bare lidt vemodigt på hvilket fint EM, det var for 4 år siden.

Jeg forventer ikke noget af England. Jeg holder bare øje med dem af nostalgiske grunde. Da jeg var yngre og mere uerfaren sværgede jeg altid til dem.

Og de er da interessante.  Med 5 Spurs-spillere i startopstillingen. Ja, de var endog hæderlige, inden de faldt på traditionel Tottenham-vis i åbningskampen mod Rusland. Et par minutter inde i overtiden. Helt unødvendigt og uheldigt. Men Spurs har altid været specialister i den slags.

Russerne er helt overflødige at nævne i den sammenhæng. Er de overhovedet europæere mere? Jeg gider faktisk ikke tanken.

England kan stadig gå videre og mon ikke det sker. Efter sejren over Wales. Et par minutter inde i overtiden. Det var så mere Liverpool end Spurs forleden eftermiddag. Og der er i hvert fald masser af talent i det engelske hold, men næppe til øverste europæiske hylde, og næppe heller med en træner der virkelig kan forløse potentialet. Ol’ Man Woy kommer til kort mod de helt store.

Tyskere har leveret stabilt. Også i den mere kuriøse underholdning. Cheftræner Joachim Löw har en mærkelig evne til at blive fanget i usædvanligt intime situationer. Duftende, inspicerende, og fortærende både det ene og andet. Manden synes notorisk at glemme alt om de 710 kameraer, der skyder løs ved alle slutrundekampe. Men han går viralt, det gør han.

Det duftede også af krop mere end parfume, da Italien spillede, og endte i endnu mere hjerte. Belgierne har en stjerneparade af spillere, og de burde være skidegode.

Jeg ønsker dem næsten også derhen. Som skidegode. Men Italien demonstrerede, hvad en kombination af intelligens og hjerte egentlig kan præstere. 2-0 og den var særdeles fortjent, den sejr. Brilliante Italia. EMs hidtil bedste kamp. Det brilliante nåede dog lidt af en begrænsning, da de mødte de svenske dørbeslag. Men de vandt og det var dejligt, rigtig dejligt – og det bærer dem langt. Det gør Antonio Conte også.

Jeg hader allerede at skulle se ham som manager i Chelsea efter sommerferien!

Eksklusivt for det irske marked. Uden skud i.

Men kom nu, Belgien. For helvede! Træd i karakter! Vi behøver belgiere. De kan samle lortet, på tværs af sprog, barrierer, mentale grænsebomme og diverse divergenser. De ved hvad det handler om og første mission må være at sende svenskerne ud med et brag i sidste gruppe-runde. Zlatan kan efterfølgende indkalde til pressemøde om sin fremtid. Igen. Og fortælle at han nu vil sælge underbukser. Nå nej, det har han gjort. Altså holdt pressemøde. Om sin fremtid og sine underbukser. Vist et par gange.

Og franskmændene. Ja de vinder altid i sidste ende, når de er på hjemmebane. Det gjorde de i 1984 og 1998 og det gør de igen. De spiller ikke nødvendigvis godt igennem hele turneringen, men de vinder. Og de har en national x-faktor, oven på terrorangrebene i Paris. Der vil være en skjult kilde til de sidste 5%, hvis de overhovedet skulle mangle. En ekstra national stolthed.

Og finalemodstander. Mit bud i skrivende stund, før vi overhovedet kender sammensætningen af 1/8-finalerne, er at Iniesta tegner og dirigerer Spanien ind på Stade de France den 10. juli. Han er allerede godt i gang. Med eller uden tatoo.

Så nu ved i det. Frankrig – Spanien i finalen. Frankrig vinder 1-0. I ordinær kamp. Og således trygt forvisset om fremtiden, vil jeg drage til Portugal på torsdag. Der skulle være rig mulighed for at indtage resten af Euro-turneringen dernede. På caminoen mellem Lisboa og Porto og videre til Spanien – en fin bonus i øvrigt at se finalen i Spanien. Den tager jeg gerne. Selv i Galicien føler de en vis tilknytning, hvis bare landsholdet vinder og der er jo en Celta Vigo-spiller med blandt de foretrukne 11. Venstrekantsangriberen Nolito. Han er så langt fra galegos, men oprindeligt fra et sted langt sydpå.

Og jeg har faktisk lidt ondt på portugisernes vegne. De har været meget bedre end 2 sølle uafgjorte mod Island og Østrig. Meget bedre. Men Cristiano kan ikke score mere.

#DeterIslandsskyld #CR7

Nej, den går heller ikke på straffespark!

Charlie Don’t Surf

Det blev jul, det blev nytår og det blev januar. Man er ikke ligefrem blevet mere optimistisk på verdens vegne i de sidste uger.

Jeg plejer normalt ikke at kaste mig ud i de store politiske tirader. Men – lad det være sagt –  jeg behøver luft.

Ilt. Frihed. Ytringsfrihed. Frem med hele det moderne journalistiske arsenal af floskler.

Jeg stemmer til venstre for midten politisk og det bliver jeg ved med. Jeg er tilhænger af EU, stemte endda for euroen i tidernes morgen, og ønsker ingen grænsebomme genindført. Jeg tror heller ikke at “de fremmede” er ved at invadere vores land, eller at de stjæler vores dit og dat, og kun vil udnytte velfærdssystemet, og i øvrigt er vanekriminelle hele bundtet.

Men jeg har fået nok af islamisme – af politisk islam. Det er vores tids nazister.

Nazi-muslimer fuck off. Så er det også sagt.

Den ramte mig som en tung hammer i kølvandet på massakren i Paris på bladtegnerne fra Charlie Hebdo. Denne 10 år gamle artikel. I virkeligheden var den bare et vredesudbrud.

Ja, man får sgu nok. Den gamle musikanmelder på Information, Klaus Lynggaard, er ingen ekstrem højreradikalist med en egen dagsorden om totalkrig mod denne verdens 2 milliarder muslimer. Tværtimod, vover jeg at påstå, uden at kende manden personligt.

Men han fik nok af nogle bestemte miljøer blandt os.

Jeg har også fået nok. Der findes grupperinger i vores samfund som er så syge i låget, at vi ikke behøver at pakke budskaber ind i humanisme og almindelige tolerance. Det er folk helt uden for rækkevidde.

Bekæmp lortet. Det er mennesker der er flasket ind i et moralkodex, der hører til i den mørkeste middelalder uanset om det er synet på et par satiriske tegninger af en religiøs profet, kvinder, eller homoseksuelle – eller vel bare mennesker generelt.

Den hvide mands byrde, manglende integration, og jeg orker ikke at høre mere pis.

Der er også et ansvar, der ligger langt væk fra de hvide mænd i denne verden. Uanset om det handler om at tage på imam-turne i mellemøsten med et par ekstra manipulerede fotografier, ved siden af de oprindelige karrikaturtegninger, og prædike bål og brænd – eller om blot at tage en smule vare på sit eget liv i en eller anden forstadsghetto.

Det var der mørkemændene for alvor kom forbi.

Charlie Don’t Surf. Charlie var engang ikke bare Charlie Brown – tegneseriefiguren fra Radiserne. Han var også Viet Cong og et frihedssymbol for venstrefløjen.

Charlie kan stadig ikke finde ud af at surfe. Men han behøver fandeme heller ikke bære burka og gemme sig for en åndsforskrækket middelaldermoral. Af ren angst for at blive slået i hartkorn med sine gamle fjender.

Det er heldigvis også et klart budskab fra Paris. Det kan man da dvæle lidt på… i en meget mørk og dyster verden.

Charlie Don’t Surf

Det blev jul, det blev nytår og det blev januar. Man er ikke ligefrem blevet mere optimistisk på verdens vegne i de sidste uger.

Jeg plejer normalt ikke at kaste mig ud i de store politiske tirader. Men – lad det være sagt –  jeg behøver luft.

Ilt. Frihed. Ytringsfrihed. Frem med hele det moderne journalistiske arsenal af floskler.

Jeg stemmer til venstre for midten politisk og det bliver jeg ved med. Jeg er tilhænger af EU, stemte endda for euroen i tidernes morgen, og ønsker ingen grænsebomme genindført. Jeg tror heller ikke at “de fremmede” er ved at invadere vores land, eller at de stjæler vores dit og dat, og kun vil udnytte velfærdssystemet, og i øvrigt er vanekriminelle hele bundtet.

Men jeg har fået nok af islamisme – af politisk islam. Det er vores tids nazister.

Nazi-muslimer fuck off. Så er det også sagt.

Den ramte mig som en tung hammer i kølvandet på massakren i Paris på bladtegnerne fra Charlie Hebdo. Denne 10 år gamle artikel. I virkeligheden var den bare et vredesudbrud.

Ja, man får sgu nok. Den gamle musikanmelder på Information, Klaus Lynggaard, er ingen ekstrem højreradikalist med en egen dagsorden om totalkrig mod denne verdens 2 milliarder muslimer. Tværtimod, vover jeg at påstå, uden at kende manden personligt.

Men han fik nok af nogle bestemte miljøer blandt os.

Jeg har også fået nok. Der findes grupperinger i vores samfund som er så syge i låget, at vi ikke behøver at pakke budskaber ind i humanisme og almindelige tolerance. Det er folk helt uden for rækkevidde.

Bekæmp lortet. Det er mennesker der er flasket ind i et moralkodex, der hører til i den mørkeste middelalder uanset om det er synet på et par satiriske tegninger af en religiøs profet, kvinder, eller homoseksuelle – eller vel bare mennesker generelt.

Den hvide mands byrde, manglende integration, og jeg orker ikke at høre mere pis.

Der er også et ansvar, der ligger langt væk fra de hvide mænd i denne verden. Uanset om det handler om at tage på imam-turne i mellemøsten med et par ekstra manipulerede fotografier, ved siden af de oprindelige karrikaturtegninger, og prædike bål og brænd – eller om blot at tage en smule vare på sit eget liv i en eller anden forstadsghetto.

Det var der mørkemændene for alvor kom forbi.

Charlie Don’t Surf. Charlie var engang ikke bare Charlie Brown – tegneseriefiguren fra Radiserne. Han var også Viet Cong og et frihedssymbol for venstrefløjen.

Charlie kan stadig ikke finde ud af at surfe. Men han behøver fandeme heller ikke bære burka og gemme sig for en åndsforskrækket middelaldermoral. Af ren angst for at blive slået i hartkorn med sine gamle fjender.

Det er heldigvis også et klart budskab fra Paris. Det kan man da dvæle lidt på… i en meget mørk og dyster verden.

I hjulemandens skygge

Der er gået lidt tid siden sidste indlæg, men jeg skulle lige have tid til at blive gammel.

Hver ting tager sin tid, som man siger, og det at blive gammel kræver bestemt sin mand.

Alt imens har en snestorm camperet flittigt over København, skabt det sædvanlige trafikale kaos, og ikke mindst gjort cykelstierne til et smattende helvede. Ain’t No Country for Old Men – for at spinde på en film der altid er værd at se.

Hvor blev bolden af, Jesper?

Både Superliga og Europa League kom også igennem den sidste uges snevejr. Inden den definitive julepause. Søndag aften havde Hjulemanden sågar gaver med, da Jesper Hansen, Nordsjællands bedste i Champions League, fumlede bolden i henholdsvis fødderne på Delaney og hovedet på Santin.

Det blev en sikker 4-1 sejr i efterårets sidste spillerunde. Og det lignede grangiveligt Champions League. På den vis at Nordsjælland fik sine læsterlige klø igen. Som mod Donetsk, Chelski og Juventus.

Hvornår har Farum-konceptet i det hele taget vundet en kamp på den europæiske scene? Jamen, deres seneste sejr var over skotske Queen of the South i 2008’s UEFA kvalifikation. Siden har de spillet 10 kampe, med 2 uafgjorte og 8 nederlag til følge. Men de har et koncept og journalisterne elsker det – eller “elskede”, hedder det nok i disse dage.

Det er nok det med hver ting til sin tid igen.

FC København har parkeret sig på førstepladsen med 12 points forspring. Det ser fornuftigt ud. I jubelefteråret 2010 havde vi 51 points for 19 kampe, så det er langt fra episk i år. Men godkendt. Absolut.

Hvad der står tilbage som knap så godkendt er den europæiske kampagne. Den bliver historien om lige ved og næsten – eller pindsvinet der aldrig kom helt over vejen.

Først CL-kvalen mod Lille som måtte ud i fransk overtid og så en stribe halvsløje gruppekampe i Europa League mod Stuttgart og Steaua Bukarest. 2 ud 12 mulige points hentede vi mod de 2 mandskaber. Begge klubber vi sagtens bør kunne måle os med. Sportsligt. I hvert fald forvente mere end sølle 2 points i alt over 4 kampe. Norske Molde slog vi både hjemme og ude – det var vel forventet selvom det heller ikke gik helt glatbarberet.

Vi var et uheldigt freakmål i Bukarest fra at gå videre, men spillemæssigt står et utvetydigt indtryk tilbage. Vi har reelt kun forsøgt at matche rumænerne og tyskerne meget defensivt. Uden succes overhovedet. Vi fortjente det reelt ikke – at komme videre fra gruppen.

Det var pindsvinebold over hele linien – en stil der har været milevidt fra den stil som Ståle efterhånden fik udviklet med holdet i sine sidste sæsoner som træner. Tænk på Prag i december 2009. Vi tog derned og spillede Sparta ud af banen. 3-0. Sparta kan godt sammenlignes med Steaua, vil jeg mene.

Forklaringen ligger lige for. Fundamentet på 2012-holdet har simpelthen ikke samme styrke. Et hold der er usikker på sine kompetencer, søger ofte i en pindsvineposition. Man vil reagere, mere end agere – jep, citat plukket lige fra trænerskolens ABC.

Den centrale akse omkring TK og Claude kan ikke hænge med, når tempo og fysik skrues over Superliga-niveau. Vi kan sætte Delaney i samme potte, men han er endnu så ung og lovende, at det ville være åndssvagt at afskrive ham. Men faktum fortæller også, at der var nat og dag mellem hans niveau mod Steaua i torsdags, han var pivringe, til søndagens kamp under låget i Parken, hvor han reelt var Man of the Match.

Det er Kvist anno 2010, der mangler. Ham købte Stuttgart. En balancespiller med internationalt snit. Den helt store – og langt fra nemme – opgave over vinterpausen, er at genfinde ham. En Kvist-klon til maskinrummet. For det knager og brænder for nemt sammen.

Forsvaret har i efteråret fundet sine ben omkring Sigurdsson og Stadsgaard – de virker som en sikker midtstopperduo hvor begge har offensive kvaliteter også. Lars Jacobsen er landets suverænt bedste højreback – og efteråret har været det bedste halvår i den københavnske trøje for ham nogensinde.

Modsat på venstrebacken sidder Bengtsson solidt – med masser af offensive kvaliteter.

Som Jacobsen har TK spillet sin bedste halvsæson i København. Men han mangler det ekstra gear der skal til nede i fx. Bukarest – Ståle brugte ham konsekvent heller aldrig europæisk.

Ariel Jacobs har ikke haft andet valg. Han har ikke andre. Grindheim har forlængst forpasset sin chance – og kan tage Oslobåden. Delaney er for grøn endnu, og – som nævnt – for svingende i sine præstationer.

Det føg med rygter i sommers om Christian Poulsen. Angiveligt var han tæt på et københavnsk comeback, men valgte til slut Ajax. Men det er på det niveau, klubben skal fiske. Og det er svært – meget svært. For vi er langt fra alene på den indkøbshylde – og som med Ajax-tilfældet er konkurrenterne ofte økonomisk stærkere.

Den københavnske offensiv – med kantspillere og forwards – er den mest talentfulde i Superligaen. Nicolai Jørgensen er sin helt egen historie, vi har fået en ny Grønkjær tilsat ungdommens kilde, Cornelius har shinet og shinet igen, og har overvundet sin første “måltørke”. Igor Vetokele afventer en seriøs opstart under den fysiske træner Anders Storskov. Forhåbentlig får det stoppet hans serie af små fiberskader.

Jeg tillader mig i hvert fald, at have skyhøje forventninger til Igor. Og selvfølgelig Storskov. Vi har i efterhånden mange sæsoner haft en nogenlunde skadesfri trup – og det falder i høj grad tilbage på den dygtige fysiske trænerstab.

Til gengæld ligner det endnu en billet til Oslo-båden – også for Mos. Han har kæmpet med skader, men Cornelius har med sit gennembrud sat ham langt fra holdet.

Santin er Santin og han tager også sin tid til tingene, især når han ærgrer sig over en mistet bold eller en dribling der kikser – men han er erfaren og er, som Igor, en langt mere alsidig angriber end en klejn norsk boksspiller som Mos.

Opsummering: ambitionen i vintertransferen må være at hente en central midtbanespiller, hmm… har vi ikke sagt og skrevet og skreget det før. Og en angriber. Måske.

For på den anden side… jeg glemte helt Danny Amankvaa. Et nyt talent i Cornelius-skyggen.

I øvrigt er det noget som Jacobs kan. Det med de unge spillere. Hans fortid som træner for det belgiske U-landshold fornægter sig ikke.

Har Belgien ikke en stærk central midtbanemand? En lightudgave af Vincent Kompany og Moussa Dembele.

Tja! I FC København ved man aldrig hvad der sker – heller ikke over en lang vinter. Tænk et år tilbage. Men jeg sælger alligevel skindet, selvom bjørnen skraber rasende på døren – vi er meget tæt på mesterskabet. Om ikke andet er vi stensikre på andenpladsen. Selv hvis sportsdirektør CV atter må rykke ind som caretaker…

Ergo bør vi i den grad bruge vinteren og foråret til at ruste os til næste europæiske kampagne. Overliggeren skal hele tiden hæves, for at citere samme CV.

Efterårets top5 i vilkårlig rækkefølge:

• Nicolai Jørgensen & Andreas Cornelius – de er sgu for lækre
• Ariël Jacobs – Mr. Cool. Manden der er rasende efter storsejre og beskyttende efter nederlag.
• FCK TV – jeg elsker de små videoer, de strøer ud uge efter uge. PR-afdelingen i klubben har fået et gevaldigt løft det sidste halve år. Good work!!!
• En helt ny og positiv dialog mellem klub og fans.
• Superligastillingen ved vinterpausen

Side 220 på DR text-TV. En klassiker.

PS: hvis du savner inspiration til et par gode julegaver, vil jeg med fornøjelse re-anbefale disse 2 herlige bøger som enhver mand med respekt for sig selv bør læse:

Calcio af John Foot

Tor! af Ulrich Hesse-Lichtenberger

God jul, mand!